Læsetid 7 min.

En ny æra kan begynde

Forhandlingerne risikerede at gå i stå, indtil USA og EU spillede et trumfkort. Efter tre nætters forhandlinger blev der så sat punktum for årtiers fiaskoer og indgået en historisk aftale
Al Gore lytter med til præsentationen af Paris-aftalen, der faldt på plads lørdag. Kort efter faldt alle forhandlere, sikkerhedsfolk, advokater og politikere hinanden om halsen i glæde over aftalen. Der blev hujet, klappet og piftet.

Al Gore lytter med til præsentationen af Paris-aftalen, der faldt på plads lørdag. Kort efter faldt alle forhandlere, sikkerhedsfolk, advokater og politikere hinanden om halsen i glæde over aftalen. Der blev hujet, klappet og piftet.

Francois Mori
14. december 2015

»Der er vist ingen indvendinger,« sagde den udtryksløse franske udenrigsminister Laurent Fabius og løftede knap nok blikket mod rækkerne af delegerede fra de forskellige lande, inden han slog hammeren hårdt i bordet. Der var et øjebliks stilhed, som om ingen helt kunne tro det, og så brød jublen ud, lettelsens tårer flød, og der var scener af stor følelsesmæssig intensitet i den anonyme konferencesal i en nordlig forstad til Paris. Tusindvis af delegerede begyndte at klappe ad hinanden. De havde klaret det.

Al Gore omfavnede FN’s klimachef Christiana Figueres, der greb fat om FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, som udstrålede en enorm lettelse. Advokater klappede diplomater på ryggen, aktivister gav high fives til sikkerhedsvagter, der trykkede hænder med mediefolk fra hele verden. Der blev fløjtet og jublet.

Læs også: Leder: Vendepunktet

Efter mere end 20 år med store fiaskoer i bestræbelserne på at opnå enighed om en ny global klimaaftale var rige og fattige lande blevet enige om at prøve noget andet og havde endeligt vedtaget en tæt, juridisk tekst på 31 sider, som måske kunne lede verden ind på en anden, renere og sikrere energivej.

Da 150 statsoverhoveder for to uger siden i Paris lovede at indgå en ny klimaaftale, efter årtiers snørklede FN-klimaforhandlinger var slået fejl, virkede det sikkert, at de ville skrive historie.

Lørdag aften, mens demonstranterne var samlet i Paris’ gader, og tusindvis af politikere, diplomater, advokater, erhvervsledere, frivillige organisationer og andre var udmattede efter sene forhandlinger tre nætter i træk, blev aftalen indgået.

For FN og de fleste landes regeringer er det, der nu foreligger, intet mindre end en universel, juridisk aftale om at begrænse de fremtidige menneskeskabte klimaændringer, den største trussel mod liv på Jorden.

De mest komplekse regeringsforhandlinger, som nogensinde er blevet ført, blev en succes med en ambitiøs aftale om i bedste fald at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grad. Lord Nicholas Stern, professor i økonomi ved London School of Economics og forfatter til en indflydelsesrig rapport om klimaændringernes økonomiske konsekvenser, sagde fredag, at »fremtiden ser lys ud«, og tilføjede: »Hvis vi gør det rigtigt, bliver det større end den industrielle revolution. Der foregår et kapløb om at blive grøn.«

Ifølge den aftale, Fabius fremlagde for landene lørdag morgen, er der enighed om at holde temperaturstigninger »et stykke under to grader og forsøge at nå ned på 1,5 grader« samt at forpligte sig individuelt til at reducere udledningerne.

Der vil blive foretaget regelmæssige evalueringer, 100 mia. dollar om året skal rejses for at hjælpe de fattige lande med omstillingen, skovene skal beskyttes, og vedvarende energikilder skal have det største løft nogensinde.

Men for mange uden for forhandlingslokalerne blev den pakke, der blev tilbudt, budt velkommen, men ikke betragtet som nær nok, fordi landene selv kan fastsætte deres egne klimamål, ikke vil være juridisk bundet og ikke vil få noget i nærheden af de nødvendige midler:

»Det er et fremskridt, men kun akkurat en begyndelse,« sagde en førende miljøorganisation.

Katastrofen i København

Efter den diplomatiske katastrofe i København i 2009, hvor landene kun formåede at indgå en svag aftale, var mødet i Paris blevet forberedt godt på forhånd. De tre største forurenere – Kina, Indien og USA – ønskede alle en aftale. 186 lande havde erklæret sig parat til at reducere udledningerne. De franske diplomater havde brugt et år på lobbyarbejde i alle nøglelandene. Der var blevet forberedt hjælpepakker til de fattigste lande, og Barack Obama havde forinden mødt Kinas præsident, Xi Jinping.

Penge har hele tiden været et afgørende element i aftalen, og store virksomheder, globale banker samt rige lande har lovet milliarder af dollar. 450 borgmestre fra verdens største byer var blevet enige om at begrænse udledningerne, og Verdensbanken og andre har lovet at øge midlerne til en bæredygtig udvikling med mere end 100 mia. dollar. Men bag kulisserne skændtes de rige lande med fremstormende nationer som Indien, Kina, Brasilien og Sydafrika om penge, juridisk ansvar, kompensationer og metoder til at verificere reducerede udledninger. De fattige lande pressede hårdt på for at få en temperaturstigning på 1,5 grader som maksimum i teksten.

Men de første to nætters politiske diskussioner producerede ikke det forventede gennembrud, og så blev der produceret en ny tekst. Onsdag kom de første tegn på, at forhandlingerne var gået i stå, og at der var ved at opstå stor uenighed mellem de rige og de fattige lande. USA blev ved med at modsætte sig juridisk bindende økonomiske forpligtelser, mens Kina modsatte sig alt, som lod de rige lande slippe uden økonomiske forpligtelser.

Torsdag spillede USA og EU et trumfkort, som var blevet forberedt i hemmelighed måneder forinden. Obama-regeringen og EU vidste på forhånd, at de ville møde modstand fra de magtfulde udviklingsøkonomier. Lande som Kina og Indien ville ikke begrænse deres udledninger, medmindre der foretages endnu større reduktioner i USA og andre rige lande.

For at få en god aftale var det nødvendigt at drive en kile ind i gruppen bestående af Kina, Indien, Brasilien samt Sydafrika og resten ​af de ​​132 udviklingslande i G77-gruppen.

Tony de Brum, den karismatiske udenrigsminister for Marshalløerne, blev bedt om at samle en koalition af rige og fattige lande »med høje ambitioner«, der ønskede en øvre grænse på 1,5 grader for temperaturstigningerne.

En bred koalition

Da denne koalitionen fredag indtog scenen, omfattede den så forskellige lande som Kiribati i Stillehavet, Island, USA, EU-landene og Angola. Den hævdede at repræsentere omkring 90 lande, som alle støttede målet om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, et langsigtet mål om en økonomi uden kulkraft samt regelmæssige evalueringer af fremskridt og gennemsigtighed.

I virkeligheden var det uklart, hvor koalitionen kom fra. I modsætning til de officielle blokke ved forhandlingerne forhandlede medlemmerne ikke som en gruppe. Når de Brum blev presset for et svar, kunne han ikke engang sige, hvor mange medlemmer der var i koalitionen.

Forhandlerne fra Bangladesh og de små østater hævdede, at det var bluf. Kina kaldte det for meningsløst. Andre sagde, at det var en måde for de rige lande at gemme sig bag de fattige, eller at det var udtryk for de små landes evne til at rykke de store landes positioner. Men det havde en galvaniserende effekt og gjorde det muligt for mere end 90 lande at tage den moralske førertrøje på og beskylde alle dem, der ikke var med i koalitionen, for at være »uambitiøse«.

I løbet af et par timer fulgte Chile, Schweiz, Island, Brasilien og Australien trop. Den engang så urealistiske ambition om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader, var nu blevet en fasttømret del af FN’s dagsorden.

Det store problem viste sig dog ikke at være temperaturen, men princippet fra FN’s oprindelige klimakonvention om, at rige lande, fordi de har skabt problemet, er juridisk forpligtet til at reducere udledningerne mere end de fattige lande og hjælpe dem med omstillingen. Så sent som fredag aften såede Kina, Indien og andre tvivl om, hvorvidt der kunne indgås en aftale uden »differentiering« på alle områder.

»Det har været en paradigmekamp,« siger Meena Rahman fra Third World Network: »USA har sagt til udviklingslandene, at vi alle bærer et ansvar og derfor bør yde en fælles indsats. Udviklingslandene siger, at de rige lande vil lave reglerne om. Verden har ikke ændret sig, og de flygter fra ansvaret. Vi vil som udviklingslande yde vores bidrag, men det skal være i overensstemmelse med, hvad vi kan gøre.«

Andre iagttagere mener, at de fattige lande hele tiden har været svagere stillet under forhandlingerne, hvor det amerikanske erhvervsliv har sat dagsordenen og gjort det svært for de fattige lande at komme igennem med deres synspunkter inden topmødets afslutning, når deres sparsomme ressourcer ville være til ulempe for dem.

»Det er ligesom apartheid,« udtalte den sydafrikanske leder af de 132 fattige lande i G77-gruppen, Nozipho Joyce Mxakato-Diseko, bittert i oktober:

»Vi står i en situation, hvor vi i de væsentlige spørgsmål bliver holdt uden for indflydelse.«

Asad Rahman fra Friends of the Earth siger:

»Vi fik en lang række af ubalancerede tekster og udkast inden Paris. Resultatet var, at vi i slutningen af den første uge var nået til et sted, hvor vi skulle have været for næsten et år siden, så i denne uge har det været nødvendigt at gå på kompromis. Det var et bevidst forsøg på at skabe en bilulykke, så en aftale aldrig kunne blive god nok eller fair.«

Ny modstand

Det næste store slag brød ud i de første timer fredag morgen, da den blok, som blev ledet af Saudi-Arabien og Venezuela, begyndte at gøre modstand mod det udkast, franskmændene havde udsendt.

Saudi-Arabien krævede, at enhver henvisning til et mål for temperaturstigninger på under to grader skulle stryges, mens Kina modsatte sig ideen om evalueringer af målene for udledningerne hvert femte år. Rusland hævdede, at grænsen på 1,5 grad manglede videnskabeligt grundlag. Bolivia krævede, at udledningerne skulle reduceres i overensstemmelse med hvert enkelt lands historiske ansvar for klimaændringerne.

Det lignede en katastrofe, da den amerikanske udenrigsminister John Kerry tog mikrofonen og sagde, at udkastet gik så langt som overhovedet muligt i spørgsmålet om differentiering:

»Hvis vi går videre, bliver hele aftalen ødelagt,« advarede han ifølge de delegeredes beretninger.

Lørdag morgen bevægede den franske mødeleder sig i pendulfart mellem landegrupperne i en hektisk jagt på et kompromis. Klokken 05.30 begyndte udarbejdelsen af det endelige dokument, som betød, at alle lande måtte give sig på nogle områder. Intet land ville få alt, hvad det ville have, men ingen ville tabe alt. Hele verden så ud til at bevæge sig i omtrent samme retning.

© The Guardian og Information. Oversat af Mads Frese .

Læs også: Vendepunktet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torben R. Jensen
    Torben R. Jensen
Torben R. Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Igen er det som springer øjnene, manglen på indhold og en retorik som er hylende skinger og ved at springe skalaen for forherligelse!
Det fortæller alt.

Brugerbillede for Gert Romme

USA, Kina og Indien vil ikke være med til en forpligtelse, - ja Indien vil helst ikke være med til noget som helst.

Og når man nærlæser selve "konstruktionen", tror jeg faktisk trods dette, der er god grund til at tro, at denne plan vil føre til noget positivt for klimaet, men nok ikke 1½ graders grænse.

Men der vil være tilbageslag, for der vil være lande, hvor nye politikere ikke har deltaget, og ikke føler sig forpligtigede - tænkt blot på f.eks. Australien og Canada. Og så er der jo USA, hvor man kan fastslå med næsten 100% sikkerhed, at næste regering ikke vil noget som helst omkring klima.

Brugerbillede for Ole Falstoft

Giv nu håbet en chance! Politik er det muliges kunst og at 196 lande overhoved har kunne enedes om noget så vidtgående er meget opløftende. Selvfølgelig er aftalen på mange punkter uklar og ufærdig - hvad havde man ventet? Men den er en start på noget nyt - forhåbentlig. Om det skal føre til det ønskede resultat afhænger af den politiske vilje.
Håbet er en stærk politisk kraft som kan forandre tingene så lad os ikke kvæle det i sin spæde start . Selvfølgelig må vi stadig være bekymrede og skeptiske for om det vil lykkedes -men med et lille håb denne gang

Torben R. Jensen, Trond Meiring, Michael Finn Jørgensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jes Enevoldsen

Der er såmænd sikkert mange af deltagerne i Paris, som ærligt, i øjeblikket, føler, at de stort set har reddet klodens fremtid i de sidste par uger, men når man læser de forskellige referater, får man indtryk af et (dygtigt iscenesat) spil hvor brikkerne er faldet på plads, så det ikke gør for meget ondt på nogen af deltagerne. Euforien nåede så til sidst uanede højder under fjernsynskameraernes bevågenhed og de dygtige talers dæmagogi. Venezuelas chefforhandler gik fra sur modstander til at snakke om "håb og liv". Hun har sikkert været så træt, at hun ville være gået med til hvad som helst. - Saudierne fik sløjfet, at "de fossile" blev nævnt som roden til alt ondt, men kunne så godt gå med til 1,5 grad. Tror vi lige på at oliesheikerne skynder sig hjem og sætter en revolutionerende lovgivning i gang? Eller at de retter ind, når der om nogle år er nogen, som siger "fy" til dem? Tror vi at den danske regering går hjem og retter i finansloven, så bilafgifterne ikke sættes ned alligevel, men til gengæld sørger for, at elbilerne beholder en favorabel beskatning.
Tror vi at den blå regering i sin regeringstid vil forslå :
En bil per familie eller max. 10.000 km. per år eller brandskatning af oksekød eller måske rationering af samme eller max. to flyveture per år eller mobiltlf. udskiftning højest hver 5. år eller noget i samme stil? - For hvis jeg har forstået noget af, hvad 1,5 grad vil sige, er det på det niveau vi skal arbejde.
Det er også nævnt, at 1,5 grad betyder, at 90% af de kendte fossile reserver skal forblive i jorden. Hvis man for alvor troede på at aftalen vil føre til max. 1,5 grad, burde det betyde, at Essos og Shells aktier burde miste haldelen af deres værdi på èn dag. - De bygger jo deres værdi på at garantere, at de kan blive ved med at hente op, og at de har sikret sig de nøvvendige reserver.

Tilsyneladende er der mange, som er blevet mere eller mindre "omvendt" i Paris (inkl. Information), men når der er snakket om "ny æra", håb,"fremtiden ser lys ud", tilføjer de fleste også, at der intet er i aftalen, som kan tvinge regeringerne til lave den politik, som kan sikre de 1,5 grad (hvis det overhovedet er muligt?).
Selvfølgelig havde ingen ventet at Paris kunne sikre eller garantere, det der skal til, men deltagerne har præsenteret resultatet som det store vendepunkt og det er en stor løgn. Vendepunktet kommer når de nøvvendige dramatiske politikker (se ovenfor) er i værk. Og ikke et øjeblik før.

anne bach, Trond Meiring, Thomas Barfod og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Der er ikke nogen verifikationsprocedurer i aftalen og en række lande, herunder Kina, modsætter sig monitorering. Hvert land skal selv stå for egne tal uden indblanding udefra. På en eller anden måde minder det mig om Grækenlands selvrapportering af sine budgettal inden optagelse i Euroen. Der var nok et udtalt behov for at komme videre. Nu kan denne debat så lukkes ned.

Jeg glæder mig for resten til at læse den bog, Global Ecology, som Amazon er ved at aflevere på min adresse. Den ene af forfatterne er præsident Obamas klimarådgiver, og bogen handler om risikoen for en ny istid.

Brugerbillede for Thomas Barfod

Kan kun bakke 100% om omkring Jes Enevoldsens udlæg af resultatet af COP21.
Hvis ikke statslederne, kan indkorporere tiltag, der direkte begrænser virksomheders og individ personers skadelige adfærd på klimaet, med skatter, afgifter eller andre hæmmende foranstaltninger, så vil vi overhovedet ikke se de Co2 reduceringer der skal til, for at komme ned på 1.5 grad temperaturstigning i forhold til 1850 eller hvornår udgangapunktet er.
Er der et loft for ppm niveua ? der er flere der tidligere snakkede om 350, men det ligger i øjeblikket over 400 nu. Er ppm helt ude af billedet, idet den er forholdsvis nem at måle og styre efter. Kan man ikke styre efter at den kommer ned på 350 ppm igen.
Der skal vel være en slags målsætning om udledning af Co2 pr indbygger. Indtil videre har der været en direkte korrelation mellem stigende energiforbrug og BNP vækst. Det er de store udledere som USA, Kina, Rusland, japan, Korea og EU som skal gå forrest.
De store økonomier skal vise de kan vise BNP fremvækst ved samtidig at reducerer deres samlede CO2 udledning.

Brugerbillede for Trond Meiring

Hvorfor skal vi, på død og liv, have vekst i BNP?
'Grøn vækst' (økologisk vækst) = fotosyntese + gødning (ikke kunstig sådan, og ikke forurenet gylle!)
+ nulvækst + (ny) tid.

"Mot en akkumulation af eksponentielt tiltagende, tilnærmelsesvis eller totalt irreversible miljøforringelser eller -ødelæggelser, fremkaldt af en dybt forankret produktions- og forbrugs-
ideologi og -praksis." (Arne Næss.)

Gul jod og god jul.
Og et stadigt bedre og nyere, nyt år ønskes.

Brugerbillede for Trond Meiring

"Skatter, afgifter eller andre hæmmende foranstaltninger", bliver, som Thomas Barfod skriver,
uomgængelig nødvendige - men, langt fra tilstrækkeligt.
Produktion, forbrug, transport og generel udbytning og ødelæggelse af natur og miljø, skal reduceres til et minimum. Det gælder selvfølgelig i første række, de rige og industrialiserede lande, inklusive Kina, Indien, Brasil, de tidligere lande i Sovjetunionen og "Øst-blokken" og OPEC-lande (lande med stor produktion og eksport af olje og andet petroleum.)
Fremtiden ser ikke entydigt lys ud. Der er store blygrå skyer og orkan forud.
Efter regn kommer sol. Og efter os kommer bakterierne og edderkoppene.

Brugerbillede for anne bach

Artikel 4, paragraf 1 er interessant. Det var vist den, der kom ind i stedet for et mål om nul udledninger fra fossile brændsler:
Art. 4.1: In order to achieve the long-term temperature goal set out in Article 2, Parties aim to reach global peaking of greenhouse gas emissions as soon as possible, recognizing that peaking will take longer for developing country Parties, and to undertake rapid reductions thereafter in accordance with best available science, so as to achieve a balance between anthropogenic emissions by sources and removals by sinks of greenhouse gases in the second half of this century, on the basis of equity, and in the context of sustainable development and efforts to eradicate poverty. 


Det vil sige vi kan blive ved med bl.a. at bruge fossile brændsler også efter 2050, hvis bare planters optag af CO2 er af en tilsvarende størrelse. Det burde betyde, at man politisk vil prioritere bæredygtig skovbrug samt forvaltning af andre økosystemer meget højere end i dag.

Stephanie Bofinger og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar