Læsetid: 6 min.

COP21 går ind i kaosfasen

Antallet af kantede parenteser i udkastet til Paris-aftale vokser, mens det uoverskuelige forhandlingsunivers og det øgede tidspres tærer på kræfterne og tilliden
For forhandlerne er udfordringen ikke blot at lede efter tænkelige kompromisser i den konfliktfyldte tekst. Udfordringen er også at følge med i selve forhandlingsprocessen, der fremstår som et næsten kafkask univers af aktører og parallelle processer

For forhandlerne er udfordringen ikke blot at lede efter tænkelige kompromisser i den konfliktfyldte tekst. Udfordringen er også at følge med i selve forhandlingsprocessen, der fremstår som et næsten kafkask univers af aktører og parallelle processer

Polfoto

4. december 2015

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger man. Og mange iagttagere på klimatopmødet i Paris har givet udtryk for, at COP21 kom godt fra start i mandags med 180 landes indleverede klimamål på bordet og med stats- og regeringschefernes løfterige talen i kor om det fælles ansvar for klodens klima.

Men nu er næsten den halve tid gået, og man kan ikke just påstå, at arbejdet i Paris er halvt fuldendt.

Det var det franske formandskabs ambition, at der allerede i går morges skulle ligge en forbedret og stærkt forkortet udgave af det aftaleudkast på 55 sider, som Paris-mødet startede med. Frankrig ville så bruge fredagen og weekenden på at få den nye tekst oversat, så man mandag morgen med en strømlinet tekst kunne tage fat på klimamødets såkaldte højniveau-del, hvor de ankommende ministre fra alle lande overtager ansvaret fra de udmattede embedsmænd, der har kæmpet med den konfliktfyldte tekst siden i mandags.

Det lykkedes faktisk at have en ny tekst klar i går morges. Men denne tekst er langtfra halveret i forhold til den oprindelige, endsige halvvejs i mål. Den nye tekst fylder således 50 sider, og som den oprindelige på 55 sider er den sprængfyldt med kantede parenteser, dvs. konkurrerende formuleringer, der afspejler uenigheder mellem de forskellige landegrupper. Folk, der har nået at analysere teksten, siger, at antallet af kantede parenteser faktisk er vokset til 1.718.

»Der er sket visse fremskridt,« sagde Greenpeaces Kaisa Kosonen, da ngo’erne i netværket Climate Action Network (CAN) i går kommenterede den foreliggende tekst. Fremskridtene består således i, at »valgmulighederne er blevet klarere«, hvad angår f.eks. klimaaftalens langsigtede mål. Altså ikke enighed om selve de langsigtede mål, blot en klarere formulering af, hvad man er uenige om.

Kafkask univers

For forhandlerne er udfordringen ikke blot at lede efter tænkelige kompromisser i den konfliktfyldte tekst. Udfordringen er også at følge med i selve forhandlingsprocessen, der fremstår som et næsten kafkask univers af aktører og parallelle processer. De 195 lande kan således ikke blot rubriceres som i- eller ulande. De er underopdelt i et uoverskueligt virvar af større og mindre alliancer af landegrupper med mere eller mindre modstridende interesser (se grafikken foroven).

Den største gruppe, G77+Kina, der normalt forstås som ’u-landene’, består således af en række mindre alliancer, hvor f.eks. gruppen af små østater og sårbare kystnationer – kaldet AOSIS – har meget lidt til fælles med alliancen af olieproducerende lande – OPEC – men ikke desto mindre skal søge at tale med én stemme over for i-landene, der for deres vedkommende skal finde fodslag mellem den såkaldte Paraply-gruppe omfattende bl.a. det bagstræberiske Australien og så EU, der undervejs skal holde sammen på sig selv.

Denne komplekse alliancearkitektur skal fungere i et procesforløb, hvor der forhandles i to hovedspor via såkaldte kontaktgrupper, hvis arbejde er uddelegeret i et større antal spinoffgrupper, der så suppleres af samtaler i fora, der ikke blot er uformelle, men karakteriseres som ’uformelle uformelle’. Dertil kommer så de diskrete bilaterale samtaler mellem nøglelande, som officielt slet ikke finder sted, men som kan blive afgørende, når alt til slut spidser til.

»Processen er kaotisk,« klagede Cubas forhandler onsdag under et af kontaktgruppemøderne og formidlede dermed stemningen blandt mange u-lande, hvis små delegationer ikke magter at tage del i alle de parallelle møder og drøftelser.

Under et andet møde klagede Malaysia over det uoverskuelige forløb og nævnte, at der onsdag eftermiddag foregik tre parallelle forhandlinger i tre fora om det samme punkt i teksten.

»Der er reelt lande, som begynder at føle sig hægtet af,« sagde Malaysias forhandler.

Dette uoverskuelige forløb, når alle verdens lande skal føre fælles samtale og søge konsensus under stort tidspres, er vanskeligt at undgå, men udgør ikke desto mindre en latent trussel mod topmødet, fordi det tærer på tilliden mellem landene samt tilliden til COP21’s franske formandskab, hvis opgave det er at holde tempo og lægge pres på.

Elefanten i lokalet

Til denne rent bureaukratiske udfordring kommer så de substantielle uenigheder om, hvordan en global klimaaftale skal se ud.

På deres pressemøde i går pegede ngo-netværket CAN på, at den voksende tilslutning fra nu 106 u-lande til et skærpet klimamål om højst 1,5 graders opvarmning – over for det indtil nu dominerende to graders-mål – er blevet et væsentligt diskussionspunkt. På et andet pressemøde i går undveg den fungerende formand for G77-gruppen, den sydafrikanske ambassadør Nozipho Mxakato-Diseko, dog at svare på, om G77 som sådan støtter de 1,5 grader.

Mere konfliktfyldt er imidlertid spørgsmålet om, hvordan man kan sikre en løbende opstramning af de indleverede nationale klimamål, som man ved er for svage til at sikre togradersmålet. Her taler ét formuleringsforslag om en revision af målene hvert femte år og med den første opstramning allerede omkring 2018, mens et andet forslag slet ikke vil have nogen bestemmelse om opstramning.

De stridspunkter, som reelt kommer til at afgøre, om COP21 ender med en aftale eller ej, er imidlertid to andre, indbyrdes forbundne spørgsmål:

· Vil der blive givet løfter om tilstrækkelig finansiering af u-landenes klimaindsats?

· Hvem skal i den sammenhæng være donorer og hvem modtagere, dvs. hvem kan kaldes i-lande, og hvem er u-lande?

»Dette er ’elefanten i lokalet’,« sagde torsdag formanden for gruppen af mindst udviklede lande, den gambiske miljø- og klimaminister Pa Ousman Jarju.

Altså det store spørgsmål, som alle ved præger atmosfæren i forhandlingslokalerne, men ingen har lyst til at tage fat om: Kan man i 2015 opretholde samme formelle skelnen mellem rige og fattige lande, som i 1992, da FN’s klimakonvention introducerede opdelingen? Skal Qatar, Emiraterne, Kuwait m.fl., som i dag har højere BNP pr. indbygger end Danmark, stadig kaldes u-lande med ret til at modtage – frem for at yde – klimabistand?

For bl.a. USA og EU er det et kardinalpunkt, at der brydes op i den gamle opdeling. For G77 er det indtil videre no go.

»Man skal ikke fravige klimakonventionens principper,« lød i kodesprog afvisningen fra G77-formand Nozipho Mxakato-Diseko på hendes pressemøde i går.

Klarere blev der sagt fra i en formel erklæring fra G77, der siger, at et opgør med den gamle opdeling »tjener snævre nationale interesser i i-lande og siger meget lidt om virkeligheden«.

Krise

U-landenes indtil videre ultimative betingelse for at godkende en klimaaftale er således, at i-landene leverer løftet fra COP15 i København om 100 mia. dollar årligt i klimabistand fra 2020 samt det siden tilkomne krav om støt voksende bistand derefter.

»Jeg er nødt til at understrege, at spørgsmålet om finansiering betyder knald eller fald« for aftalen, sagde Mxakato-Diseko.

Derfor kom det onsdag aften til en krise i forhandlingerne, da i-lande i den såkaldte Paraply-gruppe – USA, Australien, Japan, Canada m.fl. – indleverede et nyt tekstforslag, der sagde, at klimabistand skal ydes af lande, der »er i stand til det«.

»Hvad betyder det? Hvad er det juridiske indhold af det udtryk?« spurgte G77-formanden.

Ifølge hende er spørgsmålet om pengene ikke til forhandling i Paris – det er et for længst udstedt løfte fra i-lande, som der blot skal leveres på.

Som i-landene ser det, er pengene deres afgørende instrument til at presse G77 til accept af, at verden er forandret, og at flere i dag må tage ansvar for både klimabistand til de fattigste og CO2-reduktioner.

Kriser hører COP-processen til. Først når man står på randen af sammenbrud, skabes grundlaget for kompromis. Om det i Paris ender i global forbrødring eller forhandlingssammenbrud kan næppe nogen overskue i dag.

»Vi finder det særligt frustrerende, at vi ikke er bare i nærheden af de fremskridt, som vi har brug for på dette tidspunkt,« sagde den ene af COP21’s forhandlingsledere, amerikaneren Dan Reifsnyder, i går.

Ifølge CAN’s iagttagere vil der i dag blive arbejdet videre med 50 sidersteksten i håb om at have en yderligere strømlinet og beskåret tekst klar til ministrene på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
  • Aksel Gasbjerg
Peter Jensen, John Fredsted, Niels-Simon Larsen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer