Læsetid: 3 min.

Klimakommissær arbejder for EU-medlemskab af GGGI

Den omstridte klimaorganisation GGGI er stadig under efterforskning af den sydkoreanske antikorruptions-myndighed, og en dansk revisionsrapport konstaterer fortsat administrativt rod. Alligevel er EU’s klimakommissær stærkt opsat på at få unionen med i GGGI
3. november 2015

Hverken mistanker om fusk eller kritiske revisionsrapporter kan tilsyneladende forhindre Global Green Growth Institute (GGGI) i at tiltrække nye, velhavende støtter.

Kun de sidste formaliteter mangler nu at falde på plads, før den skandaleombruste klimaorganisation kan tælle EU, verdens største donor af udviklingsbistand, blandt sine medlemmer.

Det fremgår af et hemmeligstemplet brev fra EU’s klimakommissær, Miguel Arias Canete, til GGGI’s generaldirektør, Yvo de Boer, som Information er kommet i besiddelse af.

»Som du ved fra nylige møder i Bonn, er EU’s Ministerråd nu informeret om min intention om, at Kommissionen skal slutte sig til GGGI, og mit apparat er i gang med at forberede de formelle procedurer, der vil tillade EU at blive en del af GGGI, med Ministerrådet,« skriver klimakommissæren i brevet, der er dateret den 30. juni 2015.

I en mail til Information bekræfter kommissærens talsperson, at Canete og de Boer har haft et møde, og at »forslaget om at slutte sig til GGGI i øjeblikket er under overvejelse«.

I første omgang lyder forslaget på, at EU skal være ikke-betalende medlem. Men af dokumenter, Information har set, fremgår det, at det er begge parters intention, at EU så hurtigt som muligt også skal være donor. Hvor stort et beløb, der i så fald vil være tale om, er uklart.

Fortsat rod

GGGI kom i Danmark til den bredere offentligheds kendskab, da Ekstra Bladet i efteråret 2013 kunne afsløre, at Lars Løkke Rasmussen (V) som formand for den bistandsfinansierede organisation havde brugt over en million kroner på luksusrejser og -hoteller. Siden har Information afdækket en række tilfælde af administrativt rod, underslæb og det, eksperter betegner som indikationer på nepotisme.

Den sydkoreanske antikorruptionsmyndighed, ACRC, efterforsker i øjeblikket nogle af de mange anklager mod organisationen. Og selv om sagerne beskrevet i dansk presse efterhånden daterer sig nogle år tilbage, har GGGI’s ledelse fortsat ikke fået ryddet helt op.

Det viser en revisionsrapport, som det danske udenrigsministerium offentliggjorde i begyndelsen af august. Revisionsfirmaet KPMG, der står bag rapporten, karakteriserer på tre ud af syv undersøgte fokuspunkter GGGI’s arbejde som enten »ikke tilfredsstillende« eller »delvist tilfredsstillende«.

På den baggrund undrer det Christian Bjørnskov, professor i udviklingsøkonomi ved Aarhus Universitet, at EU’s klimakommissær tilsyneladende er opsat på at opnå medlemskab af organisationen.

»GGGI er en organisation, der efterhånden har en historie med projektproblemer, der ikke bliver ordentligt adresseret eller løst. Det er også en organisation, der på ingen måde er særlig transparent, eller hvis faktiske aktiviteter umiddelbart ser ud til at bidrage med noget særligt, ud over en ganske effektiv lobbyvirksomhed,« siger Christian Bjørnskov.

Han finder det især bekymrende, at de forhold, KPMG påpeger som kritisable, minder meget om problemer beskrevet i tidligere rapporter.

»GGGI er gode til strategi og planlægning, tvivlsomme når det gælder HR og har ganske alvorlige problemer i forbindelse med projektstyring. Så umiddelbart peger rapporten på, at intet er ændret i organisationens modus operandi,« siger Bjørnskov.

Mongolske embedsmænd

Som eksempel på de fortsatte problemer fremhæver professoren den del af rapporten, som omhandler GGGI’s projekt med at udarbejde en grøn vækstplan for Mongoliet. Ifølge rapporten har GGGI i 52 tilfælde udbetalt pengebeløb i størrelsesordenen 200-500 amerikanske dollar til en række personer for deltagelse i GGGI’s workshops – uden i tilstrækkeligt omfang at dokumentere hvorfor. Af rapporten fremgår det, at personerne i mere end 80 pct. af tilfældene er embedsmænd fra den mongolske regering. »Ikke tilfredsstillende,« lyder dommen fra KPMG, der karakteriserer transaktionerne som »uregelmæssige«. Christian Bjørnskov hælder mere til ordet mistænkeligt.

»Udbetalingerne til mongolske embedsmænd er så afgjort noget, der skal undersøges, før Danmark – i det mindste officielt – vil kunne støtte en tilknytning. Det ser ret kritisabelt ud,« siger han.

På baggrund af kritikken har Information fremsendt en række spørgsmål til klimakommissær Canetes talsperson. Vi ville blandt andet gerne vide, hvad kommissæren mener, EU’s medlemslande vil få ud af at komme med i GGGI. Vi ville også gerne have afklaret, om kommissæren er opmærksom på beskyldningerne mod GGGI og den igangværende korruptionsundersøgelse.

I en mail fra kommissærens talsperson lyder svaret:

»Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.«

Danmark har siden 2011 støttet GGGI med 30 millioner kroner om året. I det seneste finanslovsforslag fra regeringen er den danske støtte til organisationen gået fri af besparelserne på udlandsbistanden.

Det er foreløbig uklart, hvilken betydning – om nogen – det vil få for Danmarks medlemskab og bidrag, hvis EU bliver en del af organisationen.

GGGI har ikke svaret på Informations henvendelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

follow the money, her er et oplagt emne for noget dybdeborende journalistik.

Einar Carstensen, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Arne Hornborg, Anne-Marie Krogsbøll og kjeld jensen anbefalede denne kommentar

Det er desværre ikke unormalt at embedsfolk i ulandene skal have et økonomisk udbytte før de vil prioritere at deltage i f.eks. workshops, og uden deltagelse er der jo ikke meget sjov ved at afholde en workshop. I mange af landene er lønnen så latterlig lav, at medarbejderne er nødsaget til at have mere end et job for at kunne forsørge deres familie, og de må derfor prioritere de opgaver, der giver det bedste udbytte.

Carsten Mortensen

GGGI? MELD? FELD? ....her i vesten og DK har vi skam ingen korruption.

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Hvis man googler lidt omkring EU’s fornemme klimakommissær, Miguel Arias Canete, så finder man en række ubehagelige og ganske overraskende oplysninger.

Det drejer sig om alt fra helt urimelige fiskeriaftaler med diktaturland, ualmindelig arrogant kvindesyn, forherligelse af tyrefægtning, holdninger omkring at industri og erhverv går forud for miljø og menneskeret. Desuden går han stærkt ind for braking, ejer olieselskabet, bliver beskyldt i lokale medier for offentlig korruption og nepotisme.

Og da kommissionsformanden ville gøre denne guttermand til kommissær for netop miljø, blev der udarbejdet en rapport, der gjorde det helt klart, at han havde stærke personlige modsætningsforhold til netop denne opgave.

- Men som alle kan se, så er denne luskede person altså EU´s miljø-kommissær. Og trods han derfor blev pålagt åbenhed og transparens forsætter altså luskeriet altså - blot nu på et højere plan.

Einar Carstensen, Torben Skov, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Der er meget der taler for at stemme mod EU!
Jeg er bange for, at EU er gevaldig korrumperet.

Einar Carstensen, Torben Skov, Flemming Berger, Nanna Wulff M., Torben K L Jensen, Bodil Waldstrøm og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Miguel Arias Canete er tidligere formand for bestyrelsen i olie firmaet Petrolifera Ducar S.L.

Da Miguel Arias Canete blev tilbudt Connie Hedegaards post som klimakommissær, af Luxembourg fintens fader Jean-Claude Juncker, måtte Miguel Arias Canete og konen, proforma sælge deres aktier i olie firmaet Petrolifera Ducar S.L. til Miguel Arias Canete's svoger, så olie firmaet har stadigvæk for familien den største betydning.

Det er i det lys GGGI, der er kendt for udbredt korruption, er et naturligt valg for EU og Miguel Arias Canete, så det ser ud til at klimaet har betydning, ikke mindst nu, hvor TTIP og ISDS, EU og UDA's frihandels aftale er gået ind i den afgørende fase, er et GGGI fup klima projekt med EU deltagelse, perfekt set med USA's primære energi forsyning fracking gas økonomiske investeringer for øje.

Torben Skov, Peter Jensen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Bjarne Falk Rangård

Det er da klart at reduktion af U-landsbistanden ikke skal ramme GGGI.
Formanden har jo en STOR Internatioanl toppost, som vi fik at vide om LLR.
Korruption skal åbenbart støttes med danske skatteydermidler, så må de fattige undvære.
Lav en dybdeborende artikel om hvorfor lige netop denne organisation ikke skalhave reduceret sine midler. Eller endnu bedre gør det i et dobbeltinterview med Claus Hjorth Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen på DR1. Giv dem god tid til at forklare hvorfor denne Venstre hassan fortsat skal støttes.

Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Gert Romme anbefalede denne kommentar

"Hverken mistanker om fusk eller kritiske revisionsrapporter kan tilsyneladende forhindre Global Green Growth Institute (GGGI) i at tiltrække nye, velhavende støtter."
Redaktionen beklager fejlen, der skulle have stået:
Mistanker om fusk og kritiske revisionsrapporter kan tilsyneladende hjælpe Global Green Growth Institute (GGGI) med at tiltrække nye, velhavende støtter.

Den ansvarlige for fejlen ( i avisen, ikke GGGI) vil få skridtprygl med en våd søndagsavis.

Flemming Berger, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

måske skal EU-kommissionen skifte navn til retur-kommissionen?

Flemming Berger, lars abildgaard, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

HVORFOR DOG? Iøvrigt bør DK ikke bidrage økonomisk til denne i bedste fald suspekte organisation.

Anne Eriksen, Nanna Wulff M., Bodil Waldstrøm og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Hvad havde man forventet? EU arbejder for pengemændene, så hvad der må forekomme af urent trav er helt i orden i den organisation - så længe det smutter pengene ind på de rigtige konti.
Det er så korrupt det hele i EU, og pressen opdager ingenting - ingen forargelse og afsløringer i prime-time og på forsider. Bemærkelsesværdigt tyst ikke mindst nu hvor der er en EU-valgkamp som burde få pressen op på tæerne. Bare stille stille stille.

Torben Skov, Peter Jensen, Bodil Waldstrøm og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Rettelse:
EU posten som klimaminister er 'helt' nedlagt af Jean-Claude Juncker.

Miguel Arias Canete er EU Energi-, forsynings- og en eller anden slags alternativ klimaminister.

Einar Carstensen, Torben Skov og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg fatter ikke, at man kan slippe af sted med at hemmeligstemple alt muligt, som ellers nok må siges at have offentlighedens interesse. Er det virkeligt indlejret i EU's love og regler, at den slags ikke kommer offentligheden ved?

Gad vide hvor mange andre hemmelige aftaler og forhandlinger, som ellers trives i de mørke EU-gange?

Hvorfor finder vi (herunder vore repræsentanter) sig i det? Hvorfor afkræves vore politikere ikke svar på, hvordan vi kan være medlem af en sådan mørklagt og udemokratisk organisation?

Jeg fatter det ikke.

Anne Eriksen, Torben Skov, Flemming Berger og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar

Jeg vil garantere, at det er i sidste ende er billigere for EU at blive medlem af TGI (Troels' Grønne Initiativ).

For kun €10.000.000 får EU lov at bruge mit fine logo på deres dokumenter, de kan hævde, at de arbejder for miljøet og når den uundgåelige undersøgelse af "hvor i alverden de 10 millioner Euro blev af" kommer, så lover jeg, at der ikke vil være fejet noget ind under gulvtæppet.

Alt er nøjagtigt blevet faktureret!
-Udarbejdelse af Logo: €10.000.000

Jeg mangler bare lige at være venner med den rette EU-kommissær.

Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
georg christensen

Det burde da efterhånden være soleklart, at 3G i ikke virkede, og netop derfor forlængst burde være nedlagt.

Ikke flere "samfunds betalte skattekroner", til sådanne organisationer, som i dag virker , som den katolske kirke i fortiden virkede. Det er ikke andet, som "illusions forvirringer" de brygger deres "magtbegær" på.

Først samles de om : Deres egne "magtbegærligheder" , bygget og brygget på "folkets uvidenhed", dernæst udnytter de så også denne "uvidenhed", og det er "foragteligt".

georg christensen

Nej tak til GGGI maffia organisationen, det burde EU´s ledere forlængst have forstået.

Sådan kommer EU aldrig til at virke.

Så længe "lukkethed" forsøges beskyttet, lukker "enkelt individet" sin viden om, op, i forsøget på "åbenhed" og på lige vilkår belønne "arbejdsydelses værdien"-

NB: Mit svar er klar: Nej tak til flere samfundsbetalte "maffia orginationer".

Min tidligere begejstring for EU er dalet til ingenting. Jeg ser ingen grund til, at forholde mig til et korrumperet European Union. At Venstre er SÅ begejstret for GGGI at vi betaler godt 30 millioner til dem om året taler sit tydelige sprog.

De 30 millioner kan anbringes meget bedre. Det må være noget rigtig indbringende kammerateri mellem Sydkorea og Danmark.

Britta Hansen, Anne-Marie Krogsbøll og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Bjarne Falk Rangård

Når man ser på de angreb på Danmarks førerstilling indenfor grøn teknologi der lægges op til i det nye finaslovsforslag og hvor arrogant regeringen afviser advarsler fra stort set et samlet erhvervsliv og forskningsmiljø, med begrundelsen at de sakl sikre en ordentlig økonomi i Danmark, og at "riget fattes penge" er der endnu mere grund til at gå i kødet på de ansvarlige over at en korrupt organisation der stort set intet udretter , skal have 30 millioner skattekroner. Det bør medføre spørgsmål til finans- og stats-ministrene i folketinget. Der må være nogle politikere som har mod til at bore i denne sag.