Læsetid: 8 min.

I fredens skygge

20 år efter Dayton-aftalen strømmer de unge ud af Bosnien-Hercegovina. Prisen for fred har været et fastfrosset politisk system, og i dag har landet verdens højeste ungdomsarbejdsløshed. Otte ud af ti unge siger, de ville emigrere ’i morgen’, hvis de kunne. Nu forsøger landet at fremskynde optagelsen i EU
Folk er samlet til bøn ved Potocari-gravpladsen tæt på Srebrenica op til 20-årsdagen for massakren ved Srebrenica den 11. juli 1995. I Bosnien-Hercegovina mærker befolkningen stadig krigens konsekvenser, blandt andet i form af et korrupt politisk system og verdens højeste ungdomsarbejdsløshed.

Marko Drobnjakovic

30. december 2015

23-årige Nevena Popovic var kun to og et halvt år gamle, da den bosniske borgerkrig sluttede i 1995. Hun husker svagt lyden af sirener, og hvis hun lukker øjnene, kan hun genkalde sig et sløret billede af sin far i uniform og med et gevær over skulderen.

I dag, tyve år senere, læser hun til arkitekt på universitetet i Banja Luka, og selvom hun knap husker krigen, lever hun stadig i dens skygge. Prisen for at stoppe de etniske udrensninger var en fastfrosset politisk struktur, som nu på tyvende år lammer landet.

Ungdomsarbejdsløsheden er på 63 procent – verdens højeste. Ifølge en undersøgelse fra ngo’en Youth Informative Agency ville otte ud af ti unge emigrere ’i morgen’, hvis de kunne.

Nevena Popovic er en af dem. Hun drømmer om at rejse til Graz i Østrig og læse en masteruddannelse som ingeniør, men hun har ikke penge nok og leder efter stipendier.

Læs også: Husk Balkan

»Jeg ved godt, at der ikke er mælk og guld (i Centraleuropa, red.), man skal arbejde hårdt, og der er mange, som gerne vil klare den – men alt er bedre end her,« siger hun, da Information møder hende på en café. »Vi har ingen fremtid, hvis vi bliver her.«

Den politiske klasse

Banja Luka, hovedstaden i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, er ikke nogen smuk by. Om dagen kanter trafikken sig mellem de klodsede betonkonstruktioner, og om aftenen oplyser en kæmpemæssig reklameskærm byens centrale plads, så belægningen skifter farve i takt med annoncerne for shampoo og undertøj.

Ifølge Milos Solaja, der er professor i politik på Banja Luka Universitet og leder af Center for Internationale Relationer, ligger skylden for Bosnien-Hercegovinas miserable situation hos det store fedtlag af embedsmænd og politikere, som opstod efter krigen, og som i dag tjener kassen på at administrere landet. »Den politiske klasse«, kalder han dem.

»Ved du, hvad forskellen er på ministre i Sydøsteuropa og Vesteuropa?« spørger han jokende, da Information møder ham i et tilrøget lokale på det nedslidte Hotel Bosna i Banja Luka. »I Vesten kan man blive minister, hvis man er rig, hernede kan man blive rig ved at være minister. Magt er den bedste business, man kan have her.«

Læs også: Slagteren fra Srbrenica

Bosnien-Hercegovina besluttede for nylig, at man vil fremskynde sin ansøgning om EU-medlemskab, så den vil ligge klar allerede først i det nye år i stedet for som tidligere planlagt i januar 2017. Ifølge netmediet EurActic.com tror iagttagere tidligst på EU-medlemskab i 2025 på grund af landets store problemer.

Selvom der er akut behov for reformer – en modernisering af landbruget, bedre infrastruktur og en omlægning af uddannelsessystemet – sker der ingenting, for de, der sidder på flæsket, vinder ved at bevare status quo, siger Milos Solaja til Information:

»Den politiske klasse holder landet som gidsel. Selv de, der på papiret er politiske modstandere, har samme interesser og arbejder tæt sammen. Vores politikere kan ikke lide unge mennesker, for de ser dem som en kæmpe trussel.«

Dayton-aftalen

I foråret 1992 havde Europa og USA så travlt med at fejre Murens fald, at de ikke tog opløsningen af Jugoslavien tilstrækkelig alvorligt. Slovenien og Kroatien var allerede brudt ud, og nu var turen kommet til den multietniske republik, Bosnien-Hercegovina, som bestod af 44 procent bosniske muslimer (bosniakker), 32,5 procent ortodokse serbere og 17 procent katolske kroater. Bosnien-Hercegovina rev sig løs ved en folkeafstemning i februar 1992 og blev anerkendt af FN, men de bosniske serbere ville ikke være med. De boykottede valget og etablerede deres egen republik, Republika Srpska, under ledelse af Radovan Karadzic og med støtte fra den serbiske præsident Slobodan Milosevic og den jugoslaviske hær. Og så endte det i krig om territoriet.

I tre lange år så det internationale samfund apatisk til, mens et system af koncentrationslejre og et velplanlagt folkemord udfoldede sig for øjnene af dem – midt i Europa. Først efter de bosnisk-serbiske styrkers massakre i byen Srebrenica i juli 1995, hvor 8.000 civile døde i den største enkeltstående krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig, blev det for meget for verdens ledere. Srebrenica kunne ikke ignoreres, og NATO indledte et massivt luftangreb mod de bosniske serbere, som tvang parterne til fredsforhandlinger.

Læs også: En ny generation i et delt Bosnien

Den 21. november 1995, efter en diplomatisk kraftpræstation af den amerikanske diplomat Richard Holbrooke og Bill Clintons udenrigsminister Warren Christopher, var Dayton-aftalen en realitet. Den betød, at Bosnien-Hercegovina forblev ét land, men med regionalt selvstyre til to store »administrative entiteter«, som de kaldes: Republika Srpska med 49 procent af territoriet og Den Bosniske Føderation med 51 procent af territoriet (Den Bosniske Føderation er yderligere inddelt i ti kantoner). Men selvom Dayton-freden stoppede blodsudgydelserne, har den også lammet landet.

»Det er en negativ fred, hvor folk på tværs af etniske linjer ikke går i skole, arbejder og spiller fodbold med hinanden,« siger Christian Axboe Nielsen, der er balkanforsker på Aarhus Universitet. »Aftalen fastfryser de politiske og etniske fraktionslinjer, der prægede landet før og under krigen.«

I dag har Bosnien-Hercegovina flere embedsmænd pr. indbygger end noget andet land i Europa. Der er over 150 ministre til landets 3,8 millioner indbyggere, »hver med et brændende behov for en stor vogn, sekretær og personale«, som Christian Axboe Nielsen formulerer det. Det er den politiske klasse.

Drømmen om Tyskland

29-årige Degan Lukic er en af de mange unge, som betaler prisen for den politiske klasses reformangst. Han står i et beskidt kælderlokale under det mediciske fakultet på Banja Luka Universitet, hvor han deltager i et FN-støttet program, der skal lære unge arbejdsløse at skrive CV’er og søge job.

Nogle optimistiske typer har hængt farverige plakater op, hvor et par Colgate-smilende fotostock-modeller med laptops i skødet søger arbejde fra en behagelig sofa. Der er nu ellers ikke meget at grine af. Degan Lukic har været arbejdsløs i et halvt år, siden han sagde sit job på et cruiseskib op – jobbet krævede, at han var væk fra sin kæreste og sin familie i et halvt år ad gangen, og efter to ture på havet ville han ikke mere. Han har sparet alle pengene op, men efter et halvt år uden indtægt er kontoen snart tom.

»Jeg søger alt, men det er svært, for man skal have forbindelser. Jeg har allerede søgt alt for mange job,« fortæller han.

For to måneder siden blev han gift med sin kæreste, der er arbejdsløs sygeplejerske, men de har ikke råd til en lejlighed, så de lejer et lille værelse i et hus.

»Nu forsøger vi at rejse til Tyskland eller Sverige,« siger han.

Han er langtfra den eneste, der vil væk. Ifølge den bosniske NGO, Center for Peacebuilding, emigrerede 68.000 personer alene i 2014. I 1991 var indbyggertallet i Bosnien-Hercegovina 4,4 millioner – i dag er det faldet til 3,8, og FN forventer, at det vil falde yderligere til 3,1 millioner i 2050.

De, der bliver tilbage, må trækkes med elendige arbejdsforhold. 24-årige Ermin Eme Cilic, der bor hos sine forældre i byen Jablanica, blev uddannet som civilingeniør i sommer, og i oktober fik han job i en privat virksomhed. Men glæden blev kort.

»Jeg blev betalt én euro i timen og skulle arbejde ti timer om dagen i seks dage om ugen,« fortæller han. »De (private virksomheder, red.) skriver i aviserne, at de betaler mindsteløn – måske endda lidt mere, plus en pensionsordning – men det passer ikke.«

På grund af det enorme udbud af arbejdskraft kan arbejdsgiverne uden videre fyre alle, der kræver bedre vilkår, fortæller James Ker-Lindsay, der forsker i sydøsteuropæiske forhold på London School of Economics.

»Folk kæmper så hårdt om stillinger, at der er mennesker, der ikke har haft ferie i fem år og ikke kunne drømme om at bede om det,« siger han.

Ermin Eme Cilic sagde op efter 14 dage og søger nu arbejde som ingeniør i Tyskland, hvor han har et par venner, som måske kan hjælpe ham. I mellemtiden bor han på sit gamle teenageværelse og hjælper sin far i hans lille bilværksted.

Korruption

Bosnien-Hercegovina klarer sig skidt på Transparency Internationals årlige liste over korruption i verdens lande. De ligger kun nummer 80 – lige over Mongoliet og El Salvador – så selvom landet har lave lønninger og en relativt højtuddannet befolkning (mange taler endda engelsk), tør investorer ikke bygge fabrikker og turisthoteller i landet.

»De politiske og økonomiske strukturer er tunge at danse med, og mange er også betænkelige ved at investere i Bosnien-Hercegovina, fordi de ser landet som usikkert,« fortæller Karsten Fledelius, der er professor på Københavns Universitet.

Det er svært at se, hvor reformerne skal komme fra, for de tre etniske grupper i Bosnien-Hercegovina er uenige om stort set alt: Serberne ønsker sig en stærkere Rebublik Srebska, og republikkens præsident, Milorad Dodik, har endda krævet en folkeafstemning om selvstændighed. Bosniakkerne vil have en stærk centraliseret stat – altså det modsatte af serberne – og kroaterne vil have en tredje entitet.

Det internationale samfund kunne måske lave en konference og love Bosnien-Hercegovina en bunke penge for at ændre den politiske struktur og måske endda lokke med noget, alle i Bosnien-Hercegovina ønker sig: et EU-medlemskab. Men russerne og amerikanerne er heller ikke enige om, hvad der skal ske i landet, og med terrorangreb, Ukraine-, flygtninge- og eurokrise er Bosnien-Hercegovina rutsjet så langt ned ad den internationale prioriteringsliste.

Kritikere mener, at det internationale samfund har svigtet Bosnien-Hercegovina.

»Det internationale samfund skrev sig selv ind i systemet, og så trak de sig ud, før landet var klar til det. Det er det, vi har set siden 2006, og siden da er de økonomiske og sociale problemer vokset,« siger Srecko Latal, der er bosnienredaktør for magasinet Balkan Insight.

Dayton-aftalen gjorde Bosnien-Hercegovina til en slags internationalt protektorat, mener han, men da landet ikke længere udgjorde en sikkerhedsrisiko, blev det glemt. I 2011 lukkede Danmark eksempelvis sin ambassade i Sarajevo.

»Man er bemærkelsesværdigt ligeglad med, at Bosnien er blevet meget mere spændt og problematisk. Det er åbenlyst et land med en frossen konflikt,« siger Srecko Latal.

Tilbage i Banja Luka bebrejder Nevena Popovic ikke politikerne for de mange problemer – hun forstår dem egentlig godt:

»Når man sidder på en god stol, flytter man sig ikke,« som hun siger. »Hvis politikerne ikke gør, som de gør, er der bare nogle andre, der tager pengene. Jeg ville gøre det samme.«

Hun stemte heller ikke ved det seneste valg i 2014, for »det er jo lige meget hvem, der er præsident«. Stemmeprocenten var da også kun 54.

»Men tænk på det: Vi har haft en krig hvert 50. år, så det er ikke så underligt, at der er mange ting, som ikke fungerer. Lige nu kan vi bare drikke kaffe og vente på, at den næste krig begynder,« siger Nevena Popovic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det lyder rigtig godt med den fremskyndede ansøgning om EU medlemskab.

Lad os få dem med i Unionen, så snart de opfylder Københavnskriterierne -
det er den bedste chance Bosnien-Hercegovina har.
I realiteten er det vel den eneste chance, der eksisterer for at få optøet de fastfrosne fronter.

Det vil selvfølgelig medføre gedigne indkomstoverførsler til området; men det tager vi med.

Det er ikke en god ide. Serbien først, men er det ikke bare en gammel kvantitativ automatpilot - hele unions-tankegangen bag....? Få det der er til at fungere - i samklang med omgivelser. Så kan man derefter diskutere om 'at være muslim' er så belastende at der ligefrem skal indføres unions-homelands for slagsen.

Torben Lindegaard

@odd bjertnes

Det er det eneste rigtige at holde et EU perspektiv op for rest-Jugoslavien.

De øvrige lande skal under ingen omstændigheder holdes som gidsler i forhold til Serbiens optagelse i EU. Hvis Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Makedonien & Montenegro opfylder Københavnskriterierne inden Serbien, så skal de også optages i Unionen inden Serbien.

Homelands for muslimer......................hva' i alverden taler du om????

Helene Kristensen

Er der virkelig noget kapital at komme efter for bankerne? Eller er det de unge uddannede, som erhvervslivet i EU har brug for til at trykke lønningerne hos de højtlønnede, nu hvor polakkerne har trykket lønningerne for de laveste indkomstklasser. Tro ikke at en evt. optagelse i EU er for at gavne borgerne i Bosnien-Hercegovina, det har kun et formål, at berige erhvervslivet på den ene eller anden måde.

Det kan også være at Bosnien-Hercegovina har nogle fine porcelænsfabrikker, så embedsmændene i EU kan få endnu finere spisestel med endnu flottere monogrammer, eller måske har de dygtige uniformsskræddere, som kan lave endnu flottere operette-uniformer til embedsvældet.

jan henrik wegener

Store modsætninger. gamle fjendskaber og masser af krige indtil for ikke så lang tid siden. Lyder det fremmedartet? Vel egentlig ikke. Snarere meget "europæisk"! Måske europæisk som i "de "gode" gamle dage". Eller var det bare i gamle dage? Kunne én union, eller nogle stykker, ophøre med at fungere og derefter opløses til dels i vold, ja da virker tanken om at det kan ske igen igen måske ikke så fjern? selvom det fornuftigvis ikke burde kunne ske, men hvem siger "fornuften" styrer?

Krigens konsekvenser har været et korrupt, politisk system og massearbejdsløshed? Forkert - måden man skaffede sig af med Jugoslavien på (nemlig ved at opildne til borgerkrig, bl.a. fra EU's og NATO's side, og siden intervenere med sanktioner og bombardementer), er én af hovedårsagerne til at man står som man gør i dag. Men det er selvfølgelig langt lettere at pege på krigen, så ansvaret falder tilbage på befolkningerne selv.

Torben Lindegaard

@Peter Jensen

Jeg oplever din kommentar, som kom den fra månen selv.

EU og NATO opildnede til borgerkrig.........det er mageløst.