Læsetid: 1 min.

Burundis regering indvilger i fredsforhandlinger

28. december 2015

Burundis regering er modvilligt gået med i fredsforhandlinger med oppositionen efter pres fra Den Afrikanske Union. For første gang siden uroen i Burundi brød ud i april, deltager regeringen nu i fredsforhandlinger.

Landet har været plaget af voldsomme protester siden præsidenten, Pierre Nkurunziza, valgte at ignorere landets forfatning, der siger, at en leder højst kan sidde på posten i ti år.

Søndag rejste de rivaliserende parter til Uganda for at deltage i fredsforhandlinger, der begynder mandag.

»Fredsforhandlingerne vil begynde mandag i Entebbe (by tæt på Ugandas hovedstad, Kampala, red.). Alle parter vil være til stede, inklusive regeringen,« siger forsvarsministeren i Uganda, Crispus Kiyonga, til AFP.

Det er Den Afrikanske Union, der har presset på for at få Burundi til at stoppe uroen. Præsidenten har ellers været noget modvillig med hensyn til at modtage international hjælp.

For en uge siden meddelte Den Afrikanske Union, at man ville indsætte 5.000 fredsbevarende styrker for at få kontrol over situationen.

»Vi vil ikke tillade udenlandske soldater i Burundi. Vi har ikke brug for dem, svarede en talsmand for regeringen,« Gervais Abayeho, til Al-Jazeera.

Den Afrikanske Union og det internationale samfund følger situationen i Burundi tæt, fordi man frygter, at den politiske uro kan udvikle sig til en etnisk konflikt mellem hutuer og tutsier, de to etniciteter i landet.

Hvis den gør det, risikerer den at minde uhyggeligt meget om en anden konflikt – folkemordet i nabolandet Rwanda i 1994.

Her så det internationale samfund passivt til, mens hutuerne slog omkring en million tutsier ihjel.

Pierre Nkurunziza er selv hutu, og kritikere mener, at præsidenten ikke er interesseret i fredsforhandlinger og fredelige løsninger, da han dermed kan blive tvunget til at give afkald på magten.

Ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu