Verdensbanken: Klimapolitik og fattigdomsbekæmpelse må integreres bedre

Verden må i langt højere grad lægge sig i selen for at kombinere sine bestræbelser på at stabilisere klimaændringer med programmer til udryddelse af fattigdom. I modsat fald vil det ikke kunne lade sig gøre at redde sårbare mennesker fra den nød, som bliver konsekvensen, når stigende temperaturer gør skade på deres fødevaresikkerhed og levebrød. Således lyder den dystre advarsel fra Verdensbanken i en netop udgivet rapport.

Helt op til yderligere 100 millioner mennesker risikerer at havne i ekstrem fattigdom på grund af de stigende temperaturer, som er forårsaget af udledningen af ​​drivhusgasser, vurderer Verdensbankens rapport. Bankens seneste skøn anslår antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i år, til 702 millioner eller 9,6 procent af verdens befolkning.

Klimaændringerne har ført til fejlslagen høst, naturkatastrofer, højere fødevarepriser og spredning af vandbårne sygdomme, hvilket allerede har ført forøget fattigdom med sig, fremgår det af rapporten, Shock Waves: Managing the Impacts of Climate Change on poverty, der blev offentliggjort søndag.

Udryd fattigdommen

Indsatsen for at stabilisere klimaændringerne bør også indeholde strategier til at udrydde fattigdom, pointerer Stéphane Hallegatte, en ledende økonom i Verdensbankens klimagruppe og medforfatter til rapporten.

»De politiske programmer, investeringerne, finansieringen, alt dette må integreres bedre. Ellers er bliver indsatsen ikke effektiv nok.«

Fattige mennesker behøver sociale sikkerhedsnet og universel sundhedspleje, hvis fattigdommen skal udryddes på bæredygtig vis, fastslår rapporten. Programmer til at mindske virkningerne af klimaændringerne bør ikke skabe nye sårbarheder, ligesom de bør afspejles i udviklingspolitikken, der må vide at inddrage hensynet til fremtidige klimaforhold.

»Når vi opbygger infrastruktur, for eksempel, har vi brug for at sikre, at den anlægges på steder, der er sikre i dag, men som også vil kunne forblive sikre med stigende havvandstande, ændring i nedbør osv.«, siger Hallegatte.

Lettere at gøre det nu

Han tilføjer, at verden bliver nødt til at skride til øjeblikkelig handling for at mindske skadevirkningerne af klimaændringer, hvis bæredygtighedsmålene om udryddelse af ekstrem fattigdom skal kunne opfyldes.

»Det er virkelig magtpåliggende at vi får reduceret fattigdommen, før mennesker rammes af endnu større klimapåvirkninger. Det er trods alt nemmere at bringe mennesker ud af ekstrem fattigdom nu end at skulle gøre det senere,« siger Hallegatte.

Uden en gennemtænkt og koordineret planlægning kan bestræbelser på at stabilisere klimaændringernes effekter betyde, at de fremskridt, som over årtier har løftet millioner ud af fattigdom, rulles tilbage, advarer rapporten. Forfatteren anfører blandt sine eksempler på dette, at miljøafgifter indført med henblik på at reducere drivhusgas-emissioner kan hæve priserne på brændstof og mad. Og det vil ramme de fattigste hårdest.

»De samme politikker kan udformes, så de beskytter og sågar gavner fattige mennesker – f.eks. ved at bruge provenuet fra miljøafgifter for at forbedre den sociale beskyttelse,« hedder det i rapporten.

Etiopiens sociale beskyttelseslove og Rwandas sundhedsdækning har forstærket den langsigtede indsats for fattigdomsbekæmpelse i begge lande og dermed gjort det mindre sandsynligt, at fattige mennesker falder tilbage i endnu værre fattigdom som følge af klimaændringer.

»I de fleste tilfælde er der behov for en samlet pakke af politikker. På den ene side klimapolitikkerne selv, på den anden de supplerende politikker, der kan lette omstillingen og støtte fattige mennesker i transitionsprocessen,« siger Hallegatte.

Hallegatte er optimistisk i sin forhåbning til, at verdens ledere vil skride til en hurtig indsats for at stabilisere klimaændringerne, og for så vidt at dette lykkes, vil det også gavne indsatsen for at udrydde fattigdom, pointerer han.

I år har der fundet en række højt profilerede møder sted, hvilket har skabt en følelse af, at der omsider er skabt samlet fremdrift i kampen mod global opvarmning. Et vigtigt skridt var vedtagelsen på FN’s Generalforsamling i september af ​​de globale bæredygtighedsmål med en fastsat deadline i 2030 for udryddelse af fattigdom i alle dens former – et markant skridt til opildnelse af indsatsen for at bekæmpe klimaændringerne og deres konsekvenser.

Andre milepæle har inkluderet konferencen i Addis Ababa om finansiering af udvikling og konferencen i Sendai om katastrofeforebyggelse, og i næste måned vil verdens ledere forsamles i Paris til det 21. møde mellem de lande, der har skrevet under på FN’s rammekonvention om klimaændringer.

»Man kan se, at der er flere tiltag, der løber sammen her: Disse konferencer er blevet tilrettelagt i en indbyrdes sammenhæng, og man fornemmer, at nu haster det,« siger Hallegatte.

Modarbejdet af USA og Kina

Store udfordringer står tilbage. Ifølge rapporten har verden brug for at finde intet mindre end 1 billion dollar mere hvert år for at udbygge den centrale infrastruktur, hvis målene skal nås. Klimatopmøder er tidligere blevet modarbejdet af USA og Kina, som har været tilbageholdende med at ofre økonomisk vækst for reducerede emissioner.

Forventningerne til næste måneds klimatopmøde holdes dog oppe af de frugtbare samtaler, som sidste år blev afholdt i Beijing, hvor Kina lovede, at kulminationspunktet for dets emissioner ville være passeret »omkring 2030«, og USA sagde, at man i 2025 ville nedskære sine emissioner med 26-28 procent i forhold til deres 2005-niveau.

»Nu kommer vi til implementeringsfasen, og her melder sig den virkelige udfordring: Kan vi omsætte denne vilje til at handle til noget, der gør en forskel i den praktiske virkelighed?« spørger Hallegatte.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen