Nyhed
Læsetid: 2 min.

Asien: Kina presser på for fred

Kina har fået en hovedrolle i fredsforhandlingerne mellem Taleban og den afghanske regering. Det er et udtryk for stigende kinesisk indflydelse i regionen, men handler lige så meget om Kinas egne interesser
Udland
30. januar 2016

Langsomt, men sikkert har Kina siden 2012 øget sit diplomatiske engagement i Afghanistan – et engagement, der udspringer af både økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn.

Kina udtrykte tirsdag tiltro til den spirende fredsproces i Afghanistan, da Kinas vicepræsident Li Yuanchao og udenrigsminister Wang Yi mødtes med Afghanistans udenrigsminister Salahuddin Rabbani.

Efter mødet skrev Kinas udenrigsministerium i en pressemeddelse:

»Wang Yi understregede, at Kina som Afghanistans fredsmægler, støtter ’en Afghanistan-ledet og Afghanistan-ejet forsoningsproces’. Kina værdsætter, at Afghanistans regering genoptager forhandlingerne med Taleban.«

Udtalelsen er et udtryk for Kinas stigende indflydelse i regionen og landets indsats for at nå til en fredelig løsning mellem Taleban og den afghanske regering.

En genoptagelse af forhandlingerne med Taleban er »i overensstemmelse med Afghanistans og det afghanske folks overordnede interesser og er den rette tilgang til at opnå langsigtet stabilitet i Afghanistan«, står der i den officielle kinesiske meddelelse.

Kina sidder da også med ved forhandlingsbordet sammen med Pakistan og USA, når repræsentanter fra den afghanske regering og Taleban mødes i Islamabad på fredag for at genoptage fredsforhandlingerne.

Målet er, at de fire lande kan nå frem til en plan for genoptagelse af fredsforhandlingerne mellem den afghanske regering og Taleban og dermed nå tættere på afslutningen af 15 års borgerkrig.

Fredsforhandlingerne brød sammen i juli sidste år, da det blev klart, at Talebans øverste leder Mullah Mohammad Omar havde været død i flere år.

Kinas interesser

Kampene mellem Taleban og den afghanske regering er taget til i styrke i løbet af det seneste år, hvor Taleban har besat større landområder og vigtige byer. Kampene har bragt det afghanske dødstal blandt civile og soldater op på det højeste i flere år, skriver The New York Times.

For Kina er der også andre interesser på spil. Kinas nordvestlige provins, Xinjiang, grænser op til både Afghanistan og Pakistan. Her har Kina i de seneste år oplevet flere voldelige sammenstød mellem det kinesiske muslimske mindretal, uighurerne, og han-kinesere.

Frygten for radikalisering af kinesiske muslimer blev i februar sidste år slået fast, da Afghanistan ifølge Reuters udleverede 15 uighurer til Kina. De havde ifølge afghanske embedsmænd modtaget militærtræning i Pakistan.

Et fredeligt Afghanistan spiller også en betydelig rolle for Kinas planer om at styrke det økonomiske samarbejde i Mellemøsten.

I 2013 fremlagde Kinas præsident Xi Jinping planer for en økonomisk strategi i regionen: One Belt, One Road, der fokuserer på at øge det økonomiske samarbejde især gennem forbedringer af infrastrukturen og nye silkeveje.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her