Læsetid: 4 min.

Vintertransit

I den kroatiske stationsby Slavonski Brod har både flygtninge, migranter og politi genfundet glæden i en nyoprettet transitlejr. Det virker så nemt
I den kroatiske stationsby Slavonski Brod har både flygtninge, migranter og politi genfundet glæden i en nyoprettet transitlejr. Det virker så nemt

Rasmus Degnbol

26. november 2015

Den 30. oktober underskrev det kroatiske og serbiske politi en aftale med hinanden. En aftale, som ikke bare sikrer en klar og sikker rute for flygtninge og migranter på vej igennem Balkan-landene, men som nu skaber varme, smil, ro og en genfunden glæde hos både flygtninge, migranter og det kroatiske politi, som ikke brød sig om at være hårdhændede mod flygtningene ved grænserne.

»Aftalen med Serbien er klar og beskrevet ned til mindste detalje – hver dag kommer fire tog hver fjerde time fra Sid i Serbien – på toget må der kun være én lokofører, to bevæbnede kroatiske politibetjente og 1.000 flygtninge og migranter – intet mere, intet mindre. Toget afgår fra byen Sid og ankommer her til kroatiske Slavonski Brod – det er nemt for dem og nemt for os. Vi håber at kunne lave samme aftale med Slovenien på et tidspunkt,« siger Jelena Bikic, talskvinde for det kroatiske politi.

Mens jeg går rundt i den nyligt oprettede vinterlejr i Slavonski Brod, en by på grænsen til Bosnien-Hercegovina, virker det hele også nemt. Lejren blev bygget på under 14 dage og har officielt plads til 5.000 flygtninge, men antallet kan nemt fordobles. Mens brugen af telte andre steder i Europa har mødt stærk kritik, giver de mening her i transitlejren.

Teltene er opvarmede, her er gratis wi-fi, lægehjælp og mad. Lejren ligger i udkanten af byen, så lokalsamfundet intet mærker til den, og toget ankommer direkte midt i lejren. Alle hjælpes af toget og igennem registrering. 20 registreringer hvert tredje minut. På de to timer, hvor jeg bliver vist rundt i lejren, når de 1.000 ankomne igennem registreringen, får mad og får anvist et telt eller skurvogn, hvor de kan slappe af.

Rasmus Degnbol

Køer og kulde

Lejren står i skærende kontrast til de improviserede flygtningelejre i Grækenland, Makedonien og Serbien på ruten herop. I Grækenland på øen Lesbos, hvor størstedelen af flygtningene og migranterne kommer til, er der fortsat ikke styr på modtagelsen. Når de endeligt når frem til modtagecenteret Moria venter der dem oftest tre dages kø. Man kan ikke forlade køen for hverken mad eller toiletbesøg, uanset vejr og vind, dette medførte de første dødsfald i lejren i oktober.

I Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien er de igen tvunget til at overnatte udenfor, oftest i flere dage mens de venter på at kunne krydse grænsen. Lejrene er oftest i praksis drevet af frivillige uden nogen form for klar ledelse eller erfaring. Sådan er det hele turen op igennem det sydlige Europa. Frygten for overgreb af politi eller militær er en fast del af deres hverdag, og når de gang på gang anbringes i en ny lejr uden nogen former for basale nødvendigheder er det kun medvirkende til eskaleringen langs grænseovergangene.

Et nyt tog er netop ankommet her i vinterlejren, og de første minutter fra de forlader toget, er alle tydeligt nervøse for, hvad der skal ske, men hurtigt indfinder der sig en ro. Da jeg forsøger at gå ind i et telt for at snakke med nogle af flygtningene, beder en betjent mig om at respektere deres privatliv. Han smiler til mig – og det er tydeligt, at det ikke er for hans skyld, men rent faktisk for flygtningenes. »De har været igennem nok ...« tilføjer han, da jeg går væk derfra.

Rasmus Degnbol

Ægte grin

Lidt derfra står en storskærm, som dem man ser på stadioner. »Velkommen til Kroatien«, står der på fire sprog. På skærmen forklares, hvor flygtningene befinder sig, hvad der skal ske de næste timer, hvor de kan få lægehjælp, og hvornår den næste tur videre til Sloveniens grænse går.

I lyset fra skærmen står en gruppe amerikanske baptister klædt i orange fra top til tå. De er lige ankommet og står som forstenede. Pastor John Ringgold, en høj mand med karakter og en kraftig, tydelig stemme, står hovedrystende og kigger på. »En ting er at se det på tv, en anden ting er at være her i virkeligheden – vi kunne ikke bare sidde derhjemme og se på længere,« siger han, mens hans blik ikke flytter sig fra de 1.000 flygtninge der netop af ankommet. Sammen med tre andre fra deres menighed i San Diego samlede de penge ind, og i samarbejde med den Ungarske Baptistkirke er de nu taget til Slavonski Brod for at omsætte pengene til nødhjælp og deres tid til omsorg.

Længere henne langs hegnet står en broget gruppe unge fra hele Europa klædt i klovnekostumer – stilheden i lejren brydes nu af børnegrin og smil på en måde, jeg ikke før har oplevet under min dækning af flygtningekrisen. Ægte børnegrin – helt nede fra maven. De griner og løber rundt, mens en ung spansk mand iført klovnenæse lader, som om han fører en pind igennem næsen og ud af øret på en af de små syriske drenge. Børnene griner igen, og selv gruppen af hårde 14-15-årige afghanske drenge kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet. For et øjeblik er drengenes alder igen synlig.

De næste fire timer er de sikre og beskyttede af en kroatisk regering, der vil dem det godt på deres besøg i deres land – også selv om de bare er i transit. Vintertransit i Slavonski Brod, Kroatien.

Billedtekst

Rasmus Degnbol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Jørgen Wassmann
  • Pia Qu
Gert Romme, Jørgen Wassmann og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer