Nyhed
Læsetid: 5 min.

De frie grænser er et privilegium, vi er ved at miste

Assya Kavrakova har kæmpet hele sin karriere for borgernes ret til at bevæge sig frit over de europæiske grænser. Nu oplever hun en tilbagegang forårsaget af panik og politiske automat-reaktioner. Hun savner en langsigtet politisk stillingtagen til, hvad vi vil med det projekt, der måske har betydet mest for de fleste almindelige EU-borgere: Schengen-samarbejdet
Grænselandet mellem Tyrkiet og Bulgarien. Østlandet har gjort meget for at sikre EU’s grænse mod Tyrkiet, men er stadig ikke velkommen i et ’grænsefrit’ Schengen-område, hvor grænserne i disse dage er på vej op igen.

Carlos Spottorno

Udland
31. december 2015

En fysisk genopbygning af nationale grænser finder sted i hele Europa. Bulgarien, Ungarn, Makedonien og Østrig er blandt de lande, der har valgt at bygge meterhøje hegn for at værne sig mod de flygtninge og migranter, som de ikke mener, de har ressourcer til at håndtere.

Dertil kommer mere kontrol og flere identitetstjek ved grænserne. Det er et grimt scenarie, vi står overfor, mener Assya Kavrakova, direktør i den europæiske ngo ECAS, European Citizen Action Service. Det, vi ser, er en langsom demontering af hele Schengen-samarbejdet, frygter hun.

Assya Kavrakova arbejder for borgernes ret til at bevæge sig over de europæiske grænser. Hun frygter, at de nationale og europæiske politikeres reaktioner på både immigrationskrisen og frygten for terror, kan få langvarige konsekvenser for den frie bevægelighed i Europa.

»Vi har hørt forslag om et mini-Schengen og om periodevist at ekskludere visse lande fra samarbejdet. Jeg frygter, at samarbejdet langsomt vil blive demonteret stykke for stykke – uden at der nogensinde indgås en politisk aftale om, at det er det, vi vil i Europa.«

Fort Europa

Inden Assya Kavrakova kom til Bruxelles i 2013 kæmpede hun i mere end 12 år for, at hendes hjemland, Bulgarien, skulle blive en del af det åbne europæiske samfund.

Information møder hende på ECAS’ hovedkontor i centrum af Bruxelles, hvor de til daglig tilbyder juridisk rådgivning til mennesker, der oplever vanskeligheder, når de på grund af arbejde, kærlighed, studier eller økonomi krydser de europæiske grænser.

»Dette er turbulente krisetider, men det er altafgørende, at politikerne bevarer fatningen og ikke indfører paniske lappeløsninger i sikkerhedens navn. For det risikerer at få alvorlige konsekvenser for borgernes liv og rettigheder.«

Ud over diskussionerne om mini-Schengen og midlertidig eksklusion af f.eks. Grækenland, henviser hun til, at man netop har godkendt et nyt europæisk register med data om flypassagerer, PNR, som indtil angrebet på Charlie Hebdo i Paris blev blokeret af Europa-Parlamentet, da et flertal mente, at det var reel masseovervågning af europæerne.

Dertil kommer Europa-Kommissionens forslag om en mere end fordobling af grænsevagter ved EU’s eksterne grænser. Ifølge kommissionsformand Jean-Claude Juncker selv et forsøg på at redde Schengen-samarbejdet.

»Et stærkere Frontex er muligvis en del af løsningen på de udfordringer, Europa står overfor, men jeg savner at se, at politikerne formår at træde et skridt tilbage fra et nu, der er præget af krise og panik. Vi har brug for holistisk tænkning og langsigtede politiske løsninger,« siger Assya Kavrakova.

»Vi har aldrig oplevet en immigrationsstrøm, som den vi ser lige nu. Men at gå på kompromis med borgernes grundlæggende rettigheder er ikke holdbart, ligesom at opbygge et ’fort Europa’ heller ikke er en intelligent løsning. Vi skal kæmpe for et åbent Europa. Selvfølgelig skal vi beskytte vores grænser, men parallelt hermed skal vi finde på reflekterede og menneskelige løsninger,« siger Assya Kavrakova.

»Spørgsmålet om sikkerhed versus rettigheder er meget ømtåleligt. Gentagne gange har vi nu set terror-attentater i Europa begået af europæiske statsborgere. Den politiske løsning er gang på gang mere kontrol af borgerne og midlertidig ophævelse af civile rettigheder, det har vi bl.a. set i Frankrig og Belgien.«

De fleste gerningsmænd var velkendte af politiet, så for Assya Kavrakova ville det helt oplagte spørgsmål have været, hvorfor politisamarbejdet så var gået galt?

»Men i stedet for at forsøge at forbedre det allerede eksisterende samarbejde, initieres nye tiltag. Det er blevet en standardreaktion at indføre ny og hårdere lovgivning, det er helt ude af proportioner. Vi har PNR, vi har Europol, vi har Frontex og SIS (Schengen-informationssystemet, red.), men vi mangler at se en samlet analyse af udkommet af alle disse systemers samspil.«

Kavrakova har indtryk af, at politikerne i Bruxelles lytter til deres råd og indsigelser, men at de reelt ikke aner, hvad de skal stille op. Derfor foreslår de automatisk mere kontrol for at sikre borgerne, forklarer Assya Kavrakova.

»Jeg har endnu ikke set bevis for, at yderligere kontrol skaber et mere sikkert og retfærdigt Europa.«

Genopbygning af grænserne

Assya Kavrakova har arbejdet med spørgsmålet om grænser igennem hele sin karriere og kalder det derfor »særlig smerteligt at se den tilbagegang, vi oplever lige nu.«

Før hun kom til Bruxelles i 2013, ledede hun en bulgarsk ngo, der analyserede, hvorvidt Bulgarien var klar til at blive optaget i EU og dernæst, hvorvidt landet var parat til at blive en del af Schengen-samarbejdet.

De overvågede den bulgarske grænse med Tyrkiet og tjekkede, om registreringsudstyret af mennesker, der bevægede sig ind i Europa, fungerede, og om deres rettigheder blev respekteret.

Bulgarien var et af de første europæiske lande, der fik opført hegn for at beskytte sine nationale grænse mod strømmen af flygtninge. Assya Kavrakova fortæller, at det blev gjort i et forsøg på at tilfredsstille EU; Bulgarien ville bevise, at landet var parat til at blive en fuldbyrdig del af Schengen-samarbejdet.

»Opbygningen af hegnet til den tyrkiske grænse startede for flere år siden. Vi var under et massivt pres. Vi vidste, at vores grænse til Tyrkiet risikerede at blive et knudepunkt. Allerede for fem år siden diskuterede man, hvad der ville ske, hvis en flygtningekrise brød ud i Syrien.«

Den bulgarske grænse til Tyrkiet er i dag en af de bedst bevogtede i hele Europa. Bulgarien har opfyldt alle stillede krav til at blive en del af Schengen. Det har EU også officielt anerkendt, men hverken Bulgarien eller Rumænien er endnu blevet accepteret i det grænseløse samarbejde, da flere medlemslande har modsat sig – bl.a. Holland og Finland, som betvivler de to østlandes parathed.

»Det føles ydmygende. Vi har gjort alt, vi er blevet bedt om, og alligevel er vi blevet straffet. Det har åbenbart været et vigtigt politisk signal at sende til nogle af de nye østlande. Men selvom vi ikke er en del af Schengen, har vi stadig ret til at bevæge os frit i EU – der er blot mere kontrol ved grænserne.«

»Det at kunne bevæge sig frit over grænserne er et privilegium. Det gør de unge mere kompetente. Arbejdsløshedsprocenten er tre gange lavere for de unge, der krydser de europæiske grænser for at arbejde og studere. En genopførelse af grænserne ville få daglige konsekvenser for mere end 700.000 grænsearbejdere, som hver dag ville skulle afsætte en anselig mængde tid til grænsekontrol. Selvfølgelig er der seriøse økonomiske omkostninger forbundet med at indføre yderligere sikkerhedsforanstaltninger. Det er udgifter, som borgerne i sidste ende vil komme til at betale,« siger Assya Kavrakova.

Hjertet af projektet

For Assya Kavrakova er den langsomme genopførelse af grænser »som at tage hjertet ud af Europa«:

Den opfattelse bakkes op af de sidste års »eurobarometre,» hvori det tydeligt fremgår, at europæerne mener, at EU’s to største bedrifter er at have skabt fred i Europa og at have muliggjort den frie bevægelighed over grænserne for både varer og personer.

»For mange af os europæere er EU ikke bare et indre marked. Det er også en drøm. Hvis vi begynder at gradbøje den frie bevægelighed, risikerer vi at fjerne selve hjertet af det europæiske projekt.»

Serie

Åbne grænser under pres

Seneste artikler

  • Centraleuropa mangler viljen til at redde Schengen

    28. december 2015
    De vil ikke modtage kvoteflygtninge. De vil ikke genhuse flygtninge fra nærområderne. De ser forslaget om et mini-Schengen som afpresning, men er heller ikke indstillet på en fælleseuropæisk grænsevagt. De centraleuropæiske EU-lande gør det ikke let at redde et presset Schengen-samarbejde, mener den polske iagttager Piotr Buras
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Grethe Preisler

Super - du ved en masse om EU.
Uden tvivl - med din baggrund - mere end jeg gør.

Men netop derfor bør du være præcis i dine indlæg - ikke mindst om EU.

Lad være med at blande Schengen sammen med Arbejdskraften frie Bevægelighed.
Lad være med at aflive Unionen allerede i 1972 - den eksisterede slet ikke i vores begrebsverden dengang.

Du har i øvrigt ikke forklaret, hvorfor du begik disse "fejl", som jeg aldrig har tvivlet på, blev gjort bevidst.

Jeg lader mig gerne belære - også om EU; men jeg gider ikke føle, at jeg bliver drejet en knap ved at kendsgerningerne arrangeres, så de passer i argumentationen.

Vi kan sagtens diskutere EU ud fra de bestående facts.

Du kalder mig flomme-europæer.
Jeg ved ikke helt, hvad der ligger i begrebet.
Jeg hørte udtrykket 1. gang fra Jens Maigaard - og han brugte det helt sikkert som et skældsord.

Jeg kan helt tilslutte mig Mimi Jakobsens beskrivelse af sin holdning til EU, som var, at hun i store træk var enig i, hvad der foregik i EU. Problemet er i mere al det, der ikke sker i EU, oftest fordi de 28 lande ikke kan blive enige om en politik.

Et samarbejde i Europa er nødvendigt - ellers går vi vi i krig med hinanden før eller siden.

Vi starter med at handle sammen og forsøger derefter at skabe en politisk overbygning.
Hvis vi var startet med den politiske skal, var vi ikke kommet videre endnu, frit efter Kløvedal Reichs. Vi havde stadigvæk diskuteret stemmevægte i Ministerrådet, antal medlemmer i Parlamentet, hvor mange kommissærer i kommissionen osv.

EU bliver beskyldt for at blande sig i for meget.
Tja - nogle gange blander de sig i for lidt.
Jeg så gerne minkfarme forbudt i hele EU - ligesom tyrefægtning.
Og jeg bliver forarget over madsvineriet, når spanierne smider tonsvis af tomater i hovedet på hinanden hvert efterår - så kunne EU mon ikke................?
Men det er vel rigtigt, at det skal nationalstaterne klare selv.

Men jeg er parat til at gøre rigtig meget mere overstatsligt.
Og vi er jo enige om, at "overstatsligt" refererer til beslutningsniveauet - det er stadigvæk de nationale myndigheder, der implementerer.

Jeg så desuden gerne flere EU kontrolmyndigheder.
Vi kende alle sammen historierne om Italiens olivenavlere, der får tilskud til ufatteligt store arealer med oliventræer- behørigt attesteret af de italienske myndigheder.
De italienske gendarmer gør i hvert fald ikke noget ved svindlen.

Ved nærmere eftertanke passer dit udtryk flomme-europæer nok meget godt på mig.

Torben Lindegaard

@Peter Jensen

"Og den afsindige, imperialistiske udenrigspolitik må ombringes, ligesom forankringen i NATO må ændres"

Er det EU's udenrigspolitik, du skriver om?
Så er det helt ved siden af.

Problemet ved EU's udenrigspolitik er manglen på samme - hvilket ikke kan bebrejdes Federica Mogherini. Hun får ikke mere magt og indflydelse end de 28 lande vil give hende - og det er stort set lig 0.

Gad vide hvad finnerne, svenskerne, østrigerne og irerne siger til, at du forankrer EU i Nato?
Og mon USA, Canada, Island, Norge, Tyrkiet & Albanien er helt trygge ved det?
For slet ikke at tale om Natos 21 partnerlande.

Grethe Preisler

@Torben Lindegaard,

Ja, lad os holde os til de historiske kendsgerninger om Unionens tilblivelse og oprindelse. Som er at
Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg er 'kernelandene' i oprindelsen til dannelsen af 'Europas forenede Stater' i h.t. bestemmelserne i 'Unionstraktaten' af 1952.

Danmark, Irland og Storbritannien blev optaget i 1973 som medlemmer af EF (handelssamarbejdet), der som årene gik udviklede sig til 'Unionens indre marked' med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft.

Siden er det gået slag i slag med optagelse af stadig flere nye unionsmedlemmer, udvidelse af 'Unionens' ydre grænser mod resten af verdenssamfundet, og 'Unionsregeringens' (Ministerrådet, Kommissionen, og EU-parlamentet) beføjelser i forhold til lovændringer på andre områder end forudsat i aftalen med de tre nye EF-lande i 1973.

Med udhuling af det nationale (forfatningsmæssige) retsgrundlag for multilaterale aftaler med instanser og lande udenfor 'Unionen' i de 3 EF-medlemslande', der blev optaget som associerede deltagere et udvidet handelssamarbejde mellem dem og 'Unionens Kernelande'. Ikke mindst efter 'Berlinmurens fald', genforeningen af den vesttyske forbundsstat og DDR, opløsningen af Sovjetimperiet og optagelsen i Unionen af 'de gamle europiske kernelande' bag det jerntæppe, der sænkede sig gennem Europa efter Hitler-Tysklands betingelsesløse kapitulation og afslutningen på det kapitel af WW II, som udspilledes på den europæiske del af den militære slagmark.

Hvilket er årsagen til, at det er så besværligt at få 'danskerne' til at stemme ja til at kvitte 'de danske forbehold' i relation til unionstraktatens bestemmelser om 'øget samarbejde' om snart sagt alt mellem himmel og jord ud over det mest nødvendige til at sikre den gnidningsløse udveksling af 'varer, tjenesteydelser og arbejdstagere' EU-landene imellem.

(Nu har 'de danske vælgere' jo spist de pekuniære fordele ved at stemme ja til EF-medlemsskabet i 1972)

.

Torben Lindegaard

@Grethe Preisler

Du bliver ved.

Romtraktaten er nu pludselig blevet til Unionstraktaten.

Danmark, Irland & Storbritannien skulle kun være blevet optaget i EF som associerede deltagere et udvidet handelssamarbejde mellem dem og 'Unionens Kernelande'.

Jeg slutter hér.
Over&Out

Grethe Preisler

Så siger vi det, Torben Lindegaard,

Var du overhovedet født eller gammel nok til at læse aviser og have stemmeret i 1972, da 'Unionen' blev solgt til 'det danske folk' = det danske vælgerkorps, under falsk varebetegnelse af topfigurerne i Socialdemokratiet, LO, DA, DI og landbrugslobbyen på Axelborg?

Hvis ikke cand. polit Jens Otto Krag havde meddelt sin afgang som statsminister og overladt pladsen i den varme stol til arbejds- og hædersmanden Anker Jørgensen dagen efter vedtagelsen, ville Socialdemokratiets rolle som regeringsbærende parti sandsynligvis have været definitivt slut i og med virkningerne af den verdensomspændende energikrise i vinteren 1974-75, udløst af de saudiske oliesheikers over night-forhøjelse af priserne på råolie i 1973.

Mihail Larsen

Længe leve fortiden

Grethe Preisler bliver igen og igen ved med at henvise til, hvad den danske befolkning tog stilling til 1972 - som noget, der er bindende for altid ('løfter, der blev givet'). Tilsvarende er der debattører, der hele tiden henholder sig til forbeholdene fra 1993, som om de handlede om evigt gyldige løfter.

Hendes ræsonnement er, at den danske befolkning er ved at blive snøret, for 'dengang' lovede politikerne sådan og sådan, og nu er de i gang med noget helt andet.

Javel. Så skulle vi måske tage den danske grundlov fra 1849 op. Den blev jo så grueligt 'svigtet' ved revisionen i 1953; bl.a. lavede man om på den mandlige arvefølge, og gudhjælpemig og man ikke også afskaffede landstinget. Hvad ligner det? Det ville grundlovsfædrene fra 1849 nok have været pikeret over. Og de ville være oprørte over, at kvinder fik valgret i 1915. Hvilken skandale! Det var bestemt ikke i tankerne, da grundloven fra 1849 blev vedtaget

Hvad er det dog for en tankegang?

Den danske befolkning har det, lige som andre, med at ændre sig over tid. Nogle dør, andre bliver født, og hen ad vejen, er 'danskerne' ikke de samme, som de var for en generation siden. Skal alle dem, der er født siden sidste grundlovsændring eller traktatændring i EU slet ikke have nogen indflydelse? Skal de være forpligtede på, hvad politikere for 30-40-50 eller 100-200 år siden 'lovede'?

I 1972 blev Grethe Preislers ur på en eller anden måde nulstillet - i al fald i forhold til EU. Alt hvad der siden er blevet af vekslende politiske flertal - og nogle endda bekræftet ved folkeafstemninger - er et 'forræderi' mod de løfter, der blevet givet forud for folkeafstemningen i 1972, og som i hendes optik alene drejede sig om frihandel. Alle senere forsøg på at få politisk hånd i hanke med det frie marked er 'forræderi'.

Nu ser jeg væk fra, at EUs målsætning allerede i 1972 stod klar, selv om danske politikere bildte befolkningen noget andet ind. Men Grethe Preisler insisterer på, at vi fortsat skal føle os forpligtede på politikernes argumenter fra den gang - at hele meningen med Danmarks indtræden i EF/EU alene drejede sig frihandel.

Torben Lindegaard har heroisk forsøgt at korrigere hendes opfattelse (der bliver nærmest surrealistisk, når det nu kommer frem, at hun faktisk selv har arbejdet fra til 2004 i diverse styrelse med tilknytning til EF/EU), men har givet op. Det forstår jeg godt.

Michael Kongstad Nielsen

Selvfølgelig kan Grundloven ændres, bare ikke lige så nemt som almindelige love. Og selvfølgelig kan de beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, overlades til mellemfolkelige myndigheder i nærmere bestemt omfang, som den ændrede grundlov af 1953 siger, men det kræver folkeafstemning eller fem sjettedeles flertal i folketinget. Hver gang man rører ved disse ting, skal et en alvorlig debat gennemføres, det skete dårligt nok op til 3. december afstemningen om retsforbeholdet. Allerede derfor blev det et nej, tror jeg. Om debatten var god nok i 1972, skal jeg ikke kunne sige, men i 1992 mener jeg bestemt den var, også i 1993.

Mihail Larsen

Michael,

enig, men hvis dit sidste indlæg var et svar på mit foranstående, så misser du en pointe.

Det er ubestrideligt, at i et demokratisk samfund må magthaverne affinde sig med, at de skal have vælgernes opbakning til deres politik. Derfor har vi regelmæssige valg og folkeafstemninger.

Men min pointe gik på, at der er nogle i den tilbagevendende EU-debat, der stiller sig fornærmede an over for nye valg med henvisning til, at "det har vi allerede taget stilling til" ved tidligere valg, der for nogles vedkommende ligger flere årtier tilbage. Uden at jeg sådan lige kan komme i tanke om nogle konkrete navne, så mener jeg også, at der blandt disse befinder sig nogen, der slet ikke var født eller stemmeberettigede på daværende tidspunkt.

Det forekommer mig ultrakonservativt, traditionalistisk-irrationelt og absurd.

Man er naturligvis i sin gode ret til at kritisere EU, herunder at være modstander af ændringer i eksisterende traktater. Men at fremføre som væsentligt argument for sådanne holdninger, at det har 'vi' allerede tidligere taget stilling til for årtier siden, er klassisk reaktionær tankegang.

Min gamle ven, Hegel, rystede engang på hovedet over for den type argumenter og sagde spydigt, at selv kannibaler gør krav på velerhvervede rettigheder. Om de havde ret i deres krav, kunne i al fald ikke afgøres alene med henvisning til sædvanen, men måtte i givet fald begrundes rationelt-filosofisk (i dag ville vi måske sige universal-pragmatisk).

Hvorom alting er, så er det en intellektuel falliterklæring at begrunde sine retssynpunkter på, at 'det har vi allerede taget stilling til en gang i fortiden'. Det er den slags idioti, der nu gør det umuligt at indføre våbenrestriktioner i USA, fordi retten til at bære våben er tilføjet den Amerikanske Forfatning (på et tidspunkt, hvor civile hvide borgere skulle væbne sig mod engelske soldater, sorte slaver og oprørske indianere). I dag er konteksten forsvundet, men selve det, at der i forfatningens 2. tillæg står, at enhver har ret til at bære våben, gør det 'umuligt' i dag at ændre politik - fordi 'det har vi allerede besluttet'.

Det er træls på venstrefløjen at finde debattører, der altovervejende støtter sig på konservative for ikke at sige reaktionære argumenter. I deres optik består venstrefløjens mission i at forhale forandringer - ikke med dynamiske, fremadrettede, revolutionære analyser – med ved at klamre sig til, "hvad vi allerede har besluttet" - for årtier siden.

Det er en defensiv og ufrugtbar strategi. Nej, det er værre: Det er en invaliderende offerrolle, der falder pladask for Kants oplysningsdefinition som "en selvforskyldt umyndighed" - et reaktionært, tilbageskuende (og sommetider poetisk) billede af en 'uskyldig fortid' (før EU) eller endog en 'guldalder' (Morten Korch). I fortiden/barndommen/ungdommen var alting bedre. Nutiden for slet ikke at tale om fremtiden byder imidlertid på nogle udfordringer, hvor man ikke kan overleve på routine og tradition. Uha-uha. Så hellere tilbage til den politiske og poetiske uskyld. Men den er, lige som alt andet, underlagt Syndefaldet. Hvis oplysningen rulles tilbage, bliver den barnlige uskyld til 'selvforskyldt umyndighed'.

Min pointe har således ikke noget med teknikaliteter omkring afstemningsregler og jura at gøre, men om det simple, afgørende og dog komplicerede: At erstatte konservativ sædvaneret med progressiv civilret. En retsforståelse, hvor filosofiske principper tillægges større vægt end historisk tradition, og hvor ældre forskrifter ikke dikterer fremtiden.

Torben Lindegaard, vi skal blot se på Ukraine - så kan vi se EU-udenrigspolitik, der vil noget. Fri mig for yderligere polemik; intet imperium kan undlade at føre politik udenrigs - selv passivitet udtrykker en politisk linje og vilje. EU samhandler eksklusivt med Israel via bl.a. ENP; det er da udenrigspolitik, som klasker lår.

Ligesom det både er dogmatik og tangerer defamering, når Mihail Larsen misbruger Hegel's kannibalisme til at ekskommunikere bestemte synspunkter, blot fordi de (også) er historisk baserede. Så når man siger nej til erodering af det resterende folkedemokrati, så klamrer man sig retraditionalistisk til fortiden - mens Mihail på sin side tydeligvis klamrer sig til en utopisk fremtidstros filosofiske fikumdik, blot naturligvis uden overhovedet at ville vide af det.

Torben Lindegaard

@Peter Jensen

Du blander det hele sammen i én stor pærevælling.

Det var Merkel & Hollande, der forhandlede Ukraine med Putin.
Mogherini var end ikke inviteret med til Moskva.

EU’s medlemslande har en udenrigspolitik og en forsvarspolitik.
EU har ikke nogen af delene.

Grethe Preisler

Tak Peter Jensen,
jeg har ventet spændt på den grundlovsrevision, der kunne have sat en stopper for farcen med de idelige folkeafstemninger om de samme forbehold siden udvidelsen med Grækenland i 1981, så vi kunne have fået klarhed over, hvad 'folket' (det danske) egentlig mente om sagen.

Men nej - halve sandheder, hele løgne og det som 'trylllekunstnere' i markedstelte kalder misdirection er alt, hvad der er blevet til i mellemtiden. Hvorfor sagde de det ikke bare, som det var: Dette er den indledende øvelse til Danmarks inkorporering i Europas Forenede Stater, som kan tage kampen om verdensherredømmet op på lige fod med med supermagterne USA, Kina og Sovjetunionen.

Efter optagelsen af Spanien og Portugal i 1986 var jeg næsten sikker på, at nu kunne det da ikke udsættes længere. Men ok jo, det kunne det, og nu ser resultatet!

Mihail Larsen

Tradition og historie er ikke det samme

Peter Jensen, jeg er skam ganske klar over, hvad det er, jeg mener og skriver. Men du har tydeligvis ikke forstået forskellen på tradition og historie. Det kunne aldrig falde mig (eller Hegel, for den sags skyld) ind at se bort fra historie - tværtimod. Jeg er idéhistoriker og tænker altid i et historisk perspektiv. Man kan lære af historien, hvis man analyserer den; men det er en dårlig idé at hænge fast i den.

Enhver tradition, lov, traktat, overenskomst etc.har en historisk bestemt gyldighed. De er ikke tidløse fænomener med evig gyldighed. De skal til enhver tid kunne bestå det, Habermas kalder 'den civilisatoriske test', der i al korthed går ud på: Om de fortsat er fornuftige (rationelle). Det er ikke nok, at de har eksisteret i lang tid og således udgør en tradition; det er heller ikke nok, at de engang under andre omstændigheder var fornuftige, hvis omstændighederne har ændret sig. Det kan heller ikke være noget gyldigt argument, at de engang er blevet vedtaget af et flertal af borgere, hvoraf en stor del nu er døde. Alene fra 1972 til i dag er mere end halvdelen af Danmarks borgere blevet 'udskiftet', og går vi tilbage til den sidste Grundlovsrevision (1963), så er det vel højst 5-10 % af Danmarks nuværende befolkning, der dengang havde stemmeret.

Mihail Larsen

1953, selvfølgelig (slagfejl)

Gad vide, om det også gælder for idehistorikere, der i fagets natur mest lever i fortiden, at ’selvforskyldt uvidenhed’ ikke alligevel er et værre handicap end ”selvforskyldt umyndighed”, selvom det sidstnævnte prædikat efterhånden også kan forbindes med fænomenet EU, som forhåbentlig ikke er en tidløs krabat, der har tænkt sig at leve evigt …

Michael Kongstad Nielsen

Mihail, enig i, at ting udvikler sig, og man kan ikke forvente status quo i det uendelige.
På den anden side kan det også blive for tykt, når vi ved, at de fire-fem gamle partier i folketinget, V, K, R, S, - SF afskyr forbeholdene fra 1993, og benytter enhver lejlighed til at prøve at få dem afskaffet, og faktisk behandler ØMU-forbeholdet (næsten) som om, det ikke var der (fast kurs, bankunion, m.m.).
Heldigvis er befolkningen ikke til fals for skræmmekampagner (ØMU-en) eller uforståelige tilvalgsordninger med hjemmel i ukendte protokoller bagest i Lissabontraktaten (som vi ikke måtte stemme om), så når de præsenteres for den slags i rigelige mængder, så bliver det et NEJ.

Torben Lindegaard

@Peter Jensen 4.1 kl. 21:40

"EU samhandler eksklusivt med Israel via bl.a. ENP"

Jeg indrømmer, at jeg i første omgang nærmest tænkte visse, vasse.
Men, når du overhovedet kender til ENP - og det gør kun de færreste - så ved du selvfølgelig også, at EU ikke handler eksklusivt med Israel i EPN-programmet.

ENP er ubesrtidt kronjuvelen i EU's udenrigspolitik under supervision af både Mogherini og Hahn, uden at man skal lægge for meget idet.

Der er 16 såkaldte ENP-lande, heraf 12 partnerskabslande.
http://eeas.europa.eu/enp/about-us/index_en.htm

Så forklar mig venligst hvad du med med ovenstående citat???

Grethe Preisler

Flygtningeproblematik a la carte

Hvor er det dog træls for gamle universitets-udannede 'venstrefløjsere' af den fortræffelige Grand Cru årgang 1968, at TTIP-aftalen ikke var implementeret endnu, den gang de var 'hele den progressive venstrefløj' i kongeriget Danmark.

Så kunne de have udtaget patent på det gode brand Den Progressive Venstrefløj og anlagt erstatningssag mod forhandlere af 'kopiprodukter' på det globale gedemarked, hvor samfundsdebatterende meningsdannere diskuterer 'det 21. århundredes mest presserende emner' med hinanden på højt intellektuel niveau!

En ny flygtningekvalitet i Tyskland – kommer også snart her i Deres biograf(i) …

Så er der nogle fremmede fra fremmede kulturer, inkl. deres ’rådne kvindesyn’, der har taget dette tilbud om Merkelins ’Willkommenskultur’ og tvangsintegration til sig, men desværre taget sagen helt bogstaveligt, og bare fulgt denne EU-snapside med såkaldt ’fri bevægelighed’ for Hot'N'Totter af enhver kulør, funderet i den såkaldte Schengen-aftale, en oprindelig NS-tysk tankegang fra 1930erne – 'Neuropa' in spe - og endnu et ’privilegeret tab’ med vores frihedsrettigheder på vej mod politistaten …

http://www.zdf.de/ZDFmediathek/hauptnavigation/nachrichten#/beitrag/vide...

Mihail Larsen

Nå, så endte også denne streng i en smule racisme og nazikortet - i indbyrdes logisk uoverensstemmelse. Sig mig, hvor er det nærmeste værtshus?

@Mihail - hold nu op, stop det dér - hvor registrerer du 'racisme' og 'nazikortet' - forhåbentlig da ikke i det sidste indlæg - hvis ja, så ta' mig med på værtshus ... ;-)

Sider