En cykelrevolution ruller gennem Europa

Der er ingen benzinos i den disede efterårsluft langs Boulevard Anspach, der skærer en meget bred stribe igennem det centrale Bruxelles. I bestræbelserne på at forvandle EU’s uofficielle hovedstad fra en kronisk trafikprop til en cykelvenlig kulturby blev en kilometer af boulevarden i sommer omdannet til bilfri zone, hvor cafeerne kan udvide serveringsarealet, og hvor cyklerne kan køre på vejen.

»Biler er ubrugelige i byen,« sig er computerprogrammøren Beau Piccart, der snoer sin cykel mellem de mange fodgængerne.

»Det tager længere tid at køre i bil, det er dyrt, og det larmer. Cykler er vejen frem,« siger han.

Det er han langtfra den eneste europæer, som mener. I disse år omkalfatres Europas byer fra at være bilernes domæne til at tilhøre cyklerne. I 2002 ejede seks ud af 10 indbyggere i Paris en bil, i dag er tallet fire ud af 10, måske fordi Paris har lukket 30 kilometer af vejnettet for biltrafik, og nu også planlægger at inddrage de store biltrafikårer langs Seinen. I samme periode er antallet af biler i det centrale London faldet med en tredjedel, og Dublin og Milano planlægger helt at smide bilerne ud af byen.

Byer som København, Amsterdam og Strasbourg er blevet plastret til med cykelstier; der er kommet delecykelordninger i 800 byer verden over, og cykelsalget boomer: I 2014 købte europæerne 21 mio. cykler – et tal, der overgik antallet af nyregistrerede personbiler med over otte millioner.

»Cyklismen vokser i Europa. I Berlin, i Paris, i København; i spanske og tyske byer,« siger Fabian Küster fra ngo’en European Cyclists’ Federation, Det Europæiske Cyklistforbund.

»Næsten hver dag er der historier i aviser og magasiner om byer, der gør noget for at fremme cyklismen, så stemningen er god.«

Tendensen har spredt sig helt til Balkan, hvor Sloveniens hovedstad, Ljubljana, har malet røde cykelbelægninger på fortovene og anlagt nye cykelstier. Og cyklerne vinder også frem uden for Europa, hvor metropoler som Chicago og Delhi bygger cykelstier og lukker veje, mens en række latinamerikanske byer har indført bilfri dage.

Cyklismen giver mange fordele. Med den rette infrastruktur er cyklen ifølge EU’s transportministre hurtigere end bilen på en bystrækning på op til fem kilometer. Der er ingen NOX-, partikel- eller CO2-forurening, og cykler fylder 7-10 gange mindre på vejene end biler (50 gange mindre, når de er parkeret).

Stadig for mange biler

»Jeg elsker at cykle. Det tager ti minutter, et voilà så er jeg på arbejde. Men det er stadig ret uorganiseret og for farligt,« fortæller den kvindelige bartender på Café Le Coq i en sidegade til den afspærrede boulevard i Bruxelles.

Hver dag, når hun cykler til arbejde, kører hun midt på kørebanen og har – ligesom mange andre cyklister i Bruxelles – altid en gul refleksvest uden på sit tøj.

Læs også: ’Skal vi bruge et ton jern og en sofa for at transportere én person?’

»Ellers kan bilisterne ikke se mig,« siger hun og skænker en stærk, belgisk øl til en midaldrende stamkunde, som ryster på hovedet.

»Nej,« han cykler i hvert fald ikke.

På det punkt ligner Bruxelles mange andre europæiske byer: Det går fremad med cyklerne, men der er stadig for mange biler. Problemet er, at selv om bedre cykelstier får buspassagerer og cyklister til at cykle mere, får det kun få bilister til at ændre adfærd og tage cyklen.

»Hvis vi gerne vil fjerne trængslen, er der ét stort spørgsmål: Er vi klar til at gøre det dyrere at køre i bil,« siger Fabian Küster. Han foreslår, at Europas byer lærer af Stockholm, Oslo, London og Milano, som alle har etableret betalingsringe. Det fjerner trængslen, siger han.

Susanne Krawack fra den grønne tænketank Concito er enig. »Man sparer relativt få bilkilometer på at lave bedre cykelstier. Men når man gør det dyrere og mere besværligt at køre i bil, så kører folk mindre, så en betalingsring vil begrænse biltrafikken i byerne. Det er det, man ser i Stockholm.«

Mere sundhed

Det besnærende ved cyklen er, at den løser en lang række problemer på én gang: Renere luft, mere plads og mindre CO2. Og mens biler hvert år kvæster 50 mio. mennesker og dræber 1,2 mio., kan cykling kurere en lidelse, som nogle læger har kaldt ’det nye rygning’: Inaktivitet.

Ifølge det britiske magasin, The Economist, ville andelen af London-borgere, der får nok motion, stige fra 25 til 60 pct., hvis briterne gik eller cyklede, når de skulle transportere sig over korte afstande.

Politikerne har opdaget de mange fordele, og den 7. oktober i år afholdt samtlige transportministre i EU et såkaldt »EU-cykeltopmøde,« hvor de havde cykler stående midt i lokalet. Mødet resulterede i en floromvundet kærlighedserklæring til cyklisme.

Også de lokale politikere er cykelbegejstrede, og stadig flere europæiske byer arrangerer bilfri dage.

Den 27. september gik billeder verden rundt af et fodgængerproppet Champs-Élysées, og senest har Københavns Borgerrepræsentation besluttet at indføre en bilfri søndag i september 2016. Ifølge konsulenthuset Copenhagenize Design Company, der hvert år ranglister verdens 20 bedste cykelbyer, er København, Amsterdam og Utrecht de mest cykelvenlige steder i verden, mens byer som Sevilla, Barcelona og Nantes også er kommet godt med.

Bruxelles er stadig langt fra en topplacering, men i det splittede Belgien – hvor det ofte kun er fodboldlandsholdet, der kan samle nationen – virker alle til at være enige om, at der skal være færre biler.

Trafikpolitik er kommet på dagsordenen, og i sidste måned lancerede det belgiske jernbaneselskab, NMBS/SNCB endda en sarkastisk kampagne for at få de belgiske bilkøer optaget på UNESCOs’ liste over verdens kulturarv.

»Mange cyklister synes stadig, det er farligt at køre i byen, og det er det nok også. Men det bliver bedre,« siger Vanja Maria Godée, der er skuespiller og har boet i Bruxelles siden 2002.

Dengang var der ingen, der cyklede; i dag cykler hun selv til alting.

»Engang stoppede cykelafmærkningerne bare midt i ingenting. Nu kan man cykle her, midt i byen,« siger hun og peger ned på den afspærrede boulevard.