Læsetid: 3 min.

Hvorfor er jeg så glad for COP21?

Det var første gang i historien, at verdens ledere i fællesskab blev enige om at gøre noget ved et fælles og livstruende problem. Det er måske en spæd begyndelse, men det er utroligt stort, at det rent faktisk skete
30. december 2015

Jeg blev overraskende glad faktisk, for resultatet af COP 21 – og glad på en stille og rolig, og næsten lidt dyb måde, som jeg ikke helt forstår.

Som mange andre har jeg i en årrække fulgt klimaudviklingen og har i stadig højere grad forstået, hvor alvorligt det faktisk er – en helt konkret og kontant trussel mod vores fortsatte eksistens på Jorden – og endda inden for en overskuelig fremtid.

Set i dette uhyggelige perspektiv kan man blive lidt glad for COP 21, men realistisk set er der stadig meget lang vej igen og mange svage punkter i aftalen. Så hvorfor denne dybe glæde over et på mange måder tvivlsomt og usikkert resultat?

Læs også: Klimaaftalen var god og nødvendig – nu skal vi se fremad

Det handler om noget andet end ’bare’ klimaudfordringen. Måske handler det mere om vi menneskers forhold til hinanden i et globalt perspektiv, hvor vi på mange måder er ’gode’ til at kævles og kriges i én uendelighed om alt muligt. Det er deprimerende, og medierne puster til det med deres konstante fokus på konflikter og kaos i verden.

Heldigvis er der også andre stemmer, som den svenske professor Hans Rosling, der i løbet af 2015 satte en anden dagsorden med sine overbevisende statistikker, der dokumenterer, at det på mange parametre faktisk går rigtig godt i verden, og at det oven i købet tilsyneladende går fortsat fremad.

Der er blot ét problem, og det er netop klimaet, som ikke vil kunne klare den voldsomme vækst i ressourceforbruget og miljøbelastningen, som de mange fremskridt kræver, hvis vi ikke …

… men i december blev statslederne fra stort set alle lande i Paris så enige om, at det må vi gøre noget seriøst ved – sammen og i fællesskab! Det er første gang i verdenshistorien, at lederne for hele menneskeheden er blevet enige om i fællesskab at gøre noget ved et alvorligt fælles og livstruende problem. Det er måske kun en spæd begyndelse, men det er da utroligt stort, at det rent faktisk skete her i slutningen af 2015.

Der er også opstået en foreløbig international enighed om Syrien her i december, og premierminister Modi fra Indien har netop besøgt sin kollega Sharif fra Pakistan – efter sigende, fordi de fik en god sludder i Paris til COP21. Måske er der nogle spirende årsager til dyb glæde?

Evige brudfalder og krige

Hvis man ser menneskets historie i det meget lange og stærkt forenklede perspektiv, begyndte vi som samlere, lavere jægere og primitive agerbrugere med en landsby- og stammeidentitet og med et utal af voldelige konflikter, der dog var meget lokale.

Med civilisationerne kom bystaterne i bl.a. Grækenland, som der er sagt meget positivt om siden – men som også sloges sindssygt meget med hinanden i hele Antikken, når de ikke blev distraheret af ydre trusler som f.eks. perserne.

Også i den europæiske renæssances begyndelse var bystaten central (og de sloges stadig…), men efter renæssancen lykkedes det igen at øge skalaen, idet nationalstaterne opstod og samlede menneskene i større enheder med fælles kultur og sprog – som også sloges som vanvittige i religionskrigene og videre frem til 1900-tallet.

I dag ligger de vigtigste konfliktzoner mellem de større enheder, civilisationerne (jævnfør Samuel Huntingtons Clash of civilisations, hvor han i 1996 forudsagde konflikten i Ukraine, EU’s udfordringer med Grækenland og meget andet), mens staterne inden for de enkelte civilisationer kan nogenlunde enes. Det næste skridt vil være også at forene civilisationerne i et globalt fællesskab. Dette vil helt sikkert kræve en fælles opgave af stor vigtighed – og måske begyndte det i al stilhed i Paris i december?

Kald mig naiv, men dette er mit stilfærdige og ydmyge nytårsønske – rigtig godt nytår!

Henrik Kærgaard er udviklingschef på tværs i Niras

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

COP21 blev en fiasko fordi

1) Der er ingen incitamentstruktur i aftalen. Dvs alle kan udlede CO2 efter behag nu som før.

2) Alle landes klimaplaner viser en samlet stigning på 3,5 grader. Det er så frygtindgydende, at der skal findes en reduktion her og nu. F.eks. helt konkret (for at understrege den alvorlige trussel) en opfølgning på klimaplanerne hvert år og ikke hvert femte år. Aftalen burde have indholdt en konkret køreplan for reduktion og ikke kun løse tilkendegivelser.

3) Aftalen er ikke bindende. Dvs selv det exorbitante klimamål på 3,5 grader er ikke engang sikret. Det kan nemt blive højere hvis landene har planlagt for optimistisk eller der kommer nye regeringer til, der nedprioriterer klimapolitikken, jf Danmarks nye Venstreregering, der jo overnignt tilbagerullede den tidligere regerings klimaplan.

4) Fly- og skibstrafikken er ikke inkluderet i aftalen. Man kan fortsætte med flyferier til eksotiske destinationer og transportere flere varer den halve jordklode rundt.

5) De vanvittige subsidier til kul- og olieproduktion fortsætter til trods for, at der er et skrigende behov for det modsatte, dvs afgifter på fossil energi.

6) Efterforskning efter ny fossil energi (herunder fracking) fortsætter til trods for at 80% af de allerede kendte reserver skal forblive i undergrunden, hvis 2 grader ikke skal overskrides.

7) de rige lande slipper alt for billigt i aftalen. De rige lande tror, at en energiomlægning er tilstrækkelig, hvorefter man kan fortsætte med vækst og forbrug, dvs business-as-usual. Ingen påpeger en nødvendig total omlægning af vores økonomi og levevis, f.eks 50% reduktion i forbrug.

8) Paris aftalen er en sovepude. Den er allerede glemt. Vi fortsætter jo blot som intet er hændt.

Godt nytår.

peter fonnesbech, Trond Meiring, Niels-Simon Larsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.

B. S. Ingemann

Niels-Simon Larsen

"Det barn som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste".
Nu er der nok ingen børn, der glæder sig over cop21, men det gør nogle voksne, og her er jeg bange for, at glæden bliver kort.

Jeg har det som en, der i længere tid er blevet torteret. Den næste bøddel er flink og venlig og tilbyder en cigaret, hvis bare man vil indrømme, at man har taget fejl.

Aksel (højere oppe) opremser hvad det er, man ikke kan indrømme.