Læsetid: 4 min.

Efter Paris: Fra smukke ord til nødvendig handling

Det endte godt i Paris, hvor 195 lande blev enige om en global klimaaftale. Men hvad nu? Aftalen er en succes, men den viser ikke, hvordan klimaet skal reddes
Der skal ske en hel del mere end det, der kom ud af Paris, hvis missionen skal lykkes.

Der skal ske en hel del mere end det, der kom ud af Paris, hvis missionen skal lykkes.

Thibault Camus

15. december 2015

Paris-aftalen, den første globale klimaaftale nogensinde, kom i stand på godt politisk håndværk. Det franske formandskab udviste stor diplomatisk sans og fik trukket alle stridende parter mod hinanden i et kompromis, der ganske vist ikke giver nogen opskrift på, hvordan klimaet reddes, men som i hvert fald fik slået fast, at den politiske vilje til at tage problemet seriøst eksisterer.

Når euforien over Paris-aftalen om nogle dage igen har lagt sig, begynder det, der kan kaldes de afgørende 10 år. Det er fra nu og frem til midt-2020’erne, at verdens ledere skal vise, at det er muligt at vende udviklingen.

Det sker ikke alene med Paris-aftalen. Den juridisk bindende del af aftalen siger nemlig blot, at verdens lande i fællesskab skal bestræbe sig på at holde de globale temperaturændringer under to grader celsius og under 1,5 grad, hvis det er muligt. Men handlingssporet – den del af aftalen, der fortæller, hvad hvert land har tænkt sig at gøre – er ikke bindende, men udelukkende baseret på frivillighed. Og selv om denne del var bindende, er de indmeldte reduktionsmål fra de 186 lande, der har lavet en national klimahandlingsplan, end ikke tæt på at være tilstrækkelige. Kloden vil, hvis ikke der ydes mere, blive et sted mellem 2,7 og 3,7 grader varmere ved udgangen af dette århundrede.

Der skal derfor ske en hel del mere end det, der kom ud af Paris, hvis missionen skal lykkes. Som Kevin Anderson, vicedirektør for det britiske Tyndall Centre for Climate Change Research ved Manchester University, sagde i Paris dagen før aftalen blev til virkelighed:

»Vores CO2-udledninger skal toppe inden 2020.«

Johan Rockström, direktør for Stockholm Resilience Centre, fulgte ved samme lejlighed op med at minde om, at de rige lande, OECD-landene, skal udfase alle fossile brændsler engang i 2020’erne. Ellers har vi opbrugt hele det tilbageværende CO2-budget inden 2030.

Faldende udledninger

Heldigvis går udviklingen den rigtige vej. Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, blev 2013 et slags tipping point. Siden er der globalt investeret mere i vedvarende energi som sol og vind end i kul, olie og gas. Samtidig tyder det på, at de totale CO2-udledninger i 2015 – til trods for at der samtidig sættes ny global varmerekord – vil falde i forhold til året før.

Det viser beregninger fra Corinne Le Quéré, ligeledes fra Tyndall Centre, der i en artikel publiceret i Nature Climate Change skriver, at de globale udledninger i 2015 sandsynligvis vil falde med 0,6 procent i 2015 i forhold til 2014. Og det til trods for en global økonomisk vækst på seks procent målt over de seneste to år.

El produceret grønt er nu flere steder billigere end sort energi, og det skal nok også lykkes at få hældt energien ind i bilerne og anden transport

Faldet, der er behæftet med usikkerhed, skyldes Kinas grønne omstilling med udfasning af kul og eskalering af investeringer i sol- og vindenergi, der betyder, at Kinas CO2-udledning forventes at falde med 3,9 procent i 2015. Corinne Le Quéré peger på, at det nok ikke er det endelige vendepunkt, da planer om nye kulkraftværker i eksempelvis Indien, såfremt de realiseres, vil bidrage til udledninger mange år fremover. Men det tyder på, vendepunktet måske alligevel ikke er langt væk, mener hun.

Hvor skal det komme fra?

Alligevel går det slet ikke hurtigt nok med at omstille, ligesom de fleste vel er enige om, at de rige lande ikke er på vej til at udfase alle fossile brændsler inden 2030. Tværtimod har de lande, der er længst fremme, som Danmark, planer om tidligst at være CO2-neutrale eller uafhængige af fossile brændsler i 2050. Og vejen dertil synes langtfra politisk sikret. Det danske delmål om en 40 procents reduktion i 2020 er således under hårdt angreb fra den nuværende regering, der mener, det ikke er muligt at reducere med mere end 37 procent i 2020.

Den slags tøven og tilbageholdenhed er der ifølge fagkundskaben ikke tid til, og derfor kan det da også synes helt igennem utopisk, at omstillingen skulle kunne foretages tilstrækkelig hurtigt. Så hvad har vi at forholde os til, der alligevel kan give håb?

Der er mindst tre globale tendenser, der gensidigt forstærker hinanden, og som må forventes at blive styrket efter Paris-aftalen:

Penge har ører. Investorer lytter til de politiske signaler, der indikerer, at den fossile tid rinder ud. Det ses allerede med divestment-kampagnen, hvor flere og flere byer, universiteter, fonde og pensionskasser fravælger kul og risikable olieinvesteringer – og har vist, det kan betale sig.

Dernæst øges det politiske pres i øjeblikket. Konsekvenserne af den globale opvarmning er på få år blevet synlig for de fleste, og der synes at være et globalt, folkeligt momentum for at ændre på de dystre fremtidsudsigter.

Endelig vurderer mange, at den teknologiske udvikling simpelthen er ved at overhale den politiske virkelighed. El produceret grønt er nu flere steder billigere end sort energi, og det skal nok også lykkes at få hældt energien ind i bilerne og anden transport.

Den globale temperatur er allerede steget med mere end 0,8 grader siden det præindustrielle niveau. Skal stigningen standses inden de to grader, vil vi se store dele af den fossile brændselsindustri dø ud – eller omstille sig til grønne energiselskaber – over de kommende 15 år. Det er det, man skal sætte sin lid til, hvis man skal kunne tro på, at målet i Paris-aftalen kan nås.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Vi satser på julemanden! Han kommer jo snart!

Anders Vang Nielsen, Gorm Lerche, Helene Kristensen, Ejvind Larsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Enkel politisk leveregel

Man skal ikke hører på, hvad politikere siger. Man skal observere, om de gør noget og i bekræftende fald hvad de gør.

Tænk blot på den danske regering, som skærer ned på klimaambitioner vedrørende CO2-udledning samt forskning til stor ærgelse i bl.a. erhvervslivet. Og som samtidig tilslutter regeringen sig COP21's hensigtserklæringer.

Det er den form for dobbelttale, som giver anledning til mistillid til politikere.

Gorm Lerche, Wilhelm May og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Klimakommuner og COP21

Danmarks Naturfredningsforenings Klimakommunekoncept, som blev trukket med over hovedet på nogle af foreningens lokalkomitéer, ligner til forveksling aftalen ved COP21.

Det indlysende fælles træk er, at der er tale om uforpligtende aftaler med en selvkontrol som ligger hos den enkelte aftalepart.

Så vidt jeg ved, så er der ingen der kontrollere det udvandede begreb klimakommuner. COP21 aftalen skal vurderes om 5 år af parterne selv.

Og samtidig er biodiversiteten under stigende pres.

Det synes ikke troværdigt. Og alle lande har fred i de næste 5 år.

Fejl i artiklen. De 37 eller 40% reduktion, der nu drøftes i Danmark er til 2020 og ikke til 2030. Fokuseringen på CO2 udledninger fra energiproduktionen er måske naturlig, da det primært er vores afbrænding af fossile brændsler, der har skabt problemet. Men de globale udledninger fra vores produktion af fødevarer i 2010 er på mellem 25-30% af de samlede globale udledninger, når vi regner afskovning pga. landbrug og energiforbruget i landbruget med. Det svarer nogenlunde til det samlede udledningsbudget i 2050 ved et 2 graders mål, og det er omkring 5 gange større end vores udledningsbudget i 2050 ved et 1,5 graders mål. Dvs. vi er nødsaget til at se på udledningerne fra landbruget, og her springer kødproduktionen fra drøvtyggere i øjnene som den absolutte største bidragyder. Så nyd din bøf i aften, hvis du kan, for snart er det slut. Ja, dvs. det bliver nok frivilligt.

I øvrigt ligger de danske samlede udledninger (energi, transport, landbrug osv.) per indbygger i 2013, selv uden udledninger fra biomasse og skibs og flytrafik over den gennemsnitlige udledning fra indbyggere i EU, så regeringens lovprisning af den danske indsats lyder ikke helt troværdig.

Philip B. Johnsen

Banditter i habitter.
Danmark har ingen planer om at stoppe udvinding og salg af olie og gas fra danske boringer.
For at holde tematurstigningerne under 2 grader, skal 80% af de danske olie og gas forekomster i undergrunden blive i undergrunden.

Betyder fossilfri Danmark i 2030-2050, at de danske fossilbredstof reserver, skal blive i jorden, at 80% ikke må sælges, er det planen, at 80% ikke må sælges?

Danmark og resten af I-landenes plan er:
Økonomisk vækst genereret på fortsat overforbrug leveret af I-landene, produceret ved fossilbrændstof afbrænding, samt afkast på nye investeringer i udvinding af nye forekomster af olie, gas og kul, fortsat i fri konkurrence med bæredygtig energi, fordi 'solidaritet er en begrænsning af det enkelte individs frihed'.

Goldman Sachs tradefloor mantra:
"Det er ikke nok at vinde, nogen skal også tabe"

Kapitalismen er livet, til livet ikke er mere.

Ole Vagn Christensen

Den juridiske del af aftalen er det vigtigste mål for Paris Aftalen.
Det andet vigtigste er at landene hver i sær på deres præmisser har meldt ind hvad de kan gøre for at den juridiske del af aftalen. Kan efterleves af dem frem til 2020/25.
Men allerede i 2018 har landene forpligtede sig til at mødes for at evauluere hvad der er gjort og hvad de vil gøre for at efterleve den målsætning de selv har meddelt.
De her tre ting hvor verden har et juridisk bindende mål om temperatur stigningen, er et godt kompas i en verden der er forskellig hvor vi i Danmark har udviklet teknologi der samtidig er blevet til eksporteventyrer. Medens de i Afrika i olielampens forurenende skær som for afrikanske borgere er medvirkende til at skabe syge mennesker. For at få lys og når det handler om madlavning at bruge forurenende brændstoffer.
Ja så har man kontrasten hvorfor der nødvendigvis må være forskel, vores egen udvikling har taget 40 år. Den er der nogen der tror at man kan forcere i Ulandene. Det er eller ikke umuligt derfor godt at der er skabt en klimafond som kan understøtte den udvikling.

Ole Vagn Christensen

Philip sådan behøver det ikke at være at for at nogen skal vinde skal der være tabere.
For mig var det det mantra som fik enevælden til at tabe over for en demokratisk opfattelse.
Grundtvigs ord er stadig det bedste budskab verden kender når få har for meget og færre har for lidt så har vi i rigdom bedrevet det vidt.
I enevældens tid troede man at man kunne sidde på magten og lade lakajer styre folket så skulle vi nok få et godt samfund. I det tidsrum voksede fattigdommen så mange gode danske borgere valgte at flygte fra Danmark til forjættede lande som USA og Canada.
Men de der blev tilbage valgte med folkeoplysning andelsbevægelser og en stærk loyal arbejderbevægelse at realisere Grundtvigs ord. Hvilket også må være det mantra der skal bruges over for fremtidens udfordringer.

Philip B. Johnsen

Ole Vang Christensen
Jeg er helt enig, men historien har det med at gentage sig, jeg vil spørge dig syntes du, vores politikkere overhoved, har forstået opgaven?

Jeg mener det vi oplever er, økonomisk vækst for de få, politisk beskyttet, står over solidaritet med de mange, solidaritet der opfattes, som en begrænsning af det enkelte individs frihed af politikkere og den økonomiske videnskab, der kræver konstant vækst.

1700 tallet var storkøbmændenes tid i Danmark, de var hovedrige, havde store ejendomme i København og godser på landet.
Disse mænd grundlagde deres formue på slaveri opium smugling og hvidvaskning af penge.

De danske storkøbmænd organiserede eksporten og salget af slaver til sukkerplantagerne på de Dansk Vestindiske Øer, de satte også opiumssmuglingen fra Bengalen til Kina i system, og de sørgede for hvidvaskningen af penge for blandt andet franske forretningsfolk, der ville undgå fransk beskatning, meget lig samarbejdet mellem Danmark, Staten og Goldman Sachs.

Økonomisk videnskab er ikke videnskab, men terror mod befolkningen økonomisk vækst på bekostning af milliarder af mennesker, økonomisk vækst genereret på fortsat overforbrug, leveret af I-landene, produceret ved fossilbrændstof afbrænding, samt afkast på nye investeringer i udvinding af nye forekomster af olie, gas og kul, fortsat i fri konkurrence med bæredygtig energi, uden hensynstagen til, at privat økonomiske interesser sættes over bæredygtig udvikling og menneskelige omkostninger.

Den såkalte økonomisk videnskab handler om studiet af skabelsen af rigdom, den internationale økonomiske kriminelle finanssektor og den ligeledes kriminelle politiske elite, der i Danmark, Spanien og Grækenland mf. holder hånden under det illegitime finanssystem der senest kostede danskerne DKK 400 milliarder i samfundsøkonomiske omkostninger, men kan man opgøre de millioner af menneskeliv det koster i klimaforandringer og tilstødende relaterede katastrofer?

To ord.
Organiseret kriminalitet.

Grådighed er en dyd i Danmark og resten af verden og der skys ingen midler i et frit marked.

PS.
Men har vores politikkere overhoved forstået opgaven?
Tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R):

Fra link.
»Omstillingen sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Og hvis vi ikke selv bliver bedre til at udvinde olie og gas, så bliver vi jo nødt til at købe det andre steder, for vi har stadigvæk brug for det. Det er en helt bred erkendelse, og derfor synes jeg heller ikke, at der er noget i vejen for, at man forsker i, hvordan en større andel af olien og gassen kan indvindes. Det synes jeg ikke, at jeg skal sætte begrænsninger for.«

Fra link:
"Danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014."
Link: http://ing.dk/artikel/olieindustrien-betaler-danske-universiteter-finde-...

Fra link:
"Energisikkerhedsstrategien er en del af EU’s plan om en fælles europæisk energiunion.
At udbygge infrastrukturen til egen produktion og import af sorte energiformer, såsom skifergas, atomkraft, kul og biobrændsel, er åbenbart den sikre vej mod, at nå dette mål."
Link: http://puls.politiko.dk/endnu-en-sort-dag-for-klimaet/

Ole Vagn Christensen

Alt hvad du skriver tyder på Philip det har de ikke.
Som i enevældens tid fralægger de sig det reelle ansvar, i dag hedder det ikke lakajer men folk som er udpeget til at håndhæve armslængde principper. Men formålet er det samme gennem centraliseringer at få magten til at gennemføre hvad der er godt for dem selv, se blot på landdistrikterne til trods for at alt skabes her er det så beboerne her der nyder godt af det skabte, eller må de som i enevældens tid udvandre fra deres landsbyer.
Ind i mellem mener jeg som dig Philip at det er nyttigt at huske fortiden og leve i nutiden for at forme fremtiden. Ved at huske fortiden og leve med den i fremtiden så ved man at ingenting er skabt i nutiden alt har en forhistorisk tid, også det som betragtes som selvfølgeligheder i nutiden.
40 år har det taget at nå dertil hvor vi er i dag med grøn omstilling.

Philip B. Johnsen

Ole Vagn Christensen
Jeg har læst, hvor du kommer fra, hvor meget det betyder for dig, at stå vagt om de værdier, de der tog kampen for de mange, ud af fattigdom, har ofret for den velstand, vi alle idag nyder godt af, men mere end noget, forpligter den viden til at erkende, når velstanden og væksten i dag, skabes på andres bekostning, må vores generations tage ansvar og kæmpe for retfærd, solidaritet og en bæredygtig fremtid for dem, der ikke kan forsvare sig, mod den samme grådighed og ulighed, vores forfædre kæmpede imod, for den brede befolkning kunne komme ud af fattigdom.

Ole Vagn Christensen

Tak Philip vi er helt enige. Fjenden kender vi det er det centralistiske system der giver disse muligheder til de som sidder på den magt politikkerne har overladt til dem via armslængde principper.
Kan skabe en velstand på andres præmisser.
Lad os tage en vindmølle i landdistrikterne, her ved vi at en 3 MW mølle der producerer 13 mio. KW vil kræve en investering på 30 mio.kr men møllen vil have en produktion indtægt på 69 mio. kr.
Mange steder i vindkanten kan produktions indtægten være større.
Vi ved at i følge den danske energi plan skal der opstilles mindst 200 møller. Hvilket giver mulighed for med 13 Mio KW produktion at landdistrikterne selv kan skabe en indtægt på 7,8 mia kr.
Så mulighederne er ikke udtømte for at vores generation selv tager ansvar. Men vi kan også finde alle mulige andre undskyldninger for ikke at tage ansvar for at skabe muligheden i vort lokalområde. Dermed overlade mia. til den svenske og den danske stats selskaber og deres medaktionærer Goldman Sachs gennem Havvindmøller opført af Vattenfall og Dong.
Grådigheden og uligheden er derfor skabt af os selv i nutiden hvor vi lader os manipulere ud af at gøre brug af egne muligheder. Er det ikke 200 protestgrupper der er imod vindmøller på land.
Men måske er modstanden et udtryk for som er bevist af Aalborg universitet at i Grindsted området er alle gevinsterne gået til andre end de lokale beboere, hvorimod i Hvide Sande er alle indtægterne gået til lokalområdet, hvilket har betydet at møllerne har haft stor lokalopbakning.
Phillip jeg mener derfor der er god grund til at vi fortsætter kampen som blev grundlagt af vores forfædre som gennem andelsselskaber og en loyal arbejderbevægelse opbyggede vort samfund gennem decentrale løsninger.

Philip B. Johnsen

Den danske vitale infrastruktur, vil sikre borgernes egne bæredygtige tiltag, får udbredelse og det i 'hele landet', hvor det ikke er afkast til aktionærer, der vejer tungest for en lokal løsnings vej til, at blive ført ud i virkelighed, men hvor lokale strukturelle og økonomiske hendsyn vejer tungest, når nye projekter skal implementeres i en lokale energi struktur.