Note
Læsetid: 1 min.

Mindst ni kvinder valgt i Saudi-Arabien

Udland
14. december 2015

Mindst ni kvinder er blevet valgt ved lørdagens historiske lokalvalg i Saudi-Arabien, oplyste myndighederne i det ultraortodokse kongedømme i aftes. Antallet er imidlertid ikke endeligt, og en statsejet nyhedsside rapporterede ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det ikke drejer sig om ni, men om 17.

Allerede ved valgets start stod det klart, at der var tale om en historisk begivenhed. Det var nemlig første gang, at kvinder kunne deltage – både som vælgere og som opstillede kandidater.

»Selv hvis kun en enkelt kvinde var blevet valgt, ville vi være meget stolte. Helt ærligt så regnede vi ikke med, at nogen af dem ville blive valgt,« sagde kvinderettighedsforkæmperen Sahar Hassan Nasief ifølge nyhedsbureauet AFP.

I alt skulle saudiaraberne vælge 2.106 personer, og dermed udgør de ni eller 17 kvinder altså stadig kun en meget lille del.

»Vi har brug for mere end det,« sagde politikeren Aljazi al-Hossaini, som var en af de kandidater, som ikke blev valgt.

Valgets resultat antyder, at store dele af golfstaten er klar til kvinder i politik.

De nyvalgte kvinder kommer således fra blandt andet hovedstaden Riyadh, byen Jeddah, den hellige by Mekka og den nordlige provins al-Jawf, oplyste det nationale nyhedsbureau SPA.

Det ærkekonservative kongedømme er ifølge AFP det sidste i verden, hvor det indtil nu kun har været mænd, som har kunnet stemme.

Kvindernes valgret på lokalplan anses dog kun for at være et mindre fremskridt i et land, hvor kvinder stadig ikke har tilladelse til at køre bil og skal være helt tildækkede, når de færdes ude.

Valgene er heller ikke af nogen særlig politisk betydning, og der var stadig en del restriktioner forbundet med det. Kvinder skulle stadig eskorteres af en mand til stemmeboksen, og de kvinder, der stillede op, måtte kun føre kampagne blandt kvinder.

Ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her