Læsetid: 3 min.

Det andet køn og de andre mænd

Med Køln-overgrebene er det omsider gået op for mange, hvad kvinder lægger krop til. Heldigvis kan gerningsmændene udpeges som værende noget andet end blot mænd. Det er de brune mænd
15. januar 2016

Da den franske eksistentialist Simone de Beauvoir begyndte på sit berømte essay Det andet køn i 1949, troede hun egentlig ikke selv, at der fandtes kønsdiskrimination. Hun havde selv klaret sig fremragende og må have følt sig som det ultimativt frie individ. Det var først, da hun begyndte at undersøge virkeligheden, at det gik op for hende, at langt de fleste andre kvinder lå under for stor diskrimination. Trods sin egen frie position måtte hun anerkende sit tilhørsforhold til et køn. Dette køn var ’det andet køn’.

Hun afsluttede sit essay med en opsang til både kvinder og mænd. Kvinder skulle holde op med at inkorporere og internalisere det passive. Mænd skulle holde op med at nyde godt af denne passivitet og indse deres magtposition.

Her 77 år senere er Simone de Beauvoir måske stadig vores bedste indgang til at forstå, hvad der skete på den plads i Køln den nytårsaften.

Faktuelt ved vi fortsat meget lidt. Vi ved, at der skete noget aldeles forfærdeligt på den plads. Især kvinder blev omringet og angrebet. Gramset på, berøvet og i visse tilfælde voldtaget. Men var der tusind mænd, som angreb kvinder, eller var der bare tusind mennesker på den plads? Hvor mange kvinder blev angrebet – 30 eller 500? Hvilken farve havde de i øvrigt, mændene, og var de muslimer?

For en erfaren feminist er der så meget, som slet ikke er overraskende i hele historien.

For det første hvordan antallet af overgreb kunne ændre sig så meget fra de første rapporter til det, vi nu ved bare lidt mere om. Politiet har så svært ved at ’høre’, når kvinder melder seksuelle overfald. At kvinder bliver gramset på er normalt, manden udnytter kvindens passivitet. Det fungerer helt ned på hverdagsplan. Som den selvpostulerede sexolog Jacob Olrik udtalte i den forløbne uge »ville det jo være trist for en kvinde at gå gennem livet, uden at nogen havde gramset på hende«.

Gudskelov brune mænd

Kvinder anmelder slet ikke små overfald. Mange gange anmelder de heller ikke fuldbyrdede voldtægter. Det gør de ikke, fordi det ikke tages alvorligt. Det er for nylig blevet afsløret, hvordan et meget stort antal anmeldte overgreb i Danmark ikke engang fremgår af statistikken, fordi de blev arkiveret uden for nummer. Så holder kvinder op at anmelde, de internaliserer.

På den plads i Køln startede det efter overgrebene måske med få anmeldelser, hvad der burde have været signifikant for politiet. Men de hørte det ikke.

Men på et tidspunkt, på selve pladsen, går det så op for politiet, at det mest var brune mænd, som stod bag. Selv for politiet begyndte det nu at ligne overgreb, der kunne høres. Da det så de kommende dage blev taget alvorligt af medierne, kom langt flere kvinder frem med deres anmeldelser.

Et af de første gode råd, der blev givet til kvinder fra Kølns kvindelige borgmester, var klassikeren, at kvinder skal holde en armslængde til mænd. Det næste var, at vi, os frie mennesker, må sige fra, over for nogen, som slet ikke er som os selv.

Det gode er nemlig, at nu ved vi, hvad problemet er. Nu kan det omsider høres, at der er foregået overgreb. Det kan det, fordi det er nogle helt andre slags mænd, der står bag. Slet ikke frie, vestlige mænd. Men mænd af en helt anden kultur, og så må der gribes ind.

Patriarkatet består

Man kunne måske råbe hurra. Pludselig blev alle feminister.

»Den patriarkalske magtudøvelse, der finder sted overalt i verden, undtagen i Nordeuropa og USA, har i den arabiske version fået en særligt usympatisk drejning,« forklarede Jens Christian Grøndahl således i Berlingske.

Patriarkatet, det er andre mænd. Et andet sted.

Så har vi det på plads. ’Det andet køn’. Og ’den anden mand’.

Det er da også meget lettere at tænke, at ’vi’ ikke ligger under for den patriarkalske struktur.

Voldtægtshistorier, der forties eller ikke høres, og almindelige daglige overgreb fortæller blot et andet sprog. Om at patriarkatet er der overalt. Og at der vitterlig er en frihedskamp at føre.

Man kunne håbe, at visse mænd, som nu har vist sig som ligestillingskæmpere, kom ind i kampen. At man med det, der skete i Køln, inklusiv hele forløbet, begyndte at undersøge kendsgerninger. Også i Nordeuropa og USA. At også mænd, trods deres egen frie position, undersøger mekanismer, som angår os alle.

Man kunne jo bare begynde at lytte. I stedet vælges der at give ’den anden’ skylden, både intellektuelt og nu også i form af selvtægtgrupper.

Det er nogenlunde så patriarkalsk, det kan være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • Niels Duus Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Vilvig
Ingrid Uma, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Simone de Beauvoir var helt klar over kvindens plads og i sit forhold til Sartre og havde hun behov for frihed/ ensomhed til eftertanke. Et almindeligt kvindeliv kunne hun ikke, så måske kan man se hende som en tidlig og seriøs forkæmper for ligeværd.
Men at koble dette til denne nutidige hændelse i Køln? Selvom det handler om ligeværd mellem kvinder og mænd?
(må indrømme at jeg ikke kan læse det hele)

Der fik jeg squ lige en dårlig smag i munden ved at læse kronikken.

Jeg er gammel feminist, har altid været venstreorienteret med en humanistisk indstilling til mine medmennesker, og jeg har meget meget stor sympati for de mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, ligesom jeg mener Danmark som land naturlig bør tage sin del af det internationale ansvar for at hjælpe, de der er forfulgt og de, der er i nød, naturligvis i forhold til vores lands størrelse og kapacitet - vi er trods alt kun et lille land. Jeg mener derfor også, at det vil være naturligt gennem EU at lave en fornuftig og rimelig fordeling af flygtninge, så alle lande kan bidrage.

Jeg har set udviklingen af danske mænds holdninger overfor kvinder gennem rigtig mange år, og det har gjort mig meget glad at se særligt de mange unge mænd, som tager deres del af både yngelpleje og huslige pligter, og som er fantastiske fædre og gode ægtefæller, der respekterer deres koners rettigheder. Jeg er sikker på at gamle Simone de Beauvoir også ville smile begejstret og mene at vi er nået langt, hvis hun kom på visit fra oven.

Danske mænd er meget forskellige indbyrdes, men generelt har de fleste gennem opdragelsen fået en naturlig respekt for kvinder som værende ligeværdige, og selv om der er individer iblandt, der med alkohol i blodet i løbet af en julefrokost kan opføre sig som snotskovle, så er det ikke en måde danske mænd normalt opfører sig. De mænd, der opfører sig grimt overfor kvinder, ja, de mister faktisk både ære og status. Det ses som "taber adfærd" blandt danske mænd at opføre sig grimt over for kvinder. Som et udtryk for manglende selvdisciplin, manglende ære, og ikke mindst som et udtryk for lav status.

Jeg har aldrig hørt at kvinder i Danmark blev overfaldet ved organiserede klapjagter af danske mandegrupper, der forulempede dem seksuelt eller voldtog dem. Dette er IKKE noget, danske mænd gør. Derfor har vi også en tradition for at kvinder trygt færdes på gader og stræder, selv efter mørkets frembrud, for danske kvinder har generelt stor tillid til de danske mænds opførsel.

De allerfleste flygtninge, der kommer til Danmark er mennesker, der er utroligt sårbare og meget taknemmelige for vores hjælp. Dem skal vi hjælpe og sikre, at de får tryghed, husly, mad og en værdig behandling.

Men de flygtninge, der udøver kriminelle og kønsfascistiske handlinger, som f.eks. de organiserede klapjagter på kvinder i Köln, ja, overfor dem bør der være "nul tolerance". Deres kriminelle handlinger, som desværre jf. flere eksperter på området, faktisk desværre er almindelige i deres hjemlande, ja, disse handlinger er ikke acceptable hos os, og ved at udøve disse handlinger, så skader de ikke kun ofrene, men også i høj grad deres ikke-kriminelle medflygtninge, som meget let kan komme til at blive associeret med de samme grimme adfærdsmønstre.

Hvis vi ikke håndterer de kriminelle kønsfascistiske flygtninge med hård hånd med det samme, så ødelægger vi livet for de helt uskyldige flygtninge, som aldrig ville kunne drømme om at skade deres værtslandes indbyggere.

Der er allerede sket stor skade på tilliden mellem vestlige befolkninger og flygtningene, og vi må derfor sikre, at der ikke opbygges mere fjendskab gennem manglende håndtering af disse helt reelle problemer.

Tina Sommer, Poul Brunhøj, Søren Fosberg, Janus Agerbo, lars abildgaard, Jørn Andersen, olivier goulin, Jørgen M. Mollerup og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Tine Byrckel. Må jeg som patriarkalsk gammel gris anføre et par forhold, selv om jeg som sagt er mand.
Det med brune mænd har du vist misforstået. Det med hudfarve er for mig lidt lige som hårfarve, og i min datters omgangskreds var der i hendes gå i byen alder en del fyre med forskellig hudfarve end min uden det gav anledning til overvejelse før i den skrivende stund.
Jeg omgås også folk, der bekender sig til Islam, men er af vestlig kultur og har vestlige ideer omkring religionen.
Derfor når jeg frem til at problemet med det frygtelige kvindesyn hos en del emigranter, både hos mænd og kvinder, æresdrab er ikke kun mænds ønske, men også kvindelige slægtninge, er et kulturproblem.
Og det skal bekæmpes på alle fronter.

Torben Lindegaard

En sidetråd

Jeg så på TV en ung kvinde fra Vejle, der havde politianmeldt en lokal hjemmeside -
”Top Bitches” - hvor 1000 kvinder var rangeret efter et pointsystem.
Ikke en eneste listedeltager havde selv stillet foto til rådighed for vurderingen.

Nr. 1 erhvervede den smukke titel ”Top Bitch”

Kvinden – hvis far er overlæge på Vejle Sygehus – blev afvist af betjenten, der ikke kunne se, hvad han skulle kunne gøre ved det.
Og hvad var i øvrigt hendes problem – hun lå jo højt placeret på listen.

Småting som Persondataloven kunne han ikke gå op i.

Hvis panserne er så bøvede alle sammen, så forstår jeg godt, at mange kvinder ikke orker at anmelde overgreb.
Det føjer blot spot til skade.

Og hvad hvis din far ikke lige er overlæge på det lokale sygehus?

Tina Sommer, June Pedersen, Søren Fosberg, Karsten Aaen, Hanne Ribens, Janus Agerbo, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@ Lilli Wendt

Jeg var til en nytårskomsammen for et par år siden, hvor der var en ung kvinde, der fortalte, at hun og hendes veninder var begyndt at gå på bøssebar for, at undgå for meget chikane i nattelivet. Så der er en eller anden underlig jagt på kvinder, også i vores samfund. Som nogen har sagt, så er det et tværkulturelt fænomen, selvom det sikkert sjældent udarter sig så grelt som i Køln, og her i vores samfund vil man legitimere den opførsel med, at det er drifterne og biologi der er årsagen og at det derfor er svært, at gøre noget ved det. Der er for øvrigt et interessant interview med Søren Pind fra 2008, hvor han forudser, at nu hvor mænd, i hans optik, er ved at blive overflødiggjort, så vil mænd i fremtiden slutte sig sammen i kollektiver og derfra jage kvinder.

http://www.information.dk/161495

Til diskussionen om unge arabiske mænds seksuelle holdninger og aggressioner – med eller uden religiøs baggrund – kan det måske være nyttigt med lidt sydeuropæisk perspektiv, også historisk. Her kommer nogle eksempler, som jeg kan stå inde for:

Første eksempel: for godt 25 år siden fortalte en dansk veninde i Rom at hun var nødt til at tage metro og bus sent en torsdag aften for at følge sin tyveårige datter hjem fra korprøve i det folkelige Testaccio-kvarter. Det ligger uden for centrum, og der kan godt være øde om aftenen. Hvis pigen gik alene, ville de unge romere kunne opfatte hende som lovligt bytte, som de havde fuld ret til at kontakte og eventuelt chikanere eller værre; hvis de derimod så hende i selskab med sin mor, ville indstillingen være en anden – fortalte moderen, der havde mange års professionelt kendskab til italienske forhold. (Det skal siges at jeg ikke i dag har hørt om lignende i Toscana, hvor jeg bor.)
Andet eksempel: for godt 50 år siden, i december 1965, blev en 18-årig pige fra Sicilien, Franca Viola, bortført i en uges tid af en gruppe unge anført af nevøen af den lokale mafiaboss, der ikke ville finde sig i at være blevet afvist. Familiens bolig blev hærget, hun selv behandlet hånligt og flere gange voldtaget. På det tidspunkt foreskrev den italienske straffelov imidlertid at forbrydelsen Voldtægt blev ophævet dersom gerningsmanden giftede sig med sit offer og dermed genoprettede hendes og familiens ære. Men som den første nogensinde nægtede Franca at tage imod tilbuddet, og blev støttet af sin far – trods trusler, chikane og isolation i lokalsamfundet. Sagen fik imidlertid national bevågenhed, og fyren fik ti års fængsel, som han afsonede nordpå. Han blev efter løsladelsen dræbt i et lokalt opgør før han kunne vende tilbage til Sicilien. Og Franca Viola anses i dag for en foregangsperson, ligesom Rosa Parks i USA. Begge nævnes i skolebøgerne. Den pågældende bestemmelse i straffeloven blev omsider ændret i 1981 – seksten år efter. Og først i 1996 – for kun tyve år siden – blev der møbleret om i straffeloven, så voldtægt blev klassificeret som en forbrydelse, ikke mod den Offentlige Moral (!) men mod en person: https://en.wikipedia.org/wiki/Franca_Viola .

Ikke at alt dermed er i orden, strafferetsligt set, i dagens Italien. For blot ti år siden (februar 2006) behandlede den såkaldte kassationsdomstol, der gerne fungerer som tredje instans, en sag om en stedfar (igen på Sicilien) der gentagne gange havde forgrebet sig på en mindreårig pige, og tilladt andre mænd at gøre det samme. Der var ikke tvivl om skyldsspørgsmålet, som endda forelå tilstået – men manden fik nedslag i straffen med den begrundelse at pigen ikke bevisligt havde været jomfru, og at skaden hun havde lidt dermed var mindre. Til alment oprør, naturligvis, men dommen blev stående:
http://ricerca.repubblica.it/repubblica/archivio/repubblica/2006/02/18/n...

Selvfølgelig har det alt sammen noget at gøre med kultur, især med traditionelle patriarkalske normer m.m., der er en historisk arv i Middelhavsregionen, uden for de større byer. Både i Øst, Vest, Nord og Syd. Men også en arv der gudskelov er mere og mere fortid, i det mindste i Italien som jeg kender til.

Og hvad med religion? Ja, når bøllerne på Sicilien handlede som de gjorde, var det i hvert fald ikke fordi de var (og er) katolikker! Men naturligvis spiller det også med i legitimering af undertrykkelsen: provsten i den lille by prædikede dengang i kirken at Franca Viola burde forblive ugift resten af livet. Heldigvis gik det ikke sådan. Og en sådan prædiken ville være utænkelig i dag, også på Sicilien.

Alt sammen virker det ret kulturfremmed på en dansker af i dag, og enhver får drage sine egne konklusioner. Men problemerne i Köln og andre steder har nok mere at gøre med forældede patriarkalske strukturer og testosteronforvirrede unge mænds rodløshed, end med den ene eller den anden traditionelle religion.

Hvad der så er at gøre ved det, må vi vel prøve at finde ud af. Nok bedst uden at pege fingre af nogens tro eller eventuelle mangel på samme.

Bodil Waldstrøm, Rosa Johan, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

@Søren Rehhoff,
Interessant observation.

Men jeg har nu personligt så svært ved at tro på den florerende myte blandt mænd, om at kvinder ønsker at overflødiggøre dem. Tværtimod, så ønsker kvinder at dele livet med mænd, men mange mænd er faktisk bange for at binde sig. Rigtig mange kvinder oplever, at det biologiske ur tikker på sidste vers, hvis de skal nå at få børn, og mændene har ikke rigtig lyst - de vil gerne være singler lidt endnu.

Der er brug for mænd, både nu og fremover. Meget meget få kvinder ønsker at leve et liv som single. Vi kvinder er faktisk utroligt glade for jer. Vi har brug for jeres modspil i dagligdagen, vi har brug for jeres trøstende skuldre, vi har brug for jer i sengen og ved bordet og ved puslebordet. Vi har brug for jer som livsledsagere, i medgang og modgang. Vi har brug for jeres tilgang til verden, jeres suveræne parallelparkeringer, jeres skøre ideer og klaphatte, jeres mod og jeres drivkraft. Vi har brug for jeres støtte, når arbejdslivet halter. Vi har brug for jeres gode råd og jeres commitment.

Måske er det vi allermest har brug for, de små klem og de kærlige kys, når vi er lidt nede i kælderen, også selvom vi har fået morgenhår og strækmærker.

Det var bare lige det jeg ville sige, hej....

Søren Rehhoff

@ Lilli Wendt

"Men jeg har nu personligt så svært ved at tro på den florerende myte blandt mænd, om at kvinder ønsker at overflødiggøre dem."

Ja, men det må du så tage op med Søren Pind. Jeg refererede sådan set bare til en artikel med Søren Pind . det har ikke noget at gøre med mig.

Peter Nielsen

Smid dem ud med en enkeltbillet. Hvis de har noget af værdi, så konfisker dette som betaling for ophold og udsendelse. Der er ingen mellemvej, der er ingen undskyldning, og deres baggrund rager mig ikke en disse. Hvorfor er det så svært at indrømme at det er et problem, er det fordi man er bange for at blive kaldt racist?
Håber hver og én bliver fundet og sendt hjem. Så er det deres eget problem hvis de er i fare, det var kvinderne altså også.