Læsetid: 4 min.

Michel Houellebecq: ’Jeg anklager Hollande og forsvarer franskmændene’

Trods undtagelsestilstand og tilbagevendende terror skal Frankrig nok vide at klare sig, men ifølge nationens mest berømte nulevende forfatter skyldes det franskmændenes modstandskraft og ikke den politiske elite – den har svigtet eklatant, mener Houellebecq
Den franske forfatter Michel Houellebecq mener, at landets politiske elite står med ansvaret for terrorangrebet i Paris.

Thibault Camus

21. november 2015

Knap en uge skulle der gå efter attentaterne i Paris, før Michel Houellebecq brød tavsheden. Det skete i et indlæg bragt i det italienske dagblad Corriere della Sera torsdag, hvor han går skarpt i rette med Frankrigs politiske ledere. De har svigtet eklatant, mener den franske forfatter, der tidligere i år udsendte romanen Underkastelse, en slags bittersød dystopisk farce om en fredelig islamisk magtovertagelse, henlagt til et Frankrig i en ikke så fjern fremtid. Houellebecq mindes, hvordan han efter angrebet på Charlie Hebdo og på et jødisk supermarked i januar i dagevis sad som naglet til alle nyhedskanaler uden at kunne tage øjnene fra skærmen. Men »efter terrorangrebene den 13. november husker jeg ikke engang at have tændt for fjernsynet. Jeg nøjedes bare med at ringe til venner og bekendte, der bor i de ramte områder.«

Rystelser har ramt nationen, men det er fuldt ud muligt at leve med en permanent terrortrussel, pointerer Houellebecq, idet han tænker tilbage på, 1985-86, da Frankrig blev ramt af en bølge af terroranslag på offentlige steder.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Gert Romme
  • Erik Jensen
  • peter fonnesbech
Flemming Berger, Gert Romme, Erik Jensen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Hvorfor mon Information "glemmer" Houllebecqs retoriske spørgsmål om venstrefløjen: "moralske?”, som er indeholdt i Kristeligt Dagblads tilsvarende citat? Citerer Information ligefrem falsk for at udsætte dagen for venstrefløjens skamfulde rødmen, der vil komme ligeså sikkert som amen i kirken? Det er som følger, Houllebecq har sagt, hvis Kristeligt Dagblad taler sandt:

"Den franske befolkning har altid bevaret sin tillid til militær og politi; den har med foragt hørt på prædikerne fra det moralske - moralske? - venstre om at modtage flygtninge og indvandrere, og den har kun med dyb skepsis accepteret de militære eventyr i udlandet, som dens regeringer har kastet sig ud i.”

Nic Pedersen, Carsten Mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det moralske venstre, som Houllebecq refererer til, svarer nogenlunde til det danske centrum-venstre, som i virkeligheden er socialdemokratisme på den neoliberale facon; en menu som danskerne også blev sat til bord og væg med af Nyrup-regeringen tilbage i 1990'erne. Samme regerering var også den første, som i nyere tid har involveret Danmark i en angrebskrig og dermed gjort Danmark til international aggressor.

Franskmændenes angivelige tiltro til eget militær og politi (der ligesom i Danmark misbruges og mistrives) og (angiveligt dybt skeptiske?) accept af egne regeringers historiske, militante fremfærd flere steder i verden, er naturligvis katastrofal ... og hænger sammen med at der ikke, som Houllebecq korrekt implicerer, råder genuine, demokratiske tilstande i Frankrig. En blasert, politisk magtelite, som adlyder monopolkapitalismen, bestemmer ... fuldstændigt som i Danmark og i resten af EU. Heraf følger uundgåeligt også at modtagelse og integration af flygtninge og i indvandrere vil ske på en skindemokratisk og segregerende måde, som vil indskrive dem i forskellige, vikarierende klassekonflikter - typisk religiøst-kulturelle.

Dan Johannesson, Flemming Berger, lars abildgaard, Philip B. Johnsen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Frankrig har, med Sarkozy, Hollande og Valls, godt hjulpet på vej af en urealistisk venstrefløjsideologi, og dumstædige interesseorganistationer, sat det franske samfund årtier tilbage, og desværre lammet udviklingen af EU. Frankrig skal på lang sigt nok klare sig, men at få landet bragt på fode, det bliver en lang og smertefuld proces, som kræver en politisk forståelse og viljestyrke af helt andre dimensioner end det de her nævnte politiske ledere repræsenterer. Vi kan kun krydse fingre for, at Europa ikke endnu engang bliver sin egen værste fjende.

Hvor er jeg gad for, at vi i Danmark ikke har en forfatter/filosof som ham.

Det er så let at være en forfatter med en mening om al ting uden at skulle stå til ansvar for noget som helst. Her har vi én, der øjensynlig går ind for mere politi og militær, nationale grænser og 'direkte demokrati'. Man skal ikke vide ret meget historisk og politologisk for at genkende fascistiske træk i denne tankegang. Selv den aggressivt-polemiske retorik med person-nedværdigende karakteristikker af modstandere hører hjemme i samme arsenal af reaktionære tanker.

Ulrik Gutt-Nielsen, Karsten Aaen, Saxe Lomholt, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Frankrig har, med Sarkozy, Hollande og Valls, godt hjulpet på vej af en urealistisk venstrefløjsideologi, og dumstædige interesseorganistationer, sat det franske samfund årtier tilbage, og desværre lammet udviklingen af EU."

Ja, lad os endelig i stedet få Sarkozy eller Le Pen, som er de eneste reelle alternative til denne usle, franske venstrefløj, ikke? Hvad ellers?

Nixon havde 'det tavse flertal' i folkedybet at støtte sig til. Herværende kommentatorer (og Houellebecq) tror åbenbart også, at der i det franske folkedyb gemmer sig et moralsk alternativ til de franske venstrefløjs-politikere.

Ulrik Gutt-Nielsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Når vi så piller person fnidderet fra, har han jo ret i at det er eu regeringer der bærer et stort medansvar for uroen i mellemøsten.

Så den vrede han giver udtryk for kan godt forstås, uden det betyder han er reaktionær.

"Ja, lad os endelig i stedet få Sarkozy eller Le Pen, som er de eneste reelle alternative til denne usle, franske venstrefløj, ikke? Hvad ellers?"

Tjoe, måske skulle man se helt bort fra de kendte skikkelser og fraktioner - og fokusere på at støtte strømninger med reelle venstrefløjssynspunkter?! Hollande's regeringsførelse har da absolut lige så lidt med venstrefløjspolitik at gøre, som Thorning-regeringens havde i Danmark - hvilket i øvrigt er kendetegnende for store dele af de seneste årtiers europæisk politik; hovedparten af de partier som før kaldte sig venstrefløj og langt hen ad vejen faktisk stod for socialistiske principper er i dag rykket langt mod højre og huser i bedste fald en art socialliberal klientilisme, som i sig selv er både kontraproduktiv og systembevarende.

Anders Barfod, Flemming Berger, lars abildgaard, Philip B. Johnsen, Mads Olsen, Steffen Gliese, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Houellebecq rammer med sine udtalelser på mange måder selve livsnerven i måden terror af politikere perspektiveres på. Deres verbalonani, denne bestående verbale onani vi endnu engang som borgere udsættes for udspringer mest af alt, af antallet af gange ordet terrorisme, herunder anvendelsesgraden for endelsen “isme” eller afledninger heraf, udtales og måden det hyppigt udtales på. Dette er en eklatant fejl, om “ismen” bevidst bruges som lynafleder for mere vigtig diskussioner, som rækkevidden af den legale lobbyismes korruption, skal jeg ikke kunne svare på.

Det burde ikke være nødvendigt, at nævne nødvendighedens (a)sociale politik - og de nedskæringer ordensmagten, har været udsat for. Til gengæld er det værd at nævne, at sandsynligheden for, globalt set, at blive slået ihjel i et terrorangreb, er mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken, faktisk også antalsmæssigt mindre end dem som dør af at indånde CO2 som følge af luftforurening.

Hvad er det så disse mennesker, som slår andre mennesker ihjel, søger, de søger efter opmærksomhed. Og politikerne, de (for)søger at udvise handlekraft, her og nu. Tilsammen, skaber måden det håndteres på, ekstra frygt. Og derfor bliver “ismen” mere effektiv når frygt(en) skal skabes. At landskampe og prominente spillere hos PSG har fået sikkerhedsvagter ved deres hjem samt de høje terrorberedskab er en føljeton af frygten. Problemet heri er, at man/politikerne med deres verbale onani, går direkte til behandlingen uden en samtidig forudgående diagnose af symptomerne, der er så at sige, meget lidt ’House’ over det. I stedet afskrives terroristerne som komplet vanvittige.

Nej. Det er ikke nu der skal klappes. Det er forkert at afskrive folk som vanvittige. Nok er det svært, specielt med den dækning som medier giver - og politikerne “handlekraftigt” medvirker til, men, handlingen er ikke ukalkuleret vanvid. Der findes en række af studier af de økonomiske følgevirkninger af terror, og terroristerne ser ud til - i spilteoretisk forstand - at reagere på omkostninger og gevinster som de fleste andre. Og ud fra et spilteoretisk synspunkt - må de uskyldige hvile i fred, var Hollande ikke sen til at være ude at sige, at denne “isme” og de nødvendige foranstaltninger gjorde, at man måtte se bort fra stabilitetspagtens konvergenskrav, hvorfor han, nu nævner jeg alligevel nødvendighedens politik, belejligt ophæver nødvendighedens politik. Stopper for her, det er dejligt vejr her uden for finansministeriets hermetiske vægge, inden der løber mig for meget i pennen…..!

Europæiske politikere har været meget forhippede på at smyge det ansvar af sig, som valget af dem ellers indebærer. Det har i Danmark været synligt i den løbende afvikling af velfærdsstaten og dens inkluderende rationale til fordel for en ny udgave af alles kamp mod alle.
Politikerne har simpelthen på alle områder konsekvent undladt at sikre tilstrækkelige løsninger - og midler - til løsning af opgaverne, der har altid lige akkurat været for få og for halvhjertede ressourcer. Men sådan kan vi ikke leve med, at vore folkevalgte politikere agerer.
Derudover er jeg meget uenig med Mihail Larsen i hans vedvarende skepsis overfor demokratiet, der jo på mange måder lige præcis kun kan lade sig gøre, hvis standarderne i samfundet sættes højt, herunder til en folkeoplysning, der muliggør den enkeltes lyst til at deltage i det fælles kulturelle og politiske liv. Men det kan jo altså lade sig gøre, hvis man tror på befolkningen i stedet for at kæmpe for bevaringen af klassebestemte skel.

Anders Barfod, Flemming Berger og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Som jeg læser Houellebecq, er det Kants hæderkronede parole "Sapere Aude", han søger at opstille som fordring til det franske folk. Det er vel hverken urimeligt eller fascistoidt?

Oplysningen er sandet godt til i moderniteten, og er, i visse domæner, herunder det politiske, erstattet af en besynderlig anti-faktualitet, drevet frem af de umiddelbare, ureflekterede følelsers etik.

Så et intellektuelt spark i den dovne mås, må være på sin plads. Tiltrængt sågar, så de sindssyge teokrater og tvivlende, selvhadende relativister, ikke løber med hele dagsordenen. Det ville være trist at få bekræftet klicheen "cheese-eating surrender monkeys":

https://en.wikipedia.org/wiki/Cheese-eating_surrender_monkeys

Der er intet venstrefløj eller socialisme over det, der i artiklen og kommentarsporet benævnes som venstrefløj. Intet. Nul, nix, nada. Alle socialdemokratierne i Europa valgte 'den tredje vej', personificeret i Blair og hans New Labour, som svar på årene med Thatcher, Major, Reagan og Kohl - og Schlüter. Nyrup gjorde det, som en kommentator rigtignok skriver. Schröder i Tyskland gjorde det samme, og det gælder også socialdemokratierne i Spanien, Italien og ikke mindst i Frankrig. Så nok hedder disse partier stadig noget med social eller socialisme, men det er rygende falsk varebetegnelse. Herhjemme har vi ét venstrefløjsparti i Enhedslisten, hvis partiprogram stort set er identisk med Socialdemokratiet anno 1977-78. I England prøver en stor del af Labour(!) samt naturligvis Cameron og konsorter at stemple Corbyn som en gal ekstremist, blot fordi han insisterer på at Labour finder tilbage til politik og dyder fra før Blair. Tilbage til mere klassisk socialdemokratiske værdier vedr. omfordeling, velfærd og privatisering af offentlige instanser. Så langt er al politik skredet til højre.

Anders Barfod, Flemming Berger, Per Torbensen, Jørgen Kærbro Jensen, peter fonnesbech, Steffen Gliese, Peter Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Interessant betegnelse, Houellebecq der fandt på for Hollande - en "ubetydelig opportunist". Mon egentlig ikke denne betegnelse godt kan passe på et par nylige danske statsministre, ret beset?
Dette halvkapitalistiske quasi-demokrati vi lever i er kan hænde bygget til at gøre os alle til "ubetydelige opportunister". Ikke ubetydelige i betydningen talentløse eller ubegavede, men i betydningen kun motiveret af egne karriereinteresserer. Kun den, der er oprigtigt engageret i et fællesskabs vel, hæver sig åndeligt og eksistentielt over ubetydeligheden, uanset størrelsen af hans talent og begavelse.
"Private reasons great or small can be seen in the eyes of those that call, to make all that should be killed to crawl", fra Dylans "Det er okay, Mor, jeg bløder bare".
Men måske Hollande alligevel er ved at vågne lidt op..

"Dette halvkapitalistiske quasi-demokrati vi lever i er kan hænde bygget til at gøre os alle til "ubetydelige opportunister"."

Set i et hestetræningsperspektiv kunne man se dét som foregår med store dele af de europæiske befolkninger som tillært hjælpeløshed. En hest tillæres hjælpeløshed, når den udsættes for ubehag (f.eks. påsætning af en grime eller en saddel) og trods gentange forsøg på kamp eller flugt må resignere og overgive sig til sit åg. Man ser den tillærte hjælpeløsheds udprægede konsekvenser på f.eks. rideskoleheste, som over år udsættes for simpel disciplinering, bl.a. mhp. at kunne tåle gener fra ubehjælpsomme, klodsede og/eller uopmærksomme rideskolebørn - og sådanne rideskoleheste udviser typisk træghed, træthed, tristhed og resignation. Og lever heller ikke så længe.

Michael Kongstad Nielsen

Der findes næppe den franskmand - fattig eller rig - der ikke er bekendt med begrebet: "gloire" (ære, ry, berømmelse):

la gloire militaire

la gloire littéraire

se couvrir de gloire

(gemme sig i storhed)

chercher la gloire

(søge storhed)

c'est ce qui a fait leur gloire

(det, der gjorde dem store)

I modsætning til italienerne, der inderst inde godt ved, at der ikke rigtigt er noget ærefuldt ved dem, så er franskmanden stolt af sin pragt og ære, og de har sandt nok også noget at have det i, men mest på humaniora- områder, filosofi, litteratur, film, samt andre bløde områder som landskaber, vin, ost etc., ikke på de "hårde" områder, såsom krig og kolonialisme fx. Men krigseventyrene spiller - trods mistænksomhed, som Houellebecq kalder det - stadig en rolle for franskmændenes selvopfattelse, særligt når det går godt. Det kan straks aflæses i meningsmålingerne for Hollandes popularitet, når han succesfuldt har bombet i det gamle fransktalende Vestafrika (Mali)

Men hvad laver Frankrig l Mali. Hvad laver Frankrig i FN's Sikkerhedsråd. Hvad laver Frankrig i Stillehavet , Sydamerika, Vestindien? Der er stadig rester af selvoppustet "gloire" over Frankrig på de hårde områder, en vane, Frankrig burde aflægge sig.

In Other Dictionaries

2
(mérite)

credit

s'attribuer la gloire de quelque chose

Michael Kongstad Nielsen

Peter Olesen,
Frankrig har udrettet meget, oui, oui, men mest på de bløde områder, som jeg siger.
Dit første link er noget med økonomi, som er meget konkurrencepræget, og hvor Frankrig ikke klarer sig specielt flot, det andet noget med Nobelpriser, og der kan jeg anbefale forfatteren Jean-Marie Gustave Le Clézio, der skriver om det oprindelige, naturen og mennesket i naturen, jf. Rousseau, tilbage til naturen, men netop det bløde Frankrig, det amourrøse Frankrig, det følelsesladede, det forskertses af de krigeriske eventyr.

MIchael Kongstad Nielsen:

Jeg er helt enig; Frankrig besidder en fantastisk intellektuel ("blød") dybde, som også griber berigende og uundværligt ind i mange andre lande og disses traditioner. Hvad angår franskmændenes krigeriske side, så har de jo ikke just, historisk set, været pacifister. Heller ikke efter Oplysningen.

Så jeg synes måske ikke, at dette element er så fremmed endda. Jeg mener faktisk, at landet nærmest emmer af, at diverse kampe for overlevelse har været indfældet i den franske eksistens, helt tilbage til gallerne, romerne, frankerne, vikingetogterne, Charles Martell, diverse borgerkrige, revolutionen, Napoleon, Algeriet etc.

Dog er jeg enig i, at den moderne franske krigeriskhed, personificeret af diverse hovne, arrogante elitære politikere i Den Femte Republik, er ulidelig og overdreven.

Men Frankrig som nation, er ikke et ubetydeligt muldvarpeskud, i forhold til andre "bjerge", deres økonomiske volumen berettiger dem rent faktisk til at spise kirsebær med andre store nationer. Derfor linket til diverse BNP-oversigter.

Nic Pedersen, Flemming Berger, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Christensen

Europa er ledet af en flok tandløse teknokrater. Deres akademiske titler gør dem til ignoranter. Det ser ikke godt ud.

Anders Barfod, Nic Pedersen, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Et grænseløst Europa, hvor ledelse og kontrol er udliciteret til en kommission med en af verdens største svindlere for bordenden har skabt en trist samling af nationer, helt uden ledelse og mål. Det, der startede som en sympatisk drøm, har nu materialiseret sig i form af et udsigtsløst mareridt. Nu hedder det så, at Danmark skal overdrage magten over landets lov og ret samme sted hen.

Nej tak.