Læsetid: 4 min.

Vatikanet er indhyllet i intriger

Pave Frans’ forsøg på at reformere Vatikanets institutioner bliver mødt af modstand. To journalister, der skriver om de interne magtkampe i kirken, er ved Vatikanets domstol blevet sigtet for at viderebringe statshemmeligheder
Den italienske journalist Gianluigi Nuzzi (t.h.) har skrevet en afslørende bog, ’Vejen til korset’ om Vatikanets  økonomiske og ugennemsigtige forhold med gejstliges berigelse og forsvundne penge. Han og en kollega er nu sigtet ved Vatikanstatens domstol for offentliggørelsen af noget, som i selve i Italien ikke er strafbart.

Gregorio Borgia

7. december 2015

Vatikanstatens retslokale er spartansk indrettet med møbler, døre og karme i nøddetræ. Over dommerens plads – hvor man i normale italienske retssale kan læse det desværre alt for ofte misvisende motto om, at »loven er lige for alle« – hænger et krucifiks.

Et indrammet fotografi af paven er den eneste anden udsmykning i rummet, hvor der for tiden føres en sag om offentliggørelse af Vatikanets statshemmeligheder. Blandt de fem sigtede i sagen er to italienske journalister, Gianluigi Nuzzi og Emiliano Fittipaldi – begreber som ytrings- og pressefrihed indgår nemlig ikke i kirkestatens lovgivning:

»Jeg har besluttet at møde op til denne retssag af respekt for den domstol, der har fundet det nødvendigt at sigte mig,« sagde Fittipaldi ved det første retsmøde, »men jeg må også sige, at jeg er vantro over at være stillet for en dommer i et andet land end mit eget. I Italien er de gerninger, jeg bliver stillet for retten for, ikke strafbare. I beskylder mig ikke for at have offentliggjort falske eller ærekrænkende oplysninger, men for simpelthen at have offentliggjort oplysninger: en rettighed, som er garanteret af den italienske forfatning og af menneskerettighedserklæringen.«

Vatileaks 1 og 2

Nuzzi og Fittipaldi har udgivet hver deres bog om Vatikanstatens økonomiske forhold under Pave Frans. Kort inden udgivelsen af Fittipaldis Avarizia (Gerrighed) og Nuzzis Via Crucis (Vejen til korset) blev tre personer, der er ansat i Vatikanet, anholdt. Den mest betydningsfulde er en spansk gejstlig, Lucio Ángel Vallejo Balda fra organisationen Opus Dei, der beskyldes for at have lækket interne dokumenter til de to journalister. Desuden er hans assistent og et verdslig medlem af Vatikanets besparelsesudvalg, Francesca Immacolata Chaouqui, sigtet.

Et af sagens mysterier er, hvordan den 33-årige Francesca Immacolata Chaouqui er blevet pavens konsulent. Hun stammer fra en lille flække i Syditalien og er datter af en egyptisk tæppehandler, der forlod familien, inden hun kom til verden.

Det er angiveligt lobbyisten Luigi Bisignani, der står bag Chaouquis kometkarriere. Bisignani var medlem af den hemmelige frimurerloge P2, der blev afsløret i 1981, men indtil da havde fungeret som en slags skyggeregering i Italien. Tidligere medlemmer af P2 var også impliceret i en stor skandale i 1980’erne om hvidvaskning af mafiapenge i Vatikanets bank, Istituto per le Opere di Religione (IOR).

Tesen i Nuzzis nye bog er, at Frans’ reformbestræbelser bliver modarbejdet af hævdvundne interesser i og omkring kirken. I Sua Santità (Deres Hellighed) fra 2012 beskrev han, hvordan kirkens jordiske magt blev forvaltet under Frans’ forgænger, Benedikt XVI.

Læs også: Pavens autoritet er svækket

Under den tyske pave, som gik mest op i teologiske spørgsmål, blev Vatikanets politiske magt varetaget af »kræmmere i templet«, skrev Nuzzi. Hans hovedkilde viste sig at være pavens butler, Paolo Gabriele, der blev retsforfulgt og idømt 18 måneders fængsel for tyveri, men kort efter benådet.

Læs også: Og den skyldige er … butleren

Den såkaldte Vatileaks-sag var medvirkende eller måske endda hovedårsagen til, at Benedikt XVI få måneder senere som den første pave siden 1415 abdicerede inden sin død.

Den nye sag, Vatileaks 2, handler om Frans’ forsøg på at gøre op med vennetjenester og korruption i Vatikanet. Nuzzi citerer i Via Crucis lydoptagelser fra interne møder, hvor den argentinske pave vredt beskylder den nu forhenværende statssekretær, italieneren Tarcisio Bertone, for ikke at have forvaltet kirkens midler med tilstrækkelig omhu.

Endvidere indeholder bogen et brev fra et hold betroede revisorer, som skriver til paven, at Vatikanets økonomiske struktur er præget af »en total mangel på gennemsigtighed«.

Det medfører ikke blot, at omkostningsniveauet er meget højt, men også risiko for investeringer i f.eks. produktion af våben eller pornografi, advarer revisorerne:

»Vi har ikke været i stand til at finde klare retningslinjer for investering af finanskapitalen.«

De fattiges kirke belastes

Fittipaldis beskriver i sin bog, hvordan Bertone har fået istandsat sin store lejlighed i Vatikanet med midler, som egentlig skulle gå til et børnehospital. Det er imidlertid blot det mest iøjnefaldende eksempel på, at Frans’ ønske om at gøre verdens største trossamfund til »de fattiges kirke« bliver svært at realisere. Bogen forsøger at kortlægge kirkens omfattende ejendomsportefølje med blandt andet omkring 5.000 attraktive lejligheder i Rom, som udlejes til nærmest ingen penge og dermed skaber taknemmelighed og loyalitet over for kirken i den italienske magtelite.

Fittipaldi gør også opmærksom på, at den australske kardinal George Pell, som har fået ansvaret for Vatikanets budgetter, på blot et halvt år har brugt omkring fire mio. kr. af kirkens penge på rejser, tøj, møbler og nye tapeter. Men det væsentligste er, at oprydningen i banken IOR knap nok er begyndt.

Der er ganske vist blevet lukket 554 suspekte konti, men den italienske nationalbank har ikke fået svar på en henvendelse om mistænkte skattesnydere, som menes stadig at have konto i IOR, og »ingen ved, hvor Vatikanets tidligere bankkunders penge er forsvundet hen«, bemærker Fittipaldi.

Som følge af den første lækagesag har pave Frans hævet den maksimale strafferamme for offentliggørelse af fortrolige oplysninger fra fire til otte år.

Det ubesvarede spørgsmål er, hvorfor paven finder det nødvendigt at retsforfølge de to journalister, hvilket selvfølgelig blot henleder offentlighedens opmærksomhed på deres arbejde. I dag afholdes det tredje retsmøde i sagen, som forventes afsluttet inden jul, og i morgen begynder det ekstraordinære katolske jubelår:

»Hvis vi havde været sigtet for det samme i Nordkorea, ville vores politikere have kritiseret landets regering, men med Vatikanet, som ligger meget tættere på, og som vi har et historisk forhold til, er der total tavshed,« udtaler Nuzzi og tilføjer: »Surrealistisk situation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu