Læsetid: 3 min.

De fattigste får stadig mindre udviklingsbistand

Globalt stiger udviklingsbistanden, men der bliver færre penge til de fattige. Flere midler bruges på at håndtere flygtninge i donorlandene
11. januar 2016

Det er ikke kun i Danmark, at en stadig større del af udviklingsbistanden går til at håndtere de flygtninge, der ankommer til landet. Det samme gør sig gældende for stort set alle andre OECD-lande, der tilsvarende bruger en stadig større del af udviklingsbudgetterne på at modtage flygtninge.

Det viser den seneste opgørelse over udviklingsbistanden fra de rige til verdens fattige lande i 2014, der årligt udarbejdes og publiceres af OECD’s kontor for udviklingsbistand, Development Assistance Committee (DAC). Af opgørelsen fremgår det, at den internationale udviklingsbistand fra OECD-landene rent faktisk steg fra 2013 – der var historisk rekordår – til 2014.

»I 2014 udgjorde den samlede udviklingsbistand fra DAC-medlemslande 137,2 mia. dollar, hvilket er en stigning på 1,2 procent fra 2013 (...) Målt som andel af bruttonationalindkomsten var udviklingsbistanden 0,3 procent (samlet for OECD-landene, red.).«

Den gode nyhed blegner dog, når tallene gås efter i sømmene. Således viser det sig, at selv om den globale udviklingsbistand er steget, går stadig færre midler til udvikling for de fattigste. En stadig større andel af bistanden bruges nemlig til at dække de hastigt stigende omkostninger til modtagelse af flygtninge i de rige lande, og derfor bliver der færre midler til den langsigtede udviklingsbistand i de lande, der har mest brug for hjælp.

»Det er en bekymrende tendens, der har udviklet sig over de seneste år,« siger Yasmin Ahmad, der er ansvarlig for dataindsamling hos OECD-DAC, til Thomson Reuters Foundation.

Tendens forstærkes

Gruppen af verdens 48 mindst udviklede lande, de såkaldte LDC-lande (least developed countries), er dem, der rammes hårdest, når flere bistandsmidler bruges på flygtninge i donorlandene. Deres andel af den samlede udviklingsbistand faldt således med 4,5 mia. dollar fra 2013 til 2014, så de fattigste lande i 2014 modtog 43,7 mia. dollar, hvilket udgør knap 30 procent af den samlede bistand fra OECD-landene – den laveste andel siden 2006. Desværre forventer OECD’s kontor for udviklingsbistand, at tendensen med færre penge til de fattigste vil blive markant forstærket over de kommende år. Den aktuelle opgørelse er for 2014, før flygtningekrisen for alvor satte ind, og derfor vil den samlede opgørelse for 2015 med stor sandsynlighed vise, at tendensen med at udhule bistanden fortsætter.

Et blik på de danske tal for udviklingsbistanden i 2015 og fremover bekræfter i hvert fald udviklingen. Alene i 2015 blev der brugt omkring tre mia. kroner af det samlede bistandsbudget på flygtninge i Danmark, hvilket udgjorde næsten 17 procent af den samlede danske udviklingsbistand. I 2016 estimerer den danske regering, at der vil ankomme yderligere 25.000 flygtninge, hvilket – hvis udgifterne vokser proportionalt med antallet af flygtninge – vil koste ekstra knap to mia. kroner.

Når den danske regering samtidig har haft held til at beskære bistanden med 2,9 mia. kroner fra 2015 til 2016 (fra 0,87 til 0,71 procent af BNI), betyder de ekstra omkostninger til flygtninge, at den danske udviklingsbistand reelt ender på blot 0,48 procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Langt under de 0,7 procent, som FN anbefaler, og alle medlemslande er blevet enige om.

Skulle det imidlertid vise sig, der ikke kommer flere flygtninge i 2016, vil det nuværende udgiftsniveau til at håndtere flygtninge i Danmark alligevel betyde, at blot 0,57 procent af det danske BNI anvendes til udviklingsbistand.

Det viser beregninger fra Globalt Fokus, der er de danske udviklings-, miljø- og humanitære organisationers fælles platform.

Største modtager af udviklingsbistand fra OECD-landene er fortsat Afghanistan, der modtog 4,8 mia. dollar i 2014, efterfulgt af Vietnam, Syrien, Pakistan, Etiopien, Egypten og Tyrkiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det er ikke særligt chokerende i forhold til at regeringen også søger at gøre fattige i Danmark endnu fattigere...venstre med Lars Løkke i spidsen kan simpelthen ikke lide fattige mennesker....