Læsetid: 4 min.

Paris n’est pas Copenhague

Der er god grund til at tro på en global klimaaftale i Paris. For ingen ønsker at gentage fuseren i København under COP15. Men en aftale er ingen garanti for en løsning af klodens klimaudfordringer
Når der heldigvis hersker en udbredt optimisme omkring det forestående klimatopmøde – og altså en tro på, at politikerne rent faktisk leverer en aftale – skyldes det ikke mindst, at det globale politiske system er blevet en del klogere efter det, mange betegner som katastrofen i 2009 i København, hvor alt var sat ind på en global klimaaftale, og det hele endte i en gigantisk fuser. Her er det Lars Løkke Rasmussen, der ledede COP15, der foregik i Bella Center i København.

Når der heldigvis hersker en udbredt optimisme omkring det forestående klimatopmøde – og altså en tro på, at politikerne rent faktisk leverer en aftale – skyldes det ikke mindst, at det globale politiske system er blevet en del klogere efter det, mange betegner som katastrofen i 2009 i København, hvor alt var sat ind på en global klimaaftale, og det hele endte i en gigantisk fuser. Her er det Lars Løkke Rasmussen, der ledede COP15, der foregik i Bella Center i København.

Mikkel Tariq Khan

28. november 2015

Når verdens ledere mandag samles i Paris for at begynde to ugers COP21-forhandlinger, der skal resultere i en global klimaaftale, står de politiske ledere i bogstavelig forstand med klodens fremtid i deres hænder. De kommende to uger er stærkt afgørende for, om de næste generationer fortsat har en beboelig klode om 40-50-60 og 100 år. Det er et stort ansvar.

Når der heldigvis hersker en udbredt optimisme omkring det forestående klimatopmøde – og altså en tro på, at politikerne rent faktisk leverer en aftale – skyldes det ikke mindst, at det globale politiske system er blevet en del klogere efter det, mange betegner som katastrofen i 2009 i København, hvor alt var sat ind på en global klimaaftale, og det hele endte i en gigantisk fuser.

Ved klimatopmødet i København blev forsøgt en form for top-down-tilgang ud fra devisen om, at vi kender problemets omfang, altså hvor meget vi skal bremse udledningerne af CO2, nu skal vi fordele byrden. Det endte som bekendt med, at ingen andre end de få lande, der i forvejen var og er en del af Kyoto-protokollen, stod tilbage med forpligtigelser. De lande dækker kun omkring 14-15 procent af de samlede udledninger. Resten af verdens nationer ville intet, og det meste af topmødet gik med knudrede forhandlinger, der især udstillede mistilliden mellem rige og fattige lande.

Læs også: Lilleholt: Paris-aftale bliver næppe ambitiøs nok

Processen frem til Paris har været helt anderledes. Her bygges en klimaaftale op nedefra.

Således har alle lande i løbet af 2015 indmeldt frivillige, nationale reduktionsmål til FN’s klimapanel, IPCC, som herefter lægges sammen til et samlet resultat. Det er en proces, der sikrer alle landes deltagelse – men som også har den indlysende svaghed, at ingen er forpligtet til for alvor at være ambitiøse.

Det kan også læses i de indsendte reduktionsmål. Tilsammen betyder de, at kloden bliver op mod 3,5 grad varmere i år 2100 i stedet for minimum 4,5 grad, hvis ingen gør noget. Det rækker ikke.

Kina og USA er med

En anden vigtig forskel mellem København og Paris er, at den meget rigide opdeling af rige over for fattige lande er blevet delvist opblødt.

Kina, der historisk har været en af de tungeste stemmer i blokken af fattige lande, kaldet G77+Kina, er ikke længere stejl modstander af forpligtigelser og grøn omstilling, men sætter tværtimod konstant rekorder i udbygning af ny vedvarende energi. Kinas nye position blev understreget, da præsident Xi Jinping sidste år gav USA´s præsident Barack Obama håndslag på, at de sammen vil arbejde for en klimaaftale i Paris. De to giganter står tilsammen for mere end 40 procent af den globale CO2-udledning.

Det betyder, at der ret sikkert kommer en aftale i Paris, men muligvis også, at der ikke kommer meget med i en aftale, som USA og Kina ikke ønsker. Det drejer sig blandt andet om muligheden for at monitorere de enkelte landes reduktioner. Men også – og det er lige så vigtigt – at det bliver svært at tvinge igennem, at Paris-aftalen skal revideres allerede i 2025, som de mere ambitiøse lande ønsker. USA og Kina ønsker først en revision i 2030, og det er meget sent, hvis det viser sig, at kloden ikke kommer på rette spor med en aftale i Paris.

Læs også:Verdens storbyer fører an i klimatilpasning

Endelig er en stor forskel, at den grønne omstilling allerede er oppe i omdrejninger. Pengestrømmene er vendt fra sort til grøn, og med dem også udbygningen af fremtidens energisystem. Fra 2013 er der årligt blevet investeret mere i vedvarende energi end i kul, olie og gas, og knap en fjerdedel af verdens strømforbrug dækkes i dag af grønne energikilder.

Grøn teknologi og energi er blevet en god forretning, og stadigt flere private virksomheder deltager i koret af stemmer, der presser på for at klodens politikere sætter kursen mod en verden fri af kul, olie og gas.

Det er politik

Er der så grund til at tro, at der efter Paris-klimatopmødet eksisterer en tilstrækkelig ambitiøs klimaaftale, der sikrer, at klodens temperatur ikke overstiger de to grader celsius, som FN’s klimapanel, IPCC, har sat som maksimum?

Nej, slet ikke. Den aftale, der kan forventes i Paris, vil efter alt at dømme blive for svag, utilstrækkelig og skrøbelig. Den vil naturligvis som sigte have at indfri togradersmålsætningen, men vil bygge de på nationale reduktionsmål, der hverken er tilstrækkelige eller juridisk bindende.

Det kan dog justeres, så længe Paris-aftalen ikke låser klimapolitikken. Derfor er det vigtigt, at aftaleteksten indeholder krav om revision, og at der kommer en form for overvågning af landenes indsatser. Begge er ømtålelige emner.

Samtidig er det vigtigt, hvad der skal ske indtil 2020, hvor Paris-aftalen, såfremt den bliver en realitet, gælder fra. Det skal også vedtages i Paris. Her vil især krav om finansiering til grøn omstilling og klimatilpasning være svære emner. Udviklingslandene forlanger penge på bordet – ikke bare de 100. mia. dollar om året, der skal skaffes fra 2020 – men også penge de kommende fire år.

Paris er ikke København, og flere af spøgelserne fra dengang er væk. Paris er en ny proces i en verden, der på mange måder er meget mere klar til en global klimaaftale. Alligevel kan det gå galt. Det er politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Paris klima topmødet , lander det samme sted som københavn´s topmøde. En flok småtbegavede privat betalte abekatte kæmper for deres , medens samfunds betalte kæmper for deres.

En flok "abekatte", som så i samlet flok nyder "kaffemøderne" på "verdensfolket´s" bekostning og, når mødet er slut, er enige om uenigheden, og på bedste illusorisk vis proklamerer dette ud til "folket", som en "fiasko", som bare bør overses, næste gang, måske forsent kommer løsningen fra fortiden medens nutiden forlængst har overhalet og allerede ødelagt fremtids muligheden.

Jeg tror at et af de mest spændende områder på topmødet er hvilken rolle Kina kommer med. Alt hvad kina fortager sig af forurening eller ændret holdning til hvad der skal gøres fremadrettet - har afgørende betydning, helt konkret.
Kina har magten koncentreret på meget få hænder, derfor kan de med få beslutningstagere - på fingeren opad eller nedad.

Hvorfor skulle der komme en aftale der egentlig betyder noget. Vi skal jo i princippet tilbage på de udledninger vi havde i verden for 60 år siden. Der var vi 3 milliarder mennesker på jorden. Nu er vi 7 milliarder og på vej imod 9 millareder. Godt nok har vi knækket kurven i Europa og USA, men vores CO2 niveau pr indbygger er alt for højt, især USA. Indien er den store joker i den globale Co2 udledning. De er over 1 milliard og de vil også have gang i økonomisk udvikling, og velstand til en større anden af befolkningen. Det er den globale handel der skal begrænses. Se hvordan Kina de sidste 20 år Co2 udvikling er drønet derudad, fordi de producere alt det unødvendige plastik og billige forbrugsvare, som vi smider ud konstant, fordi det ikke kan svare sig at reparere. Vi bliver indoktrineret til at være forbrugere, fordi markedet og virksomhederne kræver øget vækst.

Claus E. Petersen

Gad vide hvad "Paris n’est pas Copenhague" betyder...
Jeg gætter at Paris ikke er København, med en sarkastisk pil mod COP15
En sarkasme uden grund.. heller ikke denne COP vil resultere i andet end varm luft.
Ligesom sidste år, og året før, og før, og...
Under alle omstændigheder er klimaet ikke så vredt at nogen behøver at tæmme det, ellers er jeg ret sikker på at det var sket allerede.