FN’s klimachef har fortsat stor tiltro til Paris-aftalen

Klimaaftalen i Paris har tændt »enorme flammer af håb« ved at etablere en ny model for det 21. århundredes diplomati, erklærer kvinden bag aftalen nu.

Christiana Figueres, FN’s klimachef, siger i sine første offentlige udtalelser siden underskrivelsen af klimaaftalen i december, at efter to årtiers snørklede forhandlinger har verdens lande omsider opdaget et fælles »højere formål« og gjort forsøg på at løfte udfordringen med at få styr på den globale opvarm- ning.

Paris-aftalen, hvor 195 lande forpligtede sig til at begrænse temperaturstigningen til et godt stykke under to grader celsius, har sat en ny standard for håndtering af komplekse globale problemer, sagde hun.

»Klimaændringer er et glimrende eksempel på, hvordan vi er overgået til en ny slags social kontrakt i forhold til det forrige århundrede,« sagde Figueres til The Guardian på en konference arrangeret af Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (Irena) i Abu Dhabi.

»Denne sociale kontrakt, som vi vil kunne støtte os til i det 21. århundrede, har mindst fem meget, meget forskellige måder at håndtere udfordringerne på – og meget forskellige måder at levere løsningerne på,« sagde hun.

»Med det, vi kunne nå i Paris, blev der tændt enorme flammer af håb. Der er virkelig stor fortrøstning at hente i bevidstheden om, at når vi beslutter at gøre noget, så kan vi også effektuere det,« siger Figueres, som vil træde tilbage denne sommer efter at have ledet forhandlingerne i seks år. »Vi er ikke bundet af de situationer, vi står i. Vi kan hæve os over dem. Det er fantastisk.«

En model for fremtiden

En række centrale aktører fra klimaforhandlingerne i Paris deltog i weekendens årlige Irena-konference.

Over 80 lande forpligtede sig i Paris til at udvide deres brug af sol- og vindenergi som led i bestræbelserne på at reducere udledningen af ​​drivhusgasser. Disse lande er nu på udkig efter finansiering og teknologisk bistand til at skifte til renere energikilder.

Figueres sagde, at landene havde slået bro over flere brudlinjer for at nå frem til en aftale i Paris – det gjaldt ifølge hende skellet mellem rige og fattige lande, mellem den offentlige og den private sektor og mellem forskellige regioner.

I modsætning til tidligere forhandlinger inddrog klimaforhandlingerne i Paris både regeringer, virksomhedsledere og kampagnegrupper. En række udenrigspolitiske eksperter har fremhævet Paris-forhandlingerne som en ny model for diplomati, og kommentatorer har rost de franske værter for dygtigt at have ført forhandlingerne frem til en vellykket løsning.

»Det vil i stigende grad blive på den måde, at vi kommer til at agere i det 21. århundrede,« sagde Figueres.

Aftalen opgav tanken om en traditionel international traktat med klare regler og faste forpligtelser i erkendelse af, at USA aldrig ville kunne skrive under på en aftale, der ville kræve godkendelse fra det republikansk kontrollerede Senat.

I stedet forlader aftalen sig på, at landene selv skal fremlægge planer for at reducere drivhusgasemissionerne, hvorefter disse planer skal gennemgås med jævne mellemrum med henblik på at gennemføre endnu mere vidtgående reduktioner.

Anne-Marie Slaughter, en tidligere embedsmand i USA’s udenrigsministerium og formand for tænketanken New America Foundation, skrev om aftalen i december: »Bedømt efter en international traktats standarder kommer denne aftale sørgeligt til kort. Men netop dens utilstrækkeligheder i den henseende er også dens største styrker som en model for effektiv global styring i det 21. århundrede. Paris-aftalen er et sprudlende, fremadskridende og overlappende sæt af nationale forpligtelser, som er frembragt mellem et bredt konglomerat af parter og interessenter. Det er ikke en ny lov, men det er et modigt skridt i retning af offentlig problemløsning på en global skala. Og det er den eneste metode, der vil kunne fungere.«

Ikke vidtgående nok

Der har dog også været en række højt profilerede kritikere af Paris-aftalen. James Hansen, en pioner inden for klimaforskningen, afskrev aftalen som en slags bedrageri. Præsidentkandidaten Bernie Sanders har sagt, at aftalen langtfra går vidt nok.

Figueres derimod siger, at den 31-sider lange aftale kom til at overgå hendes forventninger.

»Det, som overraskede mig mest, var tekstens klarhed og den måde, hvorpå regeringerne arbejdede med hinanden for at nå frem til fælles ideer,« sagde hun.

»Ved tidligere forhandlinger var parterne så optagede af selve ordlyden – et kommas placering, et valg af verbum – at de snublede over sig selv og ikke kunne række ud efter stjernerne. I dette tilfælde startede de med at række ud efter stjernerne og tænkte så:? Hvordan kan vi sætte de rigtige ord på?«

Hun sagde, at Paris var første gang ved seks sådanne klimatopmøder, at hun aldrig oplevede et øjeblik, hvor hun frygtede, at det hele ville ende i et sammenbrud.

»Ved alle de andre lejligheder var der mindst ét øjeblik, hvor jeg troede, at nu kommer vi til at tabe det hele på gulvet,« siger hun. »Det var første gang, hvor det stod klart, at der var overvældende politisk vilje til rent faktisk at nå til enighed.«

Og ikke bare vilje til at nå til en hvilken som helst aftale, tilføjede hun. »Den dominerende strømning gik i retning af, at vi skulle nå frem til en aftale, som alle kunne være stolte af. Det var ikke kun for gruppefotografiets skyld.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen