Læsetid: 6 min.

Østaten – den sikre taber

Hvis den globale temperatur får lov at stige over 1,5 grad, vil en række sårbare østater være prisgivet. Beboerne er allerede begyndt at flygte fra de udsatte nationer til mere sikre egne. Men selv om et flertal af verdens lande bakker op om 1,5 grad som den grænse, der bør indskrives i en Paris-aftale, har det krav ingen gang på jord
Peia Kararaua fra Kiribati i Stillehavet svømmer rundt ved højvande i et oversvømmet område af sin landsby. Kiribati er den ønation, der er mest påvirket af havstigning. Selv ved vindstille skyller vandet ind ved højvande, og beboerne må bl.a sikre deres biler ved at parkere dem på små forhøjninger.

Panos Pictures

3. december 2015

Der er nogle i Paris, der ikke taler om ’hvis’. De har fuldt op at gøre med at tale om ’hvordan’.

I deres hjemlande er et stigende antal indbyggere allerede flygtet fra klimaforandringerne, andre er ved at forberede sig på flugt eller indstillet derpå, men blot uden midler til faktisk at gøre det.

Lavtliggende, sårbare østater i Stillehavet, Det Indiske Ocean og Caribien er i dag ramt af klimaforandringerne med ekstreme stormvejr, stigende have, hedebølger, indtrængende saltvand og ødelæggelse af koralrev. Og mens et stigende antal beboere overgiver sig og rejser bort, kæmper deres ledere på klimatopmødet for at forhindre, at det bliver værre, og sikre, at ørigerne overhovedet får en fremtid. Deres odds er ikke gode.

På et pressemøde i går i COP21’s konferencecenter Le Bourget fremlagde forskere fra United Nations University den første undersøgelse af klimamigration fra tre af de mest udsatte stillehavnsnationer: Tuvalu, Kiribati og Nauru.

I den lille østat Tuvalu med knap 11.000 indbyggere er 15 pct. af indbyggerne migreret til andre lande siden 2005, mens 12 pct. har måttet flytte til et andet sted i Tuvalu, der består af ni lavtliggende atoller.

»Yderligere otte pct. ønsker at flytte bort, men kan af forskellige grunde ikke,« sagde Koko Warner, seniorforsker ved United Nations University og hovedansvarlig for undersøgelsen.

I hele 70 pct. af husstandene i Tuvalu vil familiemedlemmer rejse bort, hvis klimaforandringerne tager til i styrke. Samme andel ønsker at flytte fra Kiribati, der er et lidt større øsamfund med 100.000 indbyggere, og hvor i dag ni pct. er flyttet, enten bort fra øriget eller til mere sikre steder på den centrale ø, oplyser Koko Warner.

Af de, der har måttet flyttet udenlands fra Tuvalu og Kiribati, har mange søgt sig til en anden ønation, Fiji, som selv er udsat og således har måttet fraflytte tre klimatruede landsbyer og forventer at skulle flytte yderligere 45 til andetsteds i Fiji. Regeringen i Kiribati har sidste år ligefrem opkøbt 20 kvadratkilometer jord på Fiji for at sikre plads til kommende udvandrere fra Kiribati.

»Kun hver fjerde husholdning har imidlertid de økonomiske midler til at realisere en migration, hvilket efterlader mange husholdninger ’fanget’ under miljømæssige forhold, der til stadighed forværres,« påpeger Koko Warner.

Ikke flygtningestatus

Peter Craig-Mcquaide, der leder enheden for klima og bæredygtig energi ved EuropeAid, gjorde på pressemødet opmærksom på, hvordan klimaforandringerne presser østaternes økonomi og i sig selv gør det vanskeligt for dem at finansiere de klimatilpasnings- og beskyttelsesprogrammer, der kunne øge mulighederne for, at flere kan forblive og opretholde en tryg tilværelse.

»Fremtiden tegner meget bekymrende med forstærkede virkninger af klimaforandringer, et stigende antal mennesker med behov for at flytte væk som konsekvens heraf, men for de flestes vedkommende ikke med mulighed for at gøre det,« sagde Peter Craig-McQuaide på gårsdagens pressemøde.

Én væsentlig barriere er ifølge Koko Warner, at omverdenen ikke er rede til at håndtere klimaflygtninge.

»Verden har i dag et system indrettet efter det 20. århundredes situation, hvor vi er i stand til håndtere økonomiske migranter, der søger arbejde samt flygtninge, der kan beskyttes via Genève-konventionens asylregler, som handler om, når mennesker forfølger mennesker. Men klimaflygtninge kan ikke kategoriseres ud fra deres religiøse overbevisning, politiske tilhørsforhold etc.,« sagde forskeren.

Derfor har klimaflygtninge ikke nogen officiel status, og derfor har New Zealand f.eks. i år afvist den 38-årige Ioane Teitiota fra Nauru, der for fire år siden søgte asyl som klimaflygtning.

Forskellen på 1,5 og to

Om Kiribati, Tuvalu, Nauru og andre sårbare østater har en fremtid, og hvordan den i givet fald bliver, afhænger af, hvornår og på hvilket niveau den globale opvarmning måtte blive bremset.

Alliancen af 44 små østater og lavtliggende kystnationer, AOSIS, har fra før COP15-klimamødet i København argumenteret for at sætte 1,5 grads opvarmning og ikke to grader som den smertegrænse, der ikke må overskrides. Over 1,5 grad er en række små nationers skæbne beseglet, har argumentet lydt.

I år har opvarmningen passeret én grad, og ifølge det britiske Meteorological Office gjort 2015 til det varmeste år i mere end 11.000 år. Og ved starten af Paris-topmødet har forskere tilknyttet Climate Analytics fremlagt et nyt studie i tidsskriftet Earth System Dynamics, der illustrerer konsekvenserne ved at gå fra 1,5 til to graders opvarmning.

»Betydelige konsekvenser af klimaforandringer forudses allerede ved en opvarmning på 1,5 grad over det førindustrielle niveau og det med hensyn til samtlige analyserede klimaforandringer og konsekvenser,« skriver forskergruppen ledet af Carl-Friedrich Schleussner.

»De forudsagte klimakonsekvenser vil forstærkes markant mellem 1,5 og to grader med særligt stærke stigninger i ekstreme hedebølger, risici for udbyttetab i tropisk landbrug, blegning af koralrev og subtropiske vandmangel,« hedder det.

Da nationer i tropiske og subtropiske områder ofte også er lande med begrænset kapacitet til tilpasning, kan de pågældende landes situation blive stærkt forværret.

»Ved to graders opvarmning konfronteres tropiske kystområder og øer med de kombinerede virkninger af et totalt tab af tropiske koralrev, der yder kystbeskyttelse og er hovedkilde til leveveje baseret på økosystemerne, en fortsat havstigning i hastigere tempo end nu samt forstærkede trusler fra oversvømmelser af kyster. At holde opvarmningen under to grader kan reducere disse risici,« siger forskerne.

Intet demokrati

I det fortsat omfangsrige udkast til global klimaaftale fra Paris-mødet optræder 1,5 grad og to grader løbende ved siden af hinanden som de alternative grænser for opvarmning, verdenssamfundet kan vælge at indrette sig på.

»AOSIS er af den opfattelse, at Paris-aftalen skal blive en ambitiøs, juridisk bindende protokol, der gør det muligt at begrænse opvarmningen til 1,5 grad celsius,« sagde Thoriq Ibrahim, miljø- og energiminister i østaten Maldiverne og talsmand for AOSIS ved klimamødets start mandag.

»Vores appel er ganske enkel: At det sikres, at vore børn får en fremtid,« sagde Tuvalus premierminister, Enele Sosene Sopoaga, i sin tale til COP21.

Og han blev sekunderet af miljøminister Anwar Hossain Manju fra Bangladesh, en af de lavtliggende kystnationer, der ligesom ørigerne er i klimaændringernes frontlinje:

»Vi nægter at blive det internationale samfunds ofre her i Paris. Hvad som helst, der tager vores overlevelse af bordet, er en streg i sandet, som ikke må overskrides.«

Faktisk har de udsatte stater op til COP21 angiveligt etableret opbakning fra 106 lande til kravet om 1,5 grad frem for to som en klimaaftales smertegrænse. Men de 106 lande udgøres af udviklingslande, mens ilande i deres taler og bidrag typisk taler om »to grader eller ligefrem 1,5 grad«, som Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, udtrykte det mandag – vel vidende, at det er de to grader, man reelt går efter.

Alene summen af de indleverede nationale klimamål, der uden opstramning vil bringe den globale opvarmning op omkring tre grader, vidner om, at 1,5 grad ikke hører dagens realpolitik til. At gå så langt er simpelthen for dyrt og for indgribende for de store udledernationer.

»Vi er flertallet: 106 ud af 195 lande i verden vil have dette 1,5 graders-mål. Men der er ikke noget demokrati her. Det er en magtkamp, og de magtfulde er ikke på vores side,« sagde Saleemul Huq, talsmand for en anden koalition af udsatte stater, Climate Vulnerable Forum, mandag.

»Vi erkender, at det ikke er realistisk, men det er det rigtige at gøre.«

Så uanset formen af en forventet Paris-aftale vil de sårbare østater og andre udsatte kystnationer efter al sandsynlighed blive ofret, når de to grader bekræftes som det, man forpligter sig til at sigte mod.

Og spørger man klimaforskerne, vil langt de fleste med lav stemmeføring sige, at det realistisk set er for sent at stoppe ved 1,5 graders global opvarmning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
  • Aksel Gasbjerg
Troels Holm og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Og spørger man klimaforskerne, vil langt de fleste med lav stemmeføring sige, at det realistisk set er for sent at stoppe ved 1,5 graders global opvarmning."

Ja, de fleste vil sågar sige, at det er for sent at stoppe ved 2,0 graders global opvarmning.

Og når COP21 slutter om 10 dage vil der være grønt lys for en stigning på 3,5 grader, svarende til konsekvensen af de 195 landes indberetninger (INDC).

Medierne udlægger allerede denne stigning på 3,5 grader som et kæmpe fremskridt, og skamroser nærmest den kommende Paris-aftale, til trods for, at en stigning på 3,5 grader er tæt på kollektivt selvmord.

Peter Jensen, peter fonnesbech, Jens Kofoed, Trond Meiring og John Fredsted anbefalede denne kommentar

End ikke en (hypotetisk) stabilisering af den globale temperatur på 1,5 grader Celsius over før-industrielt niveau vil formodentligt lede til meget andet end en katastrofe. For i en artikel af James Hansen et al. fra indeværende år konkluderes det blandt andet (se abstract): "There is evidence of ice melt, sea level rise to +5–9 m, and extreme storms in the prior interglacial period that was less than 1 C warmer than today."

Som bekendt er den globale temperatur allerede nu tæt på at være 1 grad Celsius over før-industrielt niveau. Dette vil måske få en del til at konkludere, at så kan James Hansen et al.'s studier umulig være relevante for den nuværende situation, idet havet selvsagt endnu ikke er steget 5-9 meter. Men her er det afgørende at huske på, at mennesket har skubbet systemet langt ud af termodynamisk ligevægt, så havstigningen endnu er langt bagud for både CO2-indhold i atmosfæren og den globale temperatur.

peter fonnesbech, Trond Meiring og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Hov, det slår mig lige pludselig, at jeg har misforstået tallene. James Hansen et al. skriver "...less than 1 C warmer than today", og ikke, som jeg faktisk læste det, 1 grad Celsius varmere end før-industrielt niveau. Dette gør selvsagt mit sidste afsnit om mangel på termodynamisk ligevægt lidt mindre relevant. Men konklusionen er nu alligevel nogenlunde den samme: En hypotetisk stabilisering af den globale temperatur på mellem 1 og (mindre end, "less than") 2 grader kan lede til en havstigning på 5-9 meter.

Dan Johannesson

Symbolsk nok er det de aller smukkeste dele af jordkloden der først forsvinder.

Og stadig bisser vi videre som vanvittigt kvæg, formålsløst, blindt, i mod næste flexlån, og næste kvælende og totalitære dagsorden (TTIP / TISA) i kapitalens suicidale tjeneste. En dagsorden hvis primære formål det er at fjerne de få resterende barrierer der beskytter, miljø, klima og levende organismer, inkl. mennesket selv, overalt på jorden.

Det er det glade og absolutte vanvid i fri, daglig og konstant, udfoldelse.

Trond Meiring, Peter Jensen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Jeg kan lige se dette fremtidsscenarium for mig:

Klimaflygtninge fra oversvømmede ø-stater kommer til Danmark, og DF kræver, at de "skal sendes hjem, hvor de kommer fra".

Det kunne lyde som en mega dårlig joke, men desværre kan jeg sagtens se det for mig....

Michael Kongstad Nielsen

Af andre interessante øer kan nævnes Manhattan og Amager, sans comparaison, begge er de i fare for at stå i vand til knæene, den første huser Wall Street med manglende guldreserver, den anden DR-byen med manglende åndsreserver.

Dan Johannesson, Jørgen Malmgren, Trond Meiring, Jan Weis og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Og hvad med Slotsholmen med Christiansborg, hvor de selv residerer? Men den har de måske planlagt at rive ned og genopføre i Lego-klodser på Himmelbjerget, når den tid kommer.

Dette er en lidt mystisk debat. End ikke de største klimaalarmister har på noget tidspunkt seriøst påstået, at den vandstandsstigning med en konstant rate, som vi har konstateret gennem de sidste 100 år, har noget som helst med klimaændringer at gøre. Der er tale om en fremadrettet bekymring.

Nogle af østaterne har dog dygtigt forstået at indkassere en betydelig økonomisk gevinst på denne fortælling. Der fragtes hundreder af tusinder af CO2 bekymrede katastrofeturister i CO2 udspyende flyvende maskiner til disse øer for at de gysende kan observere konsekvenserne af en naturligt forekommende havstigning, som har foregået igennem hundredvis af år, og som med stor sikkerhed ikke kan knyttes til menneskelig aktivitet.

Det er ganske godt gået.

Bjarne Bisballe

Hold nu op Frank Hansen, forsøg dig ikke med naturvidenskabelige argumenter her, lige midt i klimakirken. Hidtil har menigheden jo hygget sig meget godt med, uden modsigelse, at bekræfte sig selv og sine dogmer. Godt nok har vi ytringsfrihed her i landet, men derfor behøver man jo ikke bruge den til at oppiske en hadsk stemning. Vi har før set hvad ytringsfrihed har været misbrugt til. Lær det nu engang for alle, Frank Hansen, at Information er det helt forkerte forum for fremturing med kætterske, naturvidenskabelige argumenter. Lad dem dog have deres frirum i fred.