Læsetid: 1 min.

Hizbollah hævner sig med bombe mod israelsk patrulje

Den militante bevægelse Hizbollah har taget skylden for et bombeangreb på en israelsk militærpatrulje i grænseområdet mellem Libanon og Israel i går
5. januar 2016

Den militante bevægelse Hizbollah har taget skylden for et bombeangreb på en israelsk militærpatrulje i grænseområdet mellem Libanon og Israel i går.

Bomben, der gik af under et pansret militærkøretøj, var ifølge den libanesiske gruppe hævn for et israelsk luftbombardement over Syrien i slutningen af december.

Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, sagde efter luftangrebet før nytår, at man ville gengælde et luftangreb, som kostede Samir Kantar livet – en militant Hizbollah- leder som sad fængslet tre årtier i Israel for drab på tre israelere.

Den libanesiske bevægelse kæm- per side om side med Syriens regeringshær. Gårsdagens bombeangreb blev besvaret af israelsk artilleribeskydning mod den libanesiske grænseby al-Wazzani.

I beskeden fra Hizbollah hedder det, at angrebet mod den israelske patrulje blev udført af en militant gruppe opkaldt efter Kantar.

Kantar var leder af den libanesiske gruppes militære operationer i Golanhøjderne, som delvist er under israelsk besættelse efter Seksdageskrigen i 1967.

Israel bekræftede i går, at en patrulje blev ramt af en vejsidebombe i området Sheeba Farms.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu