Læsetid: 8 min.

Med fransk diplomati på jagt efter et kompromis

I morgen aften skal en forpligtende global klimaaftale efter planen falde på plads seks år efter nedturen i København. Alt kan endnu ske
Den franske udenrigsminister og formand for COP21, Laurent Fabius, præsenterede i går et nyt og kortere udkast til en klimaaftale. Her hilser Fabius på Christiana Figueres, der er FN’s klimachef.

Zhou Lei

10. december 2015

Klimatopmødet COP21 i Paris har bevæget sig ind i den udmarvende slutfase.

Efter planen skal mødet slutte med en global klimaaftale i morgen fredag kl. 18. Time for time skærper de 195 lande jagten på et kompromis, alle kan leve med og verden måske ligefrem overleve ved.

Her følger en beretning fra de seneste dages forhandlinger.

Tirsdag kl. 19.00

Til mange iagttageres overraskelse er stemningen næsten uvirkelig idyllisk, da den såkaldte Paris-komité træder sammen til statusmøde i plenarsalen i COP21-centret uden for Paris.

Det er Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, som forleden fik ideen med denne komité som redskab til at skabe fremskridt på alle klimamødets kontroversielle punkter. For hvert af 10 punkter har Fabius udpeget to erfarne forhandlere fra et i- og et u-land, som via uformelle diskussioner i mindre fora og assisterende break out-grupper skal søge at slå bro over uenighederne. De 10 grupper og deres undergrupper arbejder fra sent mandag til tirsdag aften, hvor alle træder sammen for at gøre status. Det er her, på tirsdagens aftenmøde, at idyllen pludselig blomstrer.

Fabius, hvis briller hele tiden glider ned på næsetippen, bruger de første 10 minutter på at forklare i detaljer, hvordan processen forløber, så alle føler sig trygge og involverede. Og da den første gruppeleder – den tyske vicemiljøminister Jochen Flasbarth – får ordet for at afrapportere, får man en fornemmelse af Fabius’ diplomatiske mesterstykke.

Flasbarth omtaler diskussionerne i sin gruppe som »inkluderende og transparente«, med alle parters mulighed for at komme til orde samt med »en voksende forståelse« mellem landene. Sådan fortsætter det, gruppereferat for gruppereferat. Man har, som bæredygtighedsminister James Fletcher fra den caribiske østat St. Lucia udtrykker det, haft »konstruktive diskussioner«, opnået »dybere forståelse« for hinandens positioner og identificeret »landingsbaner« for kompromis.

Der er »en ægte vilje til at finde kompromiset«, supplerer Congos miljøminister, Henri Djombo.

Naturligvis er der fortsat uenighed på alle afgørende strækninger, men gruppereferaterne er uden aggression, båret af en uhørt tillidsfuld atmosfære. Og da Laurent Fabius efter referaterne åbner for landenes synspunkter for den fortsatte proces, høster det franske COP21-formandskab en stribe tillidserklæringer.

Først i rækken er den sydafrikanske miljøminister, Edna Molewa, på vegne af den magtfulde u-landsgruppe, G77+Kina, der ellers nok ved at vise tænder.

»Vi vil gerne rose dem, hr. formand, for håndteringen af denne proces og for åbenheden, graden af inkludering og gennemsigtigheden under drøftelserne,« lyder det engleblidt fra ministeren.

Herefter følger minister efter minister – fra i- som u-lande – som tilslutter sig rosen til Fabius og Frankrig. Her på stedet er man meget, meget langt fra den giftige stemning i Bella Center under COP15 i 2009, med Lars Løkke Rasmussen (V) og hans lille hammer på podiet.

Fabius’ mest opsigtsvækkende, taktiske genistreg er at udnævnte Venezuelas forhandler, Claudia Salerno, til særlig ansvarlig for at bringe Paris-aftalens vigtige forord nærmere en acceptabel udformning. Salerno har et iltert temperament – i København slog hun sig til blods i raseri over Løkke – og Venezuela er hele tiden blev set som et af de lande, der kan finde på at blokere en klimaaftale og få alt til at falde i sidste øjeblik. Men Venezuelas regering er svækket efter valget i søndags, og landets økonomi forvitrer i takt med olieprisens fortsatte fald, så ved at give Claudia Salerno den vigtige tillidspost har Fabius tilsyneladende vundet hendes hjerte.

»Mange tak for at betro mig ansvaret for et af de smukkeste aspekter af en aftale,« siger venezuelaneren og smiler engleblidt op til Fabius med brillerne på næsetippen.

Efter blot en time er Paris-komiteens statusmøde slut. Den franske udenrigsminister har fået alles opbakning til at præsentere et ny forbedret aftaleudkast onsdag kl. 13 med et efterfølgende statusmøde i Paris-komiteen kl. 17.

Onsdag morgen

Der er blevet forhandlet om teksten natten igennem, og det fortsætter hele formiddagen. I tæt kontakt til centrale aktører og med input fra de 10 grupper fører franskmændene pennen.

Kl. 11.00

Climate Action Network, alliancen af 950 ngo’er fra over 100 lande, holder sin daglige pressebriefing.

»Der er så stærk en længsel efter en aftale, at parterne er fristede til at gå med til en svag tekst,« siger Samantha Smith fra WWF.

Ngo’erne aner ugler i mosen og er bekymrede: »Man har låst sig fast i et race to the bottom, en ond cirkel hvor alle ambitioner gradvist suges ud. Alle agerer på egen hånd, drevet af nationale særinteresser,« tilføjer Rahman Mehta fra den indiske ngo Vasudha Foundation.

Kl. 12.40

Rygtet går, at den ny tekst fra franskmændene er forsinket. Kommer ikke kl. 13, men kl. 15. Nu begynder det at ligne en almindelig COP en lille smule ...

Kl. 15.10

Laurent Fabius lægger en ny tekst på bordet.

»Jeg undskylder den korte forsinkelse,« siger han, næsten koket – 10 minutter er ingenting for hærdede COP-forhandlere.

»Teksten tilstræber at afspejle de kompromiser, som tegner sig. Men lad mig gøre klart: Teksten er ikke den endelige version af en aftale.«

Udkastet til Paris-aftale er nu på 29 sider mod de 43 sider, der var udgangspunktet for den nye gennemskrivning.

»Og I vil se, at antallet af punkter i kantede parenteser er reduceret med tre fjerdedele,« påpeger Fabius med henvisning til områder, hvor der fortsat er uenighed mellem landene.

Der er tre emner, som der skal arbejdes hårdt med de kommende timer, formaner udenrigsministeren:

Ambitionsniveauet: Her står alle muligheder stadig åbne. For det første hvad angår det temperaturmål, aftalen skal leve op til: Højst to graders opvarmning eller højst 1,5 grader? Langt over hundrede lande har under klimatopmødet tilsluttet sig kravet om at få 1,5 grader med, men alle venter, at det ikke ender i teksten som et must have, snarere som et nice to have, så de sårbare østater i teorien stadig har en chance for at blive reddet fra havstigningerne.

Det andet udestående om ambitionerne er, hvad temperaturgrænserne indebærer af krav til udledningsreduktioner – her rummer den ny tekst stadig hele ni konkurrerende forslag: Fra nærmest nul drivhusgasudledninger midt i dette århundrede til såkaldt ’klimaneutralitet’ inden 2100, hvad det så end betyder. Ngo’ernes drøm er udtrykket decarbonisering, udfasning af al fossil energi, i 2050.

Differentiering: Hvem er i vore dage i-lande, og hvem er u-lande? Eller mere konkret: Hvem skal yde hvad i form af CO2-reduktioner og i form af finansiel støtte til de fattige, klimasårbare lande? USA, EU og andre rige lande vil have, at vækstøkonomier med store CO2-udledninger som f.eks. Singapore, Qatar, Saudi-Arabien samt Kina skal påtage sig forpligtelser. De pågældende lande samt den samlede G77-gruppe vil holde fast i den gamle opdeling i i- og u-lande.

En af de mulige kompromisformuleringer i teksten er, at lande skal yde hjælp til u-lande, »når de er i stand til det«.

Finansiering: Hvor mange penge skal der så leveres og hvornår? Også her afslører teksten fortsat betydelig uenighed. I den ene ende en formulering om, at der fra 2020 »bør« mobiliseres beløb »hinsides den tidligere indsats«, og i den anden ende et krav om, at der »skal« mobiliseres beløb, der »vokser fra 100 mia. dollar pr. år« efter 2020.

Der er en stribe andre uenigheder. I hvilket omfang skal f.eks. u-lande hjælpes økonomisk, når først klimaændringerne har ramt? Og hvor hurtigt og hvor tit skal de i dag indleverede, men åbenlyst utilstrækkelige nationale klimamål tjekkes og strammes op? Med tekstens formuleringsmuligheder slipper EU tilsyneladende for et krav om at stramme sine egne CO2-mål for 2030.

Men disse og en række andre konfliktpunkter vil ifølge garvede forhandlere forsvinde i den blå luft, hvis først Fabius og co. kan skabe fodslag på de tre centrale områder.

Den franske mødeleders præsentation af teksten tager kun 10 minutter. Så beder han forhandlerne om at gå ud og læse på teksten og begynde at lede efter enighed. Det planlagte statusmøde kl. 17 i Paris-komiteen udskyder han til kl. 20.

På dette tidspunkt i et COP-mødes sene fase plejer lande at kræve ordet med procedurepunkter, indvendinger mod tidsplanen, anklager om studehandler og hemmelighedskræmmeri. Men ikke i Paris. Ingen beder om ordet. Hele forsamlingen af klatøjede forhandlere klapper, rejser sig og går i gang med næste hårde fase.

Stort set alle uenigheder består, men tilliden til processen og til et dokument for enden af den synes at leve.

Kl. 20.00

Forhandlerne begynder at sive ind i den store plenarsal. Efter Fabius’ plan er tiden inde til at gøre status på eftermiddagens nye tekst og de efterfølgende sonderinger og forhandlinger på mange niveauer. Men podiet er tomt.

Kl. 20:08

Nu er Laurent Fabius i salen. Stopper og taler med Sydafrikas forhandler. Han taler og gestikulerer, panden er rynket. Hun lytter. Det ligner ikke almindelig smalltalk.

Kl. 20.12

Fabius har sat sig i formandsstolen. Brillerne er på plads på næsetippen. Hans næstkommanderende, ambassadør Laurence Tubiana, hvisker ham ting i øret.

Kl. 20.14

»Kære venner, vi begynder nu,« siger den franske udenrigsminister.

Blot 14 minutters forsinkelse er i denne sammenhæng en præstation. Og mødet her bør være ganske kort, varsler Fabius.

»Der er stadig meget arbejde tilbage. Jeg vil derfor foreslå, at vi en time efter dette mødes afslutning – I skal jo også have tid til at få en bid mad – indleder et møde på delegationslederniveau.«

Det skal ifølge Fabius handle om de tre vigtigste konfliktpunkter – ambitionsniveauet, differentiering og finansiering – og samtidig skal der i et andet fora diskuteres rækken af andre, knap så truende hængepartier.

Formålet er at have en ny, næsten færdig klimaaftaletekst klar tidligt torsdag eftermiddag.

»Jeg henstiller jer til om ikke at genåbne de kompromiser, der allerede er nået, men forfølge de spørgsmål, der endnu ikke er afklaret,« siger Laurent Fabius og åbner for kommentarer til den foreslåede procedure.

Sydafrika beder om ordet på vegne af G77+Kina. Som tirsdag aften takker den sydafrikanske miljøminister Edna Molewa Frankrig for dets håndtering af processen. Men så begynder det.

Der er mange uoverensstemmelser mellem FN’s klimakonvention fra 1992 og dette udkast, siger miljøministeren. Først og fremmest skelnes der ikke mellem i- og u-lande, sådan som konventionen gør og G77 forlanger.

Efter Sydafrika tager Schweiz ordet og erklærer sig utilfreds med den foreliggende tekst.

Katten er ude af sækken. Nu kommer de reelle modsætninger frem i lyset, kampen mellem rige og fattige, mellem store udledere og små sårbare lande kan begynde.

Natten bliver lang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Curdt-Christiansen
  • Niels-Simon Larsen
Christian Curdt-Christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Tak til Jørgen for en spændende gennemgang (hvis man kan sige det på den måde, når der er så katastrofale resultater i udsigt). Der er usigelig meget på spil, og det er nærmest som en krimi med os selv som morderen. Vi kan eller vil ikke afsløre os selv. Vi skal rejse denne folkebevægelse mod os selv, som McKibbern lige har sagt, og hvem kan det? Det skal vi. Ingen vej udenom.