Læsetid: 8 min.

’COP21 er vor sidste – og bedste – chance’

Hvis blot statslederne fra Paris får sendt signalet om, at den fossile æra hører fortiden til, så vil den globale omstilling få sin egen dynamik, mener Johan Rockström
Forskernes største mareridt er, at vi på grund af CO2-udledningen passerer et tipping point, hvor havene begynder at afgive CO2, fordi de er blevet varmere, hvor permafrosten tør og afgiver drivhusgasser, hvor isen smelter så hurtigt, at den bliver mørkere og dermed forstærker opvarmningen

Martin Meissner

25. november 2015

Det er højst sandsynligt, at der ikke kommer nogen perfekt aftale med ambitiøse, juridisk bindende mål og enighed om alle detaljer ud af klimatopmødet COP21 i Paris, der begynder på mandag. Men der er gode muligheder for, at verdens ledere fra Paris får sendt et signal om, at der ingen anden fremtid er for verden end en fossilfri økonomi. Et signal, der for alvor kan få verdens investorer og erhvervsledere til at skifte retning og orientere sig mod de grønne løsninger.

Det mener professor Johan Rockström. Som gæst hos Sustainability Science Centre på Københavns Universitet har han netop besøgt Danmark for at forelæse om menneskehedens fremtid her på Jorden. Rockström er en af de mest indflydelsesrige forskere, når det handler om mulighederne for at overvinde klima- og miljøkrisen og stille den globale økonomi om til bæredygtighed.

Som leder af det ansete Stockholm Resilience Centre var det Johan Rockström, der stod i spidsen for det internationale forskningsprojekt om Planetary Boundaries, de planetære grænser, der kortlægger, hvor den globale økonomi er på kollisionskurs med klodens bæreevne. Han producerer videnskabelige artikler i en lind strøm, sidder i en stribe videnskabelige komiteer og bestyrelser og farer verden rundt for at søsætte og koordinere nye initiativer om omstilling til bæredygtighed.

Senest har Johan Rockström taget initiativ til forskernetværket Earth League, der op til COP21 har lanceret appellen #EarthStatement med otte centrale klimakrav og opbakning fra bl.a. Al Gore, Jeffrey Sachs, lord Nicholas Stern, Naomi Klein, Richard Branson, Desmond Tutu, Gro Harlem Brundtland og et hastigt voksende antal enkeltpersoner fra hele verden.

»Ud fra et videnskabeligt perspektiv er COP21 helt afgørende,« siger den svenske forsker i en samtale med Information.

»Allerede op til COP15 i København i 2009 vidste vi, at den globale udslipskurve for CO2 skulle vendes på et tidspunkt mellem 2015 og 2020 for at bevare chancen for at holde den globale opvarmning under de to grader, som er den absolutte grænse, hinsides hvilken vi risikerer meget omfattende omkostninger for menneskeheden.«

»Det mislykkedes at få en global klimaaftale i København. Nu, seks år senere, har vi med COP21 nået et punkt, hvor det ud fra et videnskabeligt synspunkt er vores sidste chance for at præstere omstilling til en verden, hvor den globale opvarmning ikke overstiger to grader. Vi skal ikke alene vende den globale udledningskurve inden for tre-fem år – vi skal nå til nul udledning af CO2 fra 2050-2060 for at bevare to tredjedeles chance for at forblive under de to grader. Der skal en fundamental transformation – for ikke at sige revolution – til for at klare den udfordring.«

Johan Rockström taler om revolutionerende forandringer, når hastigheden bliver tre-fem pct. pr. år – f.eks. for CO2-reduktion. Sådanne, i dag nødvendige, forandringshastigheder, kender vi kun fra f.eks. Anden Verdenskrig, hvor man formåede at omstille industrierne og adfærden så hurtigt.

Ætset sig fast

Når Johan Rockström understreger, at COP21 ikke blot er den sidste, men også den bedste chance for at samle os om de nødvendige beslutninger, så er det, fordi stjernerne efter hans mening står særlig gunstigt op til Paris-mødet.

COP21 er ud fra et videnskabeligt synspunkt vores sidste chance for at præstere omstilling til en verden, hvor den globale opvarmning ikke overstiger to grader

Johan Rockström
Professor

»2015 har vist sig at være et fuldstændig unikt år for miljø og udvikling i verden. Inden COP21 har stats- og regeringscheferne allerede to gange måtte tumle med disse spørgsmål, nemlig på mødet i Addis Ababa i juli om finansiering af en bæredygtig udvikling og på det store FN-møde i september, hvor man vedtog de 17 nye bæredygtige udviklingsmål. Nu kommer så tredje gang med COP21. Så trods al turbulensen i år med økonomisk krise, flygtningestrømme og terrorisme har spørgsmålet om klima, miljø og bæredygtig udvikling ætset sig fast hos de politiske ledere som noget helt afgørende.«

Dertil kommer ifølge Rockström, at vi for tiden modtager dokumentation fra erhvervsliv, store byer og visse lande for, at de vedvarende energiløsninger i dag er konkurrencedygtige og mulige at opskalere samt i stand til at levere bedre velfærd end de fossile brændsler.

»Så vi har ikke alene en uhørt stærk dokumentation for, at det er både nødvendigt, muligt og ønskværdigt at stille om fra fossil energi. Vi har også en kraftfuld stemme fra erhvervslivet, der siger: ’Vi vil have en aktiv klimapolitik, for vi kan godt klare at være innovative og konkurrencedygtige i en økonomi, der forlader den fossile energi, hvis blot vi får et sæt retfærdige spilleregler og rammer’.«

Denne analyse betyder ikke, at Johan Rockström forestiller sig klimatopmødet i Paris som en glat proces, der ender i en perfekt klimaaftale. Han er bevidst om, at der ligger et alt for langt udkast til aftale med 1.500 kantede parenteser som udtryk for lige så mange konkrete uenigheder.

»Processen vil stadig rumme skyttegravskrige mellem forhandlingsgrupper om uretfærdigheder mellem rige og fattige lande, om klimamålet skal være to eller 1,5 grader, om finansiering, teknologi etc. Men det vigtigste er ikke, om vi står med et perfekt dokument, når Paris-mødet slutter, men at verden får et tydeligt signal fra stats- og regeringscheferne om, at der ikke findes anden fremtid end en fossilfri fremtid.«

»Hvis politikerne sender det signal til alverdens investorer, aktieforvaltere, pensionskunder, risikokapitalister og andre, at vi nu har påbegyndt udstigningen af den fossile æra, så kan vi have passeret det tipping point, hvor alle disse investorer siger ’Det der med kulminer og olie virker gammeldags. Fremtiden er elbiler, brændselsceller, vindkraft, solenergi osv.’«

– Men med 1.500 kantede parenteser og uenighed på næsten alle områder er det ikke sikkert, Paris overhovedet kan præstere en tekst, vedtaget ved globalt konsensus?

»Risikoen foreligger. Man må prøve at håndtere processen med taktisk intelligens. Ved siden af dokumentet om de tekniske detailspørgsmål, hvor der givetvis vil vise sig destruktive aktører, bør man gå efter en kort tekst på overordnet niveau, der blot bekræfter to graders-målet, taler om et globalt CO2-budget og afvikling af fossil energi i verdensøkonomien samt rummer en stærk forpligtelse til at følge op på og revidere landenes klimamål.«

Et sådant overordnet dokument kan ifølge Rockström blive det signal til investorer, virksomheder, byer og civilsamfund, der får udviklingen til at passere vendepunktet, hvor omstillingen for alvor tager fart og får sin egen iboende dynamik.

De planetære grænser

– At komme ud af den fossile æra betyder ikke i sig selv, at verdensøkonomien bliver langtidsholdbar?

»Nej. Om vi klarer dette århundrede eller bevæger os mod en risikofyldt fremtid med katastrofale klimaændringer, handler ikke kun om CO2-reduktioner. Det handler om havene og de landbaserede økosystemer, som tilsammen optager over halvdelen af vores udslip af drivhusgasser. Forskernes største mareridt er, at vi på grund af CO2-udledningen passerer et tipping point, hvor havene begynder at afgive CO2, fordi de er blevet varmere, hvor permafrosten tør og afgiver drivhusgasser, hvor isen smelter så hurtigt, at den bliver mørkere og dermed forstærker opvarmningen. Eller hvor afbrænding af skove og omdannelse af skov til landbrugsjord fører til udledning af store mængder CO2. Passerer vi kritiske tipping points, så tager bio- sfæren og økosystemerne over og bliver drivkræfter for en selvforstærkende opvarmning.«

»Vi kan altså ikke nøjes med at se på de fossile CO2-udledninger. Vi må se på kloden som helhed og på de planetære grænser, der identificerer de processer, som styrer evnen til at opretholde en stabil klode og dermed definerer vort sikre råderum.«

– Det gør vel omstillingen til mere end teknik og til noget, der også er en politisk-økonomisk udfordring?

»Teknologien spiller en uhyre vigtig rolle, men forandringshastigheden skal være så høj, at vi ikke alene kan forlade os på teknologi, men også må foretage forandringer i livsstil og i den adfærd, der i dag har et overdimensioneret fokus på forbrug.«

– Det har du netop i Stockholm diskuteret med Naomi Klein, der ser et behov for mere grundlæggende og radikale systemforandringer?

»Naomi Klein og jeg er enige frem til dette punkt. Det, vi har lidt forskelligt syn på, er, hvordan vi så skal vinde denne kamp. Naomi har mistet tiltroen til kapitalismen, industrien, finansforvalterne og det politiske system og mener, at eneste vej frem er aktivisme nedefra. Pres nedefra er uhyre vigtigt på alle områder, men vi skal omstille energisystemet og forandre verden så hurtigt, at vi ikke kan vente på, at aktivisme nedefra fører til ændrede værdier, som så påvirker nationers beslutninger. Det er nødvendigt også at have top-down beslutninger, hvor kraftfulde politikere skaber den nødvendige regulering, som sender signaler til industrier, banker, myndigheder, civilsamfundet om at bevæge sig i en anden retning. Der er globalt brug for årlige investeringer på 40-50 billioner dollar for at stille om til vedvarende energi – de investeringer kommer kun, hvis vi arbejder med systemet og ikke bare imod.«

»Vi skal passe på ikke at ende med at diskutere dette som et enten-eller. Både Naomi Klein og jeg mener, der er brug for både-og,« pointerer Johan Rockström.

– Er problemet med dagens økonomiske model ikke, at den enkelte virksomhed er underlagt et konkurrencevilkår, der tvinger den til at søge vækst, hvis den skal overleve. Det ender samlet set med et ikke-holdbart pres på kloden.

»Der er jo en modsætning. På den ene side fører konkurrence til mere innovation, mere effektive løsninger og nye ideer. På den anden side har vi erfaret, at konkurrencen giver fokus på vækstmaksimering på planetens bekostning. Jeg er overbevist om, at det er muligt at omkalibrere den logik og sige: Vi behøver innovation og konkurrence, men vi kan godt regulere markedet så hårdt, at innovationskraften udfolder sig inden for rammerne af skrappe miljøkrav, der afspejler de planetære grænser.«

»Hvis nu Danmark beslutter, at der fra 2035 er nul udledning af CO2 fra fossile energikilder, det vil sige at enhver form for fossil energi er forbudt, vil det så stoppe al innovation og konkurrence? Nej, tværtimod, det vil stimulere endnu mere innovation. Vi må helt enkelt tæmme markedet ved at sætte meget skrappe grænser for det. Hvis man i stedet siger, at enhver form for konkurrence og vækst er af det onde, så leder det til en form for planøkonomisk samfundsstruktur. Vi har ikke belæg for, at man kan få det til at fungere i global skala på så kort tid, som vi har til rådighed.«

Læs også: Puha, klima-topmøde igen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Trond Meiring
  • Ejvind Larsen
  • Jørgen Wassmann
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Michael Kongstad Nielsen, Trond Meiring, Ejvind Larsen, Jørgen Wassmann, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Første udkald med behørig dokumentation om den nuværende klimasituation fremkom i slutningen af halvfjerdserne og blev modtaget med en tilrettelagt skepsis. Politikerne med få undtagelser kendtes på deres passivitet og intellektuelle deficit. Her til lands var en af undtagelserne Auken som grundlagde den danske vindmølleindustri -nu landet største high-tech sværindustri.
Nu er der så gået 25-30 år og de samme indolente personager vælges af den manipulerede befolkning. Gæt selv hvem dirigenterne har været og fortsat vil være når biosfæren kollapser om nogle årtier.
Spørgsmålet er så om den undtagelsestilstand globalt skal styres af personagerne og om man kan forvente "fred", når millioner flygter fra tørken og misvæksten.
”Apres nous le deluge” med sorte tal på bundlinjerne og et tilfreds årsresultat.
Gid fornuften vil kvæle indolensen og jeg får uret efter mødet i Paris.

John Fredsted, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Jørgen Wassmann, Janus Agerbo og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Hvis man i stedet siger, at enhver form for konkurrence og vækst er af det onde, så leder det til en form for planøkonomisk samfundsstruktur."
Grøn vækst bliver formentlig verdens sidste vækst-cyklus. Hvis vi skal have alle ressourcer til at cirkulere i lukkede kredsløb, er det vel synonymt med en eller anden form for planøkonomi. Hvad ellers? Er der nogen som helst indicier på, at frie markeder er et egnet instrument til at skabe lukkede kredsløb? Frie markeder indebærer f.eks. frit forbrug. Hvis jeg ikke har adgang til at anvende al min købekraft på markedet uden restriktioner, kan markedet vel ikke kaldes frit?

Estermarie Mandelquist og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Stærk artikel. Top og bund skal finde hinanden, og det har vi svært ved i DK. Erhvervslederne og administrationen for oven og ngo-aktivisterne forneden. Jeg synes dog, der mangler alle dem, der netop nu praktiserer den nye fællesskabsbaserede livsform. Alle tre former er vigtige, og de bliver nødt til at samarbejde, ellers får vi ikke vendt udviklingen.
Jeg hører hele tiden om nogen, der har fået afslag på deres grønne ansøgninger. Det er ikke til at forstå, at vi for 15 år siden var længere fremme end nu. Vælgerflertallet vil hverken være rødt eller grønt, men blåsort. I øjeblikket ser det nærmest ud til, at det gælder om at ødelægge landet og fremtiden.

John Fredsted, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Ejvind Larsen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Verdens lederes manglende handling på udfordringerne, betyder muligvis løbet er kørt.

Jeg vil mene, hvis der skal handles på klimaforandringerne, skal det værre før de store klimarelaterede årlige million dødsfald melder sig, til den tid om ganske få år, ser det nu ud til, hvis der ikke er skabt tillid til beslutningstagerne, eller rettere, hvis beslutningstagerne ikke har handlet beslutsomt for at vende udviklingen, hvor stor er sandsynligheden så for vores danske folketing såvel, som mange andre nationale regeringer, ikke vil have trukket stikket og løbe deres vej.

Nogle syntes nok jeg overdriver, men kast et blik ud over Europa i dag, med de forholdsvis få flygtninge, ca. en million ud af en befolkning på over 500 millioner europæere og den frygt, de forholdsvis få mennesker spreder hos de folkevalgte, jeg siger bare, hvad nu hvis vi ganger det med ti eller tyve!

Jeg syntes det er værd at begynde at tale om, hvordan borgerne skal forholde sig til hinanden og fremtiden, efter det nuværende politiske systems, efterhånden meget sandsynlige sammenbrud.

Nye 200 millioner flygtninge i verden de kommende 35 år 'før' 2050.

Fra artikel:
"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge – fra Alaska til Stillehavsøerne. Vi bør med andre ord ikke undervurdere, hvor stort et bidrag vedvarende energikilder kan give til sikring af fred og sikkerhed."

Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

’COP21 er vor sidste – og bedste – chance’
Men har vores politikkere overhoved forstået opgaven?

Tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R):
Fra link.
»Omstillingen sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Og hvis vi ikke selv bliver bedre til at udvinde olie og gas, så bliver vi jo nødt til at købe det andre steder, for vi har stadigvæk brug for det. Det er en helt bred erkendelse, og derfor synes jeg heller ikke, at der er noget i vejen for, at man forsker i, hvordan en større andel af olien og gassen kan indvindes. Det synes jeg ikke, at jeg skal sætte begrænsninger for.«
Fra link:
"Danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014."
Link: http://ing.dk/artikel/olieindustrien-betaler-danske-universiteter-finde-...

Fra link:
"Energisikkerhedsstrategien er en del af EU’s plan om en fælles europæisk energiunion.
At udbygge infrastrukturen til egen produktion og import af sorte energiformer, såsom skifergas, atomkraft, kul og biobrændsel, er åbenbart den sikre vej mod, at nå dette mål."

Link: http://puls.politiko.dk/endnu-en-sort-dag-for-klimaet/

IPCC 'prøver' at forklare danske politikkere, at 80% af verdens kendte, også 'de danske olie, gas og kul reserver', skal blive i jorden dvs. må ikke sælges, for ikke klimaet skal tage, en dramatisk drejning mod kraftigere uoverskuelige katastrofer.

Det betyder, at Danmark ikke må søge nye reserver, vores nuværende fossilbrændstof reserver 'er rigelig store til, at bringe Danmark frem til 2050', hvor Danmark efter planer skal være fossil frit.

Det er gået helt galt for politikkere, der lytter til økonomer!

Økonomisk videnskab er ikke videnskab, men terror mod befolkningen.
Den såkalte økonomisk videnskab handler om studiet af skabelsen af rigdom!

CO2-kvotesystemet er et godt eksempel på, hvor lidt økonomer forstå af klimaproblematikken og et godt eksempel på, hvorfor der er globalt stigende CO2 udledning.

Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:

Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke.

I-landene kan ikke fortsætte forbrugsdrevet vækst, ikke bæredygtig produceret i u-lande.

U-landenes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til I-landene skal medregnes, som CO2 udledning på I-landenes kvote.

Et eksempel.
Yes.. Danmark er dygtige til at reducere direkte CO2 udledning, men Danmark et af verdens mest CO2-udledende lande per indbygger, på trods af de rimelige ambitiøse CO2 udlednings mål.

Årsagen til, at Danmark har en kolossal klimaudfordring er, at Danmark i stigende grad importerer, et stigende antal af vores varige forbrugsgoder fra u-landene.

Den CO2 der udledes for, at producere disse varer, bliver ikke indregnet, som en del af Danmarks udledninger, selvom udledningen sker, som følge af, at danskere køber og forbruger disse varer.

Økonomer mister al troværdighed i u-landenes øje, når økonomer ikke indser, at i-landene har opbrugt alle tænkelige forbrugs kvoter, der leder til klimaforandringer, i-landene har 'principielt' ingen tilbage, til ulandene har levestandard som vores.

Økonomer er 'døde for processen' til de forstå de grundliggende forudsætninger og må bærer ansvaret for konsekvenserne.

Et typisk eksempel hvor økonomer helt har tabt sutten er TTIP og ISDS er økonomers klimakatestrofe skabende våde drømme om vækst, men hvor handelsaftalen indebærer investor-stat tvistbilæggelsesmekanisme (ISDS), som giver udenlandske selskaber ret til at sagsøge regeringer, hvis disse introducerer lovgivning der potentielt kan skade selskabets fremtidige indtjening.
Herved får multinationale selskaber magt til fuldstændigt at undergrave regeringers bestræbelser på at lave klimakatestrofebekæmpende tiltag som CO2 reduktion.

Det ser sort ud for befolkningen, hvis det af dagens politikkere forventes, at de finder løsningerne på klimaforandringerne vil jeg mene.

John Fredsted, Trond Meiring, Thomas Barfod, Estermarie Mandelquist, Bent Gregersen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Kære Philip, jeg har anbefalet dine ord, selvom jeg muligvis ikke er 100% enig i alt, og fred være med det, for 95% må da være nok.

Og nej, vi er herhjemme så at sige ikke rigtig kommet ud af stedet, selvom det ser anderledes og pænere ud på papiret. For de besparelser vi siden 1990 har gjort ved at satse på mindre forbrug af fossile brændsler, er jo desværre mere eller mindre blevet spist op, eksempelvis via en stigende transportsektoren og som i dag lægger beslag på omkring 30% af vort samlede energiforbrug.

Jo da, der bruges mindre kul end for 20 år siden, men som du er inde på, så importerer vi jo i dag en masse færdigvarer fra Fjernøsten, og den energi vi derved har sparet på produktionen af disse, den indgår jo ikke af vort energiregnskab ... hvilket heller ikke transporten af varerne fra Fjernøsten og til os gør.

John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Philip B. Johnsen, Estermarie Mandelquist og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror også, COP 21 rykker. Juridisk bindende eller ej, det er ikke afgørende, man kan alligevel ikke håndhæve en sådan aftale med sanktioner. Det er de enkelte lande, der skal rykke, og det tror jeg, de vil.

Top og bund skal finde hinanden, og det har vi svært ved i DK. skriver Niels Simon-Larsen.

Jeg befinder mig pt. i Beijing på tredje uge. 25 mio menesker. Rigtig mange servicefolk af enhver art kører el-knallerter (det er positivt). De offentlige busser er fyldt til bristepunktet i myldretide. Metroen er fyldt - også uden for myldretiden. Og alligevel er privatbilismen simpelt hen koloenorm (12 sporede ringveje i fire ringe gennem byen). Lastbilerne - 30.000 i døgnet - må kun køre om natten. “There are 9 million cars i Beijing" skulle Katie Melua i stedet have sunget. De velhavende og middelklassen har luftrensere kørende konstant. Vi besøgende der bevæger os i det fri har kostbare smogmasker på (500 kr) - de indfødte kinesere kun en stofmaske. På det rige forretningsstrøg ser forretningsmændene skævt til din smogmaske - som om du udfordrer deres livsstil. I Hutongerne er der anderledes forståelse for smogmasken - og smil, selv om bitterheden her er til at mærke.

Hvis Beijing er et typisk udtryk for hvordan en moderne storby i et post-uland skal skrues sammen, så har jeg meget svært ved at se hvordan "top og bund" nogensinde "skal finde sammen” og skære ned på aktiviteterne. Bunden er så nær elendigheden, at selv en smule nedsættelse af aktiviteterne vil gøre ondt i sulten og kulden. Og forretningsfolkene er voldsomt forhippede på at tjene penge. Og i studenterkvartererne omkring universiteterne er stemningen nærmest som på forretningsstrøget. Forurening og smog er et nødvendigt livsvilkår.

Temperaturen er pt -10 grader og de små kulopvarmede hutonghuse ryger lystigt i morgendisen. Der befinder sig 6 miliarder mennesker på et lignende aktivitets og energiforbrug, blot er opvarmningen i de varme lande skiftet ud med nedkøling. Hvad vi finde ud af i DK betyder intet, eller meget lidt, i forhold til hvad der sker lige uden for mit vindue på 22. etage med skyskrabere så langt øjet rækker til alle sider - også på en klar dag.

Man mister troen på Paris som i øvrigt ofte har højere forureningstal end Beijing.

John Fredsted, Trond Meiring, Niels-Simon Larsen, Thomas Barfod og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak til Bill for rejsebrevet. Det er ufatteligt, at man skal gå med maske. Alle jer med masker forener eder! Men der er nok hverken maske- eller klassebevidsthed der.
Når jeg taler om bund og top, tænker jeg især på Danmark. Det kan da godt være, at det vi gør, nytter lige så lidt som en skrædder et vist sted. Alligevel synes jeg, at vi skal gøre det, der er rigtigt, sundt og til alles vel. Det er jo netop et rigt land som vores, der skulle have leveret det bæredygtige samfund. Selvom verden går under i morgen, skal vi
gøre, hvad vi kan i dag.
Der sker meget rundt omkring i Danmark. Folk udfolder sig enormt positivt og kreativt, men det kommer ikke rigtigt frem i medierne. Man kunne fylde aften efter aften med udsendelser om vidunderlige grønne nyskabelser, men det betegnes som noget politisk, hvorimod Nak og Æd er helt neutralt.
Jeg begynder at tænke på, hvor længe Venstre kan få andre partier med til at rundbarbere landet? Det er jo langt ude. Nu er oppositionspartierne gået sammen om at danne en grøn front, og det er et stort fremskridt. Selvom det for mange af os også er en kamp mod kapitalismen, må vi også huske på det, der skal komme bagefter. Det skal beskrives i detaljer. Det skal vises i handling, og det bliver det også. Det spirer frem over alt. Lad os huske at kigge godt efter og opmuntre!

Det kan lige tilføjes at tallet i Beijing - på grund af en stiv iskold kulling fra bjergene - her til morgen er 40 ...altså ca. det halve af H.C. Andersens Boulevard. Men vi har også oplevet tal på 600 og det er deprimerende.

Det er min fornemmelse at klassebevidstheden findes - men jeg tror man skal ud på landet for virkelig at se "partiet". På den himmelske fredsplads hvor folk kommer fra hele Kina se man oftere end andre steder i bybilledet den røde stjerne på kasketter og huer. Jeg har også vandret rundt med "min rødstjernede kasket" og den er oplagt mest populær i hutongerne og ude i periferien.