Læsetid: 8 min.

COP21: Verden på vej mod en – svag – klimaaftale?

Alt kan ske, siger forhandlere kort før det skelsættende klimatopmødes start i Paris. Endnu er ingen af de mange kontroversielle punkter forhandlet på plads
Venezuela er ikke alene som olieland helt afhængig af den fossile brændsels-økonomi, men er samtidig tæt på at gå fallit. Og så skal der være valg i den sydamerikanske stat midt under COP21.

Piet den Blanken

11. november 2015

»Hvor er vi?« Sådan står der øverst på et af fem stykker papir, som den franske regering søndag lagde på bordet foran 70 håndplukkede landes ministre og klimaforhandlere ved det såkaldte Pre-COP-møde, der sluttede i Paris i går.

Og man forstår, hvis det volder regeringsrepræsentanter vanskeligheder at orientere sig i opløbet til klimatopmødet COP21, der begynder i Paris om mindre end tre uger. Udgangspunktet er det udkast til en klimaaftale, som kom ud af den seneste forhandlingsrunde i Bonn i oktober: 55 siders tekst med angiveligt 1.500 kantede parenteser som udtryk for lige så mange uenigheder og konkurrerende forslag.

Reelt har man intet – intet – af kontroversiel substans forhandlet på plads, før man mødes til COP21 den 30. november.

Det var derfor, den franske udenrigsminister Laurent Fabius havde kaldt 70 nøglelande til Paris søndag til tirsdag: Ikke for at forhandle, men for at indkredse centrale konfliktpunkter og tænkelige kompromiser, før det går løs for alvor. En sensitivitetstræning af samme slags, som den danske regering gennemførte før COP15 i Bella Center i 2009, uden at det dengang var nok til at sikre en klimaaftale.

På de fem stykker papir til Pre-COP-mødet havde Laurent Fabius opridset fire hovedpunkter, som de mange detail-emner og -uenigheder kan opdeles i:

Hvordan skal man i en ny aftale udmønte det grundfæstede princip i den årelange COP-proces om ’fælles, men differentieret ansvar’? På dansk: Hvordan sikre at alle lande tager del i kampen for klimaet, uden at fattige lande pålægges samme byrder som rige lande. Og: Skal eksempelvis lande som Saudi-Arabien, Qatar, Singapore og Emiraterne, der i dag alle har langt højere BNP pr. indbygger end f.eks. Danmark, have lov til fortsat at tilhøre gruppen af u-lande? EU og USA mener absolut nej, de fire lande og andre med dem mener absolut ja.

Hvor højt skal ambitionsniveauet være for klimaindsatsen? Hvordan skal man udmønte det allerede vedtagne mål om højst to graders global opvarmning? Skal man tale om udfasning af fossile brændsler og i så fald hvornår? Og kan man enes om en proces for løbende evaluering og skærpelse af de nationale mål for CO2-reduktion, vel vidende at de mål, landene nu har indleveret til FN, ikke kan sikre to-graders-målet?

Hvad kan der gøres for at skærpe klimaindsatsen allerede inden 2020, som er den ny aftales startår? Her handler det dels om at vedtage en proces, der sikrer, at især ilandene lever op til afgivne løfter samt helst forstærker deres indsats de kommende fem år. Det gælder også løftet om i 2020 at have leveret 100 mia. dollar til ulandenes klimaindsats.

Hvordan sikres finansieringen af ulandenes klimaindsats og -beskyttelse for tiden efter 2020? Her forlanger u-landene, at ilandene garanterer et kontinuert voksende beløb med de 100 mia. dollar pr. år som startniveau. Vil ilandene gå med til det, og hvordan skal man løbende kontrollere, at pengene faktisk leveres?

Scenen er sat

Op til Pre-COP-starten sagde Laurent Fabius, at »det er selve livet på vor planet, der er på spil«. En række andre udspil de seneste dage har været med til at sætte scenen og øge presset på forhandlerne og deres regeringer.

Mandag var det FN’s World Meteorological Organization, der meldte om rekordhøj CO2-koncentration i atmosfæren, og det britiske Meteorological Office, der varslede en global opvarmning på over én grad celsius inden nytår. Dagen før havde Verdensbanken berettet om, hvordan høje temperaturer og klimaændringer kan give nedsat arbejdsevne, flere sygdomme, reduceret landbrugsudbytte og forhøjede fødevarepriser – alt i alt resulterende i 100 millioner flere fattige om bare 15 år. Og forinden havde FN’s Miljøprogram UNEP nået at forklare, at landenes indleverede klimaløfter til COP21 kun sikrer halvdelen af den globale CO2-reduktion, der er nødvendig for at bremse opvarmningen før to grader.

Senest meldte Det Internationale Energiagentur, IEA, i går, at landene sammenlagt er nødt til at investere 13,5 billioner dollar – 95.000 milliarder kr. – i tiden frem til 2030, hvis blot deres nuværende, ikke tilstrækkeligt ambitiøse klimaløfter til COP21 skal indfris.

Og på søndag vil G20-landene på deres møde i Tyrkiet med sikkerhed sende signaler om vigtigheden af, at verden nu handler på klimaområdet. I kulisserne og snart også på gaderne gør alverdens ngo’er, hvad de kan for at øge presset – f.eks. med store klimamarcher i Paris, København og mange andre hovedstæder den 29. november, dagen før det går løs i Paris.

Og hvordan ender det så?

Ingen ved det. De fleste regner med, at der kommer en aftale. Og mange føler sig overbeviste om, at den bliver svag.

USA og Kina

Flere erfarne forhandlere, som Information har talt med, siger samstemmende, at de fire forhandlingsrunder siden COP20 i Peru sidste år ikke har bragt sagen meget videre. Alle store spørgsmål står fortsat åbne. Alle har særinteresser og egne dagsordner, og mange står stejlt på deres positioner og vil kun give indrømmelser, hvis de samtidig får noget. Det lugter af laveste fællesnævner.

Sagt på en anden måde: Jo mindre der på forhånd er skabt enighed om, desto større spillerum har de to store aktører – USA og Kina – til i Paris reelt at lægge niveauet og afgøre, hvad en klimaaftale kommer til at indeholde. Og dermed vil det formentlig blive en aftale, som EU og en række klimasårbare u-lande ikke er tilfredse med, men sikkert vil ende med at acceptere.

Sammenlignet med COP15 i København er USA og Kina i dag i tættere dialog på klimaområdet, og begge stormagter vil gerne handle konkret og nationalt for at dæmpe deres udledninger og demonstrere synligt lederskab. Men de kender også hinandens smertegrænser i forhold til en international aftale – Obama vil ikke have noget, der nødvendiggør ratificering i Kongressen, og Kina vil ikke have international kontrol med sin klimaindsats – og det passer formentlig begge parter udmærket med en global aftale, der er blødt formuleret på disse punkter.

Som en europæisk forhandler siger: »Der er stor forskel på, hvad de to magters politiske ledere siger i deres officielle taler, og hvad deres forhandlere gør i de lukkede forhandlingsrum.«

En fælles forståelse mellem Kina og USA om ambitionsniveauet er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at nå en Paris-aftale. Flere andre aktører kan komme på tværs.

Venezuela som joker

Én fare er, at den store gruppe af u-lande – kaldet G77+Kina – går i baglås og mister tilliden til ilandene, hvis disse f.eks. ikke leverer på det finansielle område. Eller mister tilliden til de franske værter, hvis tidspres og uløste konflikter fører til sidsteøjebliks-manøvrer, der lugter af kup eller tvang – jævnfør de traumatiske hændelser i København.

Dertil kan enkeltlande tænkes at blokere af den ene eller anden grund – med FN’s konsensusprincip kan i realiteten ét lands modstand spænde ben for en aftale.

Oliestater som Saudi-Arabien spiller altid en meget lidt konstruktiv rolle i klimaforhandlingerne, og foreløbig har kun fire af 13 OPEC-medlemmer indleveret nationale klimamål til FN. Når det kommer til stykket, vil et land som Saudi-Arabien dog næppe trodse sin allierede, USA.

Også Iran har været anset for en uforudsigelig brik i spillet i kraft af den løbende konflikt med Vesten om atomprogram og sanktioner. Men her betyder den nylige atomaftale, at stemningen er forbedret og Iran mindre konfrontatorisk, siger kilder blandt forhandlerne.

Det samme gælder Cuba, der i Fidel Castros velmagtsdage kunne lægge beslag på megen tid med store taler om den vestlige imperialisme, men som med den seneste åbning i forholdet til USA har mindre behov for at byde stormagten trods via klimaforhandlingerne. Fidel Castros rolle har ved de senere klimatopmøder været overtaget af Bolivias præsident Evo Morales som Moder Jords, de fattiges og de indfødte folks beskytter mod kapitalismen. Bolivias ageren på COP21 er uforudsigelig, men en større trussel mod enigheden vurderes Venezuela at være.

Den sydamerikanske stat er ikke alene som olieland helt afhængig af den fossile brændselsøkonomi, men er samtidig tæt på at gå fallit.

»Venezuela har ingen interesse i en aftale, der signalerer, at fossile brændsler har fremtiden bag sig,« siger en kilde.

Ovenikøbet er der valg i Venezuela midt under COP21 – den 6. december – og måske er det opportunt for det siddende styre at vise, at man forsvarer landets olieøkonomi ved at modsætte sig en klimaaftale.

»Venezuela er i dag så politisk isoleret, at de ikke har meget at miste ved at gå enegang,« lyder vurderingen.

EU’s dilemma

Endelig kan det i princippet ikke udelukkes, at EU – f.eks. sammen med nogle af de klimasårbare u-lande – blokerer en Paris-aftale. Hvis aftalen er så svag, at den f.eks. ikke rummer en mekanisme til løbende at hæve ambitionsniveauet og landenes klimamål, og det derfor er givet, at den leder til en global opvarmning hinsides de to grader, kan det blive svært for EU at blåstemple den.

EU-Kommissionen har også under forhandlingerne signaleret, at det er uacceptabelt, hvis der ikke brydes op i den gamle opdeling mellem i- og u-lande. Omvendt er det en sprængfarlig politisk øvelse med perspektiver langt ud over klimasagen at definere nye kriterier for, hvem der er i- og u-lande.

I går holdt Laurent Fabius pressemøde ved Pre-COP’s afslutning.

»Opgaven, der venter os, er stadig betydelig, men succes er en absolut forpligtelse,« sagde han uden dermed at afsløre noget nyt.

I en twitter-kommentar efter mødet skrev den polske miljøminister med klimaansvar, Marcin Korolec:

»Tre konstruktive dage, men alle lagde blot deres foretrukne ingredienser på bordet. Nu må vi så koge suppe på det.«

»Alt kan ske i Paris,« vurderer én forhandler.

Den centrale forskel på COP15 og COP21 er, at USA og Kina er mere motiverede for en aftale og i bedre dialog end i København. Og at 159 lande faktisk har indleveret nationale klimamål forud for ankomsten til Paris.

Og så er der den forskel i selve forløbet fra 30. november til 11. december, at de franske værter – belært af COP15 – ikke vil have stats- og regeringscheferne rendende og lave ulykker ved topmødets slutning. De 117 politiske ledere, der har meldt deres ankomst – heriblandt Obama og Xi Jinping – vil i stedet komme, når mødet starter den 30. november, holde deres taler, få taget det obligatoriske familiefoto og så rejse hjem igen og overlade det egentlige arbejde til ministrene og de hårdt prøvede forhandlere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Peter Jensen
  • John Fredsted
  • Trond Meiring
  • Niels-Simon Larsen
Kurt Nielsen, Peter Jensen, John Fredsted, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det minder rigtig meget om hele forløbet op til COP15 i København.
Selvfølgelig er det fint, at Kina og USA har en slags enighed, men det er muligvis med den laveste fællesnævner dvs. en ikke juridisk bindende aftale med svage overvågningsmekanismer og grundlæggende alt for lidt i forhold til problemets størrelse. Det, der skal få den til at glide ned hos de lande, der gerne vil have en mere ambitiøs aftale, er, at landene samtidig aftaler, at de hvert 5 år skal fremsende opdaterede og mere ambitiøse reduktionsmål. Det er selvfølgelig også fint, men UNEP, IPCC og mange andre peger på at det kun bliver dyrere at udsætte handling, og at det med de nuværende INDCs bliver tæt på urealistisk med mindre, vi finder en ny klimaneutral energikilde

En svag aftale er nok det værst tænkelige scenarie.

Så behøver vi ikke gøre mere, vi opfylder jo aftalen.
Hvorfor forhandle en ny aftale ? Vi har allerede en.