Interview
Læsetid: 8 min.

Naomi Klein: Angrebet i Paris må ikke stjæle opmærksomhed fra klimakampen

Den canadiske forfatter frygter en gentagelse af 11. september, hvor alle andre emner med ét blev fejet af dagsordnen. For hende kan terrorangrebene i Paris netop ses som forbundet med det økonomiske system, der via klimaændringer forringer livsvilkår og udløser konflikter
Udland
16. november 2015
’Hvis vi tillader, at terror-angrebene i Paris endnu engang flytter dagsordnen og skubber klimaudfordringen til side, så gør vi os selv og klimaet en ufattelig bjørnetjeneste, for klimaproblemet er tæt relateret til spørgsmålet om væbnede konflikter,’ advarer den canadiske forfatter Naomi Klein.

Sofie Amalie Klougart

Den canadiske journalist, forfatter og miljøaktivist Naomi Klein og hendes mand, filminstruktøren Avi Lewis, kom til København lørdag for at præsentere deres fælles film, Intet bliver som før, på CPH: DOX, i en situation hvor alles opmærksomhed pludselig rettedes mod Paris og terrorangrebene der.

Også Klein og Lewis er forfærdede og tænker på venner i Paris.

»Vi er alle rystede og i sorg,« siger Avi Lewis.

Men deres bekymring handler også om, hvad angrebet, frygten og den intensiverede fokus på terror gør ved andre dagsordner. Noget som Kleins forrige bog, Chokdoktrinen, faktisk havde som hovedtema.

»Det er altid et yderst farligt øjeblik, når der sker et angreb som dette, fordi det kan gribes af politiske interesser, for hvem det handler mindre om at løse problemet end om at øge eller konsolidere egen magt. 11. september 2001 blev grebet af republikanerne som en chance til at invadere Irak, privatisere overvågningsprogrammer m.m. I dag kæmper vi stadig med de tilbageslag, disse beslutninger førte med sig, hvad enten det gælder masseovervågningen, som Edward Snowden har afsløret, eller IS, som er en konsekvens af den illegale invasion af Irak (i 2003),« siger Naomi Klein.

»Efter angrebet i Paris er det bekymrende at se, hvordan flygtninge øjeblikkeligt bliver syndebukke i en fremmedfjendsk retorik. Men det, der bekymrer mig allermest, er François Hollandes politiske desperation. Når en politiker er svag og i forvejen kæmper for sit politiske liv og så pludselig står i en situation som denne, kan han tro, at han med angrebet har fået tilbudt en livline. Hollande, som nok havde set COP 21 som den bedste chance for at redde sit politiske liv, kan nu måske tænke, at en sønderbombning af IS i Syrien er den bedste chance.«

Hun minder om, hvordan 11. september med ét slag flyttede al opmærksomhed og slettede en masse andre emner af dagsordnen til fordel for en diskussion om sikkerhed.

»Der er en reel risiko for, at det sker med klimaet nu. Jeg har allerede hørt folk spørge, om COP 21 bliver gennemført, og om demonstrationen i Paris’ gader den 29. november bliver tilladt. Og græsrødder er jo ikke immune over for det, der er sket. Alle er bekymrede, og folk spørger: ’Er det ufølsomt, hvis vi holder fast i at tale om klimaet?’ Mit svar er, at jeg bliver ved at tale om klimaet.«

»For sandheden er,« siger Naomi Klein, »at klimaproblemet er tæt relateret til spørgsmålet om væbnede konflikter. Vi ved, at tørken i regionen var med til at udløse det arabiske forår og siden konflikten i Syrien. Og nye videnskabelige analyser forudser, at der nogle steder i Mellemøsten bliver så varmt, at det ikke vil være muligt at leve der – forestil dig, hvilke massive konflikter det kan udløse.«

»Så hvis vi tillader, at terrorangrebene i Paris endnu engang flytter dagsordnen og skubber klimaudfordringen til side, så gør vi os selv en ufattelig bjørnetjeneste. Vi burde se på klimatopmødet som et fredstopmøde. At tage klimaudfordringen seriøst er måske den bedste måde at fremme langsigtet stabilitet i denne region og andre steder. Omvendt: Ved ikke at handle i forhold til klimaændringerne, lægger vi grunden til flere og alvorligere konflikter.«

Kapitalismens rolle

I Intet bliver som før, der er en filmisk version af Kleins bog af samme navn, illustreres, hvordan indianske folk, indiske bønder, aktivister i USA og Europa kæmper mod en fossil industri, der ødelægger klimaet og undergraver menneskers livsvilkår. Og siden offentliggørelsen for seks uger siden er der sket bemærkelsesværdige ting.

»Filmen slutter med billeder af mennesker, der protesterer i kajakker mod Shells arktiske boreplatform og mod den planlagte Keystone XL-rørledning fra de canadiske tjæresandsfelter. Siden da har Shell trukket sig fra et to mia. dollarprojekt med tjæresand, opgivet sit olieprojekt i Arktis, og Keystone XL-projektet er begravet,« påpeger Avi Lewis.

– Sådanne beslutninger kan ses som ’tekniske fix’ som led i selskabernes bestræbelser på at rette ind og tilpasse sig for at redde selve den kapitalistiske model. Bogen og filmen taler om et opgør med kapitalismen som det afgørende nødvendige?

»De aktuelle beslutninger er resultatet af, at mennesker har mobiliseret nedefra. En sådan kraft nedefra er det eneste, der kan ændre spillereglerne for det økonomiske system. Efter 45 år med konservativt styre i Canadas provins Alberta, hvor tjæresandsselskaberne opererer og har haft stor indflydelse, har vælgerne med overvældende flertal nu valgt en centrum-venstre regering. Presset nedefra tvinger tekniske ændringer igennem, men kan også være starten på mere grundlæggende forandringer,« mener Avi Lewis.

Naomi Klein påpeger, at beslutningen om Keystone XL og Shells seneste dispositioner ikke i sig selv bringer CO2-udledningerne ned, men blot afværger nye udledninger.

»For at bringe udledningerne radikalt ned må der systemiske forandringer til. Og det eneste, der har chance for at bane vej for sådanne forandringer, er folkelig mobilisering. Det gode er, at når bevægelser begynder at vinde sejre, så får de smag for det og vokser sig stærkere. Jeg har aldrig set så mange sejre på så kort tid. Og det er yderligere en grund til ikke at acceptere, at opmærksomheden nu bortledes.«

– Nogle har sagt, at din bog er en krigserklæring mod kapitalismen, men ikke rummer en opskrift på systemforandring?

»Bogen fortæller om en masse rigtige ting, der gøres – herunder Danmarks hidtidige program for vedvarende energi. Men det er rigtigt, at den ikke rummer en 10-punkts plan for revolution. Jeg skriver ikke bøger på den måde. Forfattere og filmmagere skal ikke diktere bevægelserne, hvad de bør gøre, men jeg mener faktisk, at der er behov for en plan og et program. Skal noget sådant have en chance, skal det imidlertid være ægte demokratisk diskuteret og udviklet.«

Hun og Avi Lewis har efter Intet bliver som før været med til at etablere en gruppe i Canada, hvor 60 ledere fra sociale bevægelser, indfødte folk, klimabevægelse og fagbevægelse sammen har formuleret et program med 15 klare omstillingskrav. Teksten – The Leap Manifesto – har foreløbig fået tilslutning fra 100 organisationer og 30.000 enkeltpersoner og har ifølge Naomi Klein inspireret samme proces i bl.a. Australien.

Problemet med hybris

Projektet er i tråd med Kleins og Lewis’ mistillid til tanken om at levere demokrati ovenfra.

»Vi har som art et problem med hybris. Vi tror, vi kan diktere. Levere demokrati ovenfra. Vi bliver ved med ikke at lære den lektie. ’Hvad skulle dog kunne gå galt ved at invadere et land som Irak og fjerne dets diktator’, sagde man i 2003. Svaret er IS,« siger Avi Lewis.

»Den nye ånd, som i vort land inspireres af de indfødte folks verdenssyn, søger og formulerer svarene i en kollektiv proces. Forestillingen om, at nogen skal fortælle folk, hvad der er det rigtige at gøre, er politisk kritisabel. Tiden, hvor man blev reddet af store ledere, må være slut.«

– Naomi, din bog og filmen siger, at vi må ændre kapitalismen for at løse problemerne med klima, miljø osv. Men er det ikke primært vore værdier og strukturerne i vore hoveder, vi skal ændre?

»Filmen starter faktisk med spørgsmålet, om vi er disse grådige, kortsynede, selvcentrerede væsner, som systemet fortæller os, at vi er? Eller om vi er noget andet. Mennesker er komplicerede, og vi er grådige og kortsynede, men vi er samtidig omsorgsfulde, kærlige og fremsynede. Vi er optaget af fremtidige generationers ve og vel og af, hvad vi vil have lige nu. Vi er det hele. Men politiske og økonomiske systemer stimulerer visse værdier og undertrykker andre.«

»Så jeg mener ikke, man kan skille spørgsmålet om indre forandring fra spørgsmålet om at ændre de systemer, som påvirker vores indre liv og værdier. Lever man i USA, hvor spørgsmålet om sundhed og børns uddannelse er overladt til den enkelte, og hvor man derfor føler, man svigter sine børn, hvis man ikke tjener en frygtelig masse penge, så fremmer det naturligvis en bestemt adfærd. Lever man i et samfund, hvor sundhed og uddannelse er sikret, kan man tænke og agere anderledes som menneske,« siger Naomi Klein.

Avi Lewis tilføjer:

»Når man beskriver kapitalismen, som den egentlig er konciperet – som et system, hvor den enkeltes egoistiske stræben efter personlig gevinst på mirakuløs vis vil ende med at gøre alting bedre for alle – ja, så siger selv folk i USA, at det er en besynderlig tanke.«

Ikke en ny depression

– I slutter jeres Europa-turné med at tage til COP 21 i Paris. Du, Naomi, har fortalt, hvordan du efter nedturen med COP 15 i København nærmest fik en depression, i lighed med det meste af klimabevægelsen. Nu mobiliseres der til COP 21 – risikerer vi det samme en gang til?

»Vi har lært af fejltagelserne fra ’Hopenhagen’. Der tales meget mindre om COP 21 som et topmøde, der skal redde verden. De fleste grønne organisationer bruger rigtig mange kræfter på at diskutere det fortsatte arbejde efter COP 21. Og de seneste sejre for bevægelsen – herunder med kampagnen for salg af fossile aktier – afspejler en strategi, som overhovedet ikke indgår i FN-processen. Så jeg er ikke så bekymret for, at klimabevægelsen får en depression efter COP 21. Jeg er ærlig talt mere bekymret for, at vi kan tabe momentum på grund af angrebene i Paris.«

– I lyset af de stigende CO2-koncentrationer, de tiltagende klimaændringer og den langsomme politiske proces kan man spørge, om man ikke er nødt til at være en smule naiv for at opretholde håbet?

»Spørgsmålet om håb er et moralsk spørgsmål,« siger Klein.

»Jeg går ikke til dette som et spil, hvor man vurderer odds for at vinde eller tabe i lyset af klimaforandringernes hast. Vi står med en eksistentiel krise og, og derfor er der ikke andet valg end at arbejde for at forbedre mulighederne for at klare det. Der er jo ikke nogen plan B eller en exitstrategi fra Jorden for det tilfælde, at vi ikke lykkes.«

»Og hvis det er sådan, at visse ting er for sent, og nogle klimaskader allerede rammer os, så forstærker det bare vigtigheden af at arbejde for et mere humant samfund, hvor muligheder og velstand fordeles mere ligeligt. Kampen for ændrede værdier bliver stedse vigtigere, desto hårdere klimaændringerne rammer os.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her