Læsetid: 3 min.

Hvem skal bekæmpe Islamisk Stat?

IS er trængt i defensiven, men manglende enighed mellem de grupper, der bekæmper IS på landjorden, hindrer stadig en effektiv indsats. Spørgsmålet er, om internationalt pres kan løse det problem – og om en invasion vil ændre det
IS-folk går gennem den syriske by Raqqa.

IS-folk går gennem den syriske by Raqqa.

Foto fra IS-video

16. november 2015

Det er to hårde og præcise slag, IS har modtaget i Syrien og Irak i de seneste dage, mens deres terroraktion i Paris har rystet det meste af verden. Fredag måtte organisationen give afkald på byen Sinjar, og en række mindre landsbyer rundt omkring den nordirakiske by. Jihadisterne var knap ude af byen, før de første massegrave blev opdaget rundt omkring byen, der er kommet til at symbolisere IS’s nådesløse forfølgelse af andre religiøse grupper – først og fremmest yezidierne.

Sejren er dog også meget mere end blot et symbolsk fremskridt. Med erobringen af byen og territoriet omkring den, har de kurdiske peshmerga-styrker, der styrede offensiven, elimineret en af IS’s få og vigtigste ruter fra Irak ind i Syrien.

Det er en erobring, der følger i hælene på en række andre tab af byer under organisationens kontrol i Syrien, og mens det ikke er store områder, IS i de seneste måneder har givet afkald på, er de fortrinsvis kurdiske sejre strategiske øretæver for gruppen, der med deres tab har mistet vigtige forsyningsveje og i stigende grad kontrollerer et område, som er svært at forsvare – en af de vigtigste årsager til, at de i ly af russiske bomber mod andre oprørsgrupper har søgt at udvide deres område mod vest, mod byerne Homs og Aleppo.

Også her har IS imidlertid oplevet tilbageskridt i de seneste uger med regimets undsættelse af den belejrede Kweiris-militærbase sydøst for Aleppo. En base som i lang tid har været belejret af IS, men hvor regimestyrker har erobret store stykker land tilbage fra organisationen i en offensiv, der ligesom de kurdiske sejre nok først og fremmest viser, at det faktisk er muligt at trænge IS tilbage.

For de internationale parter er det et opmuntrende – og på mange måder langt mere attraktivt værktøj at arbejde med end de ophidsede krav om en landindsats med vestlige styrker i Syrien, der har gjaldet rundt fra forskellige politikere og meningsdannere siden angrebet i Paris.

USA’s udenrigsminister, John Kerry, var da også mere afdæmpet i sin reaktion efter den sidste runde af forhandlinger i Wien.

»75 procent af grænsen mellem Syrien og Tyrkiet er sikret. Vi har skabt et enormt pres på IS i Syrien og Irak. Det er klart, at der også skal soldater på landjorden – ikke amerikanske, men lokale – men det militære pres mod IS er kun ét element i denne strategi. For to uger siden blev alle – også Iran og Rusland – enige om et forenet, sekulært Syrien, hvor der ikke er plads til IS. Det har alle, også Tyrkiet og Saudi-Arabien, tilsluttet sig. Det vil i det lange løb føre til en overgangsproces, hvor spørgsmålet om Assads politiske fremtid også skal løses«, sagde han.

I første omgang er en opjustering af støtten med våben, bomber og specialstyrker til de kurdiske styrker derfor også den mest attraktive for amerikanerne. Spørgsmålet er dog, om den er attraktiv nok i en situation, hvor kravet om en landinvasion er overvældende.

Mens den syriskkurdiske offensiv mod IS på en række punkter kan sætte flueben i alle de rigtige felter: Effektivitet, sekularisme og samarbejde henover sekteriske skillelinjer via den nykonstruerede alliance af kurdiske (og kristne) og arabiske soldater i Syrian Democratic Forces, er USA’s øjeblikkelige favorit i den syriske konflikt mistroet i hovedparten af den sunniarabiske opposition, hadet af Tyrkiets ledelse og på kant med selv de kurdiske brødre i den nordirakiske selvstyreprovins (KRG). Det er en offensiv med klare begrænsninger af samme grund, og på den måde illustrerer den en syrisk borgerkrig, hvor alle kan være enige om ikke at bryde sig om IS, men også er kronisk ude af stand til lægge interne uenigheder så meget bag sig, at man kan forenes om at bekæmpe organisationen.

Af samme årsag kender ingen reelt IS’s styrke i dag. Russiske bomber mod andre oprørsgrupper har reelt givet IS albuerum til at erstatte det område, de har tabt til kurderne, med erobret territorie andre steder, tyrkisk pres mod kurderne hindrer deres fremgang mod IS-kontrollerede områder, regimestyrkerne har mindre travlt med at kæmpe mod organisationen end mod andre oprørere, og den manglende afklaring omkring Assads fremtid gør IS til en mindre bekymring for de fleste oprørsgrupper end regimetropperne. Sandsynligheden tæller for, at IS ville være en overkommelig opgave at stoppe i Syrien, hvis disse interne uenigheder blev bilagt, men også for, at de vil vedblive med at være et problem, så længe trådene ikke redes ud – fremmed intervention eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Stop al handel med Daesh nu!
Drop navnet, som de ønsker og brug Daesh!

Anne Sofie Nielsen, Dennis Iversen og Torben Skov anbefalede denne kommentar