Læsetid: 6 min.

At forandre noget, for at alt forbliver det samme

Åbningen mellem USA og Cuba betyder ikke nødvendigvis mere frihed til cubanerne, siger den cubanske dissidentforfatter Orlando Pardo. Arven fra Fidel sidder dybt i cubanerne
’Den cubanske stat er ved at lære at kontrollere samfundet, ikke længere med ideologiske mekanismer eller troskab eller gennem studier af marxismen, men med kapitalistiske mekanismer,’ siger Orlando Luis Pardo Lazo.

David Rose

4. januar 2016

Åbningen mellem USA og Cuba er nu et år gammel. Normaliseringsprocessen skrider langsomt frem, langsommere end mange havde håbet, især demokratiseringen. Der er udsigt til tættere økonomiske relationer mellem de to lande, men en reel demokratisk åbning synes at have lange udsigter, siger den cubanske forfatter, blogger og dissident Orlando Luis Pardo Lazo til Information. Han deler langtfra den optimisme om Cubas fremtid, som især udlandet har lagt for dagen.

Nøglen til at forstå dette hedder Fidel Castro. Siger man Cuba, er det en selvfølge at sige Fidel Castro. Den skæggede leder er verden over nærmest blevet synonym med sit land, siden han og hans oprørshær nytårsnat 1958-59 jog den amerikanskstøttede diktator Fulgencio Batista på flugt, udfordrede den mægtige nabo USA, iværksatte en gennemgribende revolution og forvandlede det cubanske samfund, som nu muligvis står over for en større forandringsproces efter forsoningen med Washington i december 2014.

Men hvad siger cubanerne om Castro? Hvad betyder han for dem og deres og Cubas fremtid? Det er oplagt at indlede samtalen med Orlando Luis Pardo Lazo med disse spørgsmål.

Fidel sidder i cubanerne

»Helt konkret bare Fidel. Fidel Castro Ruz skabte et land i sit eget billede. Man tiltalte ham ikke Castro eller Hr. Præsident, men simpelthen Fidel i en særlig fortrolighed med caudilloen (særlig spansk titel for militærleder, red.), med manden, der var i stand til at realisere den største fortælling i vores historie, nemlig revolutionens narrativ, men også vor tids mest omfattende vold, revolutionens vold. Denne mand har sat sit aftryk på flere generationer. Jeg plejer at sige, at cubanerne, selv Castro-modstanderne, tænker på Fidel, vi tænker i de koder, med den retorik, hvormed han skabte et system, som det vil koste hårdt arbejde at overvinde på grund af den lange tid, der er gået, på grund af manglen på uafhængige institutioner i Cuba og på grund af den vertikale, monolitiske, efter min mening stalinistiske arbejdsstil, han skabte som sit udtrykte billede i landet.«

Når Castro-brødrene er døde og borte fra magten, forestår et nærmest uoverkommeligt arbejde for cubanerne med at gøre sig fri af dem, især Fidel Castro, påpeger Orlando Pardo under et kort ophold i Danmark på vej til et friby-ophold i Reykjavík.

»At undslippe Fidels aftryk, at undslippe hans opfattelse af politik, af hvordan han opfatter mulighederne for tolerance i samfundet – læs, intolerancens muligheder i samfundet – bliver hårdt arbejde. Selv vi, der går ind for demokrati, har ofte hans manerer, hans sprogbrug, udelukkelsen af andre, den løftede finger, når vi taler.«

Castroismens arv

»Med andre ord har Fidel ulykkeligvis skabt en kultur, som vil overleve ham, og som ikke vil være mindre despotisk, fordi vi er vant til, at én mand skal have alle løsninger, være klogere end alle andre for at kunne lede. Vi har ingen debatkultur, ingen kultur for at arbejde i hold, ingen medborgerkultur, hvor magten ikke kommer oppefra og ned, men tværtimod kommer fra borgernes egen organisation og opefter. Vi mangler en tradition for, at pressen ikke er et redskab til at beherske landet, et krigsredskab. Medierne burde også være et redskab for borgerne, for de kulturelle og politiske institutioner, for handelslivet. Jeg føler det cubanske samfund – og det er castroismens arv – som en ørken, hvor det vil koste hårdt arbejde at styrke landet efter Fidel.«

Det store spørgsmål er, i hvilken retning Cuba bevæger sig efter knap 57 års hårdhændet styre med dybtgående økonomiske og sociale forandringer besluttet af en snæver kreds med Fidel Castro i spidsen og en dagligdag med kriser, fejltagelser, massemigration og systematisk forfølgelse af opposition og kritikere.

Statskapitalisme

Det er vanskeligt at give et klart og entydigt svar på, mener Orlando Pardo, »fordi Cuba bevæger sig hastigt i retning af en statskapitalisme under centraliseret statskontrol, uden grundlæggende friheder. Cuba vil blive et slags trampolinland, hvor alle cubanere ønsker at rejse ud, mens mange eksilcubanere og udlændinge ønsker at besøge landet, før der sker forandringer – ikke kun som turister, men af ideologiske grunde og for at se øen som et arkæologisk levn fra en fortid, der er ved at være forbi«.

Spørgsmålet er dog, hvor meget det gamle system er ved at blive historie. Pardo forklarer:

»Systemet afskaffer ikke sig selv, det forandrer sig selv for at overleve. Det, der sker i praksis, er, at staten bliver kapitaliseret for at skabe et system af militær-korporative selskaber. En skønne dag vil Europa og den europæiske venstrefløj blive overrasket over, hvor kapitalistiske de statslige kontrolmekanismer er blevet. Den cubanske stat er ved at lære at kontrollere samfundet, ikke længere med ideologiske mekanismer eller troskab eller gennem studier af marxismen, men med kapitalistiske mekanismer. Den cubanske stat er med andre ord ved at lære at kontrollere borgerne ved hjælp af belønninger og økonomiske koncessioner. Måske kan vi ligefrem tale om, at et system af nepotistisk kapitalisme kan udvikle sig, eller måske skulle man tale om nepotistisk post-totalitarisme eller nepotistisk post-autoritært styre.«

Opposition uden indflydelse

Den gensidige afhængighed mellem private interesser og en stærk stat, som er under opbygning, må få konsekvenser for det politiske liv og rum. Men hvilke? Orlando Pardo giver ikke noget enkelt svar, men han har nogle bud:

»Vi kender alle den frygtelige virkelighed i Latinamerika, hvor man myrder journalister. Men i Cuba er der ingen grund til at myrde journalister. Det lyder kynisk, men det skyldes, at journalisternes gennemslagskraft i Cuba er lig nul. Hvor meget kan en journalist i Cuba offentliggøre? Eller en uafhængig blogger som Yoani Sánchez? Hvilken gennemslagskraft har hun? Jeg har spredt Yoanis arbejde på cd’er, men effekten sammenlignet med et hvilket som helst andet samfund, for eksempel det mexicanske (Mexico er et af de lande, hvor der myrdes flest journalister, red.), er lig nul. Det vil sige, at cubanske journalister kan blive chikaneret, når de arbejder, og i sidste instans kan man presse dem til at flygte og søge asyl i udlandet. Men behovet for og den politiske pris ved at myrde en journalist i Cuba vil være meningsløse, da vi på ingen måde er en relevant gruppe.«

– Hvad med oppositionen?

»Desværre gør det samme sig gældende for oppositionen, der ikke har indflydelse nok til at tale på gader og pladser, som ikke bliver inviteret til at tale på bl.a. universiteterne. Det er forbudt at danne små foreninger, ngo’er eller politiske partier. Det vil sige, at du aldrig har en kritisk masse, der kan være en aktør for social forandring. Det betyder, at den overgang, der finder sted i Cuba, bliver fra magthaver til magthaver. Den cubanske stat er ved at gennemføre en transition, hvor man vil udskifte nogle mekanismer, for at magtforholdene ikke forandres.«

»Man kan også forestille sig en model, hvor eliten – jeg bryder mig ikke om ordet elite, for hos kommunisterne kan der være tale om en elite, måske en basis, hvor kommunisterne i basis sidder tilbage med det fine civile tøj, de dyre habitter, hele det militær-korporative system med bl.a. hotelkæder samt yderligere et eller to lovlige partier mere, det socialistiske parti, revolutionspartiet og det herskende kommunistparti, og vi vil få et formelt demokrati med enkelte kritiske aktører i Folkemagtens Nationalforsamling. Altså en magtoverdragelse i toppen.«

Stemmer med fødderne

– Altså princippet fra di Lampedusas roman ’Leoparden’ om Sicilien, at forandre noget, for at alt kan forblive det samme?

»Ja, men mere raffineret og mere tragisk. Det bliver en illusion virkeliggjort som parodi,« understreger Orlando Pardo og påpeger, at cubanerne har taget stilling. De vil ikke vente yderligere et halvt århundrede på reelle forandringer, »de stemmer med fødderne, de forlader øen legalt og illegalt med fly, i både og på flåder samtidig med forsoningsprocessen med USA«.

Cubanerne synes end ikke at ville vente, til Raúl Castro efter planen træder tilbage som præsident i 2018 og overlader posten til sin søn eller et nærtstående medlem af partitoppen. Næsten alt vil være ved det gamle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu