Læsetid: 10 min.

Kan vi leve med terroren?

Terrorangreb synes at være blevet et permanent vilkår i Europa, men hvert nye angreb synes alligevel at ryste os i vores grundvold. Individuelt har vi lært at acceptere terrortruslen som en meget fjern, men tilstedeværende risiko. Men også det politiske system er nødt til at forholde sig mere rationelt til, hvilken trussel terroren reelt udgør, mener sikkerheds-forskeren Ole Wæver
Vi lever fint med en forventning om, at der sker et antal trafikuheld hvert eneste år. Og på en måde havde vi indstillet os på, at der ville kunne komme terror-angreb, men politikerne føler, de må reagere meget resolut på terror, påpeger sikkerhedsforsker Ole Wæver. Den 26. juni i år blev 38 vesteuropæiske turister dræbt af skud på en strand i Sousse i Tunesien. IS tog ansvaret for angrebet.

Abdeljalil Bounhar

25. november 2015

Ole Wæver tænker sig godt om for at finde det rigtige svar på spørgsmålet.

»Det er jo et horribelt spørgsmål at stille, fordi det kommer til at lyde, som om vi accepterer den, men alligevel er man jo nødt til at spørge: Kan vi leve med terroren? Man kan give alle mulige rationelle argumenter for, hvorfor vi burde kunne, og på den anden side kan vi sige, at det er fuldstændig rablende urealistisk at sige, at vi kan leve med den. På den tredje side gør vi det jo rent faktisk,« siger han.

»For at kunne svare er vi også nødt til at stille spørgsmålet: Hvordan er vi nået til et punkt, hvor dette fremstår som ’vores største trussel’, og man dermed nærmest ikke kan anfægte de modtræk, der præsenteres?« konstaterer han.

Terrorangrebet i Paris den 13. november har rystet de fleste i deres grundvold. Men samtidig har det også gjort det klart, at terror ikke længere er enkeltstående begivenheder, og at den på et eller andet tidspunkt måske også vil ramme her, som den gjorde i Paris. Det bliver fast tilbagevendende begivenheder. Men hvordan håndterer man det som samfund, at terror er blevet et vilkår? Ole Wævers første, tøvende, svar er ved at slå koldt vand i blodet og anskue terroren rationelt – i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre.

»Hvis man tager den der superrationalistiske hat på, kan man sige, at det ikke burde rangere deroppe, hvor det gør, som sikkerhedstrussel,« konstaterer han forsigtigt.

»Der er meget deja-vu over situationen lige nu. Det minder om tiden efter 11. september. Er det her en begivenhed, vi har, eller er det en begivenhed, der har os? Er det en kraft, der tager beslutningskompetencen væk fra os og river os med strømmen? Vi ved, at en konflikt kan fodre sig selv. Det handler ikke nødvendigvis om, hvorvidt der er et objektivt grundlag for at bygge en konflikt op, men om at den har sit eget liv, og der kan man godt genkende mønstret i dag,« advarer han.

Den 55-årige statskundskabsprofessor er leder af Københavns Universitets Forskningscenter for løsning af internationale konflikter og tidligere fredsaktivist, men han er også en nøgtern analytiker, som i det meste af sin karriere har beskæftiget sig med sikkerhedspolitik på forskellige niveauer.

Terror overgår klima og krise

Her er terror kommet til at indtage en stadig større rolle, men det er egentlig ikke her, terroren hører hjemme; som en grundlæggende trussel mod vores samfund. Også selv om det er et tema, som er ømtåligt at bevæge sig ind på.

»Man kan gøre truslen op på to måder: På et mikroniveau, hvor man spørger, hvor truet er du som individ? Ud fra det argument er det trafikken, sygdomme og alt mulig andet, der truer dit liv. Det er ikke terror. Selv den statistiske chance for, at du dør en voldsom død, handler om alt mulig andet end terror, den risiko er bittebittelille. Det er én måde at måle, om det er en rimelig proportionsmæssig reaktion, vi har på terroren« siger han.

»En anden måde at gøre det op, er, om det er en trussel mod os kollektivt, politisk, og det er måske mere relevant. Det er derfor, vi ofte putter terror ned i kategorien af trusler på linje med krig, og mange lande udnævner terror til deres største sikkerhedspolitiske trussel. Terror presser sig ind foran ’nye trusler’ som klima og økonomisk krise, fordi den bedre ligner krig, den klassiske sikkerhedstrussel. Men heller ikke i forhold til den sikkerhedsforståelse er terror en toptrussel. Det er en fejlslutning. Terrorister kan ikke tvinge os til at følge deres vilje. Der er en kæmpe forskel på en militær trussel, hvor nogen kan invadere ens land eller tvinge det til at gøre noget ved truslen om at invadere. Terrorisme kan være slemt, men den kan ikke tvinge os til noget. Det kan den kun gøre, hvis vi lader os selvterrorisere af dem på en måde, så vi begynder at lystre dem – og det ser jeg absolut ingen tegn på,« konstaterer han.

Det er samtidig også en måde at anskue terroren, som Ole Wæver ved ikke har nogen gang på jorden. Terror rammer noget langt dybere, et behov for selvforsvar mod nogen, der bevidst ønsker at skade os, og derfor er det også nødvendigt med en reaktion. Det afgørende er bare hvilken.

»Selvfølgelig er man nødt til at reagere. Det er jo også en del af kontrakten med politikerne: At de skal sørge for borgernes sikkerhed og tryghed,« siger han.

Vi ofrer frihedsrettigheder

Terrorisme kan ... ikke tvinge os til noget. Det kan den kun gøre, hvis vi lader os selvterrorisere af dem på en måde, så vi begynder at lystre dem

Ole Wæver
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet

»Men netop fordi vi ikke vil leve med terroren, finder reaktionerne ikke et leje svarende til, at dette nu er en del af vores normalitet politisk set. Vi normaliserer det menneskeligt set. For langt de fleste mennesker er det egentlig ikke en personlig frygt. Men den politiske dynamik bliver formet af det. Det er politisk muligt at retfærdiggøre en række tiltag, og folk siger ja, det gør vi, uden at der er noget videre belæg for, at det nytter, bare det at gøre noget er tilstrækkeligt som argument. Det er problematisk, fordi vi er parat til at ofre nogle frihedsrettigheder på antiterrorens alter, men det bliver ekstra problematisk, hvis nogle af de ting, vi gør, så er med til at fodre konflikten, hvis de producerer mere terror på sigt,« siger han.

»Man kan overveje, om der vil ske en sådan normalisering herhjemme, hvor det skal være større og større for hver gang for at skabe en reaktion. Det synes jeg ikke, der er meget, der tyder på. Selv når det er de samme angreb, man ser med jævne mellemrum, så er reaktionen at skrue op og skrue op og skrue op for reaktionen. Og det er tankevækkende, for det kan blive et kæmpe selvmål, hvis vores reaktion er, at vi har nogle policysvar, hvis effekt vi ikke kender, og hver gang, der så sker sådan noget her, så går der en selvopfyldende profeti i gang om, at nu skal der strammes, for ellers har politikerne ikke vist handlekraft. Og så strammer de for de tiltag, der ligger mest for,« siger han.

Terror er noget, der sker

– Men kan terroren bevare den betydning i takt med, at de angreb bliver mere og mere regelmæssige, og vi måske har et angreb hvert halve år. Vil vi blive ved med at reagere så stærkt på det?

»Man kan sammenligne det med andre fænomener. F.eks. skoleskyderierne i USA, som på mange måder er en af de mest nærliggende paralleller, selv om Paris var et angreb på en større målestok. Men hvis man ser på angrebene på Charlie Hebdo og angrebet i København, er vi på en skala, der i virkeligheden svarer til skoleskyderier, og USA og visse andre lande har indrettet sig med, at det er noget, der sker. Det er en national katastrofe hver gang, men politisk handling indgår nærmest for lidt i det tilfælde. Det er noget, der er blevet normaliseret som en del af hverdagen,« siger han.

»Med terroren er politisk handling derimod blevet en institutionaliseret del af reaktionen. Derfor har vi brug for procedurer til at trappe ned, når det hektiske øjeblik er overstået. Svarende til den terrorkommission, der netop blev nedlagt her til lands. Ellers kan vi fortsætte med at skrue op og skrue op og skrue op. De fleste af os kender jo alligevel ikke terrorlovene og kan ikke gennemskue, hvad det er, der bliver ændret. Vi kan ikke gennemskue, om netop det der tiltag matcher den og den trussel, vi kan bare stille os op og registrere, at politikerne strammer og så acceptere det. Det virker på mig, som om alle mellemregningerne er forsvundet. Der er næppe nogen tvivl om, at det, at vi har styrket efterretningstjenesterne, har hindret mange terrorangreb, men det er meget svært at gennemskue, hvilke redskaber, der rent faktisk har virket, og hvilke stramninger, der overhovedet ikke har betydet noget. Den aktuelle situation er så alvorlig, at vi kan forlange af politikerne, at vi hører mere om, hvordan de vil organisere en fokuseret jagt på effektfulde tiltag. Og mindre om det generelle princip, at hårde midler nu er legitime.«

– Skal man bare acceptere, at det er et vilkår, at de angreb sker fra nu af?

»Man kan i hvert fald sige, at hvis tiltagene ikke virker, så bør vi ikke have dem. I forhold til, om man skal acceptere terroren som vilkår eller ej, på et eller andet plan, ved vi jo alle sammen godt, at det er vi nødt til at gøre, og politikerne gør det på en måde også. De stiller sig jo også op og siger, at de ikke kan fjerne terror eller gøre vores samfund 100 procent sikker,« siger han.

»Jeg var personligt lidt overrasket over reaktionen på angrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden. Jeg havde egentlig en opfattelse af, at det her ligger på en måde inden for vores normalbillede. Det som vi må forvente sker en gang imellem. På en måde kunne man godt reagere ved at sige, at det er utrolig trist, det er et kiks, at systemerne ikke har været i stand til at fange lige netop de her folk, men dybest set ligger det inden for det, vi hele tiden har forventet desværre vil ske en gang imellem, og derfor er der ikke nødvendigvis nogen grund til at ændre procedurerne radikalt. Så kan man gå ind rent teknisk og justere og forbedre systemerne,« siger han og fortsætter med en metafor:

Politikerne kan ikke sige det

»Hvis der sker trafikuheld på en hovedvej, så kan det være meningsfyldt at finde de konkrete årsager til, at de uheld sker. At et kryds er uhensigtsmæssigt indrettet og så korrigere fejlen, men man sætter jo ikke den generelle fartgrænse i landet ned af den årsag. Der er en normalforventning om, at der sker et antal trafikuheld hvert eneste år. Og på en måde havde vi jo indstillet os på, at der ville ske nogle terrorangreb. Det logiske og overrationelle svar på angrebet mod Charlie Hebdo havde været at sige: Det her er rigtig, rigtig trist, vi lever i en virkelighed, hvor sådan noget her sker engang imellem, vi prøver at optimere vores systemer mest muligt, så vi kan stoppe så meget, vi kan, heldigvis har vi stoppet ti gange så mange forsøg. Vi vil analysere casen så grundigt som muligt for at undersøge, om der er nogle ting, vi kan blive bedre til, men vi kan aldrig love 100 procents sikkerhed. Det ville være det mest reelle, men det er der stort set ingen politikere, der kan sige. Og det kan jeg også godt forstå. Det er ikke muligt at stille sig op og sige: Det kan vi ikke; eller vi gør allerede det rigtige, men dette var den statistisk forventede smutter«.

»De nylige angreb i Paris rummer klart elementer uden for normalbilledet, og derfor skal vi selvfølgelig indkredse, hvor præcis der skal nye tiltag til, fordi truslen var anderledes end ventet, eller systemerne havde specifikke svigt. Strategien over for IS skal gentænkes, og meget tyder på, at europæiske efterretningstjenester skal have bedre redskaber til samarbejde – selv om det slet ikke er rettighedsmæssigt uproblematisk, er det formodentlig et konkret tiltag, der faktisk kunne have ændret noget. Men generelle stramninger i forhold til overvågning, rettigheder i terrorsager, ytringsfrihed på nettet, flygtninge og rejser til Irak-Syrien har været politikernes foretrukne melodier i stedet.«

Lær at leve med terror

– Der er en form for samfundsrationalitet, der også bør gøre sig gældende her?

»Ja, det fører frem til, at man har fået ritualiseret en bestemt måde at gå til denne form for udfordringer på. Der sker en begivenhed, og politikernes svar er, at der skal være en modsvarende reaktion,« siger han.

»Vi har et bredt register af kollektiv bearbejdning af de forfærdelige begivenheder og den kollektive frygt: marcher, markeringer på sociale medier osv. Lidt firkantet sagt er problemet, at de politiske tiltag er blevet en væsentlig del af vores kulturelle bearbejdning. Men vores policytiltag har meget håndfaste konsekvenser, og vi må derfor kræve, at de er mere end samfundsmæssige ritualer. De skal også være tænkt analytisk igennem; at de faktisk rammer effektivt i forhold til kendte svage punkter – det mindste krav må være, at de ville have gjort en forskel, hvis de havde været der forud for de seneste angreb,« siger han.

»Befolkningerne er tydeligvis villige til at afgive frihedsbidder for sikkerhed, men det skal ske dér, hvor der er grund til at tro, det virker. Ikke som frihedsofre på sikkerhedens alter, hvor selve offerhandlingen er målet. For det andet – og endnu sværere – må vi arbejde os frem mod at forstå den samlede dynamik, hvor en række handlinger i Mellemøsten og i Vesten føjer sig sammen til onde cirkler. Det er ikke et spørgsmål om simpel op- eller nedtrapning, men om at forstå dynamikkerne godt nok til, at vi kan lave tiltag, der både virker på kort sigt i forhold til at forhindre terrorhandlinger nu og her og giver meget mindre terror om for eksempel 15 år,« pointerer han.

»Problemer er, at vi har lært at leve med terroren – ved hjælp af politiske ritualer og symbolske ofre på sikkerhedens alter. Hvis vi nogensinde skal nå frem til at kunne leve uden terror, skal vi først lære at leve med terror på en anden måde, hvor politik bliver holdt op mod meget hårdere kriterier med hensyn til faktisk at være realistiske bud på at håndtere de virkelige udfordringer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Frank Gaarskjaer
  • Anker Nielsen
  • Per Jongberg
Kim Øverup, Frank Gaarskjaer, Anker Nielsen og Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet med terror er, at vi ønsker garantier for at undgå den!
Derfor giver vi også køb på frihed i registreringer og mere politi/ kontrol.

Det kan vi ikke med trafikken og andre ulykker - for nu at tage noget dagligdags, Der er heller ikke garantier for at komme over sygdom - og det til trods for de enorme summer, der bruges.
Så snart vi færdes nogle steder er der altid det uforudsigelige - det accepterer vi.
Så på nøjagtig samme måde, er det realistiske her den sværeste opgave, fordi den kræver ærlighed omkring vore øvrige handlinger - her og i udlandet.

vi har lært at leve med forurening, dagligdagsvold, politikere der lyver, finanssvindlere, krig, sult, sygdom, flygtninge etc. så vi kan også vænne os til at leve med en terrortrussel.

Michael Borregaard

Der er ingen tvivl om, at Frankrig rammes hårdt, af det som skete i Paris, Frankrig er begunstiget af flere årlige turister end i USA, og 2½ gange så mange som i Tyskland. Men. Den helt aktuelle og centrale økonomisk-politiske og mediemæssige stilling viser hvor vigtigt det er, at få afklaret baggrunden for sløringsstrategiers natur. En mere fyldestgørende beskrivelse af “ismen” terror er dog ikke noget man videre skal forvente, at politikerne på Christiansborg bidrager til, deres fortælling “om” og såkaldte handlekraft, fisken stemmer, er mest af alt verbal onani som har meget lidt at gøre med faktiske studier af terror. Præcis det samme er tilfældet, med den kommende afstemning om retsforbeholdet, her udtaler man/de sig kun om Isbjergets top, ikke alt det - vi taler om mange, mange love samt lovforslag, næsten 900 som kan tilvælges ikke kun de 22 de i deres respektive valgkampagner bruger som eksempler - som ligger neden under, de så at sige dikkedikker til frygten og vreden nå spørgsmålet falder på terrorisme som det er tilfældet med præsentationen af misbrug af børn og menneskehandel end de præsenterer et retvisende billede. Så angående Ole Wævers’ ræsonnement, vi har lært - eller bør acceptere - at leve med terror som permanent, Danmark blev i øvrigt første gang i nyere tid ramt af terror, da England i 1807, på falskt grundlag for at det ikke skal være løgn, bombarderede København.

For min egen personlige “frygts” vegne, ligger terror, meget, meget langt nede, hvis spørgsmålet falder på, hvad man kan lære/acceptere at leve med.

Hvis agressoerne i vesten får lov til at styre slagets gang ophører terroen aldrig og der vil kun være tabere.

erling jensen, Janus Agerbo og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Hans Kristian Hansen

Kan vi leve med terroren? Kan vi leve side om side med tilhængere af islamisme?

Det kan vi blive nødt til. Det kommer helt an på om befolkningen acceptere islamiske antidemokrater. Politikerne er klart ikke interesseret, men de kan heller ikke finde ud af hvordan man får dem udvist. Politikerne har alt for travlt med ideologiske teorier til at forholde sig til virkeligheden.

Tilhængerene af islamisk antidemokrati har jo ikke gjort noget ulovligt så længe de holder sig i skindet, og det er ikke ulovligt at være sympatisør med islamisk stat. Johanne Smidt-Nielsen er nok det mest fremtrædende eksempel, men følges af andre inkonsekvente, der heller ikke kan se skoven for bar træer.

De er teoretiske intellektuelle idelogiske fantaster, hvor pragmatisme og realisme træder i baggrunden for overordnedet jordnær realitetfornemmelse.

Selvom politikerne godt kan se der er noget der ikke stemmer, så er de så fyldt med dårlige undskyldninger og intellektuelle teorier, at befolkningen stigende mister tålmodigheden og respekten for politikerne.

Børge Rahbech Jensen

Som om vi har et valg. Den vigtigste grund til, vi kan leve med terror, er, at der ikke gives andre muligheder. Desværre kan bemærkes, at frygten er større i Danmark end i Paris og Bruxelles, og danske medier primært forstærker angsten.

"Derfor har vi brug for procedurer til at trappe ned, når det hektiske øjeblik er overstået. "

Det har vi primært brug for, hvis Danmark er blevet en totalitær stat.

"Man kan overveje, om der vil ske en sådan normalisering herhjemme, hvor det skal være større og større for hver gang for at skabe en reaktion. "

Det kan man da, men er vi ikke enige om, at de store angreb med mange dræbte ikke skete i Danmark? Hvad er det præcis, der skal normaliseres i det samfund, der fungerer normalt, mens noget "hektisk" er sket et andet sted? Det, vi kaldte terrorangreb i Danmark, var kun hektisk i korte tidsrum på meget afgrænsede områder omkring enkelte bygninger. Det mest hektiske i det danske samfund var falsk alarm, hvor uskyldige mennesker blev eftersøgt eller ufarlig bagage var efterladt.

Carsten Mortensen, Christel Gruner-Olesen, Niels Duus Nielsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er på tide borgerne indser, hvad der er fakta og hvad der er politisk symbolpolitik.

Politikkere i EU forsøger ved begrænsninger af demokratiet, at lukke ned for kritik af politik.
Kast et blik ud over Europa i dag, med de forholdsvis få flygtninge, ca. en million ud af en befolkning på over 500 millioner europæere og den frygt, de forholdsvis få mennesker spreder hos de folkevalgte, jeg siger bare, hvad nu hvis vi ganger det med ti eller tyve!

Jeg syntes det er værd at begynde at tale om, hvordan borgerne skal forholde sig til hinanden og fremtiden, efter det nuværende politiske systems, efterhånden meget sandsynlige sammenbrud.
Nye 200 millioner krig/klimaflygtninge i verden de kommende 35 år 'før' 2050.

Fra artikel:
"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge – fra Alaska til Stillehavsøerne. Vi bør med andre ord ikke undervurdere, hvor stort et bidrag vedvarende energikilder kan give til sikring af fred og sikkerhed."
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

Jan Kønig, erling jensen, Benjamin Lau Jensen, Elias Kocan og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"Der er en kæmpe forskel på en militær trussel, hvor nogen kan invadere ens land eller tvinge det til at gøre noget ved truslen om at invadere. Terrorisme kan være slemt, men den kan ikke tvinge os til noget. Det kan den kun gøre, hvis vi lader os selvterrorisere af dem på en måde, så vi begynder at lystre dem – og det ser jeg absolut ingen tegn på,« konstaterer han."

Ole Wævers efterfølgende betragtninger indikerer ellers at selvterroriseringen finder sted, i form af befolkningernes accept af politikernes gentagne indskrænkninger af almindelig retssikkerhed samt befolkningernes opbakning/passive samtykke til optrapning optrapning af krigshandlinger som på mange måder reproducerer og forstærker de eksisterende problemer - og derfor styrker fødekæderne og øger rekrutteringsgrundlaget for bl.a. terror vendt mod de vestlige samfund.

Vi erklærer at vi er demokrater - og alligevel har vi svære begrænsninger når demokratiet skal udleves. Vi erklærer at vi er for fornuft og dialog - og alligevel (re)agerer vi med både direkte og strukturel vold når vi er pressede. Kan vi leve med dissonansen? kunne Ole Wæver lige så godt spørge. Og dét kan vi, er svaret ... hvilket Festinger med sit empiriske studie af kognitiv dissonans tilbage i 1950erne viste - oftest i form af at vi kompenserer for træghed i adfærdsændringer med adaption af supplerende, evt. nye, kognitioner som giver oplevelsen af konsonans (eksemplet med rygere som dæmper dårlig samvittighed over rygningen med overbevisninger om at et ophørsforsøg vil mislykkes, at døden skal have en årsag etc., er velkendt - men det kunne også være den dialogafvisende vesterlænding som retfærdiggør bruddet med en demokratisk grundværdi som dialog med defamering af opponenten eller henvisning til vilkårlige nødvendigheder).

Den omfattende, historiske statsterrorisme, som mange vestlige lande (i samarbejde) har udøvet overfor lande i Mellemøsten og Eurasien, spiller en betydelig rolle for udviklingen af terrorisme i det hele taget - og i dén sammenhæng er det også slående hvordan vestlige landes magthavere, eliter og (bedre) borgerskab betjener sig af benægtelse og revisionisme - ja, endog direkte erklæringer om at der blot skal kæmpes med bind for øjnene, at den erklærede fjende(s nærmere anatomi) ikke skal forklares eller forstås. Vi skal med andre ord reagere mere eller mindre reptilt, thi ondskaben (i form af de fremmede, radikaliserede som hader vore værdier) er over os.
http://www.dr.dk/nyheder/politik/thorning-og-thulesen-dahl-vi-skal-ikke-...

Carsten Mortensen, erling jensen, Janus Agerbo, Benjamin Lau Jensen, Elias Kocan, Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Jeg ved egentlig ikke, hvad "vi" kan, men mennesket søger ubevidst en balance i livet med hovedet opad, så jeg tror, de fleste vil kunne vænne sig, selv om jeg ikke tror, det bliver nødvendigt.

Men min erfaren efter mange års ansættelse i en stor fransk koncern er, at pariserne vænner sig. Frankrig og Paris er forskellige - næsten som modpoler, og det ses bl.a. af, at Front national aldrig har vundet indpas i Paris. Og allerede i de første dage efter den ulykkelige begivenhed mente pariserne, at regeringens hysteri over dette var indenrigspolitisk, og havde taget overhånd.

Selv om det var klart forbudt, samledes pariserne spontant aftenerne på flere adresser, og mindedes begivenhederne på deres helt egen måde. Her blev der sunget sange, grædt og talt politiske budskaber om, at pariserne stod sammen uanset etnicitet, og at det hverken skulle lykkes regeringen eller terrorister at ødelægge dette sammenhold.

Ikke siden meddelelsen om, at Fru Thorning-Schmidt blev vejet og fundet for let til « hendes » FN-post har jeg haft saa svaert ved at faa armene ned som ved laesning af denne artikel.

Naeste week-end kan Frankrig igen « fejre » godt 120 draebte og denne gang 1.400 haardt saarede Det er trafikofre jeg hentyder til (iflg.statistikken … 9 draebte og 100 haardt saarede OM DAGEN). Disse ofre vil der ikke blive skrevet meget om, og der bliver ej heller bive erklaeret undtagelsestilstand. Vi har i den grad vaennet os til det. Det er meget laenge siden, at der skulle gaa en mand foran et motorkoeretoej og svinge med ringeklokken. Og vi straffer ikke trafikdrab som drab.

Terror er i sammenligning et relativ uskyldigt faenomen, og oekonomisk giver det pote. Her bliver der virkeligt flyttet penge. Jeg husker ikke tallene, men prisen for at holde f.eks. den amerikanske krigsmaskine i gang i Afghanistan og i Irak kostede et uhyrligt beloeb om dagen. Spildte penge ? Nae da, det drejede sig jo bare om at flytte penge til krigsindustrien, i videste forstand, det holder hjulen i gang i samfundsoekonomien til vores alles bedste … tror jeg nok, og saadan er det vel ogsaa idag. De neoliberale vil sikkert forsikre mig om rigtigheden af min naesten-paastand.

Saa naturligvis kan vi vaenne os til terror, vi kan maaske ligefrfem laere at elske den, naar vi foerst faar regnet lidt paa tallene.Tror jeg.

Og de doede og lemlaestede, ofrene for vores anti-terror tiltag, de ikke-tilsigtede drab ? Tja, det er vel ligesom med trafikofrene, dem vaenner vi os nok ogsaa til. Vi er vist allerede godt paa vej.

Carsten Mortensen, Christel Gruner-Olesen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Naturligvis skal danskerne vænne sig til terror noget. Danskerne kan jo ikke gøre noget ved noget. Derfor så skal danskerne vænne sig til det indtil der kom nogen andre og gjorde noget ved det. Så sku de gøre det hvis de var utilfredse med terror noget.
Fordi det jo ikke vores skyld at der er terror noget mand.

Ivan Breinholt Leth

Spørgsmålet er da relevant, og svaret er formentlig nej. Vi har kunnet leve med at USA smed flere bomber i Vietnam, end der blev smidt under hele 2. verdenskrig, at USA, UK og DK skabte en fejlslagen stat i Iraq, som indtil nu har kostet 400.000 mennesker livet, og at Israel terroriserer den palæstinensike befolkning, men at krigen i Mellemøsten koster europæiske menneskeliv på europæisk jord, kommer vi aldrig til at acceptere, uanset hvor meget medansvar vi har. Når vi skal vælge vores regeringer stemmer vi krigsforbrydere til magten, og i Danmark har vælgerne stemt på en regering, som ikke bare er medansvarlig for invasionen i Iraq, men som ikke ønsker at kortlægge årsagerne til Danmarks deltagelse i dette moderne korstog. Vi vil hellere feje det hele ind under gulvtæppet, fortsætte med at smide bomber og lade som om, at vi ikke har et medansvar.
Og alle os som mener, at der er andre svar på terror end bomber, og at ondskab og vold ikke er islams inderste væsen mere end det er kristendommens er virkelighedsfjerne øllebrødshumanister - eller måske endda 'venstrefløjsfacister' som en debattør påstår ovenfor. Han mener måske, at vi ligefrem hygger os, hver gang Islamisk Stat eller El Qaida slår til i Europa?
Ifølge debattør Eva Selsing er vi åbenbart mennesker, som ønsker "at ydrydde den almenmenneskelige, snusfornuftige afvisning af det onde, det bestialske, det barbariske." (Berlingske, 16. nov.) M.a.o. er det os, som afviser øje for øje og tand for tand, som er det egentlige problem. Gandhi, Mandela, Jesus, Buddha og ja Mohammed har levet forgæves. www.islamstudie.dk/aa_oejeforoeje.htm
Vi skal for enhver pris besvare vold med vold. Historien myldrer jo nærmest med eksempler på, at det eneste som stopper vold er vold.

Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, erling jensen, John Christensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Krigsmaskinerne kører på fuld tryk, og de seneste måneders eskalering i de forskellige parters interne konflikt i hele Syrien-balladen baner vej til en global krig og økonomisk kollaps. Hvad der er iøjefaldende er, at der er aktører i højeste magtpositioner, i elitære kredse som i kollektiv forfølger en bestialsk agenda om en totalitær verdenstat hvor mennesker lever i fuldstændig slavetilstand, og hvor magten er fuldstændig centraliseret. Medier og politikere er kompromitterede. Almindeligere borgere er fanget i den hektiske dagligdags obligatoriske pligter. Den nuværende globale økonomiske model og den kapitalistiske tankegang, vil være årsag til systemets kollaps. Sammen med vores ignorance af current affairs. Det er åbenlyst at det foregår. Det er så åbenlyst at eliten nærmest gør nar af os. Håner os.

Konspirationen er ægte, og den har stået bag hver eneste krig siden Rothschild og co. fik kontrol med Federal Reserve. Disse mennesker står også for den politik der har ført til de begivenheder der har skabt denne krise.

John Christensen

Jeg kan godt leve med terror, og det er jeg også nødtvunget til.

Jeg hverken kan eller vil leve med "krig imod terror" - Den er illegitim og ulovlig og skal stoppes. De ansvarlige skal straffes.

Man kan bekæmpe terror med alt andet end - krig!

Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, erling jensen og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar

Krig mod terror er ikke ilegitim og ulovlig. Det er ganske klart. Enhver nation har ret til at bekæmpe en trussel mod deres egen sikkerhed herunder også terror.

John jeg har lyst til at slå dig sindssygt hårdt i ansigtet. Hvad vil du gøre imod det? Selvfølgelig hypotetisk men hvad vil du gøre?

Niels Duus Nielsen

"... jeg har lyst til at slå dig sindssygt hårdt i ansigtet. Hvad vil du gøre imod det? "

Nu ikke så voldelig, Peter Nielsen, du risikerer bare at dit tastatur går i stykker. Men selvfølgelig, hvis du ligefrem begynder at true folk, fordi de siger nogle sandheder, du ikke bryder dig om, kan jeg da godt forstå, at du har de krigeriske holdninger, du har.

Jeg har helt lyst til at anmelde dig for stødende kommentar, men faktisk synes jeg, at din kommentar fortjener at blive stående til skræk og advarsel: Se, således argumenterer en sand tilhænger af NATO.

Så er det godt at det er et spørgsmål i forbindelse med hvorledes man skulle reagere på er angreb. Det er sådan set lige meget om det er krig eller terror. Med en voldelig handling kan du ikke forvente andet end at reaktionen bliver voldelig. Det håber jeg du kan forstå Niels Nielsen. Ellers melder du bare løs alt det du vil.
Uanset hvad så må man forvente terror ifm. Krig og den ene gengældelse efter den anden indtil der kun er en vinder.
MVH en stor Nato tilhænger

Og husk Niels Nielsen, hvis IS havde nogen legitimitet i området overhovedet så var det ikke en voldelig org. Og de var ikke blevet angrebet. Husk det når du ser millioner af flygtninge som også var der for koalitionen gik ind. De bad ikke om IS men de kan ikke slå igen.

"... jeg har lyst til at slå dig sindssygt hårdt i ansigtet. Hvad vil du gøre imod det?"

Jeg ville nøjes med at konstatere at du har lyst - men så længe at du ikke gør det, kan jeg vel uden den store bekymring passere forbi dig og hviske at det er såre menneskeligt ... samt at øje for øje gør begge parter blinde.

Peter Jensen, forskellen er at der er nogen der ikke nøjes med at have lyst men de gør det. hvis du så siger nej jeg vil ikke slå igen, så får du en mere på lampen. Dette fortsætter indtil du har fået nok og beslutter dig for at nu slår du igen. Jeg vil til enhver tid påstå at dette simple eksperiment vil drive enhver til en voldelig modreaktion. Det er bare et spørgsmål om tid og antal slag.
Selvom du i lang tid holder dig for god til at gøre gengæld, så kommer du også til et punkt hvor nok er nok.
Der er blevet diskuteret vidt og bredt om at vi selv skabte Is og vi selv har skylden for den terror der er i verden. Jeg tror bare at de mennesker der nu må leve under IS, gerne ville kunne slå igen, hvis de havde muligheden for det. Vesten tøvede med at støtte dengang der var en gylden mulighed for at begrænse IS´ område og virke, men pga. vægelsind forsømte man muligheden. Det skyldes formentlig alle de dårlige erfaringer man har draget gennem tiden, men at afvente har bestemt heller ikke gjort situationen bedre - nu er den nærmest uoverskuelig.
Vi diskuterer stolpe op og stolpe ned om hint og dette vedr. IS, men mig bekendt er de millioner af flygtninge fra IS´ områder ikke mennesker der for majoritetens vedkommende har bedt IS om at regere deres område.
Skal vi, i lyset af de fejl vi har begået, droppe de militære aktioner og forhandle med IS - hvad skal vi dog forhandle med dem om? Skal vi tillade at IS gennem vold og massakrer får kontrollen med millioner af mennesker der ikke har bedt om deres tilstedeværelse?
Det synes jeg er en total falliterklæring, og ikke en acceptabel handling på vegne af de massakrerede mennesker og de mennesker der er flygtet alene pga. deres livsførelse, deres religion eller deres uddannelse.
Vi kan ikke bekæmpe IS gennem snak og diplomati, det har tiden allerede vist, men indtil nu har vi heller ikke været villige til at risikere noget som helst.

Niels Duus Nielsen

Peter Nielsen, hvis vi vælger at gå i krig mod uretfærdigheder af den ene eller den anden art, skal vi gøre det ordentligt. Og ikke føre en halv krig, bare for at vise flaget.

Jeg husker, hvorledes de danske styrker i Irak, tror jeg det var, eller også var det Afghanistan, der af militærfaglige grunde gerne ville have et par kampvogne sendt ned, men Per Stig Møller afslog med den begrundelse, at det var ikke det rigtige signal at sende. Der røg jeg helt op i det røde felt, for når sagkundskaben på området anbefaler kampvogne, skal en selvoptaget minister sgu da ikke bekymre sig om signalpolitik - men Per Stig Møller afslørede jo ved den lejlighed, at det ikke var for irakernes skyld, at de danske soldater satte livet på spil, men for at regeringen kunne få et eftermæle som store statsmænd. Jeg brækker mig.

Efter min ringe mening er det præcis det samme, de danske politikere gør i dag. For at vise "handlekraft" sender de nogle gamle, revnede jagerbombere ned for at vise flaget. I stedet for at lægge en ordentlig plan, hvor allierede landtropper - rigtige landtropper, ikke tilfældige militser, der byder sig til for at få tildelt våben, de siden kan sælge til fjenden - følger op på luftangrebene og erobrer det omstridte territorium tilbage. Ren symbolpolitik uden militær raison.

Bemærk, at jeg skriver "hvis" vi vælger at gå i krig. Krig er en alvorlig sag, som salig Svend Bergstein sagde på TV; det er efter min mening ikke noget, man skal deltage i, bare fordi det ser pænt ud på CV-et (med mindre selvfølgelig man er lejesoldat).

Men når det er sagt, er jeg enig med dig i, at det ikke rigtigt ser ud til, at der er andre løsninger, nu hvor vi har sluppet ånden ud af flasken med den tåbelige politik, USA førte og stadig fører i Mellemøsten - med Danmarks villige opbakning. Og hvis bare en tiendedel af de krigsliderliges propaganda om Daesh/ISIS holder vand, ser det jo ud til, at krigens mål ikke kan være andet end fjendens betingelsesløse kapitulation. Men hvis det er tilfældet, er det altså total krig vi taler om, og vi slipper ikke for at sende et par batailloner danske Jens'er til de varme lande. Mon politikerne er klar over dette? Jeg tvivler stærkt. De synes jo nok, at det vil sende et grimt signal.

PS: Det er fantastisk, hvad argumentation gør for forståelsen: Da din hårdtslående kommentar stod alene, lignede den en trussel. Men da du satte lidt flere ord på, faldt tiøren, selv for en gammel NATO-modstander som mig.

MVH Niels Nielsen, skrivebordsgeneral og politisk kandestøber.

Censur

Så skete det igen - debatredaktionen på denne frontkæmper for en usvigelig kamp for alles ret til at ytre sig har endnu en gang fundet det belejligt at slette en af mine kommentarer. Glem alt om Charlie Hebdo og drab på 12 journalister og alle de svulstige, højstemte erklæringer om den evige kamp for den vigtigste frihedsrettighed - ytringsfriheden.
Og det sker naturligvis uden den mindste forklaring.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Duus Nielsen

Erling Jensen, det er meget sigende, at uargumenterede indlæg, der kan opfattes som truende, får lov at blive stående, mens kommentarer, der fremlægger fakta, bliver slettet. Jeg ser det som et bevis på, at den såkaldte "objektive journalistik" er en myte. Det er umuligt at forholde sig til et politisk spørgsmål uden at vælge side. For hvis man var helt uden interesser, ville man jo ikke beskæftige sig med spørgsmålet.

Dette gælder også moderator: Moderator skal jo netop moderere, hvilket kræver, at vedkommende er moderat. Ikke uinteresseret, for så vil han/hun bare lade alle kommentarer stå, men netop moderat interesseret, således at vedkommende ikke bliver fornærmet over, at folk kan have andre meninger end de politisk korrekte.

Jeg håber, at du når at læse denne kommentar, inden den bliver slettet.

Erling Jensen, Du er bestemt ikke den eneste, der får sine indlæg censureret/slettet.

Kriteriet synes at være kompromitterende oplysninger, der udfordrer det officielle (forløgne) narrativ. Disse slettes selvom de er faktuelt korrekte. Ikke alt skal frem i offentlighedens lys.

Forleden skrev jeg, at det har været kendt længe, at Tyrkiet samarbejder med ISIS. Det kan nemt bevises, men er altså ikke et faktum Information synes skal belyses (på trods af, at netop denne omstændighed forklarer væsentlige aspekter af Syriens-konflikten).

Således er moderator ikke bare biased men i direkte ond tro. Denne kommentar bliver givet også slettet.

Verdensbefolkningen er ved at vågne op.
Det er ikke længere i det skjulte, at der er en sand konspiration varetaget af et elitært nætværk hvis blækspruttearme når ned i alle tænkelige magtfulde organer i områder som økonomi, politik og medier. Disse organer bruger de som deres arena til at realisere deres visioner.

Vestens "elite" har bevidst kreeret ISIS. Vi har selv et par danske medlemmer af bilderberg. Eliten har deres muldvarper placeret de rigtige steder. De politikere der vil gøre en forskel bliver udelukket og holdt stramt i periferien. Follow the money trail.

Demokrati? Med disse medier der forsøger at skjule sandheden, ændre historien og få os til at leve som naive fjolser.. Her er min besked til eliten. I kommer aldrig til at gennemføre jeres totalitære verdensregering.

Ehh vi kan vel blot konstatere at det er med terror aktionerne som med så meget andet, at jo mere folk er imod noget jo mere får de af det.

Finder et problem ikke sin løsning er det fordi en løsning ikke ønskes. Hermed svar på artiklens spørgsmål.