Læsetid: 6 min.

Klimaaftalen er triumf og fiasko på samme tid

Verdens politikere har lige klappet euforisk af sig selv efter at have indgået en klimaaftale, der i sin ordlyd erkender, at deres egne planer ikke vil føre til tilstrækkelig begrænsning af den globale opvarmning, påpeger klimaaktivisten Naomi Klein i en tale i London
’Det er det videnskabelige miljø, der har sagt, at to graders opvarmning er for farligt. Det viser, at vores politikere er i stand til at lytte til videnskaben og handle derefter,’ siger Naomi Klein.

Alessia Giuliani

19. december 2015

Der er noget virkelig bemærkelsesværdigt ved, at 196 regeringer overhovedet kunne blive enige om at indgå en aftale om klimaforandring. Så meget vil klimaaktivisten Naomi Klein anerkende, efter at den såkaldte Paris-aftale blev vedtaget på klimatopmødet COP21 i Paris sidste weekend.

»Men,« tilføjer hun, »vi lever i en tid, hvor noget både kan være historisk og politisk ambitiøst og samtidig videnskabeligt katastrofalt.«

Og det er i en nøddeskal, hvad Paris-aftalen er. En politisk triumf, men slet ikke nok til at nå målet om at bremse den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«, som der står i aftalen.

»Kernen i Paris-aftalen er de klimaplaner, hvert land selv har indleveret. Men hvis du lægger alle disse mål sammen, vil det ikke føre til hverken 1,5 eller to graders opvarmning; det vil føre til tre til fire graders opvarmning – altså mere end det dobbelte – og det er ikke engang juridisk bindende, så det kan blive endnu højere. Så der er denne meget, meget store kløft mellem, hvordan vores regeringer definerer, hvad vores mål skal være, og hvad de selv er villige til at gøre,« siger Naomi Klein i en tale på University College London og beskriver det som »surrealistisk«, da alle politikerne brød ud i »klapsalver over det faktum, at de netop fuldstændig havde fejlet i forhold til at opfylde deres egne mål«.

Særligt finder hun det mærkværdigt, at selve aftaleteksten udtrykker denne bekymring over kløften mellem mål og indsats.

»Med andre ord: Parterne udtrykker alvorlig bekymring over det faktum, at det, de har lovet at gøre – uden nogen form for straf, hvis de ikke gør det – ikke hænger sammen med de mål, de har sat for sig selv,« siger Klein og har svært ved at undertrykke et fnis.

»Deres eneste forslag til, hvordan forskellen skal udlignes, er at mødes hver femte år for at se, hvordan det går, og se hvorvidt noget har ændret sig, såsom – hvem ved – at Donald Trump måske vil være villig til at gøre mere end Obama.«

Meget bedre end København

Trods listen af kritikpunkter – såsom at den 31 sider lange aftale ikke indeholder ordene ’fossile brændstoffer’ eller ’olie’ – er der imidlertid vigtige mål fastsat i aftalen, erkender hun. Særligt er hun lettet over, at målsætningen om at forsøge at bremse opvarmningen ved 1,5 grader denne gang er indskrevet i aftalen, på trods af at sproget er kritisabelt.

»Aftalen indeholder målet om at holde opvarmningen under to grader, og at søge at ’begrænse opvarmningen til 1,5 grader over det præ-industrielle niveau’. Det er nok det vigtigste afsnit i Paris-aftalen, selv om der er ret meget manøvrerum i sætningen. Det betyder i bund og grund: Vi vil prøve, men vi ved ikke, om vi kan,« siger hun, men henviser til begivenhederne ved COP15 i København for at forklare, hvor væsentligt det alligevel er, at det er nævnt.

»Ved klimakonferencen i København i 2009 – sidste gang der var et topmøde for at redde verden – begik stormagterne noget af et kup ved at sætte sig sammen for sig selv og definere ’farlig opvarmning’ som alt over to grader,« siger hun og beskriver, hvordan de afrikanske delegerede »marcherede gennem konferencecentret og kaldte det for Afrikas dødsdom«.

»Nogle kaldte det for folkemord og sagde, at Afrika ville bryde i brand ved to graders opvarmning. De lavtliggende østater holdt deres egne demonstrationer med sloganet 1,5 to survive, fordi den forventede stigning ved to graders opvarmning ville betyde deres landes endeligt,« siger Naomi Klein.

»At være vidne til det var et af de mest følelsesfulde øjeblikke i mit liv. Det føltes som folkemord. Det føltes, som om vi ikke havde ord, der kunne udtrykke, med hvilken bevidsthed vores regeringer sagde: ’Beklager, men jeres BNP er bare ikke højt nok til, at vi synes, det er værd at ændre vores liv, vores økonomiske strukturer, for at redde jer. Det var fuldstændig brutalt, og det var årsagen til, at der opstod sådan et traume efter København.«

At 1,5-gradsgrænsen nu står i aftalen, er derfor vigtigt, siger hun, fordi det betyder, at regeringerne anerkender, at alt bør gøres for at forhindre, »at det værste sker, og at hele nationer forsvinder«.

»Det er en sejr for videnskaben, at dette mål er kommet med i aftalen på trods af en ubarmhjertig misinformationskampagne og angreb på videnskabsfolk,« mener hun.

»Det er det videnskabelige miljø, der har sagt, at to graders opvarmning er for farligt. Det viser, at vores politikere er i stand til at lytte til videnskaben og handle derefter. Men det er først og fremmest vigtigt i forhold til, hvad miljøorganisationerne kan bruge det til,« siger hun og kalder sig selv for optimistisk på grund af de sejre, hun har oplevet i de seneste år som resultat af gruppernes pres.

»Det faktum, at vi har en ret god nedskrevet definition på, hvad et sikkert opvarmningsniveau kan være, vil blive taget op af denne voksende bevægelse, og det kan vise sig at blive ret betydningsfuldt,« mener hun.

Et stort spring fremad

Generelt mener Naomi Klein at kunne fornemme en forandringslyst i befolkningerne på mange områder, der er forbundet med klimakampen, f.eks. i modstanden mod den nedskæringspolitik, politikerne særligt i Europa har gjort til hovedmedicinen mod finanskrisen.

»Selvfølgelig fokuserer vi mere på den menneskelige effekt af nedskæringspolitikken, men det er ikke kun mennesker, der bliver ofret, når denne politik gennemføres; det er også kloden. Grækenland, Spanien, Portugal og Italien har skåret i deres støtte til bæredygtig energi, og der er stadig et par ting tilbage, der kan privatiseres, såsom elnettet og jernbanerne. Præcis den slags, vi bør have kontrol over, hvis vi skal tage klimaforandringerne alvorligt,« siger hun og kalder det »den ultimative ironi«, at Tyskland – en hovedfortaler for nedskæringspolitikken – er i gang med en omstillingsproces af deres egen energiforsyning, der har medført, at tidligere privatiseringer er blevet omstødt, fordi »private virksomheder står i vejen for en energiomstilling, som folk støtter«.

Klein mener derfor, at der er behov for bringe samtalen om nedskæringspolitikken, om kapitalismen, og samtalen om klimaforandringer sammen. Noget, der ikke er sket endnu.

»Det er i mine øjne bizart, at lederne i Sydeuropa ikke taler mere om klimaforandringerne og siger: ’Vi vil gøre det, I gør; ikke det, I siger’. Jeg finder det ufattelig frustrerende, når Pablo Iglesias, Podemos’ formand, siger, at folk ikke kan tænke på klimaforandringer, når de skal tænke over, hvordan de skal få mad på bordet, når den bedste måde at håndtere den økonomiske krise på er ved at forene disse diskussioner og forfølge en strategi, der radikalt mindsker vores udslip og samtidig uligheden. Vi ved, at Tyskland har skabt 400.000 nye job i forbindelse med dets energiomstilling,« siger hun.

Hun påpeger, at verden har ventet så længe med at tage klimaforandringerne alvorligt, at det ikke længere er nok at tage et lille skridt ad gangen; et spring – leap på engelsk – er nødvendigt, som hun siger.

Hun nævner, at 2016 er et skudår – eller leap year – hvilket hun mener, at politikerne bør lade sig inspirere af.

»Hver fjerde år tilføjer vi en ekstra dag til vores menneskeskabte kalender for at regulere kalenderen, så den passer med Jordens rejse i sin bane omkring solen, og dette er en sjælden anerkendelse af, at det faktisk er lettere at ændre menneskeskabte systemer, end det er at ændre naturens love. Lige nu har vi politikere, der uden succes forsøger at forhandle med fysikken og kemien. I stedet bør vi tage ’et spring’, og hvis vi kan ændre vores kalender, kan vi måske også ændre vores økonomi,« siger Klein.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Holger Madsen
  • Torben Skov
  • Bill Atkins
  • Aksel Gasbjerg
Ejvind Larsen, Holger Madsen, Torben Skov, Bill Atkins og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle kræver handling af politikerne, men spørgsmålet er, om vi virkelig er interesseret i at handle for en bedre verden?
Præcis nu, gentager vi det årligt tilbagevendende ressourcespild, hvor millioner af grantræer fældes for at blive smidt på gaden et par dage senere.
Træerne har ingen næringsværdi eller gavn for miljøet, de dyrkes alene for profit.
Men fortæl den almindelige dansker, at det er et ligegyldigt spild af afgrøde.
Det vil være fuldstændigt nytteløst.
Til nytårsaften, er der indkøbt mængder af fyrværkeri, som vil dække alle landets byer med en tung smog af tungmetaller.
Alle véd det, og alle véd også, at 1. januar, er gaderne fyldt med affald og skadestuerne har haft travlt, med de der blev invaliderede.
Kunne man så forstille sig, at folk, på eget initiativ, ville kvitte fyrværkeri?
Det vil være ligeså omsonst, som at få politikerne til at gøre noget ved den globale opvarmning.

Troels Eske Ortvad

...ja for ganske mange af os, som lever i materiel overflod, ligger det jo lige for, at sænke naturressourceforbruget til et passende niveau, ansporer vores nærmeste til at gøre det samme, og således ihukomme, vi (blot) er en del af moderjords stofkredsløb.