Læsetid: 3 min.

Paris-aftalen lander

Der er næsten eufori på COP21 over enighed opnået i nattens løb – endnu inden den resulterende tekst er kendt, endsige godkendt
Den franske udenrigsminister Laurent Fabius fremlægger resultater fra COP21 i Paris.

Den franske udenrigsminister Laurent Fabius fremlægger resultater fra COP21 i Paris.

Zhou Lei

12. december 2015

Efter fire års nedtælling og fjorten udmattende forhandlingsdage i Le Bourget-centret uden for Paris står alverdens lande umiddelbart foran vedtagelsen af en bindende global klima-aftale.

I en proces, hvis selve forløb har været en opsigtsvækkende succes for fransk diplomati, har ministre og forhandlere fra 196 nationer bøjet viljerne mod hinanden og nået enighed om en tekst, som vil kunne forankre verden på en fastere kurs mod omstilling til en mere grøn økonomi, hvis den bliver efterlevet.

Allerede inden åbningen af lørdagens første plenum kl. 11.53 med bebudelsen af den foreslåede aftaletekst reagerede den fyldte plenarsal med klapsalver, da nogle af processens nøglepersoner ankom. USA’s udenrigsminister John Kerry som en af dem, smilende, vinkende, udvekslende håndtryk med sin indiske modpart i forhandlingerne.

Og da den franske udenrigsminister og leder af forhandlingerne, Laurent Fabius, vandrede op til podiet, flankeret af den franske præsident Francois Hollande og FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, var det til stående ovationer og hyldestråb.

Klapsalver

Selv om Paris-aftalens tekst endnu ikke var fremlagt, endsige vedtaget, vidste alle, at den var hjemme (teksten er nu fremlagt og kan findes her, red.). Klapsalverne afspejlede selve lettelsen over at være udfriet efter de udmarvende og benhårde armlægninger, der har banet vej for det kompromis, alle synes at kunne leve med eller føler sig presset til at godkende.

»Kære venner,« sagde Laurent Fabius, da han åbnede plenum. Brillerne, der altid glider ned på næsetippen, var lagt væk, øjenlågene var tunge, huden grå, men også i hans trætte ansigt kunne lettelsen spores.

»Vi er næsten for enden af vejen og utvivlsomt på vej ad en ny,« sagde han og talte med diplomatisk forsigtighed – for ikke at foregribe forsamlingens beslutningskompetence – om et »sandsynligvis historisk øjeblik«.

Med en lille reproduktion af Eiffeltårnet i baggrunden trækker klimademonstranter en lang rød linje, mens forhandlerne i Paris får de sidste detaljer på plads i COP21-aftalen.

Michel Euler

De to ugers forhandlinger på COP21 har ifølge udenrigsministeren sikret »en ambitiøs og afbalanceret aftale«, der anerkender det forskellige ansvar for i- og u-lande, er fair og juridisk bindende.

Aftalen taler ifølge Fabius om at holde de globale temperaturstigninger »et godt stykke under to grader« og lægge sig i selen for at begrænse dem til 1,5 grader – det klimamål, som kan give bl.a. de udsatte ø-stater en chance for at overleve, og som over 100 lande her på COP21 har presset på for at få fremhævet i teksten.

Opdateres hvert femte år

Teksten rummer også bestemmelser om at opdatere de nationale klimamål hvert femte år med den præcisering, at de ikke kan justeres ned, kun op. Og den bekræfter i-landenes forpligtelse til at levere 100 mia. dollar årligt til u-landenes klimaindsats med en tilføjelse om at sigte mod stigende beløb, til nærmere fastlæggelse på et tidspunkt mellem 2020 og 2025.

»Vi vidste fra start, at hvis alle insisterede på at få 100 pct., ville vore kollektive anstrengelser ende med nul,« sagde COP21-formanden og talte om, at verden nu vil fokusere på de grønne linjer, frem for de ’røde linjer’, dvs. de enkelte landes ultimative krav i forhandlingerne.

»Vores ansvar over for historien er umådeligt. Ingen her ønsker en gentagelse af det, der skete i København. Hvis vi fejler, hvordan skulle vi så nogensinde kunne genopbygge håbet,« spurgte Fabius.

Umuligt indtil gjort

Han sluttede sin tale med at citere Nelson Mandela for udsagnet: »Det synes altid umuligt, indtil det er gjort.«

Her knækkede selv den engelske oversætters stemme over i øretelefonerne.

Fabius slog sin lille hammer i bordet og erklærede lørdagens første plenarmøde for afsluttet med pause indtil teksten var udleveret, læst og fordøjet af landenes delegationer og derefter sat på dagsordenen til forventet kollektiv og enstemmig godkendelse kl. 15.45.

Efter hammerslaget brød salen ud i jubel, alle rejste sig, også Fabius, Hollande og Ban Ki-moon. Fabius lagde hånden på hjertet og bukkede mod de flere tusinde forhandlere i salen.

Derefter strømmede alle ud, klar til allersidste runde i håbet om, at ingen nationer efter denne orkestrering har ønske om eller mod til at stikke en kæp i hjulet i sidste øjeblik. Det vil vise sig kort efter 15.45.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Aksel Gasbjerg, ingemaje lange, Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et lille håb er tændt! Endnu er der langt vej til målet og meget kan gå galt. Men tak Paris for at have tændt et lys i det mørke som kom ud af København. Paris er vel en messe værd?

Maria Francisca Torrezão, Ejvind Larsen og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar

En skandaløs, selvmodsigende aftale, der på de første sider taler om en håbefuld stigning på max 2 grader, men som på de bageste sider viser en faktuel, videnskabelig beregnet stigning på altødelæggende 3-4 grader (konsekvens af landenes klimamål). Man tror åbenbart mere på håbet end på videnskaben.

Man folder fingrene og beder til, at fremtidige 5-årige forhandlinger på mirakuløs vis kan få bragt de 3-4 grader ned til 2 grader. Men hvis man ikke kan nu, hvorfor tror man så, at man kan senere? Jo længere vi fortsætter med det nuværende kolossale CO2-udledningsniveau, jo mere drastiske reduktioner skal der realiseres senere. Men den tid den sorg.

Aftalen baner vejen for business-as-usual for i-landene. Noget fossilt energi skal blot udskiftes med noget andet energi, derefter fortsætter vi med at flyve til eksotiske destinationer to gange om året og øge vores vækst og forbrug som om intet var hændt.

Vi flytter lidt rundt med dækstolene på Titanic og lytter til de muntre toner fra skibsorkestret. Så længe det varer.

Hurra.

Gorm Lerche, Rasmus Knus, Anne Eriksen, Lars Bo Jensen, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Aksel og John,
lad ikke det bedste være det godes fjende,
utaknemmelighed skaber ingen lyst,
lad håbet styrke de arme ikke mindst,
giv aftalen en chance,
og bifald den, det hjælper,
Aftalen er ikke nok, men arbejdet fra bund til top kan måske få den realiseret.

Maria Francisca Torrezão og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det kunne være gået meget værre, men man skal selvfølgelig ikke lade sig forblænde af politikernes skåltaler. Faktisk er det påfaldende, hvilke superlativer der her på aftaledagen bindes i halen på en knap-så-bindende-men-vist-mest-af-alt-henrivende-hensigtserklæring-om-at-gøre-et-eller-andet-om-end-ikke-helt-nok-endnu-Aftale.

Det kan selvfølgelig være en naturlig lettelse over, at et mere kompetent statsapparat end det danske denne gang sad for bordenden, og at en aftale derfor overhovedet kom i hus. Men man kan - efter min mening med rette - frygte at denne begejstring har rod i en mere kynisk - dvs politisk - kalkule: "Så er der nogenlunde ro på bagsmækken de næste 5 år, mens vi for alvor kommer i gear ud af krisen, og så må vi se. Om 5 år er det alligevel helt andre politikere, som skal revidere de utilstrækkelige målsætninger, mens vi - du nuværende ansvarlige - er rykket videre i vores politiske karrierer. og Ind i mere lukrative bestyrelseslokaler, offentlige som private. Og ud af den stadig mere katastrofale historie om klimaet!".

Gorm Lerche, Lise Lotte Rahbek, Aksel Gasbjerg, John Fredsted og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Michael Kongstad Nielsen,

Det er sgu for nemt bare at affærdige en reel bekymring, som blot og bar surmuleri. Men skal man absolut trække i ja-hatten, så er det da bestemt glædeligt at en aftale overhovedet kunne indgås - det eksisterende politiske klima taget i betragtning. Det er jo ikke just fordi klimaproblemet er det eneste, som optager verdens viseste i disse dage..

John Fredsted og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Giv nu håbet en chance! Politik er det muliges kunst og at 196 lande overhoved har kunne enedes om noget så vidtgående er meget opløftende. Selvfølgelig er aftalen på mange punkter uklar og ufærdig - hvad havde man ventet? Men den er en start på noget nyt - forhåbentlig. Om det skal føre til det ønskede resultat afhænger af den politiske vilje. Håbet er en stærk politisk kraft som kan forandre tingene så lad os ikke kvæle det i sin spæde start . Selvfølgelig må vi stadig være bekymrede og skeptiske for om det vil lykkedes -men med et lille håb dennegang

Maria Francisca Torrezão og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Isabel K. Bishop

Der var megen eufori før det hele overhovedet startede. Man undgik ordene "vedvarende energi", for ikke at krænke Saudi-Arabiens følelser. Og nu har man vedtaget et eller andet med 2 grader. Fantastisk, verden er da bare redet. For mig lyder det som alle andre klimatopmøder: en hulens masse CO2 produktion, og intet rigtigt resultat. Den eneste forskel: det var Paris, så derfor var der mere opmærksomhed fra medierne.

Isabel: Det nye i forhold til København er at der er tale om en juridisk bindende aftale ikke kun vage hensigtserklæringer.
Ingen kan sige at 'verden bare er redet'. Det er starten på en proces det kan føre i den rigtige retning. men det kan også gå galt. Det afhænger som sagt af den politiske vilje. Dem er sidder med armene over kors og afventer aftalens sammenbrud vil ikke yde noget positivt bidrag i den proces
De venter blot på at få deres pessimisme bekræftet.

Ole: Nationernes indberettede klimamål og bl.a. aftalens afsnit om finansiering er ikke bindende.

Aftalen er en blåstempling af en global opvarmning på 3,5 grader, svarende til konsekvensen af 196 nationers samlede klimamål. En sådan temperaturstigning er katastrofal og altødelæggende både mht klima, miljø, økonomi osv.

Hvert 5. år vil man så rulle bedetæppet ud og bede til, at man kan reducere de 3,5 grader. Men det kan jo også gå den modsatte vej ud fra flg overvejelser:

1) I Danmark har vi netop set hvordan en ny regering overnight har forringet en tidligere regerings klimamål. Skulle Danmark være unik på dette punkt?
2) mon ikke der er en del skønmaleri i de indberettede klimamål for at stå i et godt lys?
3) mon ikke klimamål ofte bliver sorteper, når landene i de kommende år skal vedtage deres respektive finanslove, hvor der er rigeligt af problemer at bruge pengene på, f.eks. Arbejdsløshed, infrastruktur, skattelettelser, klimaødelæggelser, uddannelse, befolkningsvækst osv

Gorm Lerche, John Fredsted og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

@Aksel: Ja du kan have ret i dine indvendinger. Det eneste der er at gøre er at vi vælgere holder vores regeringer til ilden.
Vi må kræve de lever op til aftalen Alternativet er ikke til at holde ud bare at tænke på.
Ser du nogen anden mulighed? Eller vil du sætte dig tilbage og afvente et processen kører af sporet?

@Ole Falstoft: Vælgerne vil da kun holde politikerne til ilden, altså kræve, at de lever op til aftalen, så længe deres levestandard ikke kommer under beskydning. Og det vil den meget hurtigt, hvis man skulle tage aftalen alvorlig. Så det kommer lynhurtigt til at kortslutte.

Det er alt andet lige et plus for De Grønne partier at Verdens Nationer er positive - den situation må øjeblikkeligt udnyttes til forbrugsbevidstgørelse. På med vanten.

Ole: Jeg råber vagt i gevær bl.a. fordi jeg ikke kan holde ud at se medier og lalleglade politikere skamrose en aftale, hvor man kun er i stand til at reducere drivhusgasserne til et niveau, der vil medføre dybt alvorlige 3,5 grader, og så samtidig bilde hinanden ind, at man kan løse problemet om 5, 10 elller 15 år.

Da man erfarede, at nationernes indberettede klimamål, ville medføre 3,5 graders opvarmning, skulle man have tilsidesat alle andre problemer og koncentreret sig om dette ene kæmpeproblem og sat himmel og jord i bevægelse. COP21 skulle kun være koncentreret om dette ene problem og løsningen skulle være en detaljeret og operationaliseret plan, der kunne garantere en reduktion i de planlagte udledninger så temperaturen ville holde sig under 2 grader. Naivt? Tja, men man ville i det mindste tydeligt have adresseret problemets kerne, som er de skræmmende 3,5 grader. Nu er de 3,5 grader sat om i et bilag, som om det er noget sekundært.

I stedet har man skubbet elefanten i aftalen foran sig og kommer med vage hensigtserklæringer om at man vil se på planerne hvert 5. år. Hallo, lokummmet brænder og det er nu ilden skal slukkes.

Flere politikere har endog udtalt, at man med denne aftale kan se børn og børnebørn i øjnene. Nej det er lige omvendt. Vi har på strudseagtig maner udskudt problemet til netop vores børn og børnebørn, og de vil få det langt vanskeligere at løse end hvis vi gjorde det nu.

Michael Kongstad Nielsen

Aksel, blåstemplingen er heller ikke bindende.
Der er er sat noget i gang, der ikke kan stoppes. Og her tænker jeg ikke på temperaturstigningen, men på bekæmpelse af den. NGO'er verden over vil holde regeringerne oppe på deres løfter, der skal laves opfølgning hvert 3. - 5. år, private investeringer vil flyde i ikke fossil retning, erhvervslivet vil skifte spor og ændre kurs, noget stort er sket.

Michael. Det er udmærkede aktivititeter du nævner. Jeg ville blot hellere have haft en aftale, hvor man ikke havde 10 fugle på taget, men een i hånden.

Michael Kongstad Nielsen

Aksel Gasbjerg, 196 lande i verden kan ikke indgå juridiske forpligtende aftaler af denne karakter, der er ingen jurisdiktion, ingen anklagemyndighed, ingen domstol, men det er heller ikke nødvendigt, for sammenholdet er af følelsesmæssig og moralsk karakter, hvilket i den aktuelle situation er mindst lige så stærkt som retshåndhævelse. Aftalen har en følelsesmæssig og mental styrke, som rykker hele verdenssamfundet, uden juridisk sikkerhed, men med en moralsk. Det er faktisk enestående.

Aksel: Vi kan alle drømme om hvad vi hellere ville have set som resultat. Men nu har vi dette halvgode-halvdårlige resultat og så må vi kæmpe for a få det maksimale ud af det. Der er ingen andet ansvarlig vej. Et klimamøde afskaffer ikke med et snuptag alle verdens dårligdomme og bullshit. Så glemt primadonna nykkerne

Hvis jeg nu skal komme optimisterne i denne tråd en smule i møde, så vil jeg sige, at det positive ved COP21 er, at nu anerkender alle verdens lande på skrift, at der er et (klima)problem. Men mere mener jeg såmænd heller ikke, at der i praksis er tale om. Vi har overhovedet ikke taget fat på det underliggende problem: særinteressernes hærgen, fra individet og hele vejen op til de store selskaber, og hvorledes disse helt nødvendigvis skal tøjles og drosles ned, hvis aftalens hensigtserklæring om maks. 2 grader, og helst kun 1,5 grad, skal forblive andet end ord på et stykke papir.

Holger Madsen, Jan Weis, Aksel Gasbjerg, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Som et dugfrisk eksempel på en særinteresse, synes det meget passende at nævne Norges regering, der den allerførste hverdag efter COP21-aftalens indgåelse i weekenden mellem alle verdens lande (og altså hermed også Norge, skulle man jo mene), afviser tanken om at lade landets olieressourcer forblive i undergrunden, se http://www.information.dk/telegram/555259. Jeg fattes ord.

Rettelse: Det er mig, der har dagene galt. Det var ikke engang første hverdag efter aftalens indgåelse; det var såmænd i selvsamme weekend, om søndagen.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted,
- der hærger også en anden særinteresse:
kinesernes interesse i at kunne få luft (i stedet for smog), amerikanerens interesse i at kunne få nedbør i stedet for tørke, pakistanerens interesse i at få nedbøren fordelt over året (fremfor på én gang, oversvømmelse), og europæiske fiskeres interesse i, at makrellen ikke migrerer til Nordatlanten.

Men enig i, at stort arbejde udestår foran os.

Det er jo løgn at det altid er de stor internationale selskaber og kapitalinteresser der vinder hver gang
Det er ikke en naturlov. Når det sker er det fordi vi - gennem vores politikere - lader det ske.
Det er muligt at føre en anden politik og tage andre hensyn end til kapitalkræfternes uhæmmede vækst. Jeg ser i den indgåede aftale en mulighed for et paradigmeskift. Ja det er faktisk nødvendigt hvis målet skal nås - det er spændende tider vi går i møde

Det er sikkert dårlig stil at citere sig selv, men jeg vil bringe en del af min kommentar til et Frie Ord den 18. marts 2014:

"Vækstparadigmet, det kapitalistiske paradigme, er, som det er, fordi det er dén økonomiske adfærd, der uden sammenligning er bedst til at gøre det muligt for flest mulige mennesker at forsøge fra centrene af deres liv at uddrive alt, hvad der måtte føles ubehageligt - gennem forbrug, oplevelser og adspredelser (i det ydre)."

Og netop derfor vil der ikke komme en reel løsning hverken nedefra eller oppefra. Jo, bevares, der vil komme teknologiske såkaldte løsninger. Men disse løsninger vil være forbigående, idet de råderum, som de måtte frisætte, vil blive soldet op (under paradigmet såkaldt grøn vækst), fordi man netop ikke har ændret grundlæggende sindelag.

Michael Kongstad Nielsen

Kære John Fredsted, det citerede af dig selv kommer jo ikke bag på nogen, der har fulgt dig. Men jeg er uenig, som det heller ikke vil være dig ubekendt. Og for lige at tage kampen lidt op igen vil jeg tilføje, at mennesker efter min mening ikke er så svage, som du påstår. De ønsker ikke at uddrive alt, hvad der måtte føles ubehageligt i deres liv.
De fleste har lyst til at kunne kæmpe, være seje, udstå prøvelser, være udholdende, være tålmodige, sågar være ofre, men ikke hele tiden selvfølelig, - der må være trøst og velvære ind imellem. "Prinsessen på ærten" er grinagtig, men ingen vil dog konstant udsættes for lidelse.

Mennesker har masser af kræfter til at kæmpe kampen for livets opretholdelse, når det bliver klar over, hvad der er nødvendigt at gøre.

John: Du mener ikke der er nogen grund til at forsøge, at det hele er håbløst og al optimisme er naivt?
Hvordan du personligt kan holde livet ud med den holdning, har jeg svært ved at forstå (med mindre det blot er en 'attitude'), men jeg vil selv vedblive med at holde fast i håbet for uden håb, var livet uudholdeligt for mig. Så må jeg leve med at blive kaldt naiv

I mine øjne er det optimismen, der vil kvæle os og få os til at fejle, for det er med den, at vi kan undgå at se i øjnene, hvor galt fat det er med os, og livets opsætning helt generelt. For hvordan kan det være, at det er i blandt ikke mindst alle de mennesker, der engagerer sig i livet og kaster sig ud/ind i det, at man skal finde dem, der destruerer grundlaget for det? Mens det blandt mennesker, der mentalt er trænet i erkendelsen af livet som grundlæggende, og uophævelig, lidelse - for eksempel buddhisterne - findes meget få, der destruerer grundlaget for livet?

John: Så man skal ikke engagere sig i livet? Man skal sidde passiv og se det hele gå af h.. til?
Jeg finder din holdning rystende, uansvarlig og forkert - for du har ikke ret i at det at engagere sig i livet nødvendigvis er destruktivt. At mene at livet er lidelse er jo en frygtelig enøjet - det er heldigvis også meget andet, og der er da heldigvis mennesker, der ved at engagere sig i det er med til at mindske lidelserne for andre mennesker.
Er buddhister med såkaldt 'højere mental træning' ikke blot selvgode egoister?
Ja du må undskylde mit hårde ordvalg, men din holdning 'pisser mig virkelig af'.

@Ole: Du vil tilsyneladende gerne misforstå mig.

Lad mig formulere min holdning lidt anderledes, via følgende retoriske spørgsmål: Er det ikke netop med optimisme og fremtidshåb, at man har bygget den nuværende civilisation? Hvorfor forestiller man sig, at der med optimisme skulle komme noget fundamentalt anderledes ud af det denne gang?

Og så må jeg vist også hellere præcisere, hvad jeg mener med "... alle de mennesker, der engagerer sig i livet og kaster sig ud/ind i det": Ordvalget er måske uheldigt, for her hentyder jeg naturligvis ikke til det at hjælpe andre; nej, det, jeg mener, er det at kaste sig ud i alle livets muligheder uden for alvor at tænke igennem, om en eller flere af de aktiviteter, man har gang i, destruerer eller ødelægger livet for andre, om det så måtte være ad ikke helt åbenlyse omveje (et eksempel: at have en privat aktieportefølje).

Niels Duus Nielsen

John Fredsted.

Jeg foreslår at vi skelner mellem den lalleglade optimisme og den skeptiske optimisme.

Den lalleglade optimist nægter at der skulle være nogen problemer overhovedet, og hævder kækt, at der findes ingen problemer, kun opgaver der skal løses. Den skeptiske optimist derimod er helt bevidst om problemerne og benægter dem ikke, men insisterer på, at der må være en vej ud af moradset, selv om det ikke altid lige er til at se hvordan.

Paris-aftalen er for den lalleglade optimist en sejr, for se bare, hvor enig hele verden stiller sig an; vi kan ligefrem vækste os ud af problemerne!!! Den skeptiske optimist er mere bekymret, for så vidt der kun er tale om hensigtserklæringer, altså mere varm luft. Ikke desto mindre fastholder optimisten håbet, på trods af mistilliden til politikerne.

Jeg vil tillade mig at påstå, John Fredsted, at du er en skeptisk optimist, eller hvad man måske kan kalde en pessimistisk optimist. Fordi hvis du var en sand pessimistisk pessimist, ville du jo have taget livet af dig selv for længe siden. Men det har du ikke, ergo...

I øvrigt handler buddhismen om at mindske lidelsen i verden. Det er da optimistisk, hvis der er noget der er, især når man tager i betragtning, at det er et grundvilkår for os almindelige dødelige, som endnu ikke har opnået buddha-tilstanden, at vi er dømt til evig genfødsel i denne jammerdal.

Henrik Plaschke

Ole Falstoft, John Fredsted, Niels Nielsen:

Den italienske marxistisk inspirerede tænker Antonio Gramsci (1981-1937) benyttede i et brev i 1929 udtrykket intelligensens pessimisme - viljens optimisme. Jeg har længe holdt meget af dette udtryk – og de ideer, det kan knytte an til – ikke mindst, når verdenssituationen på den ene eller den anden måde ser sort ud.

Måske kunne dette udtryk også inspirere tidens intelligente pessimister til en vis form for nødvendig optimisme? Ellers kommer vi næppe videre.

@Niels: Tak for nogle spændende betragtninger.

Jeg ved dog ikke, om jeg nødvendigvis ville have taget livet af mig selv, hvis jeg havde været, eller faktisk er, en "sand pessimistisk pessimist". For dels er der jo spørgsmålet om selve modet til at føre en sådan handling ud i livet. Og dels er der jo den mulighed, at min primære kilde til glæde i hverdagen kunne være knyttet til andet end det aktuelle liv omkring mig. Mit 'spirituelle fikspunkt' er den orden og den skønhed, der er at finde i de matematiske naturlove (hvordan der ud af noget så smukt kan opstå noget så grimt som livet, med dets udbredte brutalitet og overartikulerede brovtende tomhed, er mig en gåde). Jeg er ganske givet ikke normal i statistisk forstand. Jeg evner ikke for alvor at engagere mig i livet, altså at tage det alvorligt, som andre mennesker tilsyneladende gør. De fleste vil sikkert klassificere mine betragtninger som værende udtryk for et sygt sind. Fred være med det.