’Man har brug for vilje. Og cigaretter’

»Han var ikke bange for at sige det upopulære og det logisk rigtige, og det kan man faktisk også blive elsket for,« siger den tyske forfatter Maxim Biller om afdøde Helmut Schmidt, der oven på kanslerkarrieren fik et langt offentligt efterliv og på forunderlig vis også blev folkeligt elsket for at være intellektuel. Afskeden med tidligere kansler Helmut Schmidt, der døde tirsdag, rører ved dybe følelser i Forbundsrepublikken Tyskland, der qua sin relativ korte historie kun har få statsmænd af format. Den femte kansler var en af dem.

Helmut Schmidt var manden der tog over efter grundlæggerkansleren Adenauer, der fik Tyskland på skinnerne igen og stod fadder til Die Wirtschaftswunder, mens den karismatiske Willy Brandt byggede bro mod DDR og østblokken. Schmidt blev, da han kom til i 1974, derimod en fortsætterkansler, der skulle klare udfordringer som nedrustning og fredstiltag under Den Kolde Krig, skulle levere vækst under en inflations- og oliekrise, holde Vesttyskland tæt til partneren USA, samtidig med at han skulle styrke den selvstændige tyske stemme.

Det meste lykkedes, dog ofte også i modsætning til sit eget parti SPD, hvor han ikke levnede mindretalsholdninger megen plads og da han gik af i 1982 også var blevet en mere ensom herre. På spørgsmålet om hvad der skal til for at regere, lød Schmidts svar: »Man har brug for vilje. Og cigaretter.«

Som kansler anså han miljøudfordringerne som stærkt overvurderede, og Helmut Schmidt fik ved sin død tilmed taksigelser fra partiet De Grønne, fordi kansler Schmidt kaldte freds- og miljøbevægelserne for forstyrrende.

Helmut Schmidt fra hans tid som Vesttysklands forsvarsminister.

Polfoto

For havde SPD dengang i starten af 1980’erne haft en grønnere profil, så ville De Grønnes temaer slet ikke have haft kraft til at kunne blive til et egentligt parti, der i den grad blev udgjort af skuffede socialdemokratiske vælgere, der også var trætte af Schmidts stædighed.

De Grønne kan også takke nedrustningstemaet for deres eksistens, hvilket også gjorde Schmidts varme stol mere ensom: Da Sovjet i slutningen af 1970’erne rustede op med nye atomraketter, gik kansleren ind for tilsvarende stor vestlig oprustning, hvis ikke Sovjet frivilligt gav afkald på deres atomslagstyrke og indførte gensidige kontroller. Det blev kendt som NATO’s dobbeltbeslutning, der gav freds- og antiatomkraftbevægelserne stort medløb, også inden for SPD.

Terrorudfordringen

Den største udfordring blev dog at holde hovedet klart i kampen mod 1970’ernes terrorisme, hvor Rote Armee Fraktion holdt kansleren fast i en ofte tilbagevendende krisetilstand. Især med attentatet mod den tyske ambassade i Stockholm i 1975 og bortførslen af et Lufthansa-fly i 1977, der efter nogle dages flakken omkring blev stormet af tyske specialtropper i Somalia. Var det gået galt, ville han være gået af som kansler. For Schmidt gjaldt det om for alt i verden ikke at give efter. Terroren greb også langt ind i kanslerens private overvejelser. Under en samtale med hustruen blev de enige om, at skulle én af dem blive bortført, måtte bortførerne ikke få deres krav opfyldt. Selv om det skulle koste den anden livet.

Schmidts varemærke var en aura af kølighed kombineret med at være kæphøj. Han var elitær – på den folkelige måde ved at blande sine analytiske evner med en fræk munterhed, der gjorde, at han ofte kunne spidsformulere sig ud af enhver tænkelig samtale eller debat. Da han fire år efter afslutningen af sin kanslerperiode fra 1974 til 1982, gik af som medlem af Forbundsdagen, sagde han, at »ingen begejstring bør være større end den nøgterne lidenskab efter praktisk fornuft.«

Schmidt var som statsmand skåret efter Immanuel Kants principper. Han var uddannet økonom og mente, at de store ideologier og visioner ikke var noget, der burde have plads i det daglige politiske gesjæft. »Har man visioner, så bør man gå til lægen,« var en anden sætning, der blev hængende.

Helmut Schmidt var ikke kun en alsidig politisk tænker med et stort internationalt udsyn, en respekteret økonom, en kølig strateg og en mand med lune og høj arbejdsmoral. Schmidt havde en stærk følelse af, at han stadig havde noget at sige og gøre. Helmut Schmidt var en ældre statesman, og Tysklands svar på den evigt tilstedeværende amerikanske eksudenrigsminister Henry Kissinger, i øvrigt en god ven, der ikke sjældent kom på besøg i Schmidts hjem i Hamborg-forstaden Langenhorn.

Et ægteskab over 68 år

Tyskerne kan umuligt tænke på Helmut, uden også at inkludere hustruen Loki, som Hannelore blev kaldt. Den læreruddannede, selvstændige og altid muntre Loki døde i 2010 og havde forinden arbejdet intenst med naturbeskyttelse bl.a. skrevet en komplet fortegnelse over botaniske haver i Tyskland. Hun udgav sin sidste bog i samme måned som hun døde i oktober 2010, hvor begravelsen i sig selv havde karakter af statsbegivenhed.

»Jeg har aldrig kedet mig Helmuts selskab,« sagde hun opsummerende om deres ægteskab. Helmut og Loki Schmidt havde kendt hinanden i 81 år, og var gift i 68, efter at de havde lært hinanden at kende i skolen. De giftede sig i 1942, mens soldaten Helmut Schmidt var på orlov som soldat i Sovjetunionen, en del af Schmidts liv der i øvrigt sjældent er blevet undersøgt til bunds.

Deres første søn dør, inden han i 1944 bliver et år, mens datteren Susanne blev født efter krigen. Det var Loki, der tjente pengene, da Helmut Schmidt studerede til økonom i 1945-49 i Hamborg. I 1962 blev han landskendt, da han styrede redningsarbejdet efter en heftig stormflod i Hamborg. Her gik det op for tyskerne, at Schmidt havde overblik og evnen til at organisere en opgave. Helmut Schmidt fik under kansler Willy Brandt først posten som forsvarsminister, i 1972 blev han superminister med ansvar for finans- og erhvervsliv, inden en spionaffære fældede Brandt, der pegede på at Schmidt skulle tage over.

Polfoto

Kansler i røg og damp

Der hang stort set altid en røgsky omkring ham. At der for længst var indført rygeforbud lod han sig aldrig mærke med, selv om han også brugte snus, var piberyger og senere lod kæderygning af mentholsmøger blive den uundværlige last, der fulgte ham tværs gennem ellers røgfrie tv-studier og offentlige forsamlinger. En anmeldelse fra en antirygergruppe i 2008 reagerede han slet ikke på. Det gjorde byretten i hjembyen heller ikke, for de opgav sagen.

Det var først da Helmut Schmidt efter en operation hen over sommeren opgav smøgerne, at det gik op for de fleste, at den var gal med den gamle kansler.

Den 96-årige Helmut Schmidt gik indtil sin sygdom i august på arbejde ved ugeavisen Die Zeit, hvor han sad i den politiske redaktion og var med til at lægge de store linjer. For selv om det er 33 år siden, at Helmut Schmidt gik af som kansler, var han som debattør, skribent og avisudgiver på Die Zeit, aldrig bleg for at blande sig i den offentlige debat. Over nogle år skete det gennem avisformatet ’AUF eine Zigarette mit Helmut Schmidt’, hvor Die Zeit-chefredaktøren Giovanni di Lorenzo i samtaler spiddede tidens store temaer.

Det var egentlig kun meningen at Schmidt på Die Zeit skulle levere fire større bidrag årligt, men den altid flittige Helmut Schmidt endte med at skrive adskillige hundrede artikler og bidrog efter kanslerperioden til alt 30 bøger, hvoraf den seneste udkom i år med titlen Was ich noch sagen wollte. Ekskansleren tog ofte på turné, men kræfterne var ved at slippe op, så tidligere i år lod han vide, at nu var den sidste foredragsturné taget.

Det var også o.k., når Helmut Schmidt trods alt var født 1918. Det år, hvor den tyske kejser gik af, og hvor Tyskland fik sin Weimar-forfatning, der senere blev fulgt af yderligere fire tyske statsdannelser, hvoraf Helmut Schmidt med sit udsyn har været med til at præge et par stykker af dem.

Polfoto