Læsetid: 5 min.

COP21 er talt i gang

Stats- og regeringscheferne fik i går i Paris deres tre minutter i det globale rampelys – og de fleste blev der længere – så nu kan de egentlige forhandlinger om en global klimaaftale tage deres begyndelse
Verdens ledere ankom i går til Paris for at deltage i COP21. Her er det USA’s Barack Obama og udenrigsminister John Kerry, der hilser på blandt andre den franske præsident, François Hollande.

Loic Venance

1. december 2015

Der stod de så. Opstillet i tre meget lange rækker til det obligatoriske familiefoto, der tages hver gang, FN gennemfører et af sine COP-møder på den lange rejse mod en global klimaaftale. Næsten 150 stats- og regeringsledere side om side. Demokratisk valgte statsoverhoveder og autoritære diktatorer. Rige landes regeringschefer og fattige landes. Ledere af kapitalistiske lande og ledere af såkaldt socialistiske lande. Lande med fred og lande i borgerkrig eller krig med hinanden. Nogle få konger og én enkelt aldrende kronprins med klimaet som mærkesag. Mænd og kvinder. Langt flere mænd end kvinder. Og spredt imellem dem de FN-gesandter, der skal få processen til at køre. Generalsekretær Ban Ki-moon, leder af FN’s klimasekretariat Christiana Figueres, formand for generalforsamlingen Mogens Lykketoft m.fl.

Én stor global familie forenet i et skæbnefællesskab, der handler om at holde sammen på planeten i en tid, hvor nationale ambitioner om vedvarende vækst og velstandsforøgelse er kollideret med grænserne for, hvad atmosfæren og økosfæren kan tåle.

Førstedagen af klimatopmødet COP21 i Paris, der skal lede frem til en forpligtende global aftale den 11. december, var de politiske lederes dag. Det franske formandskab har valgt den omvendte tilgang af COP15, klimamødet i København, hvor lederne blev fløjet ind til allersidst og nærmest gjorde ondt værre. I konferencecenteret Le Bourget uden for Paris vil man have de politiske taler overstået straks fra start, så man kan få sendt stats- og regeringscheferne hjem igen og lade de professionelle forhandlere komme i gang med det svære arbejde at få forvandlet en 55 siders tekst med 1.500 kantede parenteser til en konsensusaftale, der sætter verden på kurs mod et stop for den globale opvarmning før smertegrænsen på to grader.

Og således gik mandagen med de næsten 150 politiske lederes taler til hinanden og verdensoffentligheden, afviklet som to parallelle sessioner i to plenumsale i håb om at nå dem alle, med en tildelt taletid til hver på tre minutter.

Talestrømmen

Og der stod de så, på talerstolene. Én for én proklamerede de deres solidaritet med planeten og klimaændringernes ofre og deres vilje til at nå en fælles aftale til gavn for kommende generationer. Og én for én overskred de taletiden i deres insisteren på at fremhæve egne storslåede præstationer og understrege kravene til andre om at yde mere.

Den første på talerstolen i sal 1, Marokkos udsending, talte i 13 minutter, USA’s Barack Obama i 14 minutter, Djiboutis præsident i ni, Kinas i 10, etc. Ved deadline var talestrømmen fortsat i gang. En illustration af klimamødets kerneudfordring: at balancere hensynet til det fælles bedste med hensynet til nationale særinteresser.

»En af de fjender, vi vil komme til at slås med på denne konference, er kynisme,« sagde Barack Obama.

Læs også: Giganternes alliance

Han understregede skismaet med, at indsatsen skal gøres nu, selv om belønningen først kommer mange år eller årtier frem i tiden. »Det er det, der gør det så svært,« sagde præsidenten, der anerkendte USA’s rolle som en af dem, der har skabt klimaproblemet, men også en af dem med vilje til at løse det. Samtidig fik han understreget det amerikanske krav om ikke at få dikteret sin indsats af andre. »Det handler ikke om mål, der skal fastsættes for hver og en af os, men fastsættes af hver og en af os.«

Altså det krav om frivilligt definerede nationale mål for CO2-reduktion m.m., som er nøglen til håbet om en aftale i Paris – modsat København hvor man forsøgte at fastsætte målene i en top down-proces med de to grader som definerende rettesnor – og derfor fejlede.

Tysklands kansler, Angela Merkel, glædede sig i sin tale over, at flere end 180 lande nu faktisk har indleveret deres frivillige nationale klimamål til COP21. »Den dårlige nyhed er, at det endnu ikke er nok til, at vi kan nå målet« om at bremse den globale opvarmning i tide.

»Jeg er meget vel klar over, at for de små østater er to grader som grænse ikke nok,« sagde kansleren med henvisning til kravet fra bl.a. sammenslutningen af små østater og lavtliggende nationer om at lade 1,5 grads opvarmning være klimaaftalens ramme og smertegrænse.

Det differentierede ansvar

I sin tale beskrev Kinas præsident, Xi Jinping, hvordan det store rige bevæger sig mod en grøn, cirkulær, lavkulstoføkonomi og i dag anser sig som førende i verden, hvad angår energieffektivisering og vedvarende energi. Men han betonede også, at det er »afgørende at respektere forskelle mellem lande«, og at princippet om »fælles, men differentieret ansvar må efterleves«.

Dermed bekræftede han en af klimamødets helt afgørende udfordringer: På den ene side det temmeligt ultimative krav fra bl.a. EU og USA om at få brudt op i den gamle opdeling mellem i- og u-lande, fordi en række såkaldte u-lande i dag har højere BNP pr. indbygger end mange i-lande. Og på den anden side det tilsyneladende fortsatte sammenhold i G77+Kina – gruppen af udviklingsøkonomier – om at opretholde skellet og fastholde i-landene som historisk hovedansvarlige for klimatruslen.

Til mulig beroligelse er, at mange af talerne var møntet på den enkelte politiske leders hjemmepublikum og ikke nødvendigvis afspejler den reelle kompromisvilje hos den pågældende nations forhandlere. Omvendt illustrerede talerne også den evige og latente fare i FN’s konsensussystem for, at et eller flere lande kan vælge at sætte hælene i og vælte hele den forventede, møjsommeligt konstruerede aftale. En sådan evig outsider er Bolivias præsident, Evo Morales, der vanen tro brød taletiden markant og udpegede det kapitalistiske system som ondets rod.

»Moder Jord bevæger sig faretruende tæt på afslutningen, og det er det kapitalistiske systems ansvar« med dets løbske markedskræfter, konkurrence og produktion af urimeligt store mængder nytteløse produkter, tordnede den bolivianske leder.

Kompromisets vej

Sådan bølgede retorikken parallelt i de to plenumsale, men trods markeringen af fronterne også med en betoning af, at COP21 er et ganske andet sted end COP15 tilbage i 2009. De nationale klimaløfter er i dag indleveret, der er flere – om end endnu ikke nok – penge til klimafinansiering på bordet, de grønne teknologier er væsentlig mere udviklede og konkurrencedygtige, og der er et klarere signal fra investorer og store dele af erhvervslivet om vilje til omstilling, hvis blot politikerne i Paris kan levere rammerne og målene.

»Vi har aldrig før stået over for en test som denne,« sagde FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, da han talte ved COP21’s åbning.

»Et politisk øjeblik som dette kommer måske aldrig igen. (...) Jeg appellerer til jer om at instruere jeres forhandlere om at vælge kompromisets og konsensussens vej.«

Og Anote Tong, præsidenten for den lille lavtliggende stillehavsnation Kiribati, der er i klimaforandringernes frontlinje, bønfaldt de større nationer om solidaritet, sådan som østaterne gør på hvert eneste COP-møde.

»Lad os ikke lade vore nationale politiske dagsordener bestemme en sag, der i sin natur er global,« sagde han.

Sent i går aftes pakkede formentlig de sidste stats- og regeringschefer deres medbragte taler ned i mapperne og rejste tilbage til deres hovedstæder. Og hermed begynder det hårde arbejde for at finde det globale kompromis i en verden af nationale aktører.

Læs også kronikken Hvor er nørderne, der skal sikre klimaomstillingen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Per Jongberg
  • Aksel Gasbjerg
John Fredsted, Ejvind Larsen, Per Jongberg og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Det handler ikke om mål, der skal fastsættes for hver og en af os, men fastsættes af hver og en af os.«
Dvs en række individuelt fastsatte klimamål, som - ikke overraskende - totalt set er en katastrofe for klimaet. Når disse utilstrækkelige individuelle mål samtidigt sættes ind i en ikke-bindende aftale, er det som at føje spot til skade.

Hvis Paris blot bliver en bogholderimæssig sammenlægningsøvelse af 195 landes uambiøse klimamål, der samles i en ikke-bindende aftale, så er det enten udtryk for manglende erkendelse af klimatruslens enorme omfang eller udtryk for politisk handlingslammelse i en kapitalistisk verden, hvor vækst og forbrug går forud for miljø og klima. Jeg tror det sidstnævnte er tilfældet.

Carsten Mortensen, John Fredsted, Ejvind Larsen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

John, min Ipad kan desværre ikke åbne din animation, som givetvis er i Flash Player, som Apple efter sigende ikke vil samarbejde med. Ærgerligt...

peter fonnesbech

Fine pæne taler og masser af signaler med gode intentioner for at berolige befolkningerne i verdens lande , men der er langt fra nok , og ender bare med at blive det sædvanlige spil for galleriet

Og de førende medier logrer indsmigerende som de plejer.

Vi har måske allerede passeret the tiping point, men det er der ingen der bryder om at beskæftige sig med.

Jeg kan kun støtte Noah's synspunkt i denne sag:

http://noah.dk/systemforandring-ikke-klimaforandring/