Analyse
Læsetid: 4 min.

Kludder i Camerons signaler

Taktisk spil og udsendelse af signaler har præget den britiske premierministers håndtering af landets genforhandling med EU. Mandag sendte EU-præsident Donald Tusk ham et klart signal: Det bliver svært
Udland
9. december 2015

Da EU-præsident Donald Tusk mandag gav den første indikation af, hvad de øvrige 27 EU-lande mener om Storbritanniens fire EU-reformkrav (se boks), var premierminister David Cameron sandsynligvis rigtig godt tilfreds med, at han brugte ord som »en væsentlig og vidtrækkende dagsorden«. Det gjorde heller ikke noget, at Tusk tilføjede, at de reformer, som premierministeren har krævet, er »vanskelige«.

For alt i alt sender det et signal til det britiske folk om, at deres premierminister kæmper en hård kamp for den »nye ordning« mellem EU og Storbritannien, som han har lovet at levere og udskrive en folkeafstemning om EU-exit inden udgangen af 2017.

Rør ikke fri bevægelighed

I virkeligheden er de fire krav – bl.a. undtagelse fra konceptet om en ’stadig tættere union’ og ’større produktivitet’ – en noget udvandet udgave af tidligere langt mere vidtrækkende og radikale krav. I sin Bloomberg-tale i januar 2013, hvor Cameron afgav løftet om en folkeafstemning om EU, talte han om repatriering af magtbeføjelser fra EU, og om at disse ville blive indskrevet i en ny traktat, som han ville forhandle på plads med EU-partnere. Senere – i efteråret 2014 – talte Cameron om at forhandle et loft på plads for antallet af EU-migranter, landet ville acceptere – med andre ord en begrænsning af den fri bevægelighed.

Ingen af delene overlevede briternes eget virkelighedstjek – den tyske kansler, Angela Merkel, gjorde det bl.a. helt klart, at hendes kærlighed til EU’s fri bevægelighed overtrumfede den Storbritannien. Som konsekvens blev de radikale løfter kogt ned til fire krav af mere generel karakter, som det konservative partis EU-skeptiske bagland var hurtige til at døbe en »temmelig tynd grød«. Formanden for gruppen Vote Leave, Matthew Elliott, mener, at Cameron »i et forsøg på at sikre en aftale … kun beder om trivielle ting«.

Signalværdien til briterne

Efter den dom kan Cameron være tilfreds med Tusks udlægning af hans reformkrav og at forhandlingerne, der begynder på et topmøde i Bruxelles i næste uge, som »vanskelige«. På den måde spiller Tusk med på det, der hele tiden har været centralt for den måde, Cameron har grebet genforhandlingen an på – nemlig som et taktisk politisk spil, der først og fremmest handler om at sende de rigtige signaler til de britiske vælgere.

Cameron vil gerne signalere, at han kan generobre kontrollen med Storbritanniens grænser og begrænse tilstrømningen af migranter fra EU. Argumentationen for den model, han er endt med at fremsætte krav om, lyder således: ’EU-migranterne kommer for at nyde godt af det britiske velfærdssystem, så ved at begrænse løntilskud og visse andre ydelser såsom børnepenge, vil den såkaldte pull-factor blive svækket, og færre vil komme.’

Analyser foretaget af EU og det britiske indenrigsministerium viser ganske vist, at EU-migranterne kommer for at arbejde og ikke på grund af diverse velfærdsydelser, og at de i øvrigt samlet set bidrager positivt til landets finanser. Så sent som i går udtalte Stephen Nickell, topøkonom i det uafhængige Office for Budget Responsibility, under en høring i parlamentet, at en begrænsning af velfærdsydelserne efter hans mening ikke ville gøre nogen videre forskel i forhold til at begrænse EU-migration.

Men en ting er virkeligheden, en anden er, hvordan folk opfatter den. Og mange briter anser migration for at være et enormt problem og har en opfattelse af, at systemet ikke er retfærdigt.Cameron har derfor besluttet, at han må indgå en aftale, der – selv hvis den ikke ændrer det store – signalerer større fairness, og som han kan hævde, vil gøre det mindre attraktivt for EU-migranter at komme til landet.

Er Camerons plan mulig?

Tusks analyse af, hvor de øvrige 27 EU-lande står i forhold til Camerons krav, giver premierministeren et vist håb om at opnå en aftale. Spørgsmålet er, om den vil sende dette dobbeltsignal om fairness og afskrækkelse? På tre ud af fire områder ser det ud til, at de øvrige lande er villige til at gå på kompromis. Men det er det fjerde område om restriktioner på velfærdsydelserne, der er det vigtigste for Cameron, og her konkluderer Tusk, at der er »væsentlige politiske forskelle« mellem landene.

Han appellerer til både briterne og de øvrige EU-lande om fleksibilitet og antyder, at der måske kan indgås et kompromis omkring en ydelse som børnepenge, men altså ikke en mere generel accept af diskrimination mellem briter og EU-borgere, hvad angår velfærdssystemet.

Vi ved endnu ikke, hvor forhandlingerne ender, men det vil utvivlsomt være et problem for Cameron, hvis han ikke får væsentlige indrømmelser på dette fjerde punkt, for det vil mudre hans signal til den britiske offentlighed. Et kompromis om et krav, der i forvejen var et kompromis i forhold til det oprindelige løfte, bliver let for skeptikerne at angribe.

Med et forspring i den seneste meningsmåling på 52 procent for udfløjen tyder noget på, at der er noget helt galt med de signaler, Cameron indtil videre har formået at sende til befolkningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hold kæft hvor det overrasker mig, at Donald Tusk udtaler, at det bliver svært for EU at rulle magt tilbage til det engelske folk. Hvornår har magten nogensinde givet slip på - ja magt, frivilligt ?

Torben Lindegaard

@Peder Tusk

Løsningen må være, at Storbritannien melder sig ud af EU og får en frihandelsaftale.

EU er ikke en social union; men der er uafviseligt et vist overløb.
F. ex. den danske børnecheck, som udenlandske arbejdere får sendt til hjemlandets adresse.
Det er en del af arbejdskraftens frie bevægelighed og står derfor ikke til diskussion.

Storbritannien har tilsvarende sociale ydelser til arbejdere med børn.
Disse ydelser skal også stilles til rådighed for gæstearbejdere, hvilket Storbritannien vil have begrænset og desuden vil Storbritannien have loft over antallet af gæstearbejdere - det bliver vist umuligt at opnå.

England må enten melde sig ud, eller spille bold efter de samme regler som os andre. Det sure med det søde om man vil. Det samme gælder for Danmark. Hvis ikke, så falder selve tanken om et samarbejde i EU sammen, og sker det, så havner vi i alles kamp mod alle - sådan som det var i tiden før stålunionen, og sådan er det på vej til at blive igen. I Danmark vil DF ikke kendes ved EU, de vil heller ikke kendes ved flygtninge, og de udtrykker stærk sympati for den israelske stats undertrykkende magtmetoder. Spørgsmålet er om de vil kendes ved nogen overhovedet andre end dem selv? Det ligner mere og mere en race politik. I EL vil gammel kommunisterne lave et nyt EU, men ikke sammen med EU, og derfor stemmer de nej.