Læsetid 7 min.

I det palæstinensiske ’laboratorium’ forfines den israelske våbenteknologi

Våben- og sikkerhedsteknologier er en grundpille i den israelske økonomi. Men udviklingen af nye teknologier skaber nye usikkerheder for såvel israelere som palæstinensere og er i sidste ende en hindring for fred, siger Leila Stockmarr, der i sin ph.d.-afhandling har kortlagt den israelske sikkerhedsindustri
En af Leila Stockmarrs pointer i ph.d.-afhandling, som har kortlagt den israelske sikkerhedsindustri, er, at den øgede sikkerhed blot har skabt det, hun kalder ’nye eksistentielle usikkerheder’ for de jøder, som Israel oprindeligt skulle beskytte.

Sigrid Nygaard

7. december 2015

Med oprettelsen af staten Israel i 1948 opstod et stort behov for sikkerhed, som kun er vokset siden. Fra starten var det strategien, at Israel skulle være militært selvforsynende, og i dag er våben- og sikkerhedsteknologier en grundpille i den israelske økonomi og et kæmpe eksportmarked.

Israelske firmaer er eftertragtede på våbenmesser verden over, for deres produkter er blandt de bedste, hvad enten det handler om ammunition eller overvågningsudstyr.

»Israel er blevet den nation, man henvender til, når man skal lave alt fra urban sikkerhed til større militære invasioner, grænsekontrol osv. Israel er et slags mikrokosmos på eller en ekstrem version af, hvordan vi globalt set praktiserer sikkerhed i dag,« siger Leila Stockmarr.

Læs også: Besættelsen af Palæstina kaster guld af sig

I dag forsvarer hun sin ph.d.-afhandling, Turning ’Swords into Silicon Chips’, som hun har arbejdet på de seneste tre år. Her kortlægger forskeren og debattøren, der også er rådgiver for Alternativet, den israelske sikkerhedsindustri.

Leila Stockmarr viser, hvordan den fra starten har været helt central i den israelske statsopbygning, der med hendes ord har karakter af et »sikkerhedsprojekt«. Og så peger afhandlingen også på, hvordan det ekstreme fokus på sikkerhed i dag skaber nye usikkerheder og dilemmaer – både for israelerne og palæstinenserne, men også for de lande, herunder Danmark, der er potentielle handelspartnere med eftertragtede israelske firmaer.

Militarisering

At Israel i dag har en af verdens førende sikkerhedsindustrier skyldes ikke mindst, at samfundet er enormt militariseret. Som eksempel skal både kvinder og mænd i militæret i op til tre år.

»Det er meget udbredt med en second career i Israel, som går ud på, at man har sine formative år i militæret, så studerer man videre på universitetet, og bagefter kan man så kombinere sin uddannelse og militære baggrund til at lave militær innovation og starte virksomheder, der producerer sikkerhedsteknologi,« siger Leila Stockmarr.

En anden årsag er, at man har et ’laboratorium’, nemlig de palæstinensiske områder, »hvor man gennem en mangeårig besættelse har kunnet afprøve og raffinere sin teknologi løbende«.

»Ideerne til, hvad der så at sige er brug for, opstår i felten, altså via besættelsen. Soldaten, der har brugt tre år ved et checkpoint, får en idé til en måde, man kunne gøre noget anderledes på og bruger senere sine evner til at udvikle et konkret produkt, der så bliver afsat til militæret – som så kan afprøve det i felten og raffinere det. I denne ’produktionscyklus’ indgår palæstinenserne jo som et vigtigt komponent, fordi de på en måde bliver ’forsøgsdyr’. Det er karikeret sagt, men deres reaktion på en prototype af ny teknologi indgår jo i måden, hvorpå man kan raffinere teknologien.«

Dette laboratorium er også praktisk, når nye produkter skal sælges, fortæller Leila Stockmarr: »Jeg har selv været med på ture, hvor man helt aktivt bruger det palæstinensiske territorium som showroom til potentielle købere, der kan komme ned og se, hvordan et givent stykke teknologi virker i praksis.«

Et stærkt brand

Israels unikke ’laboratorium’ er med til at skabe et »stærkt brand«, siger Leila Stockmarr, der har været på feltarbejde blandt våbenproducenter i Israel og fulgt dem på messer verden over. Her sælges de israelske våben- og sikkerhedsteknologier på, at de er tested in battle og bliver brugt af den israelske hær.

»Det fungerer nærmest som stempel på varerne. For nogen er det kontroversielt rent politisk, men på en våbenmesse, hvor der er er indkøbere fra andre stater og private sikkerhedsfirmaer, er det klart et kvalitetsstempel, fordi det israelske militær har et meget stærkt brand.«

– Betyder det, at der kan være økonomiske incitamenter til at udvikle sikkerhedsindustrien, som ligefrem kan trumfe det sikkerhedspolitiske?

»Det er svært at gøre op i absolutte termer. Der er en voksende økonomisk sektor, som har interesse i fortsat at kunne afprøve og udvikle deres teknologi for netop at kunne bruge den her branding. Men i min forskning kan jeg ikke pege på, at det er direkte grund til, at der ikke er blevet indgået fredsaftaler eller fundet en politisk løsning, at der sidder grupper og lukrerer på det.«

Ikke desto mindre er sikkerhedsindustriens rolle i den israelske økonomi ikke ligefrem fordrende for fred, mener Leila Stockmarr:

»I jo højere grad man gør sig økonomisk afhængig af det her store sikkerhedsproduktionsapparat, jo sværere er det at nedbryde, og jo mere har man brug for det her fjendebillede til at opretholde produktionen. På mange måder er den her industri med til at reproducere eller skabe nye fjendebilleder for den israelske befolkning, som den måske ville være tjent bedre med ikke at have.«

Et eksempel er de bosættelser, som fortsat etableres og således opretholder et behov for at skabe sikkerhed.

»For at kunne opretholde den her fortsatte ekspansion af den israelske stats territorium og koloniale projekt er der brug for den her teknologi. Og derfor er der klart et politisk incitament til at opretholde en produktionssektor, der kan understøtte den her ekspansion.«

Kontroversielle firmaer

Den omfangsrige israelske våben- og sikkerhedsindustri spiller som nævnt ikke kun en rolle i den lokale israelsk-palæstinensiske konflikt. Den skaber også dilemmaer for de lande, der er potentielle købere af de israelske produkter. For kan det forsvares at handle med et firma, som leverer teknologi til besættelsen, sådan som eksempelvis firmaet Elbit Systems gør?

Netop det spørgsmål har danske politikere ad flere omgange diskuteret, og senest har Socialdemokraterne og de radikale truet med at blokere for et indkøb af nyt artilleri, hvis valget falder på netop Elbit Systems.

– Hvad er problemet med at indkøbe sikkerhedsteknologier fra Israel?

»Det er bevist, at Elbit har været med til at udstyre separationsmuren på Vestbredden med overvågningsteknologi. Elbit er altså med til at opretholde og muliggøre noget, som den internationale domstol har kendt ulovlig. Derudover er Elbits droner og andre former for overvågningsteknologi blevet brugt i de seneste tre krige i Gaza,« siger Leila Stockmarr.

»Når Elbit siger, at deres produkter er blevet brugt i krig og bruger det i en marketingskampagne, og vi samtidig i Danmark fastholder, at besættelsen og især muren er ulovlig, så er det jo lidt selvmodsigende, hvis vi vil handle med nogen, der har raffineret deres produkter ved at begå de her ulovligheder.«

Den usynlige besættelse

Udviklingen af de israelske våben- og sikkerhedsteknologier har ikke blot styrket landets økonomi, men har også ændret selve karakteren af den årelange besættelse af de palæstinensiske områder. Sikkerheden er i dag højteknologisk og i stigende grad digitaliseret, og det har ført til, at der er færre soldater på landjorden og dermed færre direkte, voldelige konfrontationer. Denne positive udvikling har dog en bagside, siger Leila Stockmarr.

»Det, at man har så raffineret en sikkerhedsteknologi, gør, at presset for fred måske ikke er så stort, som det ellers ville have været, hvis man havde den mere konventionelle militære besættelse, som man havde i de første årtier.«

»De her teknologier er for palæstinenserne en kilde til frygt, usikkerhed og mulig død. Truslen om vold definerer den enkelte palæstinensers gøren og laden i det daglige. Det skaber en form for selvdisciplinering af palæstinenserne, som er dybt problematisk, fordi den skaber en konstant angst og panik og umuliggør, at de kan organisere sig politisk.«

Derudover betyder den teknologiske overlegenhed, at Israel i dag kan kontrollere palæstinenserne uden at have fysisk kontakt med dem.

»Gennem opførelse af intelligente hegn, droneteknologi, dataregistrering m.v. er kontakten mellem israelere og palæstinensere reduceret til et møde ved f.eks. checkpoints eller grænseovergange. Derfor er der stort set ikke nogen kontakt tilbage mellem palæstinensere i de besatte områder og israelere. Det skaber nogle helt andre menneskelige relationer. Det handler mere om at kontrollere befolkningen end om at opbygge en relation til dem. Det kommer man i hvert fald heller ikke freden nærmere af.«

»Dertil kommer, at mange palæstinensere er frustreret over, at den her teknologiske besættelse ikke viser besættelsens sande ansigt til verden, fordi det nærmere er truslen om vold end den reelle vold, der definerer den.«

Truslen opretholdes

Det er imidlertid ikke kun palæstinenserne, der oplever en ny form for usikkerhed som følge af – og på trods af – det enorme fokus på sikkerhed.

En af Leila Stockmarrs pointer i ph.d.-afhandlingen er, at den øgede sikkerhed blot har skabt det, hun kalder »nye eksistentielle usikkerheder« for de jøder, som Israel oprindeligt skulle beskytte.

»At et land med så få mennesker er blevet verdens mest kapable producent af våben og har så stor en rolle globalt, er i mine øjne med til at reproducere den her eksistentielle sikkerhedskrise, som jøderne befandt sig i også før staten Israels oprettelse. Det er ideen om, at man er et forfulgt folk, som verden vil det ondt, og den bliver jo ikke mindre af, at man spiller den her rolle i krigsførelse globalt set,« siger Leila Stockmarr.

»Den israelske våbenindustri løser måske nogle akutte sikkerhedsproblemer, men den er også med til at forlænge historien om, at der er det her behov for, at den største sektor i Israel er våbenindustrien. Og det er med til at opretholde ideen om, at det jødiske folk er truet eksistentielt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for morten andersen
    morten andersen
  • Brugerbillede for Christian Curdt-Christiansen
    Christian Curdt-Christiansen
  • Brugerbillede for Torben Arendal
    Torben Arendal
  • Brugerbillede for Anders Riel Müller
    Anders Riel Müller
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Olaf Tehrani, Pia Qu, Dorte Sørensen, morten andersen, Christian Curdt-Christiansen, Torben Arendal, Anders Riel Müller og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Siden Sverige blev en af de 140 lande, der har anerkendt Palæstinas ret til at eksistere som et frit og selvstændigt land, har Israel igen og igen angrebet Sverige, og hver gang på en særdeles useriøs måde. Og denne gang sagde hun faktisk stort set det samme, som USA's udenrigsminister sagde i lørdags.

Det er især et problem for Israel, at den svenske udenrigsminister er en kvinde. Men hvis de tror, hun er et let offer, tager de helt fejl.

www.svt.se/nyheter/inrikes/wallstrom-israel-missforstar-medvetet

www.svt.se/nyheter/utrikes/sport-att-ge-sig-pa-sverige

www.aftonbladet.se/nyheter/article21895079.ab

Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Krig er simpelthen forretning, god, givtig forretning. Hvis det danske forsvar køber israelske våben, blir' der uden tvivl en allerhelvedes ballade.
Hvis de ikke køber israelske våben, må vore soldater nøjes med det næstbedste...

Brugerbillede for Bill Atkins

Israel udvikler våbensystemer til fremtidens verdensbillede: Rige områder omgivet af fejlslagne fattige områder.
Nøjagtig som tilfældet er for Israel idag.

Den israelske Iron Dome-raketteknologi kan aldrig forventes at kunne beskytte større område - max. nogle hundrede km2

Brugerbillede for René Pedersen

Araberne kan tåle at tabe flere slag - israelerne ikke et, så sikkerheden kan ikke blive for stor!
Det undrer mig hvad der driver Leila Stockmarr i hendes evige angreb på Israel, det eneste demokrati i mellemøsten og hendes forsvar for mildt sagt fejlslagne arabiske samfundssystemer er for mig helt uforståelig