Læsetid: 5 min.

Hvorfor er Libanons flag ikke dit profilbillede på Facebook?

Torsdag blev omkring 40 mennesker dræbt ved et terrorangreb i Beirut. Alligevel er det fredagens angreb i Paris, der løber med opmærksomheden på de sociale medier. Men er det bare fordi, der er kortere til Paris end til Beirut, at vi påvirkes mere af angrebene i Paris?
17. november 2015

»Det er tydeligt for mig, at mine landsmænds død i Beirut ikke betyder så meget for verden som mine andre landsmænds død i Paris. Vi får ikke en ’jeg er i god behold-knap’ på Facebook. Vi modtager ikke erklæringer i de sene nattetimer fra verdens mest magtfulde mænd og kvinder eller millioner af onlinebrugere.«

Sådan skrev den libanesiske blogger Joey Ayoub lørdag på sin blog. Joey Ayoub er vokset op i den fransktalende del af Libanon og har altid set Frankrig som »sit andet hjem«.

Hans blogindlæg kom efter, at der torsdag blev dræbt omkring 40 mennesker og såret 240 i en forstad til Libanons hovedstad Beirut, da to selvmordsbombere detonerede sig selv. Fredag aften gik gerningsmænd til angreb på civile i Paris, hvor dødstallet i skrivende stund er 129 personer. Man regner med, at det er IS, som står bag begge angreb. Verdenssamfundet har fordømt dem begge, men graden af fordømmelse har været »asymmetrisk« og »ulige«, skriver Joey Ayoub på sin blog og kritiserer både verdens ledere og almindelige Facebook-brugere for at glemme ofrene i Beirut.

I god behold - i Paris

Det er nemlig kun Trikolorens røde, blå og hvide striber, som Facebook har stillet til rådighed for os som filter på vores profilbilleder. Og det var efter angrebene også kun muligt at melde sig ’i god behold’ i Paris og ikke i Beirut på det sociale medie. Men hvorfor er det egentlig, at Beirut har fået så lidt opmærksomhed? Hvorfor er det kun Paris, vi beder for med hashtagget #PrayforParis, og ikke også Beirut? Ifølge Mette Zølner, lektor på Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på CBS, handler det blandt andet om, at vi sympatiserer mere med vestlige end ikkevestlige mennesker.

Læs også: Facebook aktiverer sikkerhedstjek ved flere katastrofer

»Et vestligt liv giver større opmærksomhed end et liv, som leves i Mellemøsten, Afrika, Asien eller Sydamerika. Der er der ikke noget nyt i,« siger hun og forklarer, at det ikke mindst skyldes mediernes dækning.

»Der blev jo ikke ligefrem lavet ’breaking news’ en hel aften på TV 2 News om angrebene i Beirut,« uddyber hun.

Hanne Jørndrup, lektor i journalistik på RUC, er enig i, at vores store interesse og medfølelse med Paris frem for Beirut har at gøre med de vestlige mediers prioriteringer.

»Det er historien om ekkokamre det her. Vi retter os jo mod BBC, CNN og andre vestlige internationale medier. Vi hører om os selv, fordi vi kun kigger på os selv,« siger Hanne Jørndrup, som dog ikke anerkender præmissen om, at fokus på Paris skulle have noget at gøre med hudfarve.

»Hvis der skete et lignende angreb i Georgien, ville vi heller ikke reagere. Det handler om kulturel nærhed,« siger hun og bakkes op af Sune Lægaard, lektor på Institut for Kultur og Identitet på RUC.

»Jeg tror ikke bare, det handler om hudfarve, selv om det kan se sådan ud. Det er et spørgsmål om, at hvis det kan ramme i Paris, så kan det også ramme her. Det er noget, der skaber angst på egne vegne, fordi Paris ligner København meget mere end Beirut,« siger han.

Ifølge historiker Hans Christian Bjerg er det oplagt, at det føles mere nærværende og truende, når der sker angreb er i ens egen kulturkreds.

»Man kan undre sig over, hvorfor man ikke putter det libanesiske flag på sin Facebook-profil, men det er for langt væk fra os. Det ligger til højrebenet, at europæere bør interessere sig for, hvad der sker her. Vi går mere op i Paris end eksempelvis Beirut, fordi det er tæt på, og sådan burde det også være. Så kan du kalde det eurocentrisme eller almindeligt kulturfællesskab,« siger Hans Christian Bjerg.

Et angreb på en livsstil

Vores store sympati med franskmændene handler ikke alene om, at mange danskere kender Frankrig, men også om hvad vi kender Frankrig for, mener Mette Zølner.

»Frankrig er lig med ferie for rigtig mange danskere. Det excentriske, det rare og det dejlige,« siger hun og peger på, at det også spiller en rolle, at det er de kvarterer i Paris, der er allermest multikulturelle og huser mange spillesteder og barer, der blev ramt af angrebene fredag aften.

»Det er en livsstil, der er blevet angrebet. Og det er noget generationsbetinget. Selvfølgelig er det første, du som forældre tænker på, at det kunne have været din søn eller datter, og derfor bliver vi særligt påvirkede,« siger hun.

Uffe Østergaard, historiker på CBS med speciale i europæisk identitetshistorie, mener heller ikke, at vi skal underkende betydningen af, at virkelig mange danskere opfatter Paris som en forlængelse af deres egen by.

»De opfatter det som noget hjemligt. Det er det ene, men der er også noget reelt i det,« siger han med henvisning til, at danskerne over de senere år har opbygget en tæt samhørighed, et slags broderligt bånd, med franskmændene.

»I min ungdom var det på mode at synes, at franskmænd var højrøvede. Der var en irritation, som kulminerede i 80’erne og 90’erne, hvor de unge sagde, at livet var for kort til franske film. Men det er, som om vi har fået brudt den underlegenhedsfølelse, som 30 års mislykkede forsøg på at lære gymnasieungdommen fransk åbenbart havde efterladt,« siger Uffe Østergaard, som mener, at det brud blandt andet kan skyldes, at Frankrig i dag indtager en mindre magtfuld position i verden.

»Det går dem økonomisk dårligt, og de dominerer ikke EU. Dermed er Frankrig mindre irriterende for Danmark. Der er stadigvæk nogle franskmænd, der tror, at de er en stormagt, men det er de reelt ikke. Det er bare gammel vane, at de sidder i Sikkerhedsrådet,« siger han.

Idealet om republikken lever

Mette Zølner synes, det er interessant, at det netop er det franske flag, som er blevet et stærkt symbol for europæerne efter angrebene.

»Trikoloren symboliserer den franske republik og alle værdierne fra revolutionen. Det er jo interessant, for selvom republikken har været i krise i så mange år, og selvom der har været problemer med ungdomsarbejdsløshed, marginalisering i forstæderne, og Den Nationale Front vokser, så viser det, at idealet om den franske republik stadig er der, når den værdier angribes,« siger hun.

Sune Lægaard mener også, at der oven i behovet for at signalere sympati og medfølelse kan læses en mere principiel stillingtagen i at bruge flaget.

»Det vigtigste er, at det dækker behovet for at vise umiddelbar medfølelse, men der er en ideologisk overbygning. Det her terrorangreb var netop rettet mod frihed, lighed og broderskab, som de tre farver i flaget symboliserer. Og ved at bruge flaget viser vi, at det ikke skal lykkes dem at angribe vores værdier,« siger han og tilføjer, at det er en nem måde at vise, »at man holder med de gode«, når man gør ligesom alle andre og bruger det franske flag som profilbillede.

Det har ikke været muligt at få et mundtligt interview med Facebook. Men de skriver i en mail til Information:

»Vi tilbyder vores brugere muligheden for at ændre deres billede for at vise respekt med Frankrig og Paris’ borgere,« men mediegiganten svarer ikke på Informations spørgsmål om, hvorfor de ikke også tilbyder deres brugere at få det libanesiske flag som profilbillede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Jakob Bonde
  • Torben Selch
  • erik mørk thomsen
Torben Arendal, Jakob Bonde, Torben Selch og erik mørk thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin kronik om et vigtigt emne. Rigtig mange mennesker føler faktisk også både med ofrene i Libanon og mange andre steder i verden. Også selv om der ikke signaleres flag på FB. Men måske er der en følelse af usikkerhed og magtesløshed, når det sker i mellemøsten og andre steder i verden, som gør at folk prøver at fortrænge det - det er simpelthen for komplekst, for svært og for tungt. Terrorhandlingen i Paris er enklere for vesterlændinge at forholde sig til, fordi det er tæt på og der er en følelse af, at det kunne være os selv.
Måske er libanesere eller andre folkeslag i mellemøsten bedre til at føle med resten af verden? Det må mellemøsteksperter vide.

Rikke Nielsen, Jørn Andersen, Troels Ingvartsen, Ole Frank og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Paris er Europa, Paris er en by som tusindvis af danskere har besøgt og gerne vil besøge. Engang var Beirut Mellemøstens Paris, nu er det en del af bindegalt morderisk komplot. Mon ikke Paris står de fleste danskere nærmere end det mellemste østen ? Hvor svært kan det være !

Preben Haagensen, jørgen Larsen, Bent Nørgaard, Jørn Andersen, Morten Pedersen, Troels Ingvartsen og Anders Hansen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Det er forstemmen, at læse, hvordan såkaldte bedrefolk i artikel, forsøger at dække over, at de i bund og grund, mener, at hvide dræbte, er mere værd, end dræbte, at alle mulige andre hudfarver.
For det er det, det drejer sig!
Uden at kende tallene, mener jeg, at der er flere bosideden her i Danmark, der har familie m.m., i Beirut, end i Paris, så terroen i Beirut, burde mindst været lige som højt dække, som det i Paris.
En anden måde, at se værdien i de dræbte, kan se på er, en israeler, dræbt af en palæstinenser, stor opstandelse, men 10 dræbte palæstisner, at af israeler, nå ja, videre, næste nyhed.

Benjamin Bach, Liliane Murray, Torben Arendal, Rikke Nielsen, Flemming Berger, Christel Gruner-Olesen, Anders Vang Nielsen, Ole Henriksen, Mikael Nielsen, Shafi M., Karen Grue, Pia Qu, Søren Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

For det første skyldes en del nok pressedækningen. DR kørte ikke breaking news på 2 kaneler hele dagen efter bomben i Beirut. Faktisk hørte vi meget lidt til den.

For det andet er vi efterhånden så mættede med ubegribelige voldsbilleder fra mellemøsten, at bombningen bare er endnu noget forfærdeligt langt væk.

Endelig er verden lokal. Vi lever i nærfeltet, Vesteuropa. Paris. København. Folk med mere relation til mellemøsten/Libanon oplever det givet anderledes.

Jeg mener ikke det er racisme.

Preben Haagensen, jørgen Larsen, Anders Jensen, Bent Nørgaard, Troels Ingvartsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jo der er mange der kommer fra Libanon, de fleste er nu ikke libanesere men palæstinensere fra flygtningelejre i Libanon. Hvorfor brugte de så ikke det libanesiske flag ? Hvorfor gik de ikke på gaden og protesterede i torsdags eller i fredags ?

Henrik L Nielsen

Fordi jeg ikke har besøgt Libanon, men til gengæld har været i Frankrig inkl Paris masser af gange og har franske venner der bor der. Jeg har været nogle af de steder det her skete. Det gør Frankrig virkelig for mig. Sådan er vi mennesker desværre, vi er "nærsynede" i den sammenhæng.
Vi blev heller ikke bombarderet med nyheder om bomberne i Libanon, da dette ikke er nyt og derfor uinteressant for sensations pressen som er den eneste vi har tilbage. Og desuden er pressen lige som resten af os "nærsynede". Hvis de to hændelser havde fået samme dækning, sådan som de vel egentligt burde, så havde reaktionerne måske nok været mere lige.
Og, nå ja, så er mit profilbillede i øvrigt ikke blevet ændret de sidste 4 år.

Preben Haagensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Hvis din nabo dør, så betyder det mere for dig end hvis 100 dør meget langt fra dig. Sådan har det altid været. Og det gælder for sorte og hvide. Det er en forvrøvlet artikel.

Hvis man vil fokusere på forvridninger i nyhedsstrømmen, så er der mange andre spørgsmål, som vil give stof til mere eftertanke.

Preben Haagensen, jørgen Larsen, Jørn Andersen, Troels Ingvartsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Niels Møller-Larsson

Torben Skov: Noget sludder at sige verden er lokal. Den er mere global end nogensinde, og derfor burde medierne på mange måder også dække verden mere globalt end hvad den gør.
Men vi lever i det der hedder en "glocalized world". Det betyder at i takt med at vi bliver mere og mere globale på alle måder, søger mange ofte tilbage til det lokale, trykke og genkendelige.

I medierne afspejler det sig ved, at en kat der ikke kan komme ned fra et træ i en dansk provinsby, nogle gange bliver bragt i stedet for, eller med langt mere spalteplads end et terrorangreb der ligger forholdsvist langt væk fra Danmark: Geografisk såvel som kulturelt.

Men når vi dækker verden på den måde, glemmer vi hvor global verden er blevet, og hvor meget vi allesammen mere end nogensinde påvirker hinandens levevilkår. I gamle dage var vi sgu ligeglade med hvad en kineser tjente og producerede. I dag er det alt afgørende for os!

Niels Møller-Larsson

Henrik Petersen: Da de fleste der bor i opgange nu om dage knap kender deres nabo, er det nok begrænset hvor meget en nabo's død påvirker de flestes liv.

Et trafikuheld, hvor en eller flere omkommer, får heller ikke nødvendigvis mere empati og pressedækning, end et terrorangreb langt væk med 100 døde. Nej der er mere på spil end bare geografi.

Jeg mener det bedst kan siges med denne klassiske journalistiske frase: "Det er ikke en nyhed når hund bider mand, men først når mand bider hund".
Det er mest af alt, fordi vi er vant til terror i mellemøsten, og har meget svært ved at forestille os det kan ske her i vesten, at vi hver gang bliver så chokeret over, at det kan ske på vores egen jord. Men selvom fjerntliggende terror er et systemisk og udbredt problem burde det stadig, ja måske netop have opmærksomhed.

Men sådan fungerer det ikke: Alt mediedækning viser at hvis en konflikt er langvarig og fastlåst, og ikke hele tiden kan fodre medierne med breaking news, ja så svinder interessen også lynhurtigt jvf. f.eks. lange konflikter i Afrika.

Anne Eriksen, Liliane Murray, Gerd Battrup, erik mørk thomsen, Shafi M., Pia Qu og Slettet Bruger anbefalede denne kommentar

Der er adskillige variationer i tråden over svaret 'nærhed', men det er medielogisk lige så tvivlsomt, som det på det personlige plan i facebook-projiceringen er sandsynligt.
Nyhedstjenester beskæftiger sig mere med spektakularitet end egentlig nærhed. Sendefladen 'ryddes for Paris, men ikke for Beirut' hvis Paris er nyhed i prinsesse-bryllup-ligaen, og Beirut er en gentagelse. Nyheden i gentagelsen er de direkte berørtes, ikke offentlighedens.

Torben Pedersen

Det er et spørgsmål om identifikation. Flere danskere har været i Paris/Frankrig end Beirut/Libanon. Jeg vil tro at for de, hvor det forholder sig omvendt, var følelsen måske også omvendt.
Tokyo ligger 8500 kilometer fra København, men jeg har familie der, så når jordskælv rammer byen bliver jeg mere bekymret, end når jordskælv rammer f.eks. Pakistan. Jeg føler mig hverken racistisk eller ufølsom af den årsag.

Nu har jeg bemærket de senere dage at flere har lavet en længere liste over andre ofre for IS-terror i diverse lande de seneste par uger.
Men besynderligt nok er Rusland og Egypten ikke medtaget endnu, trods IS bomben der forårsagede 224 menneskers død. Og en terroraktion der især vil ramme Egypten, der ikke har så meget andet at leve af end turismen.

Helene Kristensen

De færreste ved hvem der er hvad i Mellemøsten. Dem vi sympatiserer med i dag er måske dem der smider en bombe i hovedet på os i morgen. Vi kan heller ikke regne med, at det pressen fortæller, er sandheden, den bukkes og bøjes som det passer magthaverne. Franskmændene kender vi, så der er det nok mere trygt at vise følelser. For øvrigt har jeg ikke ændret profilbillede, da jeg har det lidt svært med den bekvemme fællessorg som alligevel ikke er sorg - men forfærdelse. Jeg forventer, at der vil blive startet en eller anden indsamling, det plejer at komme når folk har fået lov at låne af andres sorg sådan til lidt følelsesporno. Med en indsamling har de ligesom fået lov at betale for lånet, og skylder ikke mere.

Anne Eriksen, Liliane Murray, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen og Shafi M. anbefalede denne kommentar
Niels Møller-Larsson

Odd Bjertness:
"Der er adskillige variationer i tråden over svaret 'nærhed', men det er medielogisk lige så tvivlsomt, som det på det personlige plan i facebook-projiceringen er sandsynligt."

Indenfor medieforskning er det godt nok noget som hedder medielogikker, men din brug af begrebet i ovenstående sætning giver her ikke rigtig nogen mening. Det er eneste jeg forstår af din sætning, er at det er rigtig at nærhed ift. medier ikke bare kan defineres ud fra geografi, men ud fra mange andre ting f.eks. kultur eller religion.

"Nyhedstjenester beskæftiger sig mere med spektakularitet end egentlig nærhed"

Nej nærhed er på ligefod med det usædvanlige og spetakulære. Derfor svælger medier både i politikeres personfnider og i en tsunami, der udfolder sig langt væk.

Nyheden i gentagelsen er de direkte berørtes, ikke offentlighedens.:
Nej, men måske for dig. For mange af os andre, er det at f.eks. terrorangreb foregår igen og igen slet ikke en grund til ikke at dække det meget meget tæt. For mig personligt bliver terrorangreb værre og værre for hver gang en by udsættes for det. Og i sidste ende skal vi til at erkende at selvom noget er geografisk langt væk fra os, ja endda kulturelt meget anderledes end os, ja er konsekvenserne ligeså store for ofrene, og i sidste ende bliver vi også selv påvirket af det. Konflikten i Syrien har jo i lang tid påvirket Europa!

Jeg tror ærligt talt, at forklaringen er simpel fortrængning; at det først nu er ved at gå op for de fleste, hvorfor der er så mange flygtninge på vej til Europa. Menneskeflugten har i stor stil været italesat som migranter på vej efter offentlig forsørgelse, og det har beskyttet folk imod at skulle tage stilling til, at disse flygtninge rent faktisk flygter fra et frygtelig terrorregime og at den samme terror nu også er nået til Europa - bare i meget mindre målestok.

Niels Drevsholt

Der var heller ikke megen Facebook opmærksomhed, da 234 mistede livet på grund af en ISIS bombe i flyet fra Sharm el Sheikh til Skt. Petersborg. Fordi de fleste af dem var russere? Kan man spørge sig selv.

Dagmar Christiandottir, erik mørk thomsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Nærved eller tæt på, et liv er et liv, uanset hvor det mistes, og for mig som verdensborger, gør det ingen forskel.

Søren Kristensen

Paris har ry for at være kærlighedens by. Det har Beirut slet ikke. Det er, ud over hele kulturforskellen i de to regioner, forskellen.

jens peter hansen

Der var heller ikke megen Facebook opmærksomhed, da 234 mistede livet på grund af en ISIS bombe i flyet fra Sharm el Sheikh til Skt. Petersborg. Fordi de fleste af dem var russere? Kan man spørge sig selv.

Vrøvl man blev i flere uger fortalt at det IKKE var ISIS, men en ulykke. Hvor meget pølsesnak skal der lukkes ud ?

Niels Møller-Larsson

Jens Peter Hansen.
Vrøvl man blev i flere uger fortalt at det IKKE var ISIS, men en ulykke. Hvor meget pølsesnak skal der lukkes ud ?

Sludder! Pas på med anklager om pølsesnak, hvis man selv har munden fuld af pølse.

Ingen steder afviste nogen, at det kunne være terror. Derimod gik russerne meget op i, at det var deres egne top-efterforskere, som skulle undersøge flyvraget, men afviste på ingen tidspunkt at det kunne være terror.
Til at starte med kunne man selvfølgelig ikke med sikkerhed sige at det var terror, ligesom man heller ikke med det nedskudte fly i Ukraine med sikkerhed kunne sige at det var blevet skudt ned.

Morten Pedersen

Jeg tror at Lillian og alle andre mennesker på kolden reagerer stærkere hvis deres mor eller datter brækker benet fremfor hvis en person på et andet kontinent brækker benet. Dette er en naturlig reaktion, der ikke betyder man er følelseskold overfor andre, men tættere på ude er tættere på inde. Det er nok kun i Vesten man slår sig selv oven i hovedet over denne naturlige forskel. Var folk i Libanon mest optaget af attentatet i Libanon eller i Paris? Hvis svaret er Libanon, skal vi så betragte dem som dårlige mennesker?

@Morten Pedersen, jeg ved ikke hvem Lillian er, men tror det er mig du mener.
Nej jeg reagerer ikke stærkere, for mig er et liv et liv, uanset hvem det er, den eneste grund til at jeg ville reagere stærkere i forhold til et mennesker der er i ens liv, og et menneske på et andet kontinent, er at den der er tæt på høre man om, men ikke den der er langt væk, men det er s'gu da lige forfærdeligt for begge.

Morten Pedersen

Undskyld stavefejl Liliane! Og så er jeg forbløffet over din empati overfor folk du ikke kender, men der skal også være plads til overraskelser, venlig hilsen Morten

Morten pedersen, jeg har boet og arbejdet i 7 forskellige lande, på 3 forskellige continenter, inkl. et 3.verdensland med meget stor fattigdom, og er på vej til mit 8. land. Jeg betragter ikke længere mig selv som dansk, og kan ikke længere tænke specielt lokalt eller nationalt. Jeg er verdensborger, med ikke en men indtil flere liverfaringer.
Hvor du har fra, at jeg skulle mangle empati, det ved jeg ikke, men jeg ved, at du åbenbart ikke kender mig særligt godt, og derfor både i denne og anden tråd, dømmer mig ud fra dine egne fordomme.
Så længe du og andre fordrejer og mistolker, hvad jeg skriver, så er der ingen basis for hverken en fornuftig eller saglig debat.
Jeg er kronikør her på Information, hvor jeg netop taler de udsattes sag, for selv om danskerne ikke er mig mere vigtige end andre folkeslag, så er de heller ikke mindre vigtige.
Problemet er debatører der stikker fingrene i ørerne og synger "lalalalalalala", fordi de ikke vil se dem selv i spejlet.

PS. Du kan kritisere mig så meget du vil, det gør ingen forskel, for min allerstørste og værste kritiker, er mig selv, og hende kan du ikke slå.

"Sticks and stones, might break my bones, but words will never hurt me"

Men jeg deltager aldrig i følelsesporno, som man nok så første gang da Prinsesse Diana died, og alle opførte sig som om det var deres egen, hustru, mor, datter, veninde, der var død, og for mig var hendes død ikke mere vigtig end den hustru der døde under USAs angreb i mellemøsten.

Dagmar Christiandottir og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Den omnipotente menneskelige empati er udtryk for en akademisk abstraktion. Der er intet som helst mærkeligt, racistisk eller eurocentrisk i, at vi bliver mere berørt af menneskelig ulykke i vores nærhed end ditto i en fjern afkrog af verden, hvor vi ikke har nogle forudsætninger for at kende - eller forstå - de mennesker, det går ud over. Ulykker i familien eller det nære samfund vejer selvfølgelig tungere og har større betydning for os, simpelthen fordi vi er mennesker og fordi vores psykologi umuligt kan rumme alverdens tragedier på ét og samme niveau.

...fordi vestens propagandamaskine bestemmer, hvad der går viralt.

Frantz Fanon udtrykker det klart i Fordømte her på jorden (1961)
For ikke lang tid siden havde jorden to milliarder indbyggere, nemlig fem hundrede millioner mennesker og én milliard fem hundrede indfødte.

Kort sagt: På grund af vest-mediernes immanente imperialistiske rascisme.

Dagmar Christiandottir, Liliane Murray og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar