Analyse
Læsetid: 3 min.

Ny naboskabspolitik: Sikkerhed fremfor demokrati

EU har skiftet idealismen ud med realisme i sin opdaterede naboskabspolitik. Væk er de store idealer om at forme Europas nære nabolag i EU’s billede. Nu er fokus mest på stabilitet og økonomisk udvikling
Udland
23. november 2015

EU har fortaget en dramatisk kursændring i sin udenrigspolitik med sin opdaterede naboskabspolitik (ENP), der blev lanceret i sidste uge af udenrigschef Federica Mogherini og udvidelses- og naboskabskommissær Johannes Hahn.

Væk er den idealisme, der kendetegnede den oprindelige naboskabspolitik lanceret i 2004 med det mål at transformere både det østlige nabolag (Ukraine, Georgien, Moldova, Armenien, Aserbajdsjan og Hviderusland) og de sydlige naboer (Algeriet, Egypten, Tunesien, Libyen, Marokko, Israel, de palæstinensiske selvstyreområder, Jordan, Libanon og Syrien) til velfungerende demokratier byggende på retsstatsprincipper, respekt for menneskerettighederne og markedsøkonomi.

I stedet har de seneste års opbrud og uroligheder i begge nabolag resulteret i en opdateret politik præget af realisme.

»Det nuværende sikkerheds- og politiske miljø rundt om Europa afspejler, hvor presserende et nyt partnerskab er,« sagde Mogherini ved præsentationen.

»Ordet, der opsummerer, hvad vi ønsker at opnå, er stabilitet,« tilføjede Hahn.

Den nye politik vil derfor fokusere på økonomisk udvikling og ungdomsbeskæftigelse, energisamarbejde, sikkerhed, kampen imod terrorisme, migration og samarbejde med naboernes naboer. Med andre ord: EU’s interesser – især i lyset af migrationskrisen og de seneste terrorangreb mod europæiske storbyer – kommer nu til at fylde mere end udbredelsen af EU’s værdier.

Udover ændrede prioriteter vil tilgangen til partnerlandene også blive ændret. EU erkender nu, at ikke alle lande har ambitioner om at blive som Europa, og har derfor besluttet at begrænse de såkaldte noget-for-noget og mere-for-mere-strategier – der giver øget adgang til EU’s markeder til gengæld for reformer – til de lande, der rent faktisk ønsker reform. Lige nu er det Ukraine, Moldova, Georgien, Tunesien og Marokko.

For de øvrige lande vil et langt mere skræddersyet samarbejde blive udviklet, der skal bygge på EU’s såvel som partnerlandets interesser. En fællesinteresse, som har ført til en nyskabelse i ENP, er øget samarbejde på sikkerhedsområdet. Denne tilgang håber EU vil medføre større ejerskab i partnerlandene i forhold til aftalerne.

EU har også taget ved lære af den hastige udvikling i nabolaget i de seneste år, og vil derfor skabe større fleksibilitet i budgetterne, så unionen kan reagere hurtigere med støtte i krisesituationer.

Godt men ikke nok

Samlet set er det en markant kursændring væk fra en værdibaseret og – mener mange iagttagere – naiv og eurocentreret naboskabspolitik til en langt mere realistisk, interessebaseret politik. Fokus på fleksibilitet, differentierede aftaler samt en erkendelse af, at naboernes naboer ikke kan ignoreres, er fornuftig i en globaliseret verden, hvor geografisk nærhed bestemt er vigtigt for EU’s interesser og sikkerhed, men hvor distance ikke udelukker interessesammenfald.

Hvor den nye strategi er svagest er i forhold til den værdibaserede politik, som trods alt også er en grundlæggende EU-interesse. Fokus i den nye ENP vil være på øget samarbejdet med civilsamfundet, men hvis presset samtidig svækkes på regeringsniveau, vil opgaven for civilsamfundet blive vanskelig. Det nuværende budget på 15 mia. euro for 2014-2020 er desuden stort set det samme som budgettet i den forrige budgetperiode; det på trods af de langt større udfordringer, regionerne rummer nu. Opdateringen af ENP har ikke tilført flere midler trods nye opgaver, hvilket må anses for en svaghed i planen.

Mest skuffede vil de lande, som rent faktisk ønsker at tilnærme sig Europa, nok blive. Der er det nemlig ikke noget nyt i ENP hverken i form af indhold eller slutresultat vedrørende dem; muligheden for EU-medlemskab er endnu ikke på bordet. I lyset af, at den demokratiske udvikling i selv kandidatlande med udsigt til medlemskab – som Makedonien – er gået i stå efter manglende udvikling i optagelsesforløbet, er det bekymrende, at Unionen ikke har formået at nytænke sin strategi for at komme reformtræthed i forkøbet. Særligt fordi det netop er i disse lande, chancen for succes er størst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her