Læsetid 6 min.

’Vi har ingen fremtid her …’

Hver dag beslutter snesevis af syriske flygtningefamilier sig for at vende tilbage til deres krigshærgede hjemland – i lede og frustration over deres udsigtsløse flygtningeliv
Umm Hassan vil følge sin mand, der er blevet invalideret af granatnedslag, tilbage til Syrien. Alternativet – at blive i Jordans Zaatari-lejr – er værre.

Umm Hassan vil følge sin mand, der er blevet invalideret af granatnedslag, tilbage til Syrien. Alternativet – at blive i Jordans Zaatari-lejr – er værre.

Daham Alasaad
31. december 2015

»Jeg vil hellere dø en hurtig død hjemme end dø en langsom død som flygtning.« 42-årige Fatima fra Syrien siger disse ord uden tøven, uden tvivl. Hendes mand blev dræbt i den syriske borgerkrig, og nu lever hun sammen med sine sønner et liv som flygtning i nabolandet Jordan.

Efter halvandet års limbo er hun klar til at sætte livet på spil for at vende tilbage til sit borgerkrigshærgede land, i stedet for at fortsætte en udsigtsløs tilværelse i en jordansk flygtningelejr.

»Jeg er klar til at til at tage tilbage til Syrien med mine to drenge, selv om vi ved, at vi næsten kan være sikre på at blive slået ihjel i krigen«, siger Fatima, da Information møder hende. »Vi har mistet alt håb. Vi er desperate og kan ikke klare det mere. Vi har ingen fremtid her, vi har vores hus i Syrien. Vi har vores liv der. Selv hvis det skulle være ødelagt, kan vi bedre leve der,« siger hun.

Flugten tilbage

Hver nat gør snesevis af syriske flygtninge som Fatima sig klar til at vende tilbage til krigen med blot nogle få ejendele under armen.

Af de over fire millioner syriske flygtninge, som figurerer i FN’s sammentælling, lever de 600.000 i Jordan, nogle spredt ud i byer, men en stor del er stuvet sammen i lejre som Zaatari-lejren, en gigantisk samling af telte og campingvogne i det nordlige Jordan, som for tiden huser omkring 100.000 flygtninge.

Læs også: Halvering af FN’s rationer udløste flygtningestrømmen

Når vinteren kommer til Jordan, og storm efter storm rammer flygtningelejrene, vælger stadig flere at bryde op, men ingen har nogen opgørelser over, hvor mange der vælger det desperate alternativ.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, der står for driften af Zaatari-lejren, ønsker ikke at kommentere strømmen af flygtninge tilbage til Syrien og afviser Informations anmodning om at besøge lejren.

Trods manglende tilladelse lykkes det os imidlertid at komme ind i lejren og tale med flere af flygtningene herfra.

En af dem er Salma Humid, der fortæller, hvordan rejsen tilbage til Syrien organiseres. Få kilometer fra den syriske grænse gennes flygtningene ind i busser stillet til rådighed af de jordanske myndigheder.

Herfra går turen til et opsamlingssted aftalt med de syriske oprørsgrupper, der kæmper for at vælte den syriske præsident, Bashar al-Assads regime.

For de mange hundredtusindvis af flygtninge i Syriens nabolande er det et valg mellem pest og kolera. De kan enten vælge en vegetativ tilværelse, hvor dagene flyder ud i et, og livet er sat totalt i stå.

Eller de kan vende tilbage til et hjemland, der har udviklet sig til en dødelig krigszone med allestedsnærværende vold og drab. Stadig flere vælger det sidste.

En af dem, der agter at rejse tilbage til Syrien, er Mohammed Saleh, far til to piger og en dreng.

»Vi har givet op og ser ikke andre muligheder end at tage hjem. Nu er vores område i det mindste befriet for Assads regime, og selv om mit hjem er ødelagt, og vi også skal bo i telt derhjemme, gør det ikke noget. Vi vil bare tilbage til vores eget land«, siger han.

Mohammed blev under flugten til Jordan ledsaget af sin onkel, som prøvede at holde familien oven vande så længe som muligt ved at sælge tomater.

Men de var ude af stand til at få deres små midler til at slå til. Det blev til ét år og fire måneder i Jordan på subsistensvilkår.

De fleste af de syriske flygtninge i Jordan kommer fra byen Dara’a i det sydlige Syrien, en højborg for de folkeopstande, der fra marts 2011 rejste sig mod Assad-regimet, der har holdt Syrien i et jerngreb i mere end fire årtier.

Folkerejsningen blev mødt med brutal undertrykkelse, og militæret blev indsat mod de ubevæbnede demonstranter.

Den voldelige nedkæmpelse af protesterne førte snart til, at oppositionen kaldte til væbnet modstand, og siden da er Syrien sunket stadig dybere ned i en morderisk borgerkrig, der yderligere kompliceres af tilstrømningen af udenlandske jihad-frivillige og stormagters indblanding.

Ingen anden udvej

En tredje flygtning, som Information møder, er Abu Mohammed, hvis familie tæller syv personer. Til forskel fra flygtningene i Zaatari-lejren har han lidt flere penge, og familien bor derfor i Amman, hvor de lejer en lejlighed for 350 dollar om måneden.

Men også de overvejer at tage hjem til Syrien. Bureaukrati og en høj pris for arbejdstilladelser i Jordan betyder, at tusindvis af syriske flygtninge arbejder illegalt, med risiko for anholdelse eller udvisning.

Det jordanske beskæftigelsesministerium oplyser, at der er foretaget anholdelser af 15.800 illegale arbejdere i år. Heraf er over en tredjedel syriske statsborgere.

Hvis Abu Mohammed ønsker at arbejde, har han brug for en arbejdstilladelse, og sådan en koster 1.500 dollar, hvilket er mere, end han kan skrabe sammen.

Familien får en smule bistand fra UNHCR, 15 dollar per person pr. måned, siger han, men det rækker ikke engang til at købe mad for.

»Min kone og min datter tjener penge ved at lave syriske madretter på restauranter her i Amman. Det er vores eneste mulighed for at overleve her, men hvis det jordanske politi fanger dem, bliver de sparket tilbage til Syrien,« siger Abu Mohammed.

Abu Mohammed har to døve børn, der har brug for operationer og specialskoleundervisning. Men den slags er der ikke råd til her i Jordan. Hans øvrige børn har ikke været i skole de sidste tre år.

Nu har de sendt familiens ældste søn på 18 til Europa i håbet om, at han vil klare sig bedre der. Sønnen kom først til Tyrkiet og tog derfra med båd til Grækenland. Han befinder sig nu i Tyskland, siger Abu Mohammed.

»Vi håber, at han vil kunne hjælpe os på et senere tidspunkt. Han er vores bedste håb, og vi venter på at høre fra ham«, siger han.

For resten af familien er der kun en mulighed, mener den pressede familiefar.

»Jeg venter nu på det rette øjeblik til at få os hjem til vores eget land. Jeg ved ikke hvornår, men jeg håber, det bliver snart«, siger Abu Mohammed med tårer i øjnene.

Kvinder ladt i stikken

Ud over de økonomiske trængsler lider mange af de syriske flygtningekvinder i Jordan også under savnet af mandlige slægtninge, der ikke været i stand til at følge med til Jordan.

Adskillige kvinder fortæller Information, at deres mænd, brødre og fædre slet ikke fik lov til at komme ind i Jordan. Andre har mandlige slægtning, der har mistet livet i forsøget på at nå grænsen. Ifølge FN er to tredjedele af Jordans syriske flygtninge kvinder og børn.

Under besøget i Jordan møder Information snesevis af kvinder, der klager over de vanskeligheder, som en tilværelse uden ægtemænd eller andre mandlige slægtninge stiller dem i.

En af dem er Umm Hassan, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn. Hun bor i den lille jordanske by Jerash, nord for Amman og vil nu også rejse tilbage til Syrien med sine to børn, der begge er under fem år.

Umm Hassan flygtede for mindre end et år siden sammen med sin mand, men han var blevet invalideret af et granatnedslag under krigen og kunne ikke udholde det, han oplevede som stigmatiseringen ved at være handicappet.

»Han kunne ikke klare det her. Min mand er taget hjem, og det vil jeg også gøre. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme hjem. Han sagde til mig, at det skulle jeg overlade det til Gud. Men jeg er bange for beskydning og for bombardementerne. Ligesom mine børn er det,« siger Umm Hassan.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Daham Alasaad er syrisk freelance journalist, bosat i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Det er en af de meste realitisk artikel, jeg har læst om Syrien. Folk udenfor blander (overbefolkning, hungersnød ) men det er bare oprør mod diktatur, som er gået I stå fordi de to store magter USA og Rusland, vil ikke finde en løsning sammen eller føre rigtig krig mod hinaden. På den måde er Syrere sat udenfor, men kan de ikke holde det ud længere. Jeg mener også at de skulle hjem, og håbe Assad vil forstå deres situation.

Brugerbillede for Isabel K. Bishop
Isabel K. Bishop

Hvis mad, fred og et tørt sted at sove ikke er fremtid nok, så undrer jeg mig ærlig talt over, hvorfor de kom til Danmark. Hvile forventninger havde de?

Godt at de vender tilbage, så er der mere plads til rigtige flygtninge, som har forladt deres land, for ikke at dø i krig eller af fattigdom.

Brugerbillede for Isabel K. Bishop
Isabel K. Bishop

@John Robert Parkins

Påstår du, at flygtningene har det lige så dårligt i dag, som tyskerne havde det efter anden verdenskrig? Synes jeg er ret respektløst, da der var 17.000 tyskere som døde af sult.

Flygtningene i Danmark får god mad til de er mætte, får en seng, tøj og ting man har brug for, for at kunne leve (så som sæbe, brugser m.m.). Desuden får de et tag over hovedet: enten en lejlighed, et hus eller et telt. Teltene er militærtelte, som danske soldater lever i i alle klimasonerne, så de er menneskeværdige at leve i.

Flygtninge får selv samme løn som studerende skal leve for. Det eneste man forventer til gengæld er, at de er villige til at integreres. Jeg synes altså virkelig at man strammer den, hvis man sammenligner folk som lever så godt som vores egne børn (studerende), med tyskere som døde af sult i danske flygtningelejre 1945.

Du har bare lagt et link op, og jeg vil bare gerne høre, hvad du vil fortælle med det?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Flygtninge i DK er først ansøgere om asyl; asylansøgere. Og de får aldeles ikke det samme studerende. De får 10 kr. pr. dag pr. person hvis de får mad. Hvis de ikke får mad, men de selv skal lave den får de 55 kr. pr. person pr. dag. Og disse 10 kr. eller 55 kr. skal bruges til alt; transport, tøj, sko, mad, husholdningsartikler mm. og mv. Desuden må studerende arbejde og kan tage SU-lån; dette kan og må asylansøgerne ikke.

Indtil den dag da asylansøgerne bliver til anerkendte flygtninge i DK (hvilket kun sker for omkring 45-50% af dem, asylansøgerne altså) så skal flygtninge bo i telte, i asylbarakker, i asylcentre. De må ikke engang, hvis de har penge nok, selv betale for et ophold på et hotel og de må heller ikke bo hos familie, som de har her i DK. Først når asylansøgerne er blevet anerkendte som flygtninge her i DK, kan de få en lejlighed eller et hus. Og så får de kontanthjælp som studerende; det er korrekt. Anerkendte flygtninge i DK skal! gå på sprogskole og skal! følge det tre-årige integrationsprogram som er lagt for dem ude i kommunerne. Ved fravær som af kommunen bedømmes som ulovligt fravær bliver de trukket i kontanthjælpen. (og tro mig, dette sker - har selv set det gennem mine mere end 15 år som underviser i dansk sprog og kultur for voksne udlændinge).

Kvinden i artiklen bor i Jordan, et land hvori der bor 600.000 flygtninge (eller mere( fra Syrien. Og hvor flygtninge fra Syrien ikke må arbejde. Og hun ikke er i fred, ro, ligevægt og balance, men sikkert lever i konstant angst og uro og usikkerhed i sit liv og sin krop. Fordi hun lever i en flygtningelejr i Jordan.

Anne Eriksen, Niels Nielsen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar