Baggrund
Læsetid: 8 min.

Sydsudan: ’Aldrig har jeg set så massiv menneskelig lidelse’

Børnene betaler den højeste pris for den 22 måneder lange borgerkrig, der har fordrevet millioner og bragt verdens yngste nation på randen af hungersnød
I FN’s flygtningelejr uden for Malakal har dette barn sammen med 45.000 mennesker søgt tilflugt fra kampe, overgreb og sult i verdens yngste nation, Sydsudan

I FN’s flygtningelejr uden for Malakal har dette barn sammen med 45.000 mennesker søgt tilflugt fra kampe, overgreb og sult i verdens yngste nation, Sydsudan

Tyler Hicks

Udland
10. november 2015

Under et lyserødt myggenet i en hytte i en af de beskidte gyder i sektor 2 i Malakal-lejren for beskyttelse af civile ligger den 11 dage gamle Pul.

Lille, velskabt, søvnig og nøgen bortset fra de perler, han har om hals og håndled, ser Pul ud til at være lykkelig intetanende om sit hjemlands tilstand – et land, der kom til verden kun lidt over fire år før ham selv.

Uden for den røgfyldte presenninghytte, hvor han bor med sine forældre, tante og seks søskende, har 45.000 mennesker søgt ly under beskyttelse af fredsbevarende styrker fra FN.

Malakal, der ligger et par kilometer herfra ved Den Hvide Nils bredder, var engang Sydsudans næststørste by, hjemsted for flere end 150.000 mennesker, et centrum for grænsehandel og en international lufthavn.

I dag, efter næsten to års borgerkrig, hvor kontrollen med Malakal har skiftet hænder mellem regeringshær og oprørsstyrker som en snavset pengeseddel, er indbyggertallet svundet ind, og ingen synes at have en klar idé om, hvor mange mennesker der er blevet tilbage sammen med regeringstropperne, kvinderne, der sælger kaffe og alkohol, og andre småhandlende, der stadig hænger på i håbet om at tjene lidt penge.

Den ødelagte lufthavn, hvorfra der engang var fast rutefart nordpå til Sudans hovedstad, Khartoum, patruljeres af blåhjelmede rwandiske soldater, som slentrer hen over den svagt orangefarvede jord, bærende på kalasjnikovs og granatkastere.

Deres tilstedeværelse virker beroligende på dem, der bor i den nærliggende lejr. Bag pigtrådshegn og sandsække tæller lejrens beboere deres rationer med durra og linser og priser sig lykkelige over deres relative sikkerhed.

En dreng fra Malakal-lejren har tegnet denne tegning af en en helikopter, der flyver over et hus og kaster bomber mod folk. Foto: UNICEF

En dreng fra Malakal-lejren har tegnet denne tegning af en en helikopter, der flyver over et hus og kaster bomber mod folk. Foto: UNICEF

Rædsler

De gemmer sig for en krig, der har dræbt titusinder af mennesker, fordrevet 2,2 millioner i og uden for landet, har efterladt 4,6 millioner med alvorlig fødevaremangel og decimeret en allerede svag økonomi.

Kampene har ofte udartet sig til rene rædsler over de seneste 22 måneder. Onsdag i sidste uge kom en længe ventet rapport fra Den Afrikanske Union (AU), der i enkeltheder gør rede for de grusomheder, der ledsager konflikten – fra voldtægt og mord til lemlæstelse af lig, tvungen kannibalisme og massegrave.

»Kommissionen konstaterede tilfælde af seksuel og kønsbaseret vold begået af begge parter mod kvinder,« hedder det i rapporten. »Den dokumenterede også ekstrem grusomhed praktiseret ved lemlæstelse af lig, afbrænding af lig, tapning af blod fra mennesker, der lige var blevet dræbt, og overgreb mod personer fra en anden etnisk gruppe, der blev tvunget til at drikke blod eller spise brændt menneskekød.«

Rapporten kom mindre end en uge efter, at tre FN-institutioner beklagede sig over, at konflikten afskærer humanitær adgang til de mest trængende, og advarede om »konkret risiko for hungersnød« i nogle områder inden for få uger.

Forsøg på at forhandle om vilkårene for en afslutning på kampene i verdens yngste land strander i reglen allerede inden for det første døgn. I begyndelsen af oktober påpegede den østafrikanske organisation Inter-Governmental Authority on Development, som står i spidsen for mæglingsprocessen, at de to parter har overtrådt våbenhvileaftaler 53 gange i løbet af de seneste 19 måneder.

Ikke overraskende er den beherskede optimisme, der bredte sig i august ved underskrivelsen af en våbenhvileaftale mellem præsident Salva Kiir Mayardit og hans tidligere stedfortræder, Riek Machar, gået i sig selv igen.

Blodsudgydelserne, der begyndte 15. december 2013, efter Kiir, en dinka, anklagede Machar, en nuer, for at planlægge et kup, skulle hurtigt rive landet fra hinanden efter sekteriske linjer.

Sydsudan fik sin selvstændighed i 2011.

Simone Vidriksen/iBureauet

Imidlertid har rapporten fra AU ikke fundet tegn på, at konflikten skulle være begyndt med en organiseret opstand. Udløsende for volden blev snarere et sammenstød mellem dinka- og nuer-medlemmer af præsidentens vagtkorps, der snart efter førte til drab på civile og soldater fra nuer-folket, organiseret af regeringen.

Det brændstof, der har givet kampene næring lige siden, er lige så forskelligartet, som det er eksplosivt, og konflikten er blevet formet og omformet gennem generationer af gammelt nag mellem eller internt i folkegrupper, af plyndringer af græsningsjorder til kvæg, rivaliseringer mellem lokale militser, loyalitetsskift og af den stedfortræderkrig, der bliver udkæmpet på vegne af nabostaterne Sudan og Uganda.

Landsfaderen

Fjendskabet mellem Kiir og Machar – to af heltene fra løsrivelseskampen mod Khartoum – har også understreget, hvor kritisk fraværet af John Garang er blevet. Et årti efter sin død ved et helikopterstyrt er soldaten, der blev den landsfader, der sikrede Sydsudan selvstændighed, lige så savnet som tilbedt. Overalt fra husmure til pengesedler stråler hans portræt.

Det meste af den nationale enhed, han byggede op i løbet af den 22 år lange kamp for selvstændighed, er blevet smadret på blot få måneder. Blodbadet nåede nye grusomme dybder i maj i år, da regeringsloyale styrker dræbte 129 børn i delstaten Unity i løbet af tre uger. Overlevende beretter, at drengene blev kastreret og overladt til at bløde ihjel, således at de ikke ville kunne leve længe nok til at søge hævn. Piger helt ned til otteårsalderen blev gruppevoldtaget og andre kastet levende ind i brændende bygninger.

Selv ikke Malakal-lejren med dens velbevæbnede udenlandske fredsbevarende styrker er immun over for volden. Sommetider kommer køller og knive frem, når der udbryder slåskampe mellem shillukker, nuere og dinkaer som en næsten tro gengivelse af de sekteriske myrderier udenfor. Og nogle gange nægter de krigsførende parter at anerkende lejrens status som beskyttet område og beskyder den.

Luny, en 11-årig dreng, der flygtede til lejren med sin familie sidste år, mistede sin storebror under en sådan beskydning.

»De kæmpede lige uden for lejren, da en kugle slog ind og ramte ham,« fortæller Luny. »Hans navn var Yumlat, og han var 15 år. Vi plejede at lege og snakke sammen, og jeg savner ham meget. Da han døde, sagde min mor, at så ville hun også foretrække at dø. Hun følte, det ville være bedre.«

Selv efter brorens død føler Luny og hans familie sig mere sikre i lejren end i den landsby, de forlod i delstaten Øvre Nil. For det meste kan lejrens beboere godt finde ud af at leve sammen i relativ fred. Shillukkerne i sektor 1, nuerne og dinkaerne i sektor 2.

Handlen og livet fortsætter

Om morgenen registrerer FN-medarbejdere de snesevis af daglige nyankomne, der til stadighed kommer hertil fra Wau Shilluk, en by på den anden side af floden, der først for nylig blev åbnet for humanitære organisationer efter at have været afskåret af måneders kampe.

Nogle af børnene går i skole, andre dykker i den mørkegrønne flod og fanger små fisk. Kvinder, der er desperate for at supplere deres rationer eller tjene lidt penge, vover sig ud bag pigtrådens sikkerhed for at samle frugt og grønt og trodser dermed den dobbelte trussel, som voldtægt og krokodiller udgør.

Ligesom livet går handelslivet videre, selv under de mest ynkelige forhold. Fra tidligt om morgenen bliver de stier, der gennemskærer lejren, en basar for de næsten subsistensløse.

På kasser, borde og presenninger spredt på jorden sælges der hvidløg i fed og salt fra små plastikkar. Her findes også stærke og røde chilier, løg, okra, små limefrugter, kødstykker med flimrende fluer over, kenyanske cigaretter, firkanter af banantyggegummi, små tørrede fisk og søm og stumper af metalaffald til brug i hjemmet eller hvilke andre geniale og sparsommelige anordninger, lejrens beboere nu måtte have hittet på.

For dem, hvis døre er robuste nok til at støtte dem, findes der skinnende nye hængelåse. For dem, der går med sko, bøtter af skocreme.

Om eftermiddagen styrer hundredvis af lejrens 25.000 børn mod UNICEF-skolegården. Nogle spiller fodbold eller danser og synger, andre tegner billeder. De yngste maler blomster med kridt på tavler, mens de lidt ældre på papir tegner huse, firehjulstrækkere og kirker.

Én dreng synes at tegne noget fra sin erindring. Over et hus med et sydsudanesisk flag flyver en helikopter. Den kaster bomber ned på røde tændstiksmennesker, der falder omkuld.

Ettie Higgins, UNICEF’s stedfortræder og repræsentant i Sydsudan, har arbejdet i Darfur, Somalia, Den Centralafrikanske Republik og Syrien. Men hun siger, at hun aldrig har set en humanitær nødsituation eskalere så hurtigt eller så uforudsigeligt som i Sydsudan.

»Folk er ekstremt underernærede,« siger hun. »Vi ser voldsomt høje niveauer af underernæring blandt mødre, der giver deres børn alt muligt at spise, selv knolde af åkander. Mødrene ankommer til Bentiu-beskyttelseslejren i den nordlige Unity State og kollapser bogstaveligt talt ved porten. Et så massivt niveau af menneskelig lidelse og desperation har jeg aldrig set mage til noget andet sted.«

På alle niveauer, tilføjer Higgins, er det børnene, der betaler den højeste pris for konflikten: Omkring 15.000 skønnes at være blevet tvunget til at kæmpe som børnesoldater. Næsten 1.500 er blevet dræbt under kampene, og yderligere tusindvis er døde af malaria, kolera, diarré og fejlernæring. Hun siger, at disse tal kun vil stige, hvis ikke kampene stopper, og hjælpeorganisationer ikke kan nå de områder, der har mest akut behov for hjælp.

Men Higgins er kun alt for bevidst om Sydsudans plads i hierarkiet af glemte krige – et eller andet sted under Yemen, et eller andet sted over Den Centralafrikanske Republik.

»Jeg ved, at det kommer på et tidspunkt, hvor vi ser nye rædselsvækkende billeder fra migrations- eller flygtningekrisen. Og jeg ved, at dette her er en mere vanskelig historie at fortælle, men den er ikke mindre værd at fortælle,« understreger hun.

»Det er en del af Sydsudans tragedie. Folk har ikke altid ønsket at vide besked om den – eller at tage sig tid til at forstå den.«

Omverdenen må presse på

Franz Rauchenstein, der tilbragte 18 måneder i Sydsudan som leder af delegationen fra Røde Kors, tror stadig på, at den vaklende fredsaftale fra august må være landets bedste chance.

»Det er en meget skrøbelig situation, der stiller store krav til lederskab fra begge parter og også kræver et fortsat pres fra det internationale samfund,« siger han. »Dette pres må endelig ikke aftage. Der er også brug for mere humanitær støtte.«

Indtil kampene stopper på steder som Unity State, tilføjer Rauchenstein, vil hjælpeorganisationerne være nødt til at holde sig væk og være frustrerede. Højest kan de træde kortvarigt til, når ophold i volden gør det muligt for dem at levere en forhastet dråbe af forsyninger.

Fornyet frygt for hungersnød og diverse anklager i rapporten fra AU vil kun øge presset på Kiir og Machar om at bilægge deres uoverensstemmelser af hensyn til landet.

Samtidig vil sandheden i sammenligningerne på præsidentens hjemmeside blive sat på prøve: »På grund af hans (Kiirs, red.) nære kammeratskab med afdøde Dr. Garang, ses han som legemliggørelse af og garanten for fremtiden i den fredsaftale, som vor faldne helt har stået i spidsen for. Sandt at sige betegner mange politiske analytikere og meningsdannere verden over ham som en bibelsk Josva der tog lederskabets kappe fra Moses, da israelitterne gjorde klar til at gå ind i Kanaans land, og som dygtigt fik bosat de daværende flygtninge i det forjættede land.«

For de hundreder af tusinder af flygtninge, der er tvunget fra deres hjem og spredt rundt om i den unge nation, handler held i disse dage om blot at sikre sig nok madrationer.

Inde i sit telt rører Pul på sig, og hans mor, Nyandong Gik, forklarer, hvorfor han fik det navn.

»Det betyder ’hel’«, siger hun. »Alle udenfor kæmper, men herinde er vi samlet.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her