Læsetid: 2 min.

Burundi på randen af folkemord

Siden april er 240 burundiere blevet dræbt, mens 200.000 er flygtet til nabolandene på grund af tiltagende vold fra regeringsstyrker. FN advarer om, at konflikten i det sydøstafrikanske land kan føre til et nyt folkemord i regionen
Siden protesterne mod Burundis præsident begyndte i april, er mindst 240 mennesker i det østafrikanske land blevet dræbt.

Siden protesterne mod Burundis præsident begyndte i april, er mindst 240 mennesker i det østafrikanske land blevet dræbt.

AP

14. november 2015

Siden april er mord på civile borgere i Burundi blevet hverdag. En skarp retorik fra Burundis regering, der vækker minder tilbage fra folkemordet i Rwanda, får nu FN til at advare mod et nyt folkemord i den sydøstafrikanske region.

Ifølge Alexis Lamek, der er Frankrigs stedfortrædende ambassadør i FN, er den eskalerende vold i Burundi nået et meget bekymrende stadie. Han advarer om, at hele landet risikerer at eksplodere, hvis ikke FN griber ind. Det skriver den engelske avis The Telegraph. Siden protester mod Burundis præsident Pierre Nkurunziza begyndte i april, er flere end 240 mennesker i det østafrikanske land blevet dræbt, og mindst 200.000 ud af 10 millioner indbyggere i landet er flygtet til nabostaterne. Protesterne begyndte, efter Nkurunziza annoncerede, at han ville stille op til en tredje embedsperiode, hvilket er imod landets forfatning.

Uhyggelige minder

Burundis regering har i den seneste tid opfordret sine tilhængere til »at gå i gang med arbejdet« og kalder demonstranterne for »fjender af nationen« og »elementer, der ikke er i orden«. Denne retorik blev i tirsdags kommenteret af Zeid Ra’ad Al Hussein, FN’s højkommissær for menneskerettigheder.

»Sætninger som disse vækker minder fra en sprogbrug, som denne region har hørt før og ikke bør høre igen. De kan signalere nært forestående meget værre og mere udbredt vold,« sagde Zeid Ra’ad Al Hussein ifølge The Telegraph.

Tilbage i 1994 blev 800.000 tutsier slået ihjel i Rwanda i løbet af 100 dage, efter regeringen blandt andet kaldte dem »kakerlakker, der fortjente udryddelse« via den regeringsstyrede radio RTLM. Det internationale samfund var dengang opmærksomt på propagandaen, men greb ikke ind, før det var for sent.

I tirsdags opfordrede FN, EU og Den Afrikanske Union regeringen i Burundi til at mødes for hurtigst muligt at få afsluttet volden og finde frem til en politisk løsning.

Som svar på opfordringen udtalte Nyamitwe Willy, en talsperson fra regeringen i Burundi, til AFP torsdag, at konflikten er »et indenrigspolitisk anliggende«, der ikke kommer hverken FN, EU eller Den Afrikanske Union ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu