Læsetid: 8 min.

En ny generation i et delt Bosnien

20 år efter krigens afslutning er Bosnien stadig et splittet land. Skillelinjen går ved etnicitet, og fra skolealderen lærer børnene, at der er os – og der er dem
Under krigen blev Mostars kendte bro skudt i stykker af kroatiske styrker. Byen blev delt, så vestbredden af floden blev kroatisk og østsiden bosniakisk, og opdelingen hænger ved den dag i dag. I 2004 blev broen genopført og er igen et yndet turistmål.

Thomas Stankiewicz

11. november 2015

Det er ikke, fordi der er nationalistiske flag, overfald, tørklæder over håret eller store guldkors om halsen. Det er snarere under overfladen af dagligdagens indkøbsture, kaffedrikning og de mange cigaretter, som indbyggerne i Mostar ryger hver dag, at det eksisterer. Svært at få øje på for de mange turister, der iført selfiestænger og smil tumler rundt på byens genopførte bro, som Mostar har været kendt for siden opførelsen i 1557. Ikke synligt på cafeerne og de gode restauranter med den traditionelle cevapcici og kolde øl.

Men det er her. Det er i postvæsenet, telefonselskaberne og i skolesystemet. Det siver ned fra de højeste politiske steder og slår igennem fra skolealderen, hvor børn bliver opdelt efter etnicitet og går i skole i skiftehold.

I skole på skiftehold

20 år er gået siden krigens afslutning, og en ny generation er kommet til. Men selv om børnene hverken kan huske krigen eller dens årsag, mærker de tydeligt dens efterdønninger, og det begynder allerede med deres skolegang.

Skolesystemet i Bosnien er delt op efter etnicitet, så de serbiske børn kun går i skole med bosniske serbere, de kroatiske børn med bosniske kroatere og bosniakiske børn med bosniakker. Det giver udfordringer i de byer, der stadig efter krigen og dens etniske udrensninger er multietniske.

I Bosnien-Hercegovina findes der omkring 50 af de såkaldte to-skoler-under-ét-tag. En af dem ligger på en stille villavej i Mostar. Om formiddagen går de kroatiske elever i skole, lærer at dividere brøker på kroatisk og går hjem. En halv time senere kommer de bosniakiske elever ind med deres skoletasker på ryggen, lærer at dividere de samme brøker på bosnisk og går hjem. De kroatiske og bosniakiske elever møder ikke hinanden.

Lamija er matematiklærer på skolen. Hun voksede op i et Mostar og Jugoslavien, hvor stemmerne i skolegården kom fra serbiske, kroatiske og bosniakiske børn. Og hvor sproget ikke gav dem problemer med at lege sammen.

»Det er virkelig svært. Vi er vokset op i et andet system, og det kom pludseligt. Men vi må leve med, at det er sådan,« siger Lamija.

Jeg må ikke tale med eleverne om, hvordan de oplever det at gå på en delt skole. For nylig gjorde et tv-hold det samme, og elevernes svar udløste en voldsom debat.

»Det var tæt på at blive en skandale,« fortæller Elvir Duliman, leder af Nansen Dialogue Center i Mostar.

Skolen blev udsat for pres fra vrede forældre og klagede over tv-holdet. Forældrene ville sagsøge skolen, og nu er der sat en stopper for at tale med eleverne.

Nansen Dialogue Center er en ngo, der arbejder med forsoning i flere byer på Balkan. Afdelingen i Mostar giver eleverne på den delte skole mulighed for at møde hinanden på tværs af etniske skel. Eleverne laver blandt andet en skoleavis med artikler på hver deres sprog, og de har ingen problemer med at forstå hinanden.

Tre versioner af samme bog

Bosniens forfatning er den 20 år gamle Dayton-aftale – fredsaftalen, der satte en stopper for krigen, da den blev underskrevet i december 1995. Aftalen anerkender tre minoriteter i Bosnien-Hercegovina: den serbiske, den kroatiske og den bosniakiske. Alt blev baseret på kvoter, antal og procenter for at tilgodese de tre befolkningsgrupper efter den etniske krig og konflikt.

Det nuværende skolesystem er den kedelige effekt af denne aftale, der i høj grad også skaber splittelse. Der eksisterer tre forskellige uddannelsessystemer med tre forskellige læreplaner og undervisningsbøger: et bosniakisk, et kroatisk og et serbisk.

Krigen, der hærgede Bosnien fra 1992-95, var præget af etnisk udrensning, flugt og drab. Derfor er mange byer i dag stort set kun beboet af én af de tre befolkningsgrupper. Her er der ingen delte skoler, og børnene har få eller ingen muligheder for at møde børn fra andre befolkningsgrupper.

»Der er ingen strategi fra ministeriet om at bringe dem tættere sammen. Det er beskeden, der bliver givet: At der ikke er behov for integration,« siger medarbejder på Nansen Dialogue Center, Gordana Aničić.

I Mostar er der både to-skoler-under-et-tag og monoetniske skoler med kun kroatiske børn på den vestlige side af floden og kun bosniakiske på den østlige.

Jagten på de gode eksempler

Selma Bukovica Gundersen skriver ph.d. på Københavns Universitet om historieundervisningen i Bosnien med fokus på undervisningen om krigen fra 1992-95.

»Jeg startede mit projekt i håb om at finde gode eksempler. Jeg var træt af de analyser, der påpegede manglende politisk vilje, at situationen er fastlåst, og at man ikke kan gøre noget inden for uddannelsessystemet. Jeg havde hørt om nogle steder, hvor man gjorde mere for integration,« fortæller Selma Bukovica Gundersen.

Under sit feltarbejde tog Selma Bukovica Gundersen ud på en af de skoler, der har øget fokus på integration. Her underviser en historielærer både de kroatiske og bosniakiske børn. Selma fik lov til at overvære historieundervisningen.

Klokken ringede ind, og en gruppe børn kom ind i klasselokalet, slog op i deres kroatiske historiebøger, og læreren gik i gang med historielektionen. Selma Bukovica Gundersen bemærkede nogle kroatiske ord. Da timen var slut, pakkede de kroatiske børn skolebøgerne sammen, traskede ud – og ind i det samme klasselokale kom et nyt hold børn. De pakkede deres bosniakiske skolebøger ud, og læreren gav samme lektion. Selma Bukovica Gundersen lagde mærke til, at læreren prøvede at bruge bosniske ord, men at han også glemte det.

Efter de to ens lektioner interviewede Selma Bukovica Gundersen læreren om, hvorfor eleverne er adskilt. Han forklarede, at det er, fordi de har ret til at blive undervist på deres eget sprog. Desuden er det politik, og han kunne ikke udtale sig mere om det.

»Så der er ikke mange af de positive eksempler, desværre,« konkluderer Selma Bukovica Gundersen.

Historieundervisningen her skulle netop være et godt eksempel på integration mellem børnene, men den eneste, der møder begge etniciteter, er læreren. Børnene er stadig adskilt.

Sproget som våben

Landets forfatning sikrer, at man som befolkningsgruppe kan få undervisning på sit eget sprog. De sproglige variationer mellem kroatisk, boaniakisk og serbisk var sjældent et problem i Jugoslavien, husker matematiklæreren Lamija:

»Det er lidt som forskellen mellem skånsk og stockholmdialekt,« fortæller Lamija, der flygtede til Sverige under krigen og derfor taler flydende svensk.

Både Lamija og Selma Bukovica Gundersen voksede op i et Jugoslavien, hvor børnene i skolegården sjippede og spillede bold på tværs af etnicitet og sprog. Det gav ingen problemer at forstå hinanden, for alle talte serbokroatisk med små variationer.

Først da krigen ramte, fandt Selma ud af, at hendes bedste veninde var serbisk.

Ruiner af historien

Krigen ligger indlejret i historieundervisningen, familiehistorierne og i de ødelagte bygninger i Mostar. Overalt i byen er bygningerne arrede som dårlig hud med puds løbende ned af de hullede mure. Nogle af skudhullerne er små og skarpe – andre store som en knyttet næve. I mange af ruinerne vokser der træer og buske.

»Man kan ikke bare slette perioden og glemme den. Derfor er det ærgerligt, at uddannelsessystemet ikke allerede med Dayton-aftalen er tænkt som et middel til at skabe forsoning,« mener Selma Bukovica Gundersen.

Opdelingen af undervisningen splittede allerede eleverne under krigen. De serbiske elever fik historiebøger fra Serbien, de kroatiske fra Kroatien, og i Bosnien trykte man nye. Selma Bukovica Gundersen fortæller, at bøgerne ofte præsenterede ens egen etniske gruppe som offer og de andre som fjender. Bøgerne udpenslede forfærdelige ting, som de andre befolkningsgrupper havde gjort, f.eks. oprettelsen af koncentrationslejrene under krigen. Det er ændret i dag.

»Der må ikke være hadefulde fortolkninger,« siger Selma Bukovica Gundersen.

Alligevel er der små forskelle. I de serbiske historiebøger bliver årsagen til krigen beskrevet som Bosnien-Hercegovinas voldelige løsrivelse fra Jugoslavien. I både de bosniakiske og kroatiske udlægninger er det Bosnien-Hercegovinas uafhængighed, der er i fokus.

»Faget har stort potentiale til at skabe tolerance og forsoning, men kan også misbruges til andre formål som yderligere splittelse og intolerance,« siger Selma Bukovica Gundersen.

Hjemlandet fjernt herfra

I sit feltarbejde bad Selma Bukovica Gundersen eleverne fra forskellige skoler om at skrive essays om krigen, og hvad de anser for deres hjemland. Hun er ikke færdig med sine analyser, men en ting er sikkert:

»Det er konsekvent, at eleverne, hvis de kommer fra Republika Srpska, siger, at deres hjemland er enten Republika Srpska eller Serbien. Hvis de kommer fra Sarajevo, er det Bosnien-Hercegovina. Og i den vestlige del af Mostar er det Kroatien.«

Det står klart i Selma Bukovica Gundersens forskning, at børnenes tilhørsforhold ikke primært er et samlet multietnisk Bosnien-Hercegovina, men enten serbisk, kroatisk eller bosniakisk.

»Jeg tænker, det kan være en meget farlig situation. Det skaber bekymring, at de ikke får lov til at mødes med hinanden, men at adskillelsen kan skabe angst for hinanden. Drabene er stoppet, men konflikten er meget aktuel,« slutter Selma Bukovica Gundersen.

Sniper Tower

På den kroatiske side i byen ligger en tidligere bank. Det er en høj, spids betonbygning, hvor vinduerne er knust, og kun graffitimalere og hjemløse huserer. Under krigen gik frontlinjen lige neden for banken, som snigskytter havde overtaget. Her lå de og skød på deres fjender. Den høje bygning går i dag under navnet Sniper Tower. Overfor ligger byens internationale gymnasium, United World College (UWC), hvor kroater, bosniakker, serbere og unge fra hele verden mødes for at gå i skole sammen.

»Vi skaber et sted, hvor de kan diskutere og se ting fra flere vinkler. Og helt enkelt så mødes de unge her, bor sammen, bliver venner og forelsker sig,« fortæller rektor Valentina Mindoljević med hæs cigaretstemme.

UWC åbnede for at tilbyde unge en international uddannelse med udsyn. Unge fra 56 lande mødes på skolebænkene, hvor de blandt andet har fag i Balkan-studier, der præsenterer historien om krigen fra flere forskellige vinkler.

Hannah og David er begge fra Bosnien-Hercegovina og elever på skolen. David voksede op i en etnisk ren by og fik ikke mulighed for at møde andre etniciteter. Han begyndte som frivillig i en ngo, hvilket hans gamle venner kommenterede:

»De drillede mig ikke, men ideen om, at jeg gjorde noget med andre nationaliteter, var ikke særlig fed. De ville sige, at jeg ikke skulle gøre det. Men direkte fordømme det gjorde de ikke,« fortæller David.

Hannah er begyndt på første år og er glad for det. Hun nævner åbenheden og fordomsfriheden, når hun fortæller om, hvorfor hun er vild med stedet.

»Problemet er, at ligeså overbevist jeg er om, at et multietnisk samfund er det rigtige, så er der andre, der er lige så overbeviste om det modsatte,« siger hun.

Et andet sted, børn og unge kan mødes på tværs af etnicitet, er i musikken. Pavarotti Music Center blev åbnet i 1998 på initiativ af operasangeren Pavarotti. Han samlede penge ind til et sted, hvor de unge kunne mødes på tværs af etnicitet. Eleverne kommer fra alle dele af byen og spiller bogstaveligt talt sammen, f.eks. i projektet Mostar Rock School. Men som lederen af centret, Elvedin Nezirović, siger:

»De kommer her og ved, hvilket sted det er, så derfor er de klar til at samarbejde. Problemet er de børn, der stadig har fordomme. De kommer ikke her.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, dette er faktisk både sandheden og temmelig deprimerende.

Men måske er en lille rettelse på sin plads her, for vi er mindst 2 gange om året igennem Mostar (most = bro, og stari = gammel), præcis som en del andre balkan-byer, og vi ser altså mange turister - til tider også næsten lidt for mange.

Og skal man sige noget positivt, så er bilerne gradvis blevet nyere og større, ligesom menneskers beklædning er nyere og finere. Og mange steder ser de unge helt anderledes og mere positivt på etnicitet, end den ældre generation. Men husene - de er som de altid har været overalt på Balkan - der er under konstant om- og opbygning, for når 1. salen er færdig, starter man på næste etage, for der skal jo være plads til alle, når man har gæster.

Men ellers er det rigtig deprimerende, at EU, der har påtaget sig ansvaret for FN, slet ikke gør noget for landet. Der er fortsat masser af ustraffede krigsforbrydere - især i Drina-regionen, hvor de ofte er små lokale folkehelte. Og her møder bødler og ofre hinanden hver eneste dag, men hele retsprocessen er for længst gået helt i stå, og mange steder kom den faktisk slet ikke i gang.