AK-47 – terroristernes foretrukne våben

Selvmordsbælter, bilbomber og andre hjemmelavede eksplosive anordninger var i de første år efter 11. september 2001 det fortrukne våbenvalg for jihadister: De var lette at skjule, brutale i deres virkning og vanskelige at beskytte sig imod.

Men i 2015 ændrede billedet sig. Fra angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo over terroraktionerne i Tunesien, Kenya, og Paris er det i stedet AK-47-rifler, der er kommet i forgrunden.

I terrorangrebene i Europa har automatrifler af Kalasjnikov-typen været hyppigst anvendt. I Paris den 13. november slog selvmordsbombere ganske vist også til, men deres medjihadister med skydevåben dræbte langt flere. I Tunesien og Kenya var det også automatvåben, der spredte død.

At disse våben har været lette at få fat på, har været velkendt i årevis. Men først massakren i Paris ser ud til at have fået de europæiske myndigheder til at tage truslen alvorligt. Lige siden har politimyndigheder over hele kontinentet søgt at få klarhed over nogle grundlæggende spørgsmål. Hvor kommer disse dødbringende våben fra? Hvilke mellemhandlere formidler deres udbredelse?

Læs også: Dødbringende forretning

En del af svaret finder vi i en lille bjerghytte i det centrale Montenegro. I et sparsomt møbleret værelse tager Zeljko Vucelic et hvæs af sin cigaret.

Det er en ussel bolig. Der vokser skimmelsvamp på væggen. Fugt siver op af gulvet. Eneste ejendele er et gammelt tv, et komfur og et køleskab.

Familien her har i generationer kæmpet for at finde vej ud af fattigdommen. Nu må Vucelic sande, at hans bror, Vlatko, har forsøgt sig med at tjene penge ved at bistå våbensmuglere.

»Jeg har ikke sovet i flere nætter. Jeg tænker hele tiden på, hvor han kan have fået de kontakter‚« siger Zeljko Vucelic.

Milliardomsætning

Den 5. november sidste år blev Vlatko Vucelic stoppet på en tysk motorvej med et helt arsenal i bagagerummet: en revolver, to håndvåben, to granater, 200 gram TNT. Og otte Kalasjnikov-rifler.

Politiet har ikke knyttet Vlatko til noget terrorkomplot. Men de tror, han var et lille tandhjul i den ulovlige handel med skydevåben, som menes at omsætte for over 2 milliarder kroner om året på verdensplan.

Læs også: Skaberen af AK-47-riflen er død

Hans rejse, som er kortlagt via satellitdata, afslører, hvad eksperterne mener er en hyppigt benyttet rute for våbensmuglere: fra Montenegro gennem Kroatien, Slovenien og Østrig til et grænseovergangssted i det sydlige Tyskland ved Rosenheim. Endemålet var en parkeringsplads i Paris.

Michael Probst

Når politiet bruger ordet Kalasjnikov om de automatrifler, de beslaglægger, henviser de til et legendarisk mærke med mange reinkarnationer.

Designet af den russiske officer Mikhail Kalasjnikov blev den første model, også kaldet AK-47, indført i aktiv tjeneste i den sovjetiske hær i 1948.

I dag findes der over 200 typer af den oprindelige AK-47. Ifølge Michael Hodges, forfatter til bogen AK47: The Story of the People’s Gun, kan der være så mange som 200 millioner Kalasjnikov’er i verden, en for hver 35 personer.

De fremstilles i over 30 lande, med Kina som største producent.

Læs også: Taleban veksler heroin til russiske våben

Men lovlige våben kan hurtigt blive ulovlige smuglervarer. Kina eksporterer primært til afrikanske stater, og her kan de let ende på det illegale marked. Fordi underbetalte soldater sælger dem, eller fordi disse stater leverer våben til oprørsstyrker i andre lande.

Libyen, der er sunket ned i borgerkrig og lovløshed, er et vigtigt omdrejningspunkt i våbensmuglingen.

En rapport fra et FN-panel fandt, at våben er passeret ulovligt videre fra Libyen til 14 andre lande. Selv om man officielt endnu ikke har fundet skydevåben af libysk oprindelse i Europa, mener de fleste eksperter, at det kun er et spørgsmål om tid.

Med en årlig produktion af en million nye AK-47-rifler er der imidlertid snesevis af millioner Kalasjnikov’er i omløb på Balkan, i det tidligere Sovjetunionen og i Nordafrika, der stadig fungerer effektivt, selv om de kan være produceret for årtier siden.

I Albanien alene forsvandt omkring 750.000 Kalasjnikov’er i forbindelse med uroligheder i 1997 for at blive en del af det sorte marked for ulovlige skydevåben.

Disse ældre våben, der ofte bliver restaureret eller opgraderet af mellemmænd, bruges med forkærlighed af kriminelle og terrorister, der udnytter deres ekstraordinære slidstyrke.

»Det er et meget simpelt våben og derfor også populært,« siger Mark Mastaglio, en britisk ekspert i ballistik. »De er meget nemme at bruge, og derfor ser vi også, at 12-årige kan bære dem. De er robuste og fungerer i alle slags miljøer – i varme sandørkener eller i Sibirien.«

Efter Balkan-krigene

I Serbien skønnes der at være op til 900.000 ulovlige skydevåben, for det meste militære rifler af AK-typen. I Bosnien er der anslået 750.000 ulovlige våben. Mange tog simpelthen deres våben med sig hjem efter 1990’ernes blodige Balkan-krige.

»I de første par år gemte man dem af vejen. Men så begyndte folk at sælge dem på det sorte marked for priser ned til 1.000 kr.,« siger våbeneksperten Aleksandar Radi.

Milojko Brzkovic, direktør for våbenfabrikken Zastava i Serbien, siger, at serienumrene på otte af de rifler, som fransk politi beslaglagde efter terroraktionerne den 13. november, er produceret af hans selskab. M70-riflerne – den jugoslaviske version af AK-47 – fra terroraktionerne i Frankrig var en del af et parti sendt til militære depoter i Slovenien, Bosnien og Makedonien, som hans firma leverede.

Nikolai Jakobsen

At spore våbnenes oprindelse kaster ikke i sig selv lys over, hvordan de havner i hænderne på islamistiske ekstremister.

»Det er svært at spore et våbens livscyklus,« siger Ivan Zverzhanovski, en serbisk ekspert, der arbejder i regionen for et FN-projekt, hvis mål er at stoppe den ukontrollerede spredning og ulovlige handel med Kalasjnikov’er og andre håndvåben.

»Vi kender måske de våben, som var i den jugoslaviske hærs lagre i slutningen af 1980’erne, men vi ved ikke, hvor de har været siden dengang. Det er svært at skaffe sig oplysninger om, hvordan de kommer til Vesteuropa.«

Vlatko Vucelic deltog i, hvad eksperterne betegner som ’myrehandel’ – våbensmugling i lille skala. Indtil han blev pågrebet, havde hans tilværelse været lidet bemærkelsesværdig.

Ugift uden børn med ren straffeattest ernærede han sig ifølge sin bror ved løsarbejde, bl.a. på en vingård – hans månedsindtægt kom sjældent over 3.000 kr.

Halvanden måned før sin pågribelse ansøgte Vlatko Vucelic, en mand, der aldrig havde været i udlandet og sjældent havde kørt bil længere væk end få kilometer fra sit hjem, om sit første pas.

»En fyr, der forlader sit land for første gang for at tage et halvt militærarsenal med sig, hvordan er det muligt,« spørger Zeljko.

Men intet tyder på, at våbensmuglere har problemer med at dække efterspørgslen efter militære skydevåben i Europa.

Zverzhanovski forklarer:

»I min arbejdsgruppe går vi ud fra den antagelse, at skydevåben kommer via de samme ruter som narkotika. Vi ser ikke tilfælde af storstilet smugleri. Det er aldrig vognlæs, men to eller tre eller fem automatiske pistoler eller adskilte rifler, vi finder i biler eller busser.«

Priserne falder

Men selv om våbensmuglingen ikke er så omfattende eller så indbringende som narkotikahandel, er der stadig store fortjenester. De Kalasjnikov’er, der købes på Balkan til priser på 3.000-5.000 kr., kan i Europa sælges for op til 35.000 kr. stykket. Der er dog ifølge Nils Duquet fra Flemish Peace Institute tegn på, at priserne falder, og at en automatriffel kan anskaffes for priser ned til 7.000 kr.

Våbensmugling er svært at opdage, især hen over Schengen-grænser, hvortil kommer, at strafferammen i de fleste lande er mildere end for narkosmugling.

Selv om folk som Vlatko Vucelic spiller en vis rolle for våbensmuglingen, er ’muldyr’ ikke påkrævet. I Danmark er den vigtigste metode til at indsmugle ulovlige skydevåben via lastvogne, primært fra Balkan, og i Sverige sidste år opsnappede politiet et parti automatiske våben, der blev transporteret i en bagageboks på en bus fra en by i Bosnien til Malmø.

Jens Meyer

Efter angrebene på Charlie Hebdo ændrede Slovakiets regering diskret landets våbenlove, så det blev ulovligt at sælge dem online, ligesom samlere, der køber en deaktiveret Kalasjnikov, skal registrere deres våben. Skridtet kommer som reaktion på, at flere af de Kalasjnikov-rifler, som Kouachi-brødrene brugte under deres angreb på Charlie Hebdo i Paris, og deres ven Amedy Coulibaly brugte, da han to dage senere dræbte fem mennesker i et kosher-supermarked, ser ud til at være købt lovligt i Slovakiet som deaktiverede samlerobjekter.

Den ulovlige reaktivering af skydevåben, fra pistoler til Kalasjnikov’er, finder sted over hele Europa. En EU-rapport fra 2013 præciserer truslen:

»EU’s politimyndigheder er bekymrede for, at skydevåben, som er blevet deaktiveret, reaktiveres ulovligt og sælges til kriminelle formål.«

Selv om deaktivering af en Kalasjnikov gør det lovligt at sælge den til samlere, er der i Europa vidt forskellige metoder til at gøre våben ikke-operationelle. I visse lande, deriblandt Slovakiet, skal der ikke mere end et par timers arbejde til at fjerne blokeringer og genindsætte slagstifter.

Undersøgelser i Frankrig har rettet fokus mod handel med deaktiverede våben som en afgørende kilde til bevæbning af kriminelle og terrorister. I 2013 arresterede fransk politi 45 mennesker på en mistanke om udsmugling af skydevåben fra Slovakiet og Bulgarien fra »samlere til kriminelle netværk«.

Og sidste år i Lille blev der indledt retslig efterforskning af denne trafik. En ingeniør i Bruxelles, en forhandler af våbensamlerobjekter i Belgien og en forretningsmand fra Lille, Claude Hermant, hvis selskab handler med deaktiverede skydevåben, er alle inddraget i undersøgelsen.

Hermant har været varetægtsfængslet i et år og er nu formelt tiltalt for handel med deaktiverede våben. Hans advokater siger dog, at han ikke er afhørt i forbindelse med undersøgelsen af angrebene i Paris.

Lempelige våbenlove

Bruxelles er et andet vigtigt springbræt for våbensmuglere. Med sine historisk lempelige våbenlove og en omfattende lovlig våbenhandel, der har skabt et udbud af talentfulde skydevåbeningeniører, er den uofficielle europæiske hovedstad kommet i centrum for undersøgelser af våbensmugling.

Mehdi Nemmouche, der stod bag drabet på fire mennesker på det jødiske museum i Bruxelles, Ayoub el-Khazzani, der står tiltalt for forsøg på massenedskydning i et fransk tog i august, og Coulibaly menes at have fået våben fra mellemhandlere i Bruxelles. Belgiske efterforskere mistænker også, at lokale forhandlere kan have skaffet nogle af de våben til de mænd, hvis angreb på cafeer, barer, en fodboldkamp og en koncertsal i Paris efterlod 130 døde den 13. november sidste år.

Der foretages jævnligt anholdelser af belgiere, der ulovligt har fremstillet egne skydevåben fra grunden eller har genaktiveret våben. En af grundene til, at Khazzanis automatriffel ikke virkede i toget, var tilsyneladende, at den var fremstillet af komponenter fra forskellige våben, der ikke var sat korrekt sammen.

De skumle gader omkring Gare du Midi i Bruxelles siges at være stedet, hvor meget af den ulovlige våbenhandel finder sted.

»Men handel med skydevåben kan ske overalt: i en lejlighed, i en skov eller på en parkeringsplads,« siger Nils Duquet. »Det er et europæisk problem. Hvor der er alvorlig kriminalitet, vil der også være et sort marked for skydevåben.«

Frankrig strammer op

I de seneste fire år er ulovlig handel med skydevåben vokset for at imødekomme efterspørgsel fra kriminelle, der i stigende grad benytter AK-47’ere i lande som Frankrig, Sverige, Danmark og Holland.

En højtstående kroatisk embedsmand hævder, at skydevåben har overhalet narkotika som foretrukken smuglervare. I 2010 meldte de franske myndigheder, at politiets konfiskation af skydevåben var steget med 79 procent i forhold til året før med 2.710 beslaglagte våben. Samtidig begyndte det franske politi at lægge mærke til, at kriminelle i stigende grad brugte Kalasjnikov’er. Dette førte til, at Frankrig indførte strammere våbenlove med en strafferamme på op til syv års fængsel.

Men adgangen til og brugen af Kalasjnikov-rifler fortsætter, især i kriminalitetsplagede byer som Marseilles. I marts blev to mennesker dræbt og 10 såret, da en kriminel bande åbnede ild med Kalasjnikov’er i en pub i Göteborg i Sverige. En hollandsk politikilde oplyser, at der siden 2012 har været 20 mord eller mordforsøg i opgør mellem kriminelle bander. I næsten halvdelen af disse tilfælde blev der brugt Kalasjnikov’er.

I Montenegro er Vlatko Vucelics familie langt mindre mobil end de våben, han blev anholdt med. De har ikke råd til at rejse til Traunstein, hvor han sidder varetægtsfængslet. At de våben, han smuglede, ikke nåede at blive brugt, er dem ikke til megen trøst.

»Hvor meget kan de have betalt ham for det her,« spørger hans bror. »Hvis det var en million, vil jeg kunne forstå det. Men det var det nok ikke.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen