Læsetid: 6 min.

Behersket optimisme i USA om en klimaaftale

Der er en del hindringer, der skal overvindes, når klimakonferencen åbner i Paris mandag, siger amerikanske regeringsrepræsentanter. Men chancen for succes er langt større, end den var i København
USA’s præsident, Barack Obama, deltager i COP21 i Paris på mandag og tirsdag, hvor han bl.a. vil mødes med Kinas og Indiens ledere. Målet er at blive enige om en aftale, der for alvor kan imødekomme de klimaforandringer, verden står over for.

Andrew Harnik

26. november 2015

Repræsentanter for den amerikanske regering udtrykker nogle få dage før starten på FN’s 21. konference om klimaforandring i Paris (COP21) forsigtig optimisme om chancerne for at opnå et konstruktivt resultat, der kan blive af vedvarende karakter.

»Det er bydende nødvendigt, at medlemsstater skrotter deres fastlåste position og finder en fællesnævner, der ender i en aftale. Og det er, hvad der er ved at ske. Jeg er overbevist om, at vi kan få det til at falde i hak. Jeg kan slet ikke forestille mig alternativet,« siger præsident Barack Obamas klimaforhandler Todd Stern.

Ikke færre end 147 stats- og regeringschefer har givet tilsagn om at møde op ved åbningen af konferencen på mandag for at give forhandlingerne ’et stød’ i en positiv retning. Inden konferencen har 170 ud af FN’s 193 medlemslande offentliggjort hver deres nationale mål for reduktion af drivhusgasser i perioden frem til 2030.

Heraf er 120 rubriceret som udviklingslande, bl.a. Brasilien, Kina, Indien og Sydafrika. Denne gruppe tegner sig for ca. 65 pct. af den globale udledning af drivhusgasser, mens de vestlige industrilande i dag kun står for 35 pct.

»Det er et helt ekstraordinært antal medlemslande, der forpligter sig til at nedbringe deres udledning. Vi er kommet langt siden klimakonferencerne i Kyoto og i København,« siger David Sandalow, en tidligere amerikansk viceenergiminister, der har deltaget i flere FN-konferencer.

På flere måder har de franske værter i deres forberedelser til topmødet lært af de dårlige erfaringer fra Kyoto i 1999 og København i 2009.

I Kyoto var det kun de rige industrilande, der tilsluttede sig protokollen, og dem, der ratificerede den, var kun ansvarlige for 12 pct. af den globale udledning. Denne gang er næsten alle udviklingslande og mellemindkomstlande engagerede i forløbet, hvilket betyder, at 95 pct. af de globale drivhusgasser vil være omfattet af en ny klimaaftale.

Amerikanerne peger endvidere på, at det franske diplomati i modsætning til det danske har valgt at strukturere stats- og regeringschefers medvirken på en anden facon.

»I København ankom lederne i den sidste fase af forhandlingerne, hvor tingene stort set allerede var faldet fra hinanden, og de måtte så forsøge at lave en lappeløsning,« siger præsident Obamas vicesikkerhedsrådgiver Ben Rhodes.

»I Frankrig skal lederne skubbe tingene i den rigtige retning i de første par dage af en to uger lang forhandlingsrunde; herefter overlader de opgaven til ministrene.«

Kløften mindskes

Det er i det lys, man skal se den amerikanske præsidents bilaterale møder på mandag og tirsdag i Paris med Kinas præsident Xi Jinping og Indiens premierminister Narendra Modi. De tre lande anses for at være storspillerne i klimapolitikken.

Under København-konferencen i 2009 opstod der en splittelse mellem på den ene side Kina, Indien og G77-gruppen af udviklingslande og på den anden side USA, EU og andre vestlige industrilande.

Men siden er kløften mellem de to blokke blevet mindre. Det kan primært tilskrives USA’s og Kinas sensationelle beslutning nogle få måneder inden Paris-konferencen om at forpligte sig offentligt til specifikke reduktionsmål for udledning af drivhusgasser inden henholdsvis 2025 (USA) og 2030 (Kina).

Xis og Obamas udspil har efter alt at dømme virket som en drivfjeder. Siden har Indien og andre førhen modstræbende udviklingslande budt ind med hver deres nationale reduktionsmål og planer for udbygning af den vedvarende energisektor.

Trods den beherskede optimisme i opløbet til COP21 står klimaforhandlerne fra FN’s medlemslande dog over for en herkulisk opgave.

Ved en pressebriefing tirsdag vedkendte den amerikanske chefforhandler Todd Stern, at landene formentlig vil benytte generelle formuleringer i dele af den afsluttende aftaletekst, der vedrører gennemsigtighed om hver medlemsstats opfyldelse af egne reduktionsmål og den efterfølgende verificering foretaget af et hold af FN-eksperter.

»Med det som udgangspunkt kan vi så efter konferencen sætte os til at udvikle de specifikke retningslinjer. Det vigtige er, at teksten giver ret klare instruktioner, men selv da vil der være masser af detaljer og gråzoner, der skal håndteres i løbet af det næste år. Og det gælder ikke kun gennemsigtighed, men også andre emner,« mener Stern. Den internationale klimaaftale, som forventes underskrevet i Paris, vil efter planen først træde i kraft i 2020. Det skulle give de kontraherende parter tilstrækkelig tid til at forberede sig.

Listen

Men listen over hindringer for en aftale er længere. Den tidligere spanske miljøminister Teresa Ribera, der har virket som rådgiver for de franske værter, nævnte flere af dem under et seminar i denne uge arrangeret af USA’s udenrigspolitiske selskab i New York.

Der er f.eks. spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at aftalen blot er det første skridt i et meget ambitiøst projekt, der går ud på at erstatte alle fossile brændsler i den globale energisektor med vedvarende energikilder inden 2050 – og det ikke kun i vestlige industrilande, men også i udviklingslande og især i Indien og Afrika, hvor 1,2 mio. mennesker i dag lever uden adgang til elektricitet.

Ifølge klimaforskere er denne dramatiske omstilling nødvendig, såfremt planetens temperaturstigning siden industrialderens begyndelse skal holdes under 2 grader celsius. Indtil nu er klodens temperatur steget med 0,45 grader, hvilket allerede har givet sig udslag i ekstreme vejrfænomener forskellige steder på Jorden.

Men FN’s klimaeksperter har regnet sig frem til, at temperaturen vil stige med mindst 2,7 grader, selv hvis de 170 landes bebudede reduktionsmål bliver opfyldt inden 2030. I tidsrummet mellem 2030 og 2050 skal der altså endnu mere drastiske tiltag til for at undgå katastrofale følger senere i århundredet.

Det åbne spørgsmål er, hvorvidt Paris-aftalen vil kunne tjene som en effektiv platform til at nå hele vejen i mål i 2050, eller om der er behov for en revision af teksten og måske indgåelse af en ny klimaaftale inden 2030.

Forhandlernes utvivlsomt største udfordring – og det lagde regeringstalsmænd i Washington ikke skjul på – er, hvordan man indarbejder nogle juridisk bindende mekanismer i aftalen. Både USA og flere andre store udledere som Kina og Indien er imod at gøre de nationale reduktionsmål juridisk bindende.

Den amerikanske chefforhandler Stern siger følgende: »Vi kan ganske enkelt ikke forlange, at lande fører en klimapolitik, der sætter en stopper for vækst, udvikling og udryddelsen af fattigdom. I stedet anmoder vi dem om at gøre deres bedste, fordi udfordringen er så kolossal.«

Overvågningsmyndighed

Men hvordan kan man sikre, at hvert land i det mindste lever op til sit eget reduktionsmål?

»FN kan ikke håndhæve konventioner, traktater eller aftaler,« siger tidligere viceenergiminister David Sandalow.

Til gengæld har FN årtiers erfaring med at overvåge og verificere resolutioner vedtaget af Sikkerhedsrådet. Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at oprette en mekanisme, der dels skal sikre gennemsigtighed for de enkelte landes arbejde med at opfylde målene og dels have beføjelse til at gå ind og verificere.

Med mindre denne mekanisme eller ’eksterne myndighed’ er af juridisk bindende karakter vil det være let for de enkelte lande at ’snyde på vægten’. Meget tyder på, at USA ud over EU-landene arbejder på en sådan model, men Kina og Indien og andre udviklingslande stritter imod, idet de ikke har samme tradition for gennemsigtighed og accept af ekstern indblanding i interne anliggender.

Sidst, men ikke mindst, er der ifølge den tidligere spanske miljøminister Teresa Ribera spørgsmålet om finansiering af fattige landes behov for at opbygge en vedvarende energisektor samt investering i beskyttelse af lande, der er sårbare over for klimaforandring som f.eks. ønationerne. Præsident Obama vil under sit to dage lange ophold i Paris søge at skabe ekstra opmærksomhed om østaternes behov for bistand til at overleve truslen fra en stigende havstand. Han møder tirsdag statschefer for Seychellerne, Marshall-øerne, Papua Ny Guinea, Saint Lucia og Barbados.

Det eneste konkrete resultat under København-konferencen var oprettelsen af FN’s klimafond, der fra 2020 og frem skal have et årligt beløb på 100 mia. dollar til rådighed til fordeling mellem udviklingslandene. Indtil videre har kun 38 lande givet tilsagn om at yde 10 mia. dollar til fonden, om end der under konferencen i Paris forventes at komme tilsagn fra flere, herunder Kina.

Intet tyder dog på, at gavebistanden vil udgøre mere end 15-20 mia. dollar. Den resterende del af de 100 mia. dollar vil skulle finansieres af lån fra Verdensbanken og den private sektor. Men private lån vil blive givet med henblik på at investere i alternativ energi og tjene et overskud, og disse lån skal tilbagebetales. Kun gavebeløb kan bruges til beskyttelse mod klimaforandring.

Om dette vil være nok til at overbevise udviklingslandene om at tilslutte sig en klimaaftale vil formentligt blive afgjort i sidste øjeblik. Et positivt resultat er ikke på forhånd givet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke korrekt, at de 100 milliarder USD skal via den Grønne Klima Fond. Ilandene har forpligtet sig til 100 milliarder USD årligt fra 2020 i sammenhæng med meningsfulde modvirkningsindsatser og gennemsigtighed i gennemførelsen. Det fremgår både af Copenhagen Accord og den efterfølgende aftale i Cancun på COP16.
Herud over er det noget vrøvl, når Todd Stern, den amerikanske klimaforhandler siger, at grunden til, at vi ikke kan få en juridisk bindende aftale, er, man ikke kan forvente, at landene skal fører en klimapolitik, der sætter en stopper for vækst, udvikling og udryddelse af fattigdom. Landene har jo selv fremsendt de mål de har tænkt sig at opfylde, og mange har gjort det med et sæt betingelser, der åbner muligheder for at komme ud af deres mål igen, såfremt betingelserne ikke er opfyldt. USA's problem er som altid, at de ikke tror, de kan få en aftale ratificeret derhjemme og ikke andet.

»Det er bydende nødvendigt, at medlemsstater skrotter deres fastlåste position og finder en fællesnævner, der ender i en aftale." siger Todd Stern.

Todd Stern skal ikke kaste med sten, når han selv bor i et glashus. USA har om nogen altid været den mest fodslæbende og med "fastlåst position" i samtlige tidligere COP-forhandlinger.

"I Frankrig skal lederne skubbe tingene i den rigtige retning i de første par dage af en to uger lang forhandlingsrunde; herefter overlader de opgaven til ministrene."

Oversat til danske forhold: Lars Løkke de første par dage, derefter overlader han opgaven til Lars Chr. Lilleholt.

Det kan slet ikke undgå at blive en bragende succes......