Læsetid: 6 min.

Centraleuropa mangler viljen til at redde Schengen

De vil ikke modtage kvoteflygtninge. De vil ikke genhuse flygtninge fra nærområderne. De ser forslaget om et mini-Schengen som afpresning, men er heller ikke indstillet på en fælleseuropæisk grænsevagt. De centraleuropæiske EU-lande gør det ikke let at redde et presset Schengen-samarbejde, mener den polske iagttager Piotr Buras
Med det nyopførte 170 km. lange pigtrådshegn på den serbisk-ungarske grænse, kan Ungarn løse problemet for sig selv, men det kan ikke løse problemet for andre lande eller for Europa. Det siger  Piotr Buras, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Warszawa-kontor.

Zoltan Gergely Kelemen

28. december 2015

Det grænseløse Europa og den fri bevægelighed var en praktisk og tidsbesparende ordning for alle europæere, da det blev indført med Amsterdam-traktaten i 1999. Men for befolkningerne i de øst- og centraleuropæiske lande, der blev medlemmer af EU i 2004, betød medlemskabet af Schengen-området mere end for de fleste.

»Fri bevægelighed var efter årene med kommunismen i vores del af Europa noget ekstremt vigtigt – et af symbolerne på det forenede Europa,« fortæller Piotr Buras, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Warszawa-kontor, under et besøg i London.

»Indtil 1989 havde befolkningen ikke lov til at rejse overhovedet. Det var et af de store fremskridt efter 1989, at folk selv kunne beslutte, om de ville besøge et andet land, men derefter kom det andet store skridt, da grænserne blev åbnet til Europa gennem vores medlemskab af Schengen. Hvis du kigger på meningsmålingerne ligger fri bevægelighed og åbne grænser klart i toppen over de værdier og fordele folk i Polen finder vigtigst ved EU-integrationen,« tilføjer han.

I det lys kan det undre, at de øst- og centraleuropæiske lande har ageret, som de har, under den krise, der som resultat af et historisk højt antal flygtningeankomster til Europa, har truet selve Schengen-systemet.

I både ord og handling har landene slidt på tålmodigheden i de ’gamle’ medlemslande – særligt i Tyskland, som den ungarske premierminister Viktor Orban har beskyldt for at have skabt krisen ved at byde syriske flygtninge velkommen.

»Dette er ikke et europæisk problem, det er et tysk problem,« sagde Orban i september.

I kommentaren ligger – mener Piotr Buras – en manglende forståelse for, at »hvor vi er placeret geografisk på europakortet er ikke vigtigt, for hvis vi fejler, fejler vi sammen«.

Det er samme mangel på forståelse, der præger Ungarns ’løsning’ af sit eget flygtningeproblem – nemlig opførslen af et 170 km langt pigtrådshegn.

»Ungarn kan selvfølgelig løse problemet for sig selv, men det kan ikke løse problemet for andre lande eller for Europa. Det er ikke et eksempel, som kan kopieres i f.eks. Grækenland eller på EU-plan,« siger han og peger på, at eksempler fra bl.a. grænsen mellem USA og Mexico viser, »at det er helt umuligt at forsegle en grænse, og at prisen ved at forsøge er ekstrem høj i forhold til menneskerettighederne«.

Han efterlyser også en større forståelse for problemets kompleksitet.

»I bund og grund er problemet migrationen – flygtningestrømmen. At tro at vi kan løse det problem ved at bygge hegn er en komplet illusion. Der er brug for mange andre instrumenter – såsom en mere effektiv genhusningspolitik (genhusning direkte fra lejre i nærområdet, red.) og aftaler med andre lande som Tyrkiet – for at få situationen under kontrol og i sidste ende redde Schengen,« siger Buras.

Disse løsninger kræver netop fælles handling, men i mange EU-lande – ikke kun i Centraleuropa – er der i øjeblikket en mangel på fælles tænkning.

»Hvor meget hvert land skal yde, bør selvfølgelig differentieres, men fællesnævneren bør være en forståelse for, at fælles handling er nødvendig, og at det er vores fælles udfordring. Men det smuldrer i øjeblikket, og det er årsagen til, at vi har denne diskussion om at lukke grænserne,« siger han.

Buras tilføjer, at problematikken dog også hænger sammen med en designfejl i Schengen-samarbejdet.

»De øst- og centraleuropæiske landes positioner er måske ikke nogen hjælp, men i bund og grund er det et strukturelt problem. Den virkelige grund til, at vi debatterer Schengen-samarbejdets fremtid, er, at Europa som helhed ikke var forberedt på den flygtningesituation, vi står i. Man kan sige, at ligesom eurozonen ikke var forberedt på finanskrisen, så var Schengen-systemet ikke forberedt institutionelt og juridisk på den flygtningekrise, vi nu er vidne til,« siger han.

»Lande som Tyskland og andre er selvfølgelig medskyldige i systemets fejl, men lige nu bør vi ikke diskutere, hvem der er ansvarlig for hvad; det er tid til at finde løsninger.«

Mini-Schengen

De løsninger, der indtil videre er blevet foreslået i EU-regi – bl.a. en solidarisk kvotefordeling af 160.000 flygtninge mellem medlemslandene og senest en fælleseuropæisk grænse- og kystvagt – er imidlertid ikke faldet i god jord i lande som Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvilket har ført til anklager om, at de ’nye’ medlemslande – der har modtaget mange millioner euro fra EU til omstillings- og infrastrukturprojekter – bør forstå, at solidaritet går begge veje. Indtil videre uden resultat, hvilket har ført til forslag om at udelukke lande fra EU-midler og sågar fra Schengen.

Den hollandske regering har f.eks. luftet ideen om et ’mini-Schengen’-område, som ud over Holland skulle omfatte Tyskland, Belgien, Luxembourg og Østrig, ifølge avisen De Telegraaf.

»Ideen er blevet tolket som en manøvre med henblik på at true, sågar afpresse, de lande, der ikke udviser villighed til at hjælpe med at genhuse flygtningene,« forklarer Piotr Buras, der ikke er sikker på, at det overhovedet vil være praktisk muligt at gennemføre et ’mini-Schengen’. Alligevel vil han ikke helt afvise ideen.

»Tyskland er et af de lande, der har diskuteret ideen, og som også har truet andre lande med det, hvilket er blevet opfattet som en temmelig brutal måde at føre politik på, men vi må også forstå den komplicerede tyske indenrigspolitiske situation. Angela Merkel har behov for at vise handling for at blive ved magten, og hvis hun ikke kan få en kvoteordning igennem, hvis ikke hun kan få en fælleseuropæisk grænsevagt igennem, hvad kan hun så gennemføre? Måske kan hun få et ’mini-Schengen’ igennem, selv hvis det kun vil være symbolsk og ikke praktisk,« siger han.

Det vil dog netop ikke redde Schengen, som i dag består af 26 lande, så mere realistisk er det nok, at EU i sidste ende vil blive enige om en grænse- og kystvagt. Ideen har dog ikke fået en god modtagelse i Polen og andre centraleuropæiske lande.

»De har modsat sig genhusningsordning, de har modsat sig kvotesystemet, de vil ikke det ene, og de vil ikke det andet. Regeringerne har længe talt om, at prioriteten bør være at styrke de ydre grænser, og nu ligger der et konkret forslag på bordet. Det kan godt være, at de ikke kan gå med til alt i forslaget, men de kunne have brugt det til at vise, at der er noget, de ikke er modstandere af,« siger Buras og tilføjer, at han heller ikke har hørt de centraleuropæiske lande komme med egne løsningsforslag.

»Polen har lovet 70 mio. euro til Tyrkiet-fonden, men det er bare et symbolsk bidrag, og vores partnere – særligt Tyskland – forventer mere end det. De forventer konkret handling eller i det mindste større forståelse og mere politisk opbakning og ikke bare kritik for de tiltag, de iværksætter. Men selv mere forståelse vil nok være svært at levere,« vurderer Buras – på trods af centraleuropæernes forkærlighed for det grænsefri Europa.

Andre dagsordener og bekymringer – såsom sikkerhed og udfordringerne ved et multikulturelt samfund – er begyndt at spille en rolle i denne del af Europa.

»Jeg tror, at regeringerne har kalkuleret med, at Schengen kan bryde sammen, og de er parate til at betale prisen, fordi det er sværere at sige: ’For at bevare Schengen må vi acceptere 50.000 flygtninge’ end at sige: ’EU falder fra hinanden, Tyskland fremprovokerede denne krise, og nu lukker de deres grænser – det er trist, men det må vi leve med’,« vurderer han.

»Det er altid sværere at handle end ikke at handle, og det er ikke kun sandt for Polen, men også for mange andre lande. Der er behov for politisk vilje og mod,« mener Piotr Buras. Men han ser det ikke i dagens Europa.

»Tyskland synes fast besluttet på at finde en løsning og bevare Schengen, men der er færre og færre lande, der er parate til at give Tyskland en hjælpende hånd, så jeg er ikke særlig optimistisk,« siger han.

Serie

Seneste artikler

  • De frie grænser er et privilegium, vi er ved at miste

    31. december 2015
    Assya Kavrakova har kæmpet hele sin karriere for borgernes ret til at bevæge sig frit over de europæiske grænser. Nu oplever hun en tilbagegang forårsaget af panik og politiske automat-reaktioner. Hun savner en langsigtet politisk stillingtagen til, hvad vi vil med det projekt, der måske har betydet mest for de fleste almindelige EU-borgere: Schengen-samarbejdet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Buras tilføjer, at problematikken dog også hænger sammen med en designfejl i Schengen-samarbejdet.

»De øst- og centraleuropæiske landes positioner er måske ikke nogen hjælp, men i bund og grund er det et strukturelt problem. Den virkelige grund til, at vi debatterer Schengen-samarbejdets fremtid, er, at Europa som helhed ikke var forberedt på den flygtningesituation, vi står i. Man kan sige, at ligesom eurozonen ikke var forberedt på finanskrisen, så var Schengen-systemet ikke forberedt institutionelt og juridisk på den flygtningekrise, vi nu er vidne til,« siger han.

Men det er ikke en flygtningekrise, "vi nu er vidne til", som Buras påstår, hvis det var, ville EU finde en løsning på 'krisen', men som de fleste ved, er det en permanent flygtninge udfordring, der vil udfordre EU de kommende hundrede år eller mere, man behøver blot, at forsøge at svare på et par logiske afledte spørgsmål, til den påståede 'krise', for at forstå det er årets undervudering af problematikken.

Hvad skal stoppe eksempelvis 3 millioner mennesker på flugt over Middelhavet?
Hvad skal stopper eksempelvis 3 millioner mennesker ved en grænseovergang til Albanien året efter?

Europas krigs/klimaflygtninge der nu ankommer i million antal til EU, er grundlæggende millioner af krigs/klimaflygtning, der aldrig kan vende hjem, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget i et omfang, så det ikke betaler sig, at opbygge f.eks. Syrien igen, men hele Nordafrika er ved at nå smertegrænsen for et eksistensgrundlag.

FN estimere, at 200 millioner krigs/klimaflygtninge i verden de kommende 35 år 'før' 2050.
Hvornår forstår politikkere og vælgere, at uden håb om en bæredygtig fremtid, uden handling på de underliggende klima problemer, kommer de uløste problemer til os, før eller siden og intet, vil kunne forhindre dette.

Fra artikel:
"Ifølge FN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge – fra Alaska til Stillehavsøerne. Vi bør med andre ord ikke undervurdere, hvor stort et bidrag vedvarende energikilder kan give til sikring af fred og sikkerhed."
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...

Anne Eriksen, Flemming Berger og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Philip B. Johnsen

"Hvornår forstår politikkere og vælgere, at uden håb om en bæredygtig fremtid, uden handling på de underliggende klima problemer, kommer de uløste problemer til os, før eller siden og intet, vil kunne forhindre dette."

Jeg er bange for, at politikerne har forstået det.

Det er derfor, vi spiller SortePer om flygtningene - det er meget nemmere end at forsøge at opnå enighed blandt klodens 200 nationer om at løse klimaproblemerne.

Torben Lindegaard

Ifølge Piotr Buras ramler hele EU-strukturen snart sammen.

Det kan da meget vel være, at han får ret.
Intet menneskeskabt holder jo evigt.

Som EU-aficionado ville jeg godt nok beklage det.

Selvfølgelig kan Danmark trives uden EU; men det bliver sandsynligvis som dengang i 1930'erne, hvor vi i den grad skulle vogte os overfor Tyskland - kontinentets stærkeste magt.

"De har modsat sig genhusningsordning, de har modsat sig kvotesystemet, de vil ikke det ene, og de vil ikke det andet."

Med fare for at få verbal klø:
Har skiftende polske regeringer ikke lige siden forhandlingerne om indtræden i EU haft den holdning? Jeg mindes de sidste dage under optagelsesforhandlingerne, hvor Polen ikke ville være med, hvis de ikke fik nogle mia. Euro mere. Havde det ikke været for AFR's ambitioner om at betyde noget på den internationale scene, var Polen måske aldrig kommet ind.

De blev lukket ind i EU som ofre "de stakkels" Østeuropæiske lande - uden bebrejdelser over deres blakkede fascistiske og anti-semitiske fortid og medansvar for såvel Nazi'ernes forbrydelser som de efterfølgende stalinistiske regimer.
De fik efterfølgende hjælp i hoved og røv, hvor pengegaverne væltede ind fra den vestlige og sydlige omegn, udover den hjælp de havde fået under det Sovjettiske diktatur.
Og nu skal vi så høre på, at 'de egocentrerede lande' intet vil yde når andre har brug for hjælp, hverken de krigsflygtninge det handler om, som dem selv tidligere, eller deres kollegaer i EU, som tværtimod bliver svinet til af nutidens ungarnske og polske svar på fortidens fascister.
Kyl dem da ud igen, og hvis det er for svært, så efterlad dem på perronen sammen med den rare Onkel Putin, Tyskland, Frankrig m.fl. inden det er for sent, og I selv overhales af jeres eget højreradikale udskud, og eventuelt sammen med DK og England, hvis vi insisterer, anført af vores DF pendanter til de østeuropæisk og russiske højreradikale og/eller fascister!

Torben Lindegaard

@Jørgen Garp & Mihail Larsen

"Kyl dem da ud igen, og hvis det er for svært, så efterlad dem på perronen sammen med den rare Onkel Putin, Tyskland, Frankrig m.fl. inden det er for sent, og I selv overhales af jeres eget højreradikale udskud, og eventuelt sammen med DK og England, hvis vi insisterer, anført af vores DF pendanter til de østeuropæisk og russiske højreradikale og/eller fascister!"

Det blev temmelig uforståeligt for mig.
Hvem skal kyles ud? - Tyskland & Frankrig??

Så er der godt nok ikke meget EU tilbage.