Læsetid: 7 min.

Den fortabte by midt i Europas hjerte

Ukontrolleret indvandring og politisk svigt har gjort Molenbeek til en terroristrede, siger byens borgmester til Information. Lokale afviser dog, at Bruxelles-forstaden har et ’jihadist-problem’, til trods for at politiet mandag anholdt endnu en mand med mulig tilknytning til terrorangrebet
I nogle områder i Bruxelles-bydelen Molenbeek er op mod 80 procent af indbyggerne muslimer – fra første til tredje generationsindvandrere.

I nogle områder i Bruxelles-bydelen Molenbeek er op mod 80 procent af indbyggerne muslimer – fra første til tredje generationsindvandrere.

Justin Jin

17. november 2015

En kampklædt politimand svinger automatriflen bag om ryggen, retter på sin sorte elefanthue og svinger kroppen over stenmuren i en elegant glidende bevægelse, før han forsvinder fra vores åsyn.

Vi strækker hals bag ved politiafspærringen på Rue Delaunoy. Det samme gør de tørklædeklædte kvinder fra vinduerne i den brungule betonblok bag os. Foran opgangene står mænd i små grupper og ryger. Enkelte taler i telefon, andre stirrer bare tavst i retning mod opbuddet af politi, militær og brandvæsen, der i snart en time har besat et område på 100 kvadratmeter her i Molenbeek.

En hel verden strækker i disse dage hals og kigger – måske for første gang – på Molenbeek i Bruxelles. Omkring 100.000 mennesker lever i denne forstad, som ifølge de franske og belgiske efterretningstjenester er arnestedet for hovedparten af de terrorangreb, der har rystet Europa de seneste 18 måneder.

’Verdens mest eftersøgte mand’, Abdel-slam Salah, gemmer sig muligvis her i en af de affarvede byhuse eller sociale boligblokke, efter han lørdag blev registreret og afhørt ved en grænsekontrolpost mellem Frankrig og Belgien.

Abdelslam mistænkes for at have deltaget i fredagens terrorangreb i Paris, som ifølge den franske indenrigsminister Bernard Cayeneuve blev planlagt i Molenbeek.

»Der er næsten altid et link til Molenbeek. Det er et gigantisk problem,« lød indrømmelsen fra den belgiske premierminister Charles Michel søndag morgen i belgisk fjernsyn.

Belgisk politi har i skrivende stund anholdt ni mennesker i forstaden siden fredag – og nu går rygtet på gaden, at Abdelslam gemmer sig i en bygning på den anden side af afspærringen.

Efter en skudveksling stormer politiet og anholder en mand, som viser sig ikke at være Abdelslam.

Belgisk politi har ved redaktionens afslutning ikke oplyst den anholdtes identitet.

»Men det handler nok ikke om parkeringsbøder,« fnyser den kroatiske journalist ved siden af mig.

Og vi strækker hals for at blive klogere, mens indbyggerne i Molen-beek holder vejret.

Unge og fattige

»Som kvinde i Bruxelles er det ikke et sted, jeg har lyst til at opholde mig om natten. Det er berygtet for at være voldeligt. Men ingen havde fantasi til at forestille sig, at Molenbeek ville blive forbundet med terrororganisationer,« siger Lola, en 22-årig ingeniørstuderende fra Bruxelles’ Frie Universitet, som Information møder aftnen før på en bar over for Europa-Kommissionens hovedkvarter.

For andre igen var Molenbeek en hvid plet på landkortet.

»Jeg havde aldrig hørt om stedet før i søndags,« siger Magdalena Hammar, en svensk praktikant ved European Journalism Centre siden august, som har sin daglige gang i Europa-Kommissionen.

Og det til trods for, at Molenbeek ligger bare otte minutter væk i taxi. Den glemte baggård midt i Europas hjerte.

Opstigningen fra tunnelen, der fører under Bruxelles-Charleroi- kanalen til Molenbeek, føles som at krydse Bosporus-strædet i Istanbul. Der er ingen af Bruxelles’ velkendte cholocatiers eller vaffelshops, men i stedet marokkanske grønthandlere, der skilter på arabisk, og flere wahhabistiske sunni-islamiske moskeer, som er opført med økonomisk støtte fra Saudi-Arabien.

I nogle områder er op mod 80 procent af indbyggerne muslimer – fra første til tredje generationsindvandrere. På torvet foran politistationen møder vi tilfældigt byens borgmester, Françoise Schepmans, som netop har afsluttet et minuts stilhed for ofrene i Paris og nu befinder sig midt i et improviseret pressemøde med TIME, BBC og Information.

»Det er mange års forfejlet indvandrerpolitik i 60’erne, 70’erne og 80’erne, som er årsagen til problemerne i Molenbeek i dag. Det her er frugtbart territorium for terrorister, fordi vores indbyggere er meget fattige, uddannelsesraten er lav, og mange taler hverken fransk eller flamsk. Der bor mange mennesker her, men vi har meget få fælles værdier at samles om,« siger Schepmans.

– Er der nogen beviser på, at bestemte moskeer eller ekstremistiske prædikanter i området opfordrer til terror?

»Well ... Vi samarbejder med 16 af de 24 moskeer i bydelen, men jeg har måttet lukke enkelte af dem midlertidigt af sikkerhedsmæssige årsager. Men jeg tror, det her først og fremmest er et socialt problem, som handler om at løfte uddannelses-niveauet for byens unge og få dem i arbejde. Vi arbejder hver dag for at bekæmpe ekstremismen, men jeg kan ikke gøre mere uden hjælp fra regeringen.«

I nogle områder i Bruxelles-bydelen Molenbeek er op mod 80 procent af indbyggerne muslimer – fra første til tredje generationsindvandrere.

Justin Jin

Våbencentral

For en udenforstående dansk journalist ligner Molenbeek ikke den terroristrede, den i disse dage udråbes til i verdens medier og af byens egen borgmester.

Området er mere beskidt og nedslidt end resten af Bruxelles, bevares, men her er også et levende cafémiljø og en hammam, velduftende kebab-joints og larm fra glade skolebørn, der spiller bold bag skolegårdenes høje mure.

Under overfladen kæmper Molenbeek dog med massive udfordringer. Byen er den næstfattigste i Belgien målt på indtægt, og arbejdsløsheden ligger på mellem 30 og 40 procent.

Til gengæld trives kriminaliteten: »For 500-1.000 euro kan du købe et militært våben på en halv time,« lød det søndag fra den belgiske terrorekspert og senior fellow ved tænketanken Itinera Institute, Bilal Benyich, til The Washington Post.

Det er angiveligt våben fra det tidligere Jugoslavien, der finder vej til Molenbeek – og til sidst ender i hænderne på terrorister.

Da marrokaneren Azoub El Khayyani begyndte at skyde i et tog fra Paris til Amsterdam i august måned, men lykkeligvis blev overmandet af passagererne, blev hans Kalashnikov-riffel med 200 kugler sporet tilbage til Molenbeek, hvor politiet stormede to adresser.

Og da Amedy Coulibaly i januar måned dræbte fire og tog gidsler i et kosher-supermarked i Paris dagen efter Charlie Hebdo-angrebet, anholdt belgisk politi efterfølgende en våbenhandler i Molenbeek, som er tiltalt for at have solgt skydevåben til Coulibaly.

Voldsomme mænd trækker dermed blodige terrorspor ind i Molenbeeks snoede gader, men det er svært at mærke, når man forlader politiafspærringen og modtager smil fra lokale mødre, der går tur med deres mindste børn. At en af terroristerne fra Madrid-bombeangrebet i 2003 kom fra Molenbeek. At den 29-årige franske statsborger Mehdi Nemmouche, der dræbte tre gæster på et jødisk museum i Bruxelles i 2004, boede og forberedte sig her i månederne inden sit bestialske angreb.

At Salah Abdelslam sandsynligvis gemmer sig bag et af gardinerne i denne muslimske forstad til Europas hovedkontor. At han måske også strækker hals og kigger ud, som jeg lige nu kigger ind.

Salah-brødrene

Salah Abdelslam er 26 år gammel og bror til Ibrahim, som døde under fredagens terrorangreb i Paris. En tredje bror, Mohamed, blev anholdt lørdag her i Molenbeek, men er ifølge de seneste rygter blevet løsladt igen af politiet. Tænk, hvis han intet har vidst om de handlinger, hans brødre har planlagt og nu udført. Tænk, hvis han intet har set før nu.

Salahs lejede bil holdt parkeret her et sted lørdag, da politiet fandt den. Den bil, der sandsynligvis transporterede våben og attentatmænd til Paris dagen forinden.

Ifølge belgisk politi opholdt to andre mænd sig i bilen, som belgisk politi fangede i lørdag i Molenbeek – hvordan Salah undslap er endnu uvist.

Salah og Ibrahim er blot et par af de mange unge muslimer, som radikaliseres i det lille Molenbeek-kvarter.

Sent på eftermiddagen mandag afslører en kilde tæt på den franske anklagemyndighed, at en tredje borger fra Molenbeek- angiveligt er hjernen bag terrorangrebet i Paris.

Han har også stået bag de øvrige angreb på europæisk grund, selv om han aktuelt skulle befinde sig i Syrien. Hvordan han får tag i de unge muslimske mænd i kvarteret er også et mysterium lige nu – men der er rigeligt at tage af.

En af dem er Omar, en 25-årig trainee i sin fars smykkeforretning. Han bipper mig ind gennem dobbeltlukkede, skudsikre døre – en sikkerhedsforanstaltning som dog er normal overalt i Belgien, forsikrer han.

»Det kunne ske alle andre steder, jeg har aldrig set militær i Molenbeek før. Jeg har aldrig set våben – det eneste ’sorte marked’, jeg har set eller hørt om, er folk som sælger kopiparfume og sådan. For fem år siden var Molenbeek et farligt sted, men der er blevet ryddet op, og politiet er meget synligt i gadebilledet,« siger han med et smil.

Ifølge Bilal Benyich domineres Molenbeek af en række store migrantbølger, der startede for 50 år siden med marokkanske og tyrkiske gæstearbejdere.

Senere har libyere, egyptere, saudiarabere og senest syriske flygtninge søgt mod området, hvilket har skabt spændinger mellem forskellige muslimske retninger i byen. Et problem, Omar omvendt kender udmærket til.

»Der er den her gruppe, som hedder Sharia4Belgium. Det er folk, som ingen anelse har om, hvad religion går ud på. De er blevet indoktrinerede, der er folk, som har nemt ved at manipulere de her drenge. Jeg ved også, at en shiamuslimsk imam blev dræbt i en moské for ikke så lang tid siden·«

– Er du selv sunni- eller shiamuslim?

»Jeg er muslim, og jeg vil sige, at jeg er meget stolt af at være muslim. Og jeg kan ikke lide at blive puttet i nogen form for boks – sunni eller shia. Min holdning er, at paradis er stort nok til os alle sammen.«

– Frygter du, at terrorforbindelserne til Molenbeek vil føre til mere had mod muslimer i Belgien?

»Nej, folks reaktion er positiv, det er en fredelig reaktion. De forstår, at hvad de vanvittige mænd gør, det er ikke en religion, det er ikke islam. Folk er søde,« siger Omar og trykker på en knap, der midlertidigt åbner låsen til dobbeltdøren til Molen-beeks gader.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overalt hvor muslimer klumpes sammen i et parallelsamfund, er der risiko for at den voldelige side af islam, som prædikes i koranen, slår igennem.

Det er jo ikke særskilt for muslimer, Kim Øllgaard! Tidligere var det jo alskens revolutionære og anarkister m.m., der levede i dække i massivt fattige arbejdskvarterer. Kun når man gør noget ved de fundamentale uretfærdigheder i det kapitalistiske samfund, kan man vinde hjerter og hjerner.

Flemming Berger, Jonas Pedersen, David Zennaro, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese.
Nu er vores problem i disse år, og har været det gennem mange år, at muslimer flytter sammen i ghettoer. Jeg ved da godt, at andre grupperinger kan være voldelige også, me det ændrer jo ikke noget ved den aktuelle problemstilling.
Og må jeg minde om de mange vietnamesiske flygtninge, vi har taget imod, som ikke er kommet med deres egen dagsorden for vores samfund. De har bare integreret sig. Men de havde jo heller ikke en voldsfilosofi i baghovedet.

Nej, Kim Øllgaard, vietnameserne og kineserne har ikke bare integreret sig, de har holdt sig fuldstændig for sig selv uden at indgå i samfundet. Når muslimerne opleves som krævende, er det jo, fordi de trods alt vekselvirker med det store samfund.

Steffen Gliese.
Hvor er det lige, vi har store, problematiske vietnamesiske ghettoer? Jeg forstår ikke dit forsøg på at renvaske islam. Hvis du ville læse koranen, kunne du måske få en forståelse af, hvilke kræfter, det er, vi lukker ind i samfundet.

René Pedersen, Morten Pedersen og Dorthe Mortensen anbefalede denne kommentar

Jeg ønsker ikke at renvaske Islam, jeg kunne aldrig drømme om at antage den tro, og jeg forstår personligt ikke, at man med det kristne alternativ lige for næsen ikke skynder sig at sadle om; men jeg accepterer det.
Lige nu forklares Islam og IS vældig godt i P1.
Nej, jeg kan ikke sætte mig ind, hvori de store, uoverstigelige problemer ved en islamisk minoritet i det danske samfund består. De ligner for mig at se de sociale problemer, vi hele tiden har haft, og fokus på muslimer synes kun at gøre til, at politikerne får et alibi for ikke at røre en finger for at forbedre forholdene, tværtimod.

Flemming Berger, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det har jo været en velkendt myte, at indvandringen skulle føre til en mindre indbyrdes solidaritet i samfundet, hvilket skulle undergrave vilje til at støtte velfærdssamfundet.
Undersøgelser viser imidlertid, at det er en myte, der ikke kan bekræftes.