»Sarkozy havde lovet mig personligt, at de ville skåne hans liv. At politiet ville tage ham levende. Men præsidenten holdt ikke sit løfte: En snigskytte skød ham. Jeg følte ingen lettelse, kun en større sorg. Nu ville jeg aldrig få at vide, hvorfor han dræbte min søn«.
Brødrene Kouachi, Omar el Hussein, gerningsmændene bag massakrerne i Paris den 13. november og alle de andre terrorister tog deres psykologiske bevæggrunde med sig i døden og lod os tilbage med et mysterium.
Vi kan ikke spørge de døde selvmordsbombere og dræbte terrorister, hvad der drev dem til terrordrab. Vi kan ikke følge dem ind i den identifikation, de følte med den større sag, de forestillede sig, skulle retfærdiggøre deres blodsudgydelser.
Men spørgsmålet nager stadig. Især for overlevende og for efterladte. Hvordan kan vi begribe sådanne grusomheder? Hvordan skal vi forstå deres bagvedliggende desperation?
Latifa Ibn Ziaten, 55 år, fransk-marokkansk kvinde af muslimsk tro, leder stadig efter et svar.
Det har hun gjort siden den martsdag i 2012, da hendes søn, Imad Ibn Ziaten, fransk soldat ved et faldskærmsregiment i Toulouse, blev skudt af terroristen Mohammed Merah på en parkeringsplads. Det skulle blive Merahs første drab af syv, heraf de fire på jøder – iblandt dem en pige på otte år – før politiets specialstyrker fik ram på ham under en razzia.
Da Merah var dræbt, opsøger Latifa det kvarter, hvor han havde boet og møder her en flok unge. Til sin forfærdelse hørte hun dem lovprise hans handlinger.
»’Han var en helt, en martyr for islam’, sagde de.«
Det er et problem, der skabes igennem adskillelse. Og som vores politiske ledere har skabt ved at tillade eller ligefrem arbejde for den adskillelse
Latifa Ibn Ziaten
Mor til søn der blev dræbt af terrorist
Da hun fortæller, at hun er mor til den dræbte soldat, bliver de forlegne og ender med at betro sig til hende.
»De sagde til mig: ’Undskyld, Madame, men prøv at se, hvordan vi bor, hvordan vi lever. Vi har ikke noget liv, vi er fortabt, spærret inde. Vi er som rotter her. Og når rotter bliver trængt, bliver de ophidsede’.«
Mødet med de unge får Latifa Ibn Ziaten, der har arbejdet som rengøringsassistent og kantinedame, til at stifte foreningen IMAD, Association pour le jeunesse et la paix.
»Jeg ville gøre alt, hvad der står i min magt, for at forhindre, at der kom en ny Merah«.
Siden har Latifa Ibn Ziaten og hendes forening arbejdet for at modvirke radikalisering blandt utilpassede unge i Frankrigs såkaldte ’vanskelige kvarterer’. Metoderne består i først og fremmest at mødes med de unge og forsøge at give dem forståelse for samfundets demokratiske og sekulære orden og føre interreligiøs dialog. Hendes indsats skulle snart vise sig at give så gode resultater, at hun blev sat på det franske undervisningsministeriums lønningsliste. 14 juli i år fik hun tildelt den fortjenstfulde Æreslegion.
Latifa Ibn Ziaten var i Danmark for at holde en tale ved en ceremoni i den franske ambassade, hvor de to dræbte for Omar el Husseins hånd februar, Finn Nørgaard og Dan Uzan, fik tildelt posthume æreslegion-ordner. Her er, hvad hun fortalte Information efterfølgende.
Læs også: Hverken assimilering eller multikulturalisme virker
I hele Europa, i ghettoforstæder, i marginaliserede miljøer blandt mennesker af indvandrerherkomst og muslimsk baggrund findes titusinder af vrede unge, desperate mænd, der identificerer sig med islamisk radikalisme. Nogle tusinder melder sig som jihadfrivillige og fra samme kreds rekrutteres også dem, der begår terrordrab.
Fremmedgørelse
– Du har talt med mange af disse unge mænd. Hvilke lighedstræk ser du?
»Fællestrækket for alle disse unge er, at de har det helt forfærdeligt med sig selv. De føler sig elendige og ladt i stikken af alle: deres forældre, samfundet, skolen. De føler sig glemt, afkoblet, udstødt, og de føler, at ingen vil høre på dem. De føler, at de ikke hører til. De føler sig ikke som medborgere. Herfra er der ikke langt til at begå småkriminalitet og blive tiltrukket af sekteriske fællessskaber«.
Det er denne fremmedgørelse, Latifa Ibn Ziaten sætter ind imod med de samtaler, hun fører med de unge. Født og opvokset i Marokko er hun stolt af at have taget en fransk identitet på sig. Pædagogisk forsøger hun at forklare de unge, hvad der ligger i det republikanske medborgerkabsbegreb: rettigheder, pligter, nationalitetsfølelse, et åbent og inkluderende samfund, med frihedsværdier, lighed, broderskab.
»Jeg siger til dem: ’Nej, republikken har ikke glemt jer: I skal forstå, at I er franske medborgere! Og når man er fransk, skal man elske Frankrig, med Frankrigs værdier, historie, kultur’. Men de siger til mig: ’Hvor er beviset på, at jeg er fransk, madame! I skolen er jeg fremmed. I samfundet er jeg fremmed. Når jeg søger arbejde, er jeg fremmed. Det står ikke skrevet nogen steder på min pande, at jeg er fransk. Så hvor er min plads i det her samfund, madame?’«
Læs også: Frankrigs årelange kamp mod militant islamisme
Det ’udenforskab’ og andenrangsborgerskab, de unge føler, kommer fysisk til udtryk i den de facto-segregation, som de franske storbyforstæders ghettoiserede boformer er udtryk for – områder, som det i fransk debat er blevet gængs at afskrive som ’Republikkens tabte territorier’.
»Det er et problem, der skabes igennem adskillelse. Og som vores politiske ledere har skabt ved at tillade eller ligefrem arbejde for den adskillelse. Og det er en adskillelse, som politiet står for at håndhæve. Når en knægt fra ghettoen bevæger sig rundt inde i byen, må han regne med, at han kan blive stoppet og kontrolleret fem-seks gange. Hvordan skal han føle sig fri, hvordan skal han føle sig som del af Frankrig? Hvordan skal han lade være med at føle vrede? Hvor kan han gå hen for at afreagere? Ghettoerne er selv en slags fængsel med egne butikker og institutioner. Her kan man leve et helt liv uden kontakt til det omgivende samfund,« siger hun.
Radikaliseringen
Hvis ghettoernes parallelsamfund er ’udstødelsesmaskiner’, er fængslerne ’radikaliseringsmaskiner’, forklarer Latifa. Ind kommer de småkriminelle fra forstaden, ud kommer hadefulde, skæggede fanatikere.
Selv om officielle tal ikke findes – at registrere på baggrund af religiøst tilhørsforhold er ikke tilladt i fransk lov – vurderes det, at ud af 67.500 indsatte i franske fængsler er de 70 procent muslimer med indvandrerbaggrund, skønt muslimer kun udgør otte procent af befolkningen.
Læs også: Derfor kæmper de for Islamisk Stat
Først for nylig er Frankrig begyndt at indføre en politik, der isolerer og skiller de mest hårdkogte ideologer fra de øvrige fængselsindsatte. De, som radikaliserer, er de stærkeste fanger. Ofte opretholder de også et overvågningsregime med et strengt adfærdskodeks, hvor pornobilleder er forbudt, og fem daglige bønner er obligatoriske. Psykisk svage, ensomme, forvirrede 16-årige med nederlag på nederlag i skolesystemet bag sig kan være værgeløse over for påvirkning.
»Jeg talte med en ung fyr, der netop var blevet løsladt fra fængslet, og som fortalte mig, hvor svært det er at modstå. Hvis man ikke går ind på deres ideer, risikerer man at blive tævet eller voldtaget. Mange opgiver at kæmpe imod«, siger Latifa Ibn Ziaten.
Forråelsen og fortvivlelsen har dog flere forklaringskomponenter. Latifa Ibn Ziaten peger også på et skolesystem, der har for let til svigt.
»Fra en bestemt alder opgiver man simpelthen de elever, som giver for meget ballade. De bliver bedt om at sætte sig på bageste række og overladt til sig selv. Det er også skolelærernes ansvar at engagere sig i de børn, der viser symptomer på utilpassethed. Det behøver ikke at være så krævende. Bare ti minutters samtale en gang imellem, hvor de viser, de tager dem alvorligt, og spørger ind til, hvad der er i vejen. Hvem har ikke tid til det? Vi må ikke skubbe de her børn fra os.«
Af større og mere fundamental betydning er det omsorgssvigt, der sker i hjemmene, understreger Latifa Ibn Ziaten.
»Når man sætter et barn i verden, har man et ansvar. Det er en pligt at holde øje med sit barn. Det nytter ikke noget først at begynde at tage sin opdragerrolle alvorligt, når ens barn er 14 år. Allerede fra tidligt af skal børn lære høflighed og respekt over for andre. De skal lære de fundamentale spilleregler. Det kan man ikke overlade til skolen. Skolegang kan ikke erstatte forældres kærlighed. Dens rolle er at give kundskaber. Når man lærer, bliver man stærkere og får et rigere indre liv«.
Latifa Ibn Ziaten rejser rundt og taler med forældre, hun besøger fanger i fængslerne, hun holder foredrag på skolerne og arbejder sammen med kommuner, borgmestre og regioner om at ’åbne ghettoerne’, sende de unge på skoleudflugter, opbygge netværksgrupper eller melde dem til projekter uden for ghettoen, der kan hjælpe dem på vej til socialisering.
»Nogle unge i Versailles fortalte mig, at de ikke engang havde set kongeslottet – det mente de ikke, var noget for dem, selv om de boede lige i nærheden. Vi er nødt til at vise de unge den verden, der er uden for ghettoerne. Vi skal vise dem deres land, for de skal lære, at det lige så meget er deres land. De skal forstå, at de er medborgere, der nyder godt af rettigheder og beskyttelse. Det er sådan, vi kan bekæmpe terrorismen. Men det er ikke noget, staten kan gøre alene. Vi har alle et ansvar. Vi skal alle gøre vores bedste for at række ud til de unge. Det fysiske møde er altafgørende. Det kan godt være, at vi ikke er sprogligt på bølgelængde med deres miljø, men menneskeligheden findes i kontakten, i de blikke, der udveksles. Vi skal se dem i øjnene«.
Latifa Ibn Ziaten lægger ikke skjul på sin stærke gudstro. Dog afviser hun at gå ind i teologiske diskussioner om islams radikale udlægninger som totalitær politisk ideologi.
Da Information kontakter hende igen efter terrorangrebet i Paris 13. november, skærer hun igennem og siger:
»Det er Gud, der giver mig styrken til at tale med unge og terrordømte. Vi er alle franske og alle børn af republikken, men religion er noget personligt. Religion er noget, vi bærer i vores hjerte og i vores eget hoved. Den er en del af vores identitet, men den sidder ikke i vores måde at klæde os på, og man behøver ikke at reklamere med den. Det, der skete den 13. november, var et attentat rettet direkte mod Frankrigs kerneværdier. Mine tanker går til familierne, som blev de ulykkelige ofre for disse bødlers og snigmorderes kugler. Terrorisme har ingen religion. Det, vi så her – endnu engang – var hadets virus, der foldede sig ud«.
Det deterministiske menneskesyn er farligt. Det er direkte beslægtet med middelalderlig fatalisme, og nazistisk raceteori.
De kulturradikale determinister nægter (af politiske grunde?) at tage højde for det faktum, at vi mennesker ikke er maskiner eller robotter, men levende individer, der har ansvar for vores handlinger.
Hvis ALLE marginaliserede er terrorister, så er der mange potentielle (selvmords)terrorister blandt verdens autister...
Biologiske, kulturelle og sociale faktorer kan forklare og bevirke mange ting. Men til syvende og sidst er det et menneske selv, der beslutter, om han/hun vil tage et gevær i hånden, og skyde på andre.
Og lad mig lige minde om hvilket sociallag, de mennesker, med mest blod på hænderne, kommer fra... I ved, dem der smider bomber i hovedet på civile, holder hånden under Assad, udbytter folk i den 3. verden. For de bor netop ikke i de marginalisererede ghettoer (eller jo, de bor i ghettoer, men i andre ghettoer).
"»Fællestrækket for alle disse unge er, at de har det helt forfærdeligt med sig selv. De føler sig elendige og ladt i stikken af alle: deres forældre, samfundet, skolen. De føler sig glemt, afkoblet, udstødt, og de føler, at ingen vil høre på dem. De føler, at de ikke hører til. De føler sig ikke som medborgere. Herfra er der ikke langt til at begå småkriminalitet og blive tiltrukket af sekteriske fællessskaber«."
Det gælder ikke kun unge af ikke-vestlig oprindelse. I Danmark kan den følelse også findes hos mennesker af dansk oprindelse og i alle aldre. Det underlige er, at forfattere og journalister synes at være blandt de mest radikaliserede i det danske samfund, selvom det formentlig er mennesker på offentlig forsørgelse, som oftest bruger vold mod offentligt ansatte.
Personligt syntes jeg, det lignede et tegn på radikalisering, da flere danskere anført af en forfatter straks anmeldte et medlem af Dansk Folkeparti til politiet for terror efter et ønske om angreb på IS uden hensyn til civile ofre. Jeg ved ikke, hvordan det pludselig blev terror - med mindre medlemmer af IS antages at bo i fx. Danmark. Genevekonventionen er ikke overtrådt, fordi nogle ytrer, de kunne ønske, den blev det, og håndhæves næppe af dansk politi uden en kendelse fra FNs krigsforbryderdomstol. Danske mediers prioritering er interessant og bidrager formentlig til både nationalistisk og islamisk radikalisering. Det bliver ikke bedre af, at nogle påstår, modvilje mod flygtninge er et af IS' mål: https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2015/11/16/the-islamic.... Det er skræmmende, hvis det er Islamisk Stats mål, der forfølges hele tiden i det danske samfund.
Det bliver heller ikke bedre af, at den danske indsats mod radikalisering ikke er rettet mod småkriminelle, der konverterer til Islam, men mod muslimer, der enten søger er asyl eller bliver kriminelle. Det giver mig en følelse af, at den danske indsats er præget af fordomme.
Latifa Ibn Ziaten er en klog kvinde som fortjener at blive hørt til - også i Danmark.
Hvor er det så synd for disse unge mennesker. Det eneste formål de har er kriminalitet og i yderste konsekvens terror. Hold nu k... en gang ævl. Hvorfor er det så ikke tilfældet blandt kaukasiske unge... jeg undrer mig bare. Der er kræfter blandt imamer og såkaldte lærte der skaber denne ondskabsfulde cyste kaldet terror. I Allahs navn, nå de da selv skal sige det. kedsomhed og eksklusion af samfundet er stadig ikke en gangbar undskyldning eller forklaring.
Peter Nielsen, det er faktisk også tilfældet blandt kaukasiske unge. Forskellen er såmænd, at det - alt andet lige - er nemmere at få et job, hvis man hedder fx Peter Nielsen, end hvis man hedder fx Mohamed Aslam. Det er ikke noget, jeg tror, det er noget jeg ved, for jeg har siddet som medarbejderrepræsentant i ansættelsesudvalget i en stor offentlig virksomhed, så jeg ved lidt om i det mindste et par personalechefers automatreaktioner.
Hvad tror du egentlig, Peter Nielsen, at de amerikanske skoleskyderier er udtryk for? Attentaterne imod præsidenter og andre politikere? Afmagt. Og det er en helt objektivt iagttagelig reaktion. Til gengæld har vi meget lidt at bruge den dér stærk-mand attitude til. Vi har brug for igen at skabe et samfund, hvor man kan være sikker på ikke at blive tabt igennem maskerne i det sociale sikkerhedsnet. For det er til glæde for absolut ingen, at det sker.
men hvorfor er det særligt muslimer som kommer i fængsel i Frankrig? Heftige tal i artiklen ovenfor, og skrækkeligt at læse, at unge voldtages i fængslet, hvis de ikke bliver islamister. Vietnamesere etc. begår ikke lignende ting i Frankrig, men de skulle jo så også have sværere ved at få job. Noget skyldes måske, at de værnede om deres rep, og skaber egne virksomheder i større omfang, og her snakker jeg ikke om spisesteder. Måske er deres attitude anderledes. Og herhjemme er ydelserne ikke på et niveau, hvor man er nødt til at begå kriminalitet for ikke at sulte. I øvrigt paradoksalt: vesten er blevet materialistisk.... hyles, og skal man fratages penge... hyles.
Niels Nielsen og Steffen Gliese, det er stadig en gang pladder og har intet med stærk-mand attitude at gøre. Navne, religion etc. er den evige knag deres håbløshed hænges op på. Muslimer bryster sig af at have meget stærk respekt for forældre og ældre familiemedlemmer - der hvor den almindelige opdragelse kommer fra. Dernæst har du skole, fritidsaktiviteter og samfundet generelt som man kan spejle sig i. "jamen vi lever i en ghetto! ingen kan lide os, vi har ikke noget job og folk undgår os"....nåh undskyld, skal det så fratage dig muligheden for at se tv, høre radio og i det hele taget se hvordan et normalt fungerende menneske opfører sig. Eller er det et fripas til at skabe dig som en sindssyg - mon du gør det samme hjemme hos dine forældre...
Så jo det er en gang ævl at bruge dette som forklaring.
70% af de indsatte i de franske fængsler er muslimer med invandrerbaggrund, selv om de kun udgør otte pct. af befolkningen
Latifa Ibn Ziaten lytter og følger sin fornuft.... hvorfor er vi andre ikke bedre til det....vi kunne hurtigt gøre verden bedre.
Dennis Laursen,
Du kan ikke reducere et valg til 'at tage et gevær i hånden og skyde på andre'. En sådan handling er i sig selv værdineutral. Der findes givet omstændigheder, hvor en sådan handling er den eneste rette. En handlings værdi/rimelighed er kontekstafhængig, og konteksten kan ikke bestemmes objektivt. Konteksten opstår som en fortolkning hos den enkelte, og hvilken fortolkning, hvilken betydning den enkelte kan uddrage af hvert enkelt øjeblik. En sådan fortolkning, en sådan betydningsdannelse er ikke primært forankret i det vi til daglig kalder 'fornuften'. Der er ikke tale om en rationel og overvejet tankeproces, men om at man i mødet med omverdenen får aktiveret erindringer og emotioner, som styrer betydningsdannelsen, og som så igen virker tilbage på erindring og emotioner: Nye indtryk dannes.
Om det giver mening at samle et gevær op og skyde på andre, afgøres på baggrund af en nærmest uendelig kæde af sådanne betydningsdannelser i øjeblikke. Derfor er der en så nærmest uendelig stor variation i menneskelige udtryk. Og derfor er det selvfølgelig helt banalt og i for sig sagen uvedkommende at påpege, at vi alle har et valg.
Ja, vel oplever vi, at vi har et valg, i ethvert givent øjeblik. Man kan jo bare lade være, ikke? Vælge noget andet? Nej. Men vælger ikke selv sine valgmuligheder. Man vælger ikke frit hvilken betydning man tillægger sit valg. Ikke mere end man vælger sin højde. Der findes ikke og har aldrig eksisteret et menneske, som er lykkedes med at gøre noget andet, end det som det rent faktisk gjorde. Al tale om hvad man kunne have gjort, ville have gjort, hvis blot man kunne vælge om, er efterrationaliseringer, ammestuesnak. For øjeblikket er for evigt forpasset, og et nyt er trådt i dets sted.
@ Peter Nielsen
" Hvorfor er det så ikke tilfældet blandt kaukasiske unge... jeg undrer mig bare. "
Måske du skulle komme af med din uvidenhed. De "kaukasiske unge" der lever under samme forhold bliver også kriminelle og samfundsomstyrtere. Disillusionerede middelklassebørn bliver revolutionære. Vrede unge mænd m/k bliver kriminelle, slagsbrøde, rockere/ bandemedlemmer osv.
"Men vælger ikke selv sine valgmuligheder."
Nej, muligvis. Men man foretager et valg ud af de valgmuligheder, der foreligger. Én af dem er: Ikke at handle. Dét 'ikke at handle' er også et valg.
Torsten Jakobsen, det er både rigtigt og ikke rigtigt, det du skriver.
Jeg beslutter hver eneste dag, at det ikke er i dag, at jeg vil anskaffe mig et skydevåben og begynde at dræbe nogle af mine yndlingsaversioner. Du har ret i, at grunden til, at jeg holder mig i skindet, er, at jeg er den, jeg er, som et resultat af den, jeg var, kombineret med de påvirkninger jeg har modtaget siden sidst, jeg besluttede mig. Men det er ikke desto mindre mig, der tager beslutningen. I morgen vælger jeg måske noget andet.
Prøv at kaste en terning. Inden den kastes er det kun sandsynligt, at den vil lande på et bestemt tal. Efter at den er kastet er det derimod helt sikkert, at den faktisk landede på det tal, den landede på. Når terningen er kastet, kan den ikke længere vise andet end det, den gør. Men inden den kastes, er der mange muligheder.
Det er ikke særlig sandsynligt, at jeg nogen sinde vil anskaffe mig et våben, og selv hvis jeg gjorde, er det muligt, at jeg ikke vil bruge det mod andre. Jeg kunne vælge at bruge det mod mig selv. Der er altid et valg. Dette valg er altid determineret, men det forbliver et valg. Når først jeg har skudt finansministeren eller mig selv, er det ikke længere et valg, men en determineret kendsgerning.
Livet leves forlæns (det frie valg) men forstås baglæns (determinismen).
erratum: 3. afsnit 3.linie "Dette valg er altid til en vis grad determineret..." i stedet for "Dette valg er determineret...
Peter Nielsen
Du fremstår ikke som en der har forstand på det du taler om, ærligt at skrive det men.... Det ville være et godt udgangspunkt om du satte dig ind stoffet. Så ville man fx lytte og diskutere, også med dig om et komplekst problem. Dagens artikel er en temmelig indsigtfuld bidrag til forståelsen af unges stigende radikalisering. Den svare selvklart ikke på alt, men har en væsentlig tyngde. Dermed ikke sagt, at imamer og andre 'ledere' har indflydelse. Men de har 'næppe' hele æren. Et tænkt eksempel. Forestil dig at de begyndte at stille sig op prædike i Herlufholms private kostskoles festsal. Tror du det ville skabe mange tilhængere? Et godt råd, har man kun forstået den ene side af en sag, så har man ikke forstået den.
Jeg tror ikke de fleste danskere har en kinamands chance for at forstå hvad konen snakker om.
Hun siger jo netop at Gud giver hende styrke til som rengøringshjælp at opnå den popularitet hun har fået i begge lejre.
Det meste af Danmark og Vesten vil som her blot snakke statistikker og skemagrupperinger fremfor almindelig humanitet som er det hun giver, og som de vestlige samfund jo om noget ikke giver.
Jo mere vi bomber IS jo mere hader de os og jo mere vi holder igen, jo mere anser de os for at være svage. Kernen i problemet, hvorom alt ondskaben bygger sig op, er en cocktail af religion og fattigdom. Jo før vi og ikke mindst de får gjort en ende på begge dele des bedre.
Afmagt er én ting, som kan drive mange til grimme og dumme handlinger. Religiøs fanatisme (efter hjernevask) er imidlertid noget andet.
Mange af de kendte terrorister kom eller kommer ikke fra samfundets lavere lag, men kan være ingeniører (dem er der flest af), læger, piloter, intellektuelle....
De fleste - langt de fleste - muslimer er ikke terrorister. Men stort set alle terrorister er muslimer.
Hvordan hænger det dog sammen?
Niels Nielsen, Mihail Larsen.
Det forekommer mig at i er meget optaget af, at der er et valg at træffe. Det bestrider jeg ikke. Hvert eneste øjeblik, søvnen undtaget, rummer et valg. Og ja, fravalg er handling er selvfølgelig også et valg, som Mihail Larsen påpeger.
Men jeg er optaget af, 'hvem' der træffer det valg. Nærværende artikel mere end antyder, at mennesker i visse livsomstændigheder er prædisponeret for at træffe 'dårlige' valg. Så som for eksempel at integrere Islamisk Stats religiøst funderede ideologi i egen verdensforståelse. Spørgsmålet er så, om de bare kunne have valgt at gøre noget andet? Jeg mener nej. Jeg mener tilmed at en samlet videnskab bakker mig op i det nej, forstået på den måde at det forekommer mig umuligt at beskrive en verden, med den viden vi har om den, hvor en sådan valgfrihed er mulig.
(Bemærk venligst at jeg ikke taler om ansvarlighed her. Det er en anden diskussion, om end den er nært forbundet til diskussionen om fri vilje.)
For nuværende vil jeg henvise til Sam Harris, som med et lille tankeeksperiment synes at underbygge mit synspunkt: (18:59 - 25:12)
https://www.youtube.com/watch?v=pCofmZlC72g#t=18m59s
I en dansk kontekst er det også noget med ordene, som ikke er de mest befordrende: JiHAD, muSLIM, iSLAM, VOLDsmose og GRIMshøj. Kombineret med sorte dragter og rottebilleder bliver HAD, SLAM, VOLD og GRIMhed, selvsagt negativt befordrende elementer for integration, såvel som for optimisme. Meget taler derfor for, at man i en politisk korrekt sags tjeneste indfører helt nye og mere positivt ladet ord, lidt på samme måde som man i en tilsvarende sags tjeneste med stor succes har udskiftet begrebet neger med sort . Det kræver så også at hver enkelt muslim tager forandringen på sig og lægger afstand til ordene - hvilket selvfølgelig er svært, fordi det har noget med ophav og tradition at gøre. Men der er ligesom ikke andre muligheder. I mellemtiden kan vi andre så øve os i at se igennem ordene og ind til en mere positiv betydning. For islam er selvfølgelig ikke bare slam, lige så lidt som Voldsmose kun vold - eller Jihad kun had. Dvs. med hensyn til jihad, så ved jeg snart ikke?
Torsten Jakobsen, tak for et interessant link.
Jeg bed mærke i, at Sam Harris nævner vanskelighederne ved retrospektivt at gøre rede for sine valg, og det er faktisk min pointe. Inden vi vælger, ved vi ofte ikke, hvorfor vi vælger som vi gør, men efter at vi har valgt, tror vi næsten altid, at vi ved, hvorfor vi har valgt - fordi vi nu kender slutningen, og kan efterrationalisere vort valg. Det er derfor, det er så nemt at dømme andre, der har valgt forkert, fordi vi nu ved, at de valgte forkert. Men at tro, at vi vidste det, inden valget blev foretaget er en efterrationalisering.
Chamberlain var naiv, da han troede, at han kunne pacificere Hitler, det ved vi i dag. Det var der ingen, der kunne vide dengang; i 1938 var det en holdning man kunne have, i dag er det en kendsgerning.
Men lad os ikke fortabe os i filosofiske diskussioner om den frie vilje. Det brændende spørgsmål er, hvordan vi kan skabe en stemning og et socialt miljø, hvor socialt udstødte ikke vælger - eller determineres til - at lade deres frustrationer få voldeligt udtryk.
I virkeligheden er svaret ret simpelt: Vi skal bare lade være med at diskriminere og udstøde folk socialt. Men det er åbenbart svært for mange - så mange, at politikere ligefrem kan komme i Folketinget på at lufte deres diskriminerende holdninger.
På stående fod ved jeg ikke hvad vi skal gøre, så jeg troller efter bedste evne de chauvinister, jeg møder på min vej. Jeg tror ikke det nytter, men jeg får da afløb for nogle af mine frustrationer, uden brug af vold.
Torben Kjeldsen, og ikke desto mindre vil du diskutere...
vi kan gøre det kort: den misforståede pædagogiske omsorg giver disse klovne den nødvendige rygdækning for deres handlinger.
Det forholder sig bare således at det ikke er en gyldig grund.
så er jeg ligeglad med hvad du mener er op og ned - jeg har min holdning og den ytrer jeg når og hvor jeg har lyst.
I denne omgang - tak til Torsten Jacobsen og Niels Nielsen for at minde mig om, hvorfor det er berigende at følge kommentarsporet her på den mindst ringe.
Super god og dyb diskussion med respekt for andre synspunkter.
Massemord er ikke den naturlige og forventelige endestation i en social deroute.
Den eneste kausale forbindelse mellem at føle sig udenfor, marginaliseret, fremmedgjort etc., og blive militant islamist, er det afskum der rekrutterer de fremmedgjorte.
Kære Niels Ivar Larsen
Mange tak for din meget interessante artikel i onsdagens Information. Hvis du parallelt med den læser jeres anmeldelse af Muslimske pigers dagbog i dagens Information, så får du en perfekt bekræftelse på, at opdragelsen af de muslimske drenge er en væsentlig del af problemet (se evt. mit vedhæftede debatindlæg fra 31. marts d.å. nedenfor).
Latifa Ibn Ziaten siger det kun indirekte, men hendes udtalelse om, at man ikke kan vente med at opdrage børnene til de er 14 år gamle, gælder jo kun drengene.
At muslimske familier udmærket ved, hvordan børn skal opdrages, beviser de med deres gode opdragelse af pigerne, mens det går mange af drengene ad h…… til. De er forkælede og retter sig ikke efter lærerne, hvilket frembringer en ond spiral af nederlag efter nederlag, og resten kender vi resultatet af.
Latifas indsats er enormt opmuntrende. Måtte hundredtusinder af muslimske kvinder gå hen og gøre ligeså. Vi andres løftede pegefingre hjælper næppe meget - men det kunne indvandrer-konsulenterne måske - eller gør de det allerede?
mange hilsner
Hans
Opdrag de muslimske prinser
Debat
Hans Meltofte, København
31. marts 2015
Pigerne fra muslimske indvandrermiljøer klarer sig langt bedre end drengene. Det bekræfter den ene statistik efter den anden.
Så sent som i forrige uge kom der en undersøgelse, der viste, at det gik bedre med uddannelse af de unge fra Mjølnerparken – men igen var pigerne tydeligt foran drengene. I artiklen »Muslimske opdragelsesprincipper« giver Ellen Farr fra Globalskolen en oplagt forklaring: Pigerne i mellemøstlige indvandrermiljøer bliver opdraget med pligter og ansvar, fra de er små, mens drengene er bundforkælede yndlingsbørn. Undskyld generaliseringen, for der er selvfølgelig mange undtagelser.
Det er nærliggende at se dette som en væsentlig årsag til, at især drenge med mellemøstlig baggrund reagerer negativt, når der stilles krav til dem i skolen eller andre steder, mens pigerne tager ansvaret på sig og løser opgaverne.
De muslimske drenge er ikke vant til, at der bliver stillet krav til dem. De er små ’prinser’, der anser det for under deres værdighed at gøre de ting, de bliver bedt om – hvorefter omgivelserne reagerer negativt. Og så er den negative spiral i gang med de ulykkelige konsekvenser, vi alle kan se i form af lav uddannelse, lav beskæftigelse og mistilpasning.
Løsning indefra
Jeg er med på, at sociale forhold er afgørende for mange ting så som opdragelse. Men drengene vokser jo ikke op i dårligere sociale forhold end pigerne. Og jeg taler ikke om familier med omsorgssvigt, som dem Yahya Hassans eksempelvis beskriver, men om velfungerende muslimske familier, hvis piger bliver bedre opdraget end mange danske piger.
Sagt lidt karikeret, hænger storebror ud på gaden, hvor risikoen for kriminalitet og det, der er værre, er høj, mens lillesøster bliver ingeniør, læge eller klinikassistent.
Hvis dette bare har et gran af sandhed i sig, er der brug for en revolution af opdragelsen af drenge i mellemøstlige indvandrermiljøer. Men det ville være rart med nogle tilkendegivelser fra miljøet selv, da det må være i alles interesse at få rettet op på dette problem. Det er nemlig op til dem selv.
Se også artiklen "Yildiz Akdogan: Forældet drengeopdragelse kan lede til terror" på Altinget 11. april 2015.
Atter engang slog Niels Ivar Larsen til med en artikel fra den svære side, og hvor indsigt kommer før fordømmelse og straf i hævnens "retfærdige slet skjulte navn" som offergave til samfundets borgere, som de kan stille sig tilfredse med fra det politiske establishment.
Hvilket storsindet kvinde, med så stor en sorg bag sig, og dog ikke alene om en sorg der må rammer mange andre kvinder.
Virkelig et forbillede for den "fornuftige tanke" frem for "automathævnen og tankerne" om alle brune.
Dog savner jeg et stykke om forældregenerationens rolle for bevarelsen af fortiden i ånd og mentalitet overfor disse unge generationer i flere led, som binder de unge til det gamle samfund med dets "dyder(restriktioner)" og overtagelse af pligter i generation efter generation for, som trods i de lande hvortil de selv engang valgte at flytte til, - men afviser den åndelige og mentale kontakt til, for i stedet at beholde fortidens dogmer, der ingen plads har i det moderne samfund og dets mønstre som de selv engang valgte at flytte til med deres børn eller fik børn i.
Religiøse sekter har vi efterhånden vel erkendt findes, og det overalt, og deres overtalelsesevner og løfter kender ingen grænser, her spiller nationalitet ingen rolle, udnyttelsen af individet ligner meget den gamle læresætning; "hensigten helliger midlet" - kan personen lokkes ind i folden!