Læsetid 8 min.

Kasteløse på Italiens marker

I Latina-provinsen syd for Rom arbejder indiske migranter under slavelignende forhold i landbruget. Forbrugerne overser, at fødevareindustrien tvinger producenterne til at sætte udnyttelsen i system, hævder sociologen Marco Omizzolo
Inderne bor afsondret fra lokalbefolkningen i tidligere ferieboliger eller på campingpladser og arbejder under konstant overvågning.

Marco Omizzolo

4. november 2015

Banneret på rådhuset i Sabaudia er både uundgåeligt og upassende: »Riportiamo a casa i marò« – lad os hente marinesoldaterne hjem – står der over indgangen.

De to marinesoldater, som er centrum for en strid mellem Italien og Indien, er blevet en af højrefløjens mærkesager. De bliver dyrket som et symbol på en såret national stolthed og som et politisk supplement til kravet om indvandringsstop. Siden 2012 har de to italienere været tilbageholdt i Indien. De var som et led i EU’s pirateribekæmpelsesindsats, Operation Atalanta, udstationeret på en olietanker, der tilhører et italiensk rederi. Men da skibet sejlede gennem farvandet omkring koralrevet Lakshadweep ved Indiens sydvestlige kyst, forvekslede marinesoldaterne nogle lokale fiskere med pirater og åbnede ild. Det kostede to mennesker livet, og derfor er de nu sigtet for drab.

Regeringen i Rom forsøgte at lukke sagen ved at udbetale erstatning til de dræbte fiskeres familier, men det betragter regeringen i New Delhi som en »utilladelig og meget beklagelig udfordring af det indiske retssystem«. Italienerne hævder, at soldaterne på olietankeren nyder juridisk immunitet, mens inderne ved at insistere på en civil retssag understreger det problematiske i, at tropper udlejes til kommercielle formål og agerer uafhængigt af de almindelige militære kommandoveje.

Men i Sabaudia er støtten til de to italienske fanger i Indien lige så selvfølgelig som en repræsentant for højrefløjen på borgmesterposten. Indbyggerne i den rationalistiske idealby, som Mussolini lod opføre i forbindelse med dræningen af De Pontinske Sumpe syd for Rom, lever stadig i mindet om den fascistiske fortid. Først blev tusindvis af ludfattige romerske familier flyttet herned, da der skulle anlægges en paradegade gennem hovedstadens centrum. Derefter kom forarmede landboere fra den nordøstlige del af landet for at opdyrke jorden. Selv om »apologi for fascismen« ifølge Italiens forfatning er forbudt, er taknemmeligheden stadig mærkbar. Bag kassen i købmandsforretningen over for rådhuset hænger der et metalskilt med Mussolinis bevingede ord:

»Den, der stopper op, er fortabt.«

Sikher i sumpen

Trods byens så at sige medfødte patriotisme er banneret på rådhuset også ret upassende. Ikke blot er et utal af cyklister med turban i årenes løb omkommet ved ulykker på de snorlige veje, som de fartglade fascister anlagde mellem de nye byer i de drænede sumpe. Sabaudia og de andre byer i området er afhængige af indisk arbejdskraft. Her lever omkring 30.000 indvandrere fra Indien – fortrinsvis sikher fra Punjab – som underbetalte løsarbejdere i landbruget:

»Der er i praktisk forstand en form for raceadskillelse, som gør, at tusinder af indere lever under slavelignende forhold i De Pontinske Sumpe,« hævder den 40-årige sociolog Marco Omizzolo, som er født og opvokset i Sabaudia: »Jeg har set indiske løsarbejdere blive ydmyget og fysisk afstraffet. Arbejdsgiverne vil kaldes padrone (hersker, red.), og nogle indere bliver tvunget til at slå blikket ned, når de henvender sig til italienerne. Alle arbejdsgiverne anvender en form for beskæftigelsesafpresning: ’Enten accepterer du forholdene, eller også skifter jeg dig ud med en anden inder, som under alle omstændigheder accepterer dem.’«

Tilstrømningen af migrantarbejdere begyndte for 30 år siden og fortsætter. Nu får de lokale arbejdsgivere indiske mellemmænd til at sørge for, at det nødvendige antal løsarbejdere kommer til Italien, og også arbejdslederne på markerne er nu ofte indere. De første måneder er de nytilkomne typisk tvunget til at arbejde gratis for at betale af på rejseudgifterne. Det er som oftest også arbejdsgiverne, som skaffer dem opholds- og arbejdstilladelser. De bor afsondret fra lokalbefolkningen i tidligere ferieboliger eller på campingpladser og arbejder under konstant overvågning, hvilket gør det svært for pressen at rapportere om emnet, siger Omizzolo:

»Selv om mange af dem har været i landet i snart 30 år, er der meget få, der taler italiensk. Derfor er det vanskeligt at oplyse dem om deres rettigheder, og de er ofte ikke selv i stand til at anmelde overgreb.«

Mafiaen distribuerer

Omizzolo er blevet nødt til at forlade sin hjemegn som følge af sin interesse for de indiske migrantarbejderes forhold. Han har arbejdet som daglejer i Latina-provinsen for at kunne iagttage rekrutteringen og arbejdsmiljøet, skrevet en ph.d.-afhandling om emnet, lavet feltundersøgelser i Punjab og oprettet organisationen In Migrazione, der uddanner integrationsarbejdere. Men han har også været udsat for en række trusler:

»Jeg er nødt til at tage en del forholdsregler, jeg flytter tit og opholder mig så lidt som muligt i Sabaudia,« siger han og tilføjer: »De første retssager mod landbrugsvirksomheder, der udnytter migranter, er blevet indledt på baggrund af vores rapporter om emnet.«

Nøglen til at forstå landbrugsindustrien i Latina-provinsen og Syditalien i det hele taget er det store engrosmarked i Fondi, 45 km syd for Sabaudia. De producenter, der ikke accepterer de priser, som grossisterne på markedet fastsætter, kan ikke få distribueret deres varer, og de eneste variable omkostninger er lønudgifterne. Derfor er den billige indiske arbejdskraft blevet uundværlig. Mafiaorganisationerne – især den napolitanske mafia, la camorra – kontrollerer de speditionsfirmaer, som bringer varerne ud til forbrugerne. Jo længere varerne rejser, des større er deres indtjening. Et kilo tomater, som er blevet solgt på markedet i Fondi for mindre end fem kroner, koster mindst 30 kroner hos købmanden over for rådhuset i Sabaudia – men så har mafiaens lastbiler måske også kørt tomaterne en tur til et andet engrosmarked helt oppe i Milano og tilbage igen. Ved hjælp af dette system er mafiaklanerne i stand til at udøve en form for »social kontrol« fra Fondi og helt ned til Siciliens sydspids, vurderede politiets mafiabekæmpelsesenhed i forbindelse med en række anholdelser og konfiskering af værdier for 750 mio. kr. i juli i år.

I 2009 havde indenrigsministeriet anbefalet, at byrådet i Fondi skulle opløses på grund af mafiainfiltrationer. Regeringens godkendelse plejer at være en formssag, men Silvio Berlusconis daværende regering valgte – som den første nogensinde – at ignorere anbefalingen. Ifølge mafiaeksperter var det et symptom på, hvor langt de politiske, økonomiske og kriminelle interesser, som markedet i Fondi knytter sammen, rækker.

Siden Omizzolo var barn, har Sabaudia udviklet sig fra at være den romerske kulturelites foretrukne badeby – »kun her føles Middelhavet som et ocean«, mente romanforfatteren Alberto Moravia – til et sted, hvor der nu bliver stukket ild til de butikker og restauranter, der nægter at indordne sig:

»Det er gennem landbruget, at mafiaen er kommet til Latina-provinsen,« siger Omizzolo.

Retfærdig mad

Sikherne i Sabaudia udgør blot et udsnit af et større fænomen. Fagforbundet Flai-Cgil skønner, at i alt omkring 400.000 mennesker arbejder under slavelignende forhold i landbruget i Italien. Det er migranter fra Afrika, sæsonarbejdere fra nye EU-lande som Rumænien og Bulgarien, men også i stigende grad fattige italienere. I juli og august er de koncentreret i Puglia i den sydøstlige del af landet og rykker derefter videre til naboregionen Basilicata, hvor tomaterne plukkes lidt senere. I efterårs- og vintermånederne plukkes der citrusfrugter i Calabria og på Sicilien samt æbler i Trentino-Alto Adige helt oppe ved grænsen til Østrig. Og så er der druerne i de mange vindistrikter og alle grøntsagerne, som skal plantes og høstes:

»Det er en menneskelig tragedie, et mareridt for mange mennesker, som hvert år, på alle årstider, udspiller sig under tavshedslovens tunge slør, og som en stor del af vores landbrug og det højt besungne Made in Italy lever af,« skriver slowfoodbevægelsens grundlægger, Carlo Petrini, i La Repubblica og påpeger, at fænomenet på grund af den økonomiske krise vinder stadig mere indpas i det rige Norditalien:

»Krisen rammer sæson- og migrantarbejderne, der ikke har andet valg end at acceptere at arbejde under stadig ringere vilkår, men den rammer også arbejdsgiverne i landbruget, der er nødt til at reducere lønomkostningerne til et minimum for ikke at gå fallit eller blive tvunget til at lade afgrøderne rådne på markerne.«

I løbet af sommeren, som var den varmeste i mands minde, var der en række dødsfald på markerne. Det sker hvert år, at udmattede migrantarbejdere bukker under, men i juli var der også en 49-årig italiensk kvinde blandt ofrene. Før Italien blev til et indvandringsland, udfyldte fattige landboere, især kvinder, migranternes rolle. Efter Den Amerikanske Borgerkrig og slaveriets afskaffelse lod mange syditalienere sig lokke til USA’s sydstater for at overtage de sortes arbejde i plantagerne, fordi de ikke kunne forestille sig en værre situation end den derhjemme:

»Det er på tide, at det italienske samfund afviser alle former for arbejde under tvang,« skriver Petrini og fortsætter: »Der er brug for et indgreb fra regeringens side (der er jo trods alt også tale om skatter, der skal inddrives) og fra lokalpolitikerne, for en landsdækkende koordinering af politiet og for mærkningsordninger for de lovlydige landbrugsvirksomheder, så vi ikke kun kan vælge fødevarer, der er gode og bæredygtige fra et miljømæssigt synspunkt, men også retfærdige: Retfærdige for dem, der arbejder, og for dem, der ikke vil bære et medansvar for denne skamplet på Italien.«

Systematisk udnyttelse

På mange måder er sikherne i Latina-provinsen i samme situation som migrantarbejderne i resten af Italien. Men der er også afgørende forskelle på Sabaudia og steder som f.eks. Rosarno i Calabria, hvor de afrikanske appelsinplukkere i 2010 forsøgte at gøre oprør. Hvor landbrugsproduktionen mange andre steder er en næsten totalt sort økonomi, er der i De Pontinske Sumpe opstået en slags grå økonomi, forklarer Marco Omizzolo:

»Mange indere har almindelige ansættelseskontrakter og får deres lån udbetalt på en bankkonto. Det er nødvendigt, hvis virksomhederne skal opnå landbrugsstøtte fra EU. Men på lønningsdagen, hvor de får udbetalt omkring 1.300 euro (knap 10.000 kr., red.), går de så i banken og hæver 500 euro (3.700 kr.), som skal afleveres til arbejdsgiveren. På papiret er det hele regulært og kan ikke afsløres ved almindelige kontroller. Andre får udbetalt mindstelønnen på ni euro (67 kr.,) i timen for en uges arbejde, men har i realiteten arbejdet hele måneden og altså til en meget lavere timeløn. Reelt er timelønnen som regel omkring fire euro (30 kr.). Det er hårdt fysisk arbejde, som ofte foregår i drivhuse og i tæt kontakt med sprøjtemidler.«

Inderne i Latina-provinsen bliver ikke undertrykt som følge af gemen racisme, men snarere for at forhindre dem i at kræve deres ret, hævder Omizzolo. Der er migrantarbejdere, som demonstrativt har hængt sig i drivhusene, og der er eksempler på salg af narkotika på markerne, som sætter inderne i stand til at udholde smerte og frustration. En landmand fra Fondi er sigtet for at have skaffet migrantarbejdere falske dokumenter til fornyelse af deres opholdstilladelser og tilmed tage sig godt betalt for det:

»Revisorer, notarer og advokater har i samarbejde med landbrugsvirksomheder skabt en metode, der sætter udnyttelsen i system. Det er det afgørende. Man kan jo ikke undgå at lægge mærke til de mange indere, som cykler rundt på vejen, men de fleste lokale italienere vælger at ignorere, hvor omfattende og grov udnyttelsen er,« siger Omizzolo og tilføjer: »Banneret på rådhuset til støtte for marinesoldaterne, som er sigtet for drab i Indien, fik kommunen da også to indere til at hænge op.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Ole Meyer
Pia Qu og Ole Meyer anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Kasteløse i arbejde i Italien, overalt i Europa, medens EU bare lukker øjnene og reklamerer for indernes demokrati forståelse. Meget ofte får jeg en "mavefornemmelse" af, at den nuværende "EU fornemmelse" overhovedet ikke tilfreds stiller EU folket.

Lad os EU folket få lov til at begynde forfra, sammen med russerne og tyrkerne. Der er så meget, "uforståeligt" , måske, som binder os sammen som "naboer", hvad vi kan lære af dem og de kan lære af os vil fremtiden vise.

NB: Et " demokrati" på "diktaturets" betingelser er værdiløst.

Jeg har i efterhånden nogle år boykottet italienske citrusfrugter (der kommer fra bl.a. Calabrien, jvf. henvisningen til Rosarno i artiklen) og tomater - der især kommer fra Lazio og Campanien, i det omfang de ses i Danmark. Og opfordrer andre til at gøre det samme når de ser dem i danske supermarkeder. Desværre er det endnu ikke blevet til en international bevægelse - det ville ellers være en oplagt sag for fagforeninger.

Intet særligt nyt i denne artikel, for det har stået på i nogle år nu. Egentlig startede det, da det blev temmelig strafbart at smugle ulovlige arbejdere ind fra Nordafrika til Italien. Dette var i øvrigt blevet en lukrativ industri for alle parter - undtagen de ulovlige arbejdere selvfølgelig.

Og hvis man syntes, dette er forkasteligt, så se til Spanien, der i meget stor stil benytter sig at ulovligt indførte nordafrikanere til alle deres enorme væksthus-virksomheder. Og her kan man virkelig tale om ækel udnyttelse. Tænk på det næste gang du sætter tænderne i en dejlig rød spansk tomat eller andet drivhusvare.

Endelig er der jo alle disse ulovlige bygningsarbejdere, som anvendes rundt om i Europa. De løber risiciene for alvorlige arbejdsskader 12-14 timer om dagen i 7 dage om ugen, - og de gør det for en meget lav løn. Disse stakler, der ofte lejes ud af prominente skruppelløse europæiske gentlemen, genererer masser at skattefrie penge til de fine bagmænd.

Og det gør de sikkert også i Danmark, hvor de har forskellige lavlønnede opgaver i landbrug, gartneri og skovbrug, for at du kan købe dine billige og underlødige fødevarer.

- Velbekomme i øvrigt. - Man sige jo i landbruget, "at det er møjét, der gørét"

Ole Meyer, Preben Haagensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Oplagt at spørge sig selv, hvordan det kan gå til, at Brugsen og de andre butikker, kan sælge flåede tomater til 1,95 kr. pr. dåse. Så det her er ikke anderledes end 3 T-shirts til 100 kr. hos H+M, eller alt det der kan købes i TIGER eller Søstrene Greene og lign. butikker.
Skulle vi virkelig til at betale hvad det reelt koster at producere tingene - alm. minimums-lønninger, skatter, miljøforanstaltninger, CO2-skat for transporten osv. osv. , så måtte vi regne med at varernes pris blev 5- eller 10 doblet. Hvordan ville vi have det med det?

Det er lang tid siden jeg sidst har læst om slavearbejdernes forhold i Italien.
Nu når en læser kommenterer boykot af tomater og citrusfrugter, vil jeg da lige opfordre til at også at tænke over hvorfor mon vi kan købe så afsindigt billig vin, trods vore høje afgifter her i landet.
De der slaver med druerne er lige så ilde stedt.
Denne artikel er fra august, men lige aktuel:
http://www.independent.co.uk/news/world/europe/italys-secret-slave-labou...

Uanset hvor end meget vi boykotter eller anstrenger os for IKKE, at købe billig slaveløns producerede varer, så er sandsynligheden større, at vi uvidende køber det end, at vi ikke gør det.

Forbrugerne har kun teksten på etiketterne at forholde sig til. Og levnedsmiddel producenterne gør alt for, at skjule processerne i fødekæden.