Baggrund
Læsetid: 5 min.

Populisme har skabt en bølge af folkeafstemninger

Flere EU-lande vælger at afholde folkeafstemninger om spørgsmål angående EU. Det skaber mere vidende borgere, men også spændinger internt i unionen, siger eksperter, der mener, at folkeafstemningsfeberen kan smitte
flere eksperter, der peger på, at folkeafstemningerne risikerer at igangsætte en dominoeffekt, der kan skabe problemer internt i EU og gøre det endnu sværere at gennemføre en samlet europæisk politik.

Flere eksperter peger på, at folkeafstemningerne risikerer at igangsætte en dominoeffekt, der kan skabe problemer internt i EU og gøre det endnu sværere at gennemføre en samlet europæisk politik.

Janus Engel

Udland
27. november 2015

Danmark afholder én i næste uge. Storbritanniens premierminister har lovet én inden udgangen af 2017. I Holland har over 400.000 borgere gennemtrumfet én. Polen har lovet befolkningen én i fremtiden. Og den græske regering rystede Europa ved at afholde én i juli i år.

Der er naturligvis tale om folkeafstemninger – alle sammen om spørgsmål relateret til EU – og kræfter i mange andre EU-lande såsom Finland og Frankrig kræver deres egne af slagsen. Og det er bekymrende, mener flere eksperter, der peger på, at folkeafstemningerne risikerer at igangsætte en dominoeffekt, der kan skabe problemer internt i EU og gøre det endnu sværere at gennemføre en samlet europæisk politik.

»Det vil skabe store spændinger, hvis vi får flere folkeafstemninger. Se bare, hvordan det har skabt harme i Polen, at Storbritannien vil fjerne offentlige tilskud for EU-migranter. Folkeafstemninger i ét land risikerer at antænde populisme i andre lande,« siger Dionyssis G. Dimitrakopoulos, seniorlektor i politik ved Birkbeck College, University of London.

Agata Gostynska, forsker i EU’s institutioner ved tænketanken Centre for European Reform i London, påpeger, at folkeafstemningerne nu er anderledes end dem, der var relateret til traktaterne. De danske og britiske har for eksempel i høj grad national karakter sammenlignet med de tidligere afstemninger, der kunne bremse udviklingen for hele EU. Men selv de nationale folkeafstemninger kan blive yderst problematiske for Europa.

»Især nu, hvor vi står midt i flygtningekrisen, kan den danske folkeafstemning fremprovokere en bredere EU-debat. Andre kan f.eks. sige, at de også vil stå uden for asylpolitikken,« siger Gostynska.

EU-spændinger

Det er særligt, når de nationale afstemninger begynder at rive op i allerede indgåede aftaler, at der kan opstå spændinger mellem EU-landene, som da de tyske politikere end ikke forsøgte at skjule deres vrede over, at den græske premierminister, Alexis Tsipras, udskrev folkeafstemning om låneaftalen indgået mellem Trojkaen og den græske regering. Dengang var der stemmer i bl.a. Tyskland, der mente, at de tyske skatteydere også burde have lov til at stemme om aftalen.

»Hvis et land afholder en folkeafstemning om et emne, hvad skulle så afholde et andet land fra at gøre det samme,« spørger Dionyssis G. Dimitrakopoulos.

Den vejledende hollandske folkeafstemning til foråret risikerer på samme måde at skabe irritation. Hollænderne skal nemlig stemme om den allerede indgåede associeringsaftale mellem EU og Ukraine – en afstemning, der blev fremprovokeret, da over 400.000 borgere underskrev en opfordring fra en antieuropæisk bevægelse.

»Det er ret problematisk, for hvis én regering bøjer sig for populistisk pres, er det sandsynligt, at andre populistiske bevægelser vil kræve det samme, og så kan det være svært for regeringen i dét land at sige nej. Så der er en fare for en dominoeffekt,« siger Agata Gostynska.

Hun er selv oprindeligt fra Polen, hvis nye regering har lovet vælgerne en folkeafstemning om deltagelse i euroen, før landet tilslutter sig – på trods af, at landets EU-medlemskab, som borgerne allerede har stemt om, kom med en forpligtigelse til at indføre euroen på et passende tidspunkt.

Populisme

Gostynska og Dimitrakopoulos er enige i, at væksten i antallet af udskrevne folkeafstemninger hænger sammen med væksten i tilslutningen til populistiske partier i de seneste år.

»Folkeafstemninger er et populistisk redskab. De er et paradis for populister, fordi du tvinger borgerne til at indtage ekstreme synspunkter, hvor svaret burde være ’måske’ eller ’ja med forbehold’,« siger Dimitrakopoulos, der mener, at de i bund og grund er »eliternes forsøg på at fremstå, som om de giver vælgerne indflydelse«.

»De sparker bolden tilbage til vælgerne for ikke engang i fremtiden at blive beskyldt for ikke at lytte,« siger han.

Gostynska mener også, at lederne »bukker under for pres i forhold til populistiske problemstillinger«.

»De har ikke modet til at fremsætte upopulære politikker, og så forsøger de at undgå at blive holdt ansvarlige for dem. Den græske folkeafstemning var et godt eksempel,« siger hun.

Ejerskab og viden

Ét argument for folkeafstemninger er imidlertid, at det kan give større ejerskab i forhold til en indgået aftale, hvis vælgerne selv er blevet tvunget til at træffe et svært valg og opveje fordele og ulemper. Der er også dem – som bl.a. professor Simon Hix fra London School of Economics – der peger på, at borgerne i lande, der har gennemført folkeafstemninger, er langt mere vidende om EU.

»I Irland, i Frankrig, i Danmark, i Spanien og i Holland viser alle data om offentlighedens forståelse for EU, at der er en skarp stigning i disse lande sammenlignet med andre. Og det hænger udelukkende sammen med det faktum, at disse lande har haft en folkeafstemning, hvilket betød, at de blev nødt til at diskutere europæiske problematikker; folk blev nødt til at lære om Europa,« har Hix tidligere udtalt i et interview med Nouvelle Europe.

Agata Gostynska er enig i, at folkeafstemninger »i princippet kan mindske det demokratiske underskud i EU«.

»De kan hjælpe med at aktivere borgerne og højne deres interesse i og viden om EU. Problemet er bare, at kampagnerne ofte handler om alt muligt andet end det spørgsmål, der står på stemmesedlen. Da Frankrig stemte om forfatningstraktaten i 2005, handlede hele kampagnen om polske blikkenslagere,« siger hun.

Dimitrakopoulos er enig og peger på, at folkeafstemninger heller ikke »fjerner problemet«.

»Folkeafstemningen om skotsk selvstændighed løste ikke problemet. Skotland vil få endnu en folkeafstemning på et senere tidspunkt. Folkeafstemningen (i Storbritannien, red.) om et nyt valgsystem har heller ikke løst noget. Tværtimod har folkeafstemninger ofte tendens til at forstørre problemerne,« siger han og udpeger den kommende britiske folkeafstemning om landets EU-medlemskab som det »mest ekstreme« eksempel på en populistisk folkeafstemning.

»At stemme om EU-medlemskab er galskab. Problemet med resultatet vil være, at det vil være åbent for fortolkning. Hvis Storbritannien forlader EU, er det så, fordi landet er EU-skeptisk og aldrig har fundet sin plads i Europa, eller er det på grund af migrationskrisen?«

Dimitrakopoulos mener, at europæiske politikere fra midten af den politiske scene bør indse, at folkeafstemninger er »den forkerte medicin imod den voksende populisme«.

»I stedet bør politikerne sørge for at fostre reel debat om Europa og styrke det parlamentariske demokrati,« mener han.

»Det vil også være langt mere værdifuldt at styrke de europæiske valg og sikre, at vi debatterer europæiske emner. Det vil tage tid, men hvis folk kan se en sammenhæng mellem resultatet af europaparlamentsvalgene og de politiske emner, der bekymrer dem – som f.eks. TTIP – så vil der ikke være behov for folkeafstemninger,« siger han.

Gostynska er enig i, at der er en sammenhæng mellem kravet om folkeafstemninger og et udemokratisk EU.

»Der er en tendens til voksende spændinger mellem national politik og EU-politik, og du vil blive ved med at have disse konflikter, så længe politik på EU-niveau ikke er gennemsigtig – ikke er demokratisk – for så bliver folkeafstemninger brugt som en måde at blokere den videre proces på,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her