Læsetid: 3 min.

COP21: På vej mod en (måske) farlig tekst

Kan ord dræbe? Hvis det er teksten i en klimaaftale, det handler om, så er svaret ja
8. december 2015

Solen stråler og næsten overdøver decemberkulden i Paris-forstaden Le Bourget, hvor årets klimatopmøde COP21 finder sted. Her mødes man af smil fra forventningsfulde delegerede, der igen og igen forklarer, at det rent faktisk går fremad. Spøgelserne fra København er skræmt bort, og langt de fleste gætter på, at der kommer en aftale i Paris i år.

Alternativet er da også mere end blot dystert: De fleste er nemlig også enige om, at lykkes det ikke verdens ledere at formulere en global klimaaftale, falder FN-processen fra hinanden som en gammel stjerne, der imploderer, når al energi til sidst er brændt op. Men det billede er heldigvis langt fra virkeligheden i går morge i det franske, hvor den såkaldte high level-del af topmødet begyndte. Ind er fløjet ministre, der nu tager over fra embedsmændene, så de endelige knaster kan ryddes af vejen, inden klimatopmødet ifølge planen lukker og slukker fredag aften.

I sin første tale til de netop ankomne ministre sagde FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, at »aldrig før har så mange ledere været samlet på ét sted, på samme tidspunkt med samme formål.«

Det er vist hørt før, men efterfølgende sagde generalsekretæren noget nyt. Nemlig, at de politiske ledere denne gang »har forsikret« ham om, at de vil arbejde for at rydde alle forhindringer af vejen, så der rent faktisk kommer en aftale. Det handler blandt andet om uenigheder omkring finansiering, aftalens overordnede klimamål, ansvarsfordeling mellem landene og aftalens bindingsperioder.

Præsident for FN’s klimasekretariat, Christiana Figueres, fortsatte den positive tone over for ministrene. Hun pegede blandt andet på, at 180 lande (af i alt 195) har lavet nationale klimahandlingsplaner, de såkaldte INDC’er, og at det »sender et klart signal til verden«.

Samtidig har det franske værtskab sat gang i en optimistisk køreplan. I morgen aften, senest, skal alle forhindringer og uenigheder være ryddet af vejen, og der skal ligge et endeligt udkast til en klimaaftale. Det er om mindre end halvandet døgn.

EU som stopklods

Alle er dog ikke helt trygge ved den proces, der køres igennem af de franske værter.

På gårsdagens pressemøde afholdt af Climate Action Network, CAN, der er den samlende internationale paraplyorganisation for de deltagende ngo’er, lød advarslen, at Paris-aftalen kan ende med at fastlåse en helt utilstrækkelig klimapolitik mange år ud i fremtiden.

»Det er et farligt spil, der er i gang, og der er kun få dage tilbage. Lige nu er vi på vej mod en aftale, der betyder, at kloden bliver omkring tre grader varmere.«

Skal det undgås, er det vigtigt, at en klimaaftale ikke låses fast med meget uambitiøse mål – som dem, der er indgivet i de 180 landes nationale handlingsplaner, advarer ngo’erne.

Derfor kæmper de ambitiøse spillere i Paris i øjeblikket for, at de nationale handlingsplaner, der for manges landes vedkommende dækker perioden frem til 2025 eller 2030, skal revideres allerede i 2018-19. Altså inden en eventuel Paris-aftale træder i kraft fra 2020. Endnu vigtigere er det, at den periode en klimaaftale skal dække inden genforhandling, ikke bliver for lang. Lige nu stejler man fra blandt andet EU’s side over at skulle revidere sit klimamål inden 2030. Dermed risikerer EU, der tidligere er regnet som en af de absolut toneangivende aktører, at blive bremseklods for en mere ambitiøs aftale. Vil EU ikke ændre sit 2030 mål, hvorfor skulle andre lande da gøre det?

Endeligt er det altafgørende, hvilken ordlyd en endelig tekst får. Vil det eksempelvis hedde sig, at verden skal gå imod »en økonomi med lavt CO2-udslip« (low carbon economy)? Eller bliver ordlyden, at verdens skal arbejde mod »en økonomi helt fri af fossile brændsler« (decarbonized economy). Forskellen er enorm: Det ene er en sovepude, det andet er det mål, verden har brug for, såfremt det sker hurtigt nok.

Fleksibilitet

Derfor frygter kritikere, at en klimaaftale i Paris kan blive præcis så slatten i sin ordlyd, at den ender med at være direkte skadelig, da en uambitiøs aftale vil låse landene i en klimapolitisk retning, der ikke er tilstrækkelig, men som bliver en undskyldning for ikke at gøre mere.

Kampen de kommende dage er derfor ikke bare at sikre en aftale i Paris. Det er at sikre, at den aftale, der laves, bliver – om ikke tilstrækkelig ambitiøs, så tilstrækkelig fleksibel til, at det kan rettes op i en senere proces. Det er den balancekunst, de franske værter skal mestre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Curdt-Christiansen
  • Niels-Simon Larsen
Christian Curdt-Christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu