Nyhed
Læsetid: 4 min.

Indien fanget mellem klimaforandringer og udvikling

Inden 2030 vil Indien bygge 140 kulkraftværker for at levere strøm til 400 mio. fattige. Trods stor satsning på sol og vind vil det fordoble landets CO2-udledning. Det problem skal løses på klimakonferencen COP 21 i Paris
Udland
3. december 2015

I landsbyen Bagwan i den fattige indiske delstat Bihar er der så lidt tilgængelig fast elektricitet, at den lokale afdeling af Union Bank of India må benytte en dieselgenerator i bankens åbningstid.

Den sorte røg stiger til himmels og blander sig med røg fra de små huse, hvor en kronisk mangel på el og naturgas tvinger kvinderne til at bruge tørret komøg som brændsel ved tilberedelsen af mad på udendørskomfurer.

Indbyggerne har i årevis ventet på, at politikerne fra Bihars hovedstad, Patna, indfrier et løfte om at nedgrave kabler og forbinde dem til elnettet. Måske det vil ske i forbindelse med den planlagte opførelse af to nye kulkraftværker i delstaten, måske ikke.

Bagwans borgmester, Rajesh Kumar Singh, er dybt frustreret.

»Livet her er ikke godt. Vi klarer lige at overleve,« siger han til en udsendt fra den amerikanske avis The Washington Post.

»Jeg har råd til at købe et køleskab, men jeg kan ikke bruge det. Jeg kan købe en luftafkøler, men ikke bruge den. Jeg har et tv, men kan ikke tænde for det.«

Og måske værst i hundredtusinder af indiske landsbyer uden strøm: Skolebørn kan ikke lave lektier, når det bliver mørkt eller har i hvert fald svært ved at læse ved petroleumslamper.

Mellem 300 og 400 mio. af Indiens befolkning på 1,27 mia. mennesker lever uden strøm. I kraft af indisk økonomis høje vækstrate på mellem seks og otte pct. forventes levestandarden at forbedres for denne fattige fjerdedel af befolkningen i de næste årtier. Derfor planlægger premierminister Narendra Modis regering at skaffe alle husstande adgang til elektricitet.

Problemet er imidlertid, at den billigste metode til fremstilling af elektricitet i Indien, er udvinding og afbrænding af landets store kulreserver. Vedvarende energi som sol og vind er stadig for dyre til at klare opgaven.

Men hvis Indien og kloden skal afværge de værste effekter af klimaforandring – temperaturstigninger, tørke og oversvømmelser – burde Modi-regeringen ligesom Kina sætte et loft for udledning af CO2 fra kulkraft i 2030. I stedet planlægger den at føje 140 kulkraftværker til de eksisterende 125.

’Retfærdig og ligelig’

Dette dilemma er COP 21-konferencens største udfordring. I alt 1,2 mia. mennesker – altså 25 pct. af klodens befolkning – har ikke strøm. Hvad skal de rige industrilande sige til, at Indien og mange lande i Afrika vil have lov til at bruge billige fossile brændsler til at afskaffe fattigdom? Det til trods for, at Jorden med sikkerhed så vil opleve en temperaturstigning langt over to grader i 2050.

For Leena Srivastava, vicerektor på miljøuniversitetet TERI i New Delhi, handler det om en »retfærdig og ligelig« fordeling af den plads, der er tilbage til drivhusgasser i atmosfæren, når man tager højde for en maksimal global opvarmning på to grader.

»Det meste af pladsen er allerede blevet udfyldt af de rige industrilande (og Kina, red.). Der er ikke meget tilbage til U-landene. Så hvilken fordelingsnøgle bruger vi, og hvilken rolle spiller udledningens akkumulerende effekt?« siger hun.

Srivastava medvirkede for nylig i et seminar arrangeret af det udenrigspolitiske selskab i New York.

Det er instruktivt at tage et kig på statistikken over de tre største landes historiske udledning af drivhusgasser. Mellem 1965 og 2014 stod USA for 25 pct., Kina for 15 pct. og Indien for tre pct. af det samlede udslip. I 2014 var USA’s bidrag faldet til 17 pct. Kinas vokset til 27 pct. og Indiens til kun seks pct.

Men hvis væksttempoet for Indiens befolkning og økonomi fortsætter uden en reduktion i brugen af fossile brændsler vil udledning blive fordoblet i 2030. Og i 2050 vil Indien være den største CO2-synder.

USA’s og Kinas præsidenter kan over for premierminister Modi indvende, at en global opvarmning over to grader vil blive ødelæggende for Indiens landbrug og industri.

Subkontinentet udsættes allerede for ekstreme vejrfænomener. I en uge i midten af november og i løbet af denne uge er Indiens sydøstlige industriby, Chennai, (tidligere Madras) blevet oversvømmet af monsunregnen, der ellers plejer at høre op i oktober. Næsten al industri, service, trafik og lufthavnen er lukket ned i storbyen.

Men hvad er værst for Indien – midlertidige afbrydelser og skader eller 3-400 mio. indbyggere uden elektricitet og mulighed for at udfolde sig fuldt ud økonomisk?

Leena Srivastava peger på en anden statistik, som de vestlige industrilande helst ignorerer. Gennemsnitligt udleder hver inder kun 1,7 ton CO2 om året. En kineser bidrager til sammenligning med 7,4 ton og en amerikaner med 16,6 ton.

Modis kompromis

Fra et moralsk synspunkt mener hun, det er et overbevisende argument.

»Hvordan kan man i Paris se bort fra denne fordeling? Indien har et krav på at udvikle sig økonomisk,« understreger TERI-universitetets vicerektor.

Ikke desto mindre er Indiens Modi-regering villig til at gå på kompromis. Kort før FN-klimatopmødets start i Paris fremlagde han en samlet klimaplan, der satser stort på en kolossal vækst i Indiens vedvarende energisektor.

I 2030 skal sol-, vind- og vandkraft samt atomenergi udgøre 40 pct. af det samlede energiforbrug.

Alene mellem 2015 og 2022 er det planen at fordoble solkraft hvert halvandet år. Men i 2030 vil kulkraftværker stadig producere 60 pct. af Indiens strøm, og CO2-udledning vil som følge af befolkningstilvækst og økonomisk vækst være steget kolossalt.

Det er primært satsningen på vedvarende energi, der giver udslag i relativt mindre udledning af drivhusgasser i Indiens klimaplan. Der bliver ikke skåret. Tværtimod, skal der bygges mange flere kulkraftværker.

Udbygningen af vedvarende energi vurderes at ville koste 2.300 mia. dollar over 15 år, hvilket kræver bistand såvel som lån og investeringer. Vil de rige lande spytte i kassen eller alternativt skære drastisk i sin CO2-udledning? Det skal afgøres i Paris.

Indien ønsker flere midler til forskning i »ren kul«. Men i Vesten anses kul allerede for at tilhøre fortiden.

»Vi har brug for et Manhattan-projekt. Men den rige verden er så optaget af at udfase kul, at den private sektor ikke tør løbe an med risikoen,« skriver Modis økonomiske rådgiver, Arvind Subramanian, i Financial Times.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Befolkningstilvæksten er world wide en grum sag ... i 1965 levede der f.eks. 500 mio. i Indien, i dag 2015 blot 50 år efter lever der cirka 1.3 mio., altså 800 mio. flere der (forståeligt) ønsker sig køleskab, Ipad, bil og meget andet desangående ... håbløst at tro, at jordens ressourcer kan følge med denne befolkningseksplosion.

Mængden af kulfyrede kraftværker, som er langt den største CO2 synder, på kloden fortsætter med at stige eksplosivt. Og hvad der ikke omtales særligt ofte er den reaktionstid den udledte CO2 har før den omsættes til klimaforandring og dermed temperaturstigning og havstigning. Den udledte CO2 forbliver i atmosfæren i sandsynligvis flere hundrede år og de begyndende forandringer vi er vidner til nu skyldes således CO2 udledninger for flere årtier siden. Da CO2 udledningen er steget massivt de seneste årtier og uundgåligt vil stige massivt de næste årtier er katastrofen forprogrammeret. Det kan ingen COP21 forhindre uanset hvilket bindende ambitionsniveau der end måtte blive enighed om.

...Point of no return er i al ubemærkethed forlængst overskredet. Nu gælder det udelukkende damage control.

...Men det er der vist ingen politiker der tør sige offentlig.

Karsten Lundsby, Gorm Lerche, Thorkil Søe og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

I-landene har grundlagt kapitalismen, som konstant kræver vækst baseret på fossilbrændstof afbrænding, kapitalismen hviler på den såkalte økonomisk videnskab, men økonomisk videnskab er ikke videnskab, derimod forurenende terror mod befolkningerne, grådighed, hamstring og leven over evne som fundamentalt grundlag.
Den såkalte økonomisk videnskab handler om skabelsen af rigdom, rigdom der hviler på internationale økonomiske kriminelle finanssektor, med skatteunddragelse som en central hjørnesten og denne kriminelle finanssektor beskyttes, af en ligeledes kriminelle politiske elite, der holder hånden under det illegitime finanssystem, ved ikke politisk effektivt, at lovgive imod denne kriminalitet, der sikre den ulighedsskabende finanskapitalisme fortsat kan give afkast til investorer, på fossilbrændstof investeringer og produktion foretaget på fossilbrændstof, upåagtet det er livsfarligt, en trussel mod vores overlevelsesevne på relativ kort sigt, her på jorden, er det faktum muligvis forbigået nogens opmærksomhed?

CO2-kvotesystemet er et godt eksempel på, hvor lidt økonomer forstå af klimaproblematikken og et godt eksempel på, hvorfor der er globalt stigende CO2 udledning.
Sådan fungerer CO2-kvotesystemet:

Kvotesystemet går ud på, at virksomheder kan købe CO2-kvoter, der giver dem ret til at forurene. Jo mindre CO2 en virksomhed udleder, desto mindre kvoter har den tilsvarende brug for at købe.

Hvorfor fungere CO2-kvotesystemet ikke.
I-landene kan ikke fortsætte forbrugsdrevet vækst, ikke bæredygtig produceret i u-lande.

U-landenes udledning af CO2 ved produktion af vare, solgt til I-landene skal medregnes, som CO2 udledning på I-landenes kvote.

Et eksempel.
Yes.. f.eks. Danmark er dygtige til at reducere direkte CO2 udledning, men Danmark er et af verdens mest CO2-udledende lande per indbygger, på trods af de rimelige ambitiøse CO2 udlednings mål.

Årsagen til, at Danmark har en kolossal klimaudfordring er, at Danmark i stigende grad importerer, et stigende antal af vores varige forbrugsgoder fra u-landene.

Den CO2 der udledes for, at producere disse varer, bliver ikke indregnet, som en del af Danmarks udledninger, selvom udledningen sker, som følge af, at danskere køber og forbruger disse varer.

Økonomer mister al troværdighed i u-landenes øje, når økonomer ikke indser, at i-landene har opbrugt alle tænkelige forbrugs kvoter, der leder til klimaforandringer, i-landene har 'principielt' ingen tilbage, til ulandene har levestandard som vores.

Økonomer er 'døde for processen' til de forstå de grundliggende forudsætninger og må bærer ansvaret for konsekvenserne.

Når det er sagt, når ansvaret nu er placeret så at sige, så er problemet energi problemet, at der ikke er nogen mulighed for, at kapitalismen, som system kan løse klimaudfordringen, man må spørge sig selv, hvor er evnen til at opfatte virkeligheden og skelne realistiske muligheder og vilkår fra ønsketænkning?

Hvor er realitetssansen?

På COP21 arbejder I-landene på samme overforbrugsbaseret vækst og U-landene på samme overforbrugsbaseret vækst for fremtiden, med nye milliarder kinesere, nye milliarder indere, man kan selv fortsætte listen, der skal forbruge en bil, forbruge to nye tv hvert fjerde år og forbruge en ny smartphone, hvert eneste år, hvorfor er der på COP21 stadigvæk tro på dette fatamorgana?
COP21 er en joke!

Der er 'en mulig vej' for menneskeligheden til overlevelse af klimaudfordringen, der ikke ender i krig og anden udryddelse, men svag politisk ledelse, er en kolossal udfordring.

Fra link:
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Ban Ki-Moon, 2011
FN's generalsekretær.
Link: http://www.un.org/sg/statements/?nid=5056

Så længe der er tilstrækkeligt reguleret vandkraft, kan man få glæde af den ustabile sol og vind.
Derfor udvider Indien og Kina deres kernekraft og går forrest i udviklingen af ny teknologi.
Selv om der er rigeligt plads til solenergi køber UAE fire færdige anlæg til kernekraft fra Korea for under halvdelen af det der betales i England.
Også dette hører med til diskussionen.

Philip B. Johnsen

Det med til faktum også beskrevet i artiklen at lande som Indien og Kina er presset af befolkningens ønske om overlevelse, Japan er et godt eksempel, japanere er ikke dumme, de stoler ikke på deres politikkere, realiteterne er skræmmende nok, politikkerne gør det kun værre, når de forsøger at bilde befolkningen ind at de agere i befolkningens interesse.

Japanerne forstår, at vækst er borgernes død på olie, gas og kul og ingen tror på hverken politikkere eller atomkraft i Nippon-koku.

Desuden handler den kapitalistiske illusion også om manglende råstoffer, foruden energi, forurening i forlængelse af den bevidstløs tåbelige overforbrugs baserede vækst

...Lidt komisk bilder det kapitalistiske vesten sig ind at have vundet slaget, alt i mens det kapitalistiske vesten på sigt ender med at tabe krigen. En enorm historisk chance for menneskeligheden er forspildt ene og alene pga. af vestlig leders magt arrogance.

Philip B. Johnsen

@Herman Hansen
Det der er under opsejling er intern uro i u-landene, når virkeligheden går op for befolkningerne, at fattige ikke med kapitalismen, kan trække dem ud af fattigdom, men derimod skaber voksende fattigdom, med de tilstødende klimaforandringerne forårsaget af I-landenes overforbrug, hvilken reaktion det vil bærer med sig, fra det millitær stærke Indien og Kina mf. vil tiden vise, men det er der nok allerede lagt planer for og de er sikkert ikke behagelige.

At store befolkningsgrupper lever uden elektrisk kraft i Indien forstår jeg slet ikke. Hvor er filmen knækket? At der så planlægges med bygning af 140 kulkraftværker er da en helt gak gak satsning. Solcelle paneler har aldrig været billigere end nu. Ja Indien kunne selv producere dem, hvilket ville skabe arbejdspladser. Landet er teknologisk faktisk veludviklet. Og en fordobling af vedvarende energi år for år frem mod år 2022 er simpelthen ikke godt nok. Indien summer af SOL brug dog denne fantastiske energikilde meget mere. Kulkraftværker er også dyre at opføre, lad være med det.

Biosfæren, som har eksisteret i 3 milliarder, år er ikke løbet tør for råstoffer fordi den baserer sig på cirkulære processer hvor restproduktet fra den ene proces er råvare for en anden.

Restprodukterne i de industrielle processer vi benytter os går ikke ind i biosfærens kredsløb men ophobes som forurening der eventuelt ødelægger biosfæren. Hvis vi skal forhindre økologisk sammenbrud skal vi udvikle industrielle kredsløbsprocesser i parallel til de naturlige kredsløb. Det er den centrale opgave ved opbygning af bæredygtighed - og her hjælper lappeløsninger ikke.

Selv om det kræver en enorm teknisk udvikling at skabe det bæredygtige samfund er grundproblemet vores økonomiske system som belønner forurening og gør det dyrt ikke at forurene. Vi skal justere markedssystemet så det kommer til at koste at forurene og kan betale dig ikke at forurene. Det er ikke nogen nyhed men modarbejdes af magthaverne som lever af plyndring og ødelæggelse af naturen.

Vi har vedtaget et globalt politisk mål om at stoppe for forurening samtidig med at vi har et økonomisk system der belønner forurening. Denne ekstreme selvmodsigelse skal ophæves hvis vi skal høre os håb om at slippe nogenlunde helskindet igennem og undgå økologisk og økonomisk kollaps.

Biosfæren, som har eksisteret i 3 milliarder, år er ikke løbet tør for råstoffer - fordi den baserer sig på cirkulære processer hvor restproduktet fra den ene proces er råvare for en anden.

Restprodukterne i de industrielle processer vi benytter os går ikke ind i biosfærens kredsløb men ophobes som forurening der eventuelt ødelægger biosfæren. Hvis vi skal forhindre økologisk sammenbrud skal vi udvikle industrielle kredsløbsprocesser i parallel til de naturlige kredsløb. Det er den centrale opgave ved opbygning af bæredygtighed - og her hjælper lappeløsninger ikke.

Selv om det kræver en enorm teknisk udvikling at skabe det bæredygtige samfund er grundproblemet vores økonomiske system som belønner forurening og gør det dyrt ikke at forurene. Vi skal justere markedssystemet så det kommer til at koste at forurene og kan betale dig ikke at forurene. Det er ikke nogen nyhed men modarbejdes af magthaverne som lever af plyndring og ødelæggelse af naturen.

Vi har vedtaget et globalt politisk mål om at stoppe for forurening samtidig med at vi har et økonomisk system der belønner forurening. Denne ekstreme selvmodsigelse skal ophæves hvis vi skal gøre os håb om at slippe nogenlunde helskindet igennem og undgå økologisk og økonomisk kollaps.