Læsetid: 5 min.

Både PKK og Erdogan har interesse i kurdisk borgerkrig

Tyrkiets kurdiske provinser er forvandlet til en krigszone, hvor en ny krig mellem unge kurdiske nationalister og PKK-veteraner og statens sikkerhedsstyrker har afløst den fredsproces, ingen af parterne længere synes interesseret i
Unge demonstrantere bygger barrikader under kurdiske uroligheder i Diyarbakir i den kurdiske provins. Bevæbnede teenagere og PKK-militante har i uger holdt stand i en selverklæret ’autonom zone’, omringet af sikkerhedsstyrker og kampvogne.

Murat Bay

21. december 2015

Det er kun få måneder siden, Diyarbakirs borgerskab kunne spise ude, gå i biografen eller slå et slag forbi en af de politiske cafeer, hvor der tales kurdisk over kaffen. I dag er Diyarbakirs historiske Sur-nabolag bag den antikke bymur, der er på FN’s liste over verdens kulturarv, et forrevet terræn af skyttegrave, barrikader og kratere efter granatnedslag. Bevæbnede teenagere og PKK-militante har i uger holdt stand i en selverklæret ’autonom zone’, omringet af sikkerhedsstyrker og kampvogne.

I Cizre, Silopi, Sirnak, Nusabeyn, Semdinli og andre byer i grænseområderne til Irak og Syrien er sceneriet det samme: Den tyrkiske stats skikkerhedsapparat står overfor hidtil uset modstand med kalashnikovs, granatkastere, morterer og varmesøgende antitank-missiler af typerne Kornet, Milan og TOW suppleret med skulderbårne jord-til-luft-missiler. Mange militante har byguerillaerfaring fra forsvaret af den syrisk-kurdiske Kobane på grænsen til Tyrkiet under Islamisk Stats belejring af byen.

Når stadig flere tyrkiske eksperter nu taler åbent om borgerkrig i det sydøstlige Tyrkiet, skal man tilbage til Islamisk Stats angreb på Kobane i vinteren 2014-15 for at finde baggrunden. Den gang hindrede en panserkæde af tyrkiske kampvogne tyrkisk-kurdisk undsætning til de syriske fætre og kusiner i PYD, det syrisk-kurdiske parti. Kun efter pres fra USA fik pershmegakrigere fra Nord-irak lov til at krydse grænsen, men unge tyrkiske kurdere og militært trænede PKK-veteraner blev blokeret med den begrundelse, at deres passage ville være ’støtte til en terrororganisation’, det syrisk-kurdiske PYD, der forbundet med PKK hylder den fængslede Abdullah Öcalan som deres ikon.

Læs også: Tyrkiet fik intet med fra NATO – ud over frie hænder mod PKK

At Ankara derved støttede terrororganisationen Islamisk Stat, blev der set ret stort på i Tyrkiets regeringskontrollerede medier. Nogle frivillige slap dog igennem blokaden, og mange af dem bemander idag barrikaderne i Sur, Cizre, Sinak og Silopi.

I mellemtiden dannede unge kurdere, der havde kæmpet i Kobane, ungdomsorganisationen YDG-H, der står for ’Patriotisk Revolutionær Ungdoms Bevægelse’ og er baseret i byerne, hvor de kæmper sammen med PKK. Det er disse ungdomsgrupper, der har etableret ’autonome zoner’ i bl.a. Diyarbakir og Cizre og har medført undtagelsestilstand i flere provinser, akut fængsling af 22 kurdiske borgmestre, en masseflugt af 30.000 civile og mindst 150 dræbte i veritable by-guerilla-slag med sikkerhedsstyrker.

Mistilliden fik mæle

Den psykologiske effekt af den tyrkiske blokade af Kobane betød, at tyrkiske kurdere mistede tillid til, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mente den fredsproces, der blev forhandlet i ly af en mere end to år lang våbenhvile, alvorligt.

Når den alligevel holdt frem til juli, var det fordi PKK-ledelsen støttede det legale kurdiske parti, HDP, der stod til at komme i parlamentet ved valget i juni, hvilket skete. Først den 20. juli, da Islamisk Stat sendte en selvmordsbomber mod en ungdomslejr i Suruc, den tyrkiske grænseby vis a vis Kobane, med 33 dræbte kurdiske fredsaktivister som det triste resultat, fik mistilliden mæle.

Ledelsen i HDP (Folkets Demokratiske Parti) mere end antydede, at den tyrkiske regering var moralsk medskyldig i massakren. Erdogans tolerance overfor tilstedeværelsen af Islamisk Stat i det sydlige Tyrkiet var velkendt. Og PKK, indtil da stadig partner i fredsprocessen, reagerede med at myrde to sagesløse politibetjente i grænsebyen Ceyanpinar som ’hævnaktion for Suruc’.

Regeringens svar kom den 23. juli, da tyrkiske kampfly bombede våbenhvile og fredsproces tilbage til nulpunktet med angreb på PKK-lejre i Kandil-bjergene på den irakiske side af grænsen.

Det var umiddelbart en gåde, at PKK med mordene på de to betjente, men uden skygge af bevis for regeringens medviden om Suruc-massakren, fremprovokerede fredsprocessens endeligt.

Men ifølge den tyrkiske analytiker og tidligere rådgiver for Tyrkiets forsvarsministerium, Metin Gurcan, traf både regeringen og PKK reelt beslutning om at droppe fredsprocessen langt tidligere.

»PKK så de muligheder, slaget om Kobane eksponerede: international legitimitet som allieret med USA og Vesten og en udvidelse af deres interesseområde til Irak og Syrien,« siger Metin Gurcan til Information.

»Ved at skabe fakta på landjorden mente de at kunne diktere regeringen i Ankara deres politiske krav.«

PKK’s geopolitiske håb

PKK’s politik er afledt af Syriens og Iraks igangværende opløsning som stater, der skitserer et nyt politisk landkort med en syrisk-kurdisk enklave, der geografisk rækker frem til Nordirak, regeret af KRG, den autonome kurdiske regering. PKK ser en kurdisk statsdannelse på tværs af den gamle Sykes-Picot-grænse, hvilket – med stiltiende accept af HDP – er en gylden mulighed, en chance, der kun opstår én gang hver 100 år.

»PKK vil nå mere end endnu en times ekstra kurdisk-undervisning i skolerne, de vil være en del af en kurdisk stat,« som en politisk redaktør i Istanbul udtrykker det.

I lighed med Metin Gurcan peger hun på, at PKK og PYD har politisk medvind både i Washington og Moskva, som værdsætter allierede landstyrker i krigen mod IS. Eller som en regeringsvenlig avis, Sabah, retorisk spurgte i en kommentar: »Hvordan kan PKK og PYD på samme tid pleje tætte relationer med Washington, Moskva, Teheran og Damaskus?« Avisens svar var underforstået: at alle fire hovedstæder er åbne eller latente fjender af Erdogan og hans regering.

Erdogans personlige ambition

Hvilket dog ikke forklarer, hvorfor Erdogan kun ventede på en anledning til at bombe PKK i stedet for at genoptage fredsprocessen hurtigst muligt. Ganske vist vil Erdogan for enhver pris undgå, at kurdisk autonomi syd for Tyrkiets grænse smitter af på de tyrkiske kurdere, og han så med stigende mishag på det legale parti, HDP’s stigende opinionstal, der styrkede kravet om kurdisk ’demokratisk autonomi’ gennem foråret 2015.

Ifølge Metin Gurcan var det ikke kun geopolitisk bekymring, men især Erdogans egne ambition om at ændre den tyrkiske forfatning, der ligger bag den militære optrapning.

»Når regeringen ikke har søgt forhandling, men øget spændingen i de kurdiske provinser, skyldes det dels, at den ikke helt har forstået den nye dynamik i regionen – de unge aktivister er ikke terrorister og ikke civile, men er en ny type oprørere, der politisk ligger i gråzonen mellem PKK og HDP – dels at Erdogan med den gammeldags militære løsning håber at kunne vinde nationalisterne i parlamentet over på sin side.«

Gurcan peger på, at misfornøjede parlamentarikere i det ultranationalistiske parti, MHP, der gik tilbage ved valget i november, er rede til at skifte holdning, hvilket kan skaffe Erdogans parti, AKP, de fornødne 17-20 mandater, der skal til for at nå de magiske 330 mandater, der kan sende et nyt præsidentielt system til folkeafstemning.

»Meningsmålinger har vist, at Erdogan nu støttes af 56-57 procent af vælgerne, så det scenarie er i høj grad aktuelt,« siger Gurcan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu